Livsberetning

Jeg lærte at stole helt på Jehova

Fortalt af Aubrey Baxter

En lørdag aften i 1940 blev jeg angrebet af to mænd som slog mig til jorden. Der stod to politimænd lige i nærheden, men i stedet for at hjælpe råbte de skældsord og holdt med voldsmændene. Begivenhederne som førte frem til denne barske episode, var begyndt omkring fem år tidligere da jeg arbejdede i en kulmine. Lad mig forklare nærmere.

JEG blev født i 1913 i Swansea, en kystby i New South Wales, Australien, som nummer tre i en søskendeflok på fire drenge. Da jeg var fem år gammel, blev hele familien smittet med den frygtede spanske syge, der i hele verden kostede millioner af mennesker livet. Heldigvis overlevede hele familien. Men i 1933 ramtes vi af en tragedie da min mor døde i en alder af 47 år. Mor var troende og havde på et tidspunkt modtaget de to bind af bibelstudiebogen Lys, som var udgivet af Jehovas Vidner.

Dengang arbejdede jeg i en kulmine. Da mit arbejde foregik i korte hektiske perioder efterfulgt af stille perioder, tog jeg bøgerne med på arbejde og læste dem ved lyset af den karbidlampe der var fastgjort til min arbejdshjelm. Jeg blev hurtigt klar over at jeg havde fundet sandheden, og jeg begyndte også at lytte til bibelske foredrag som Jehovas Vidner sendte i radioen. Til min store glæde begyndte min far og mine brødre også at vise interesse for de bibelske sandheder.

I 1935 ramte tragedien igen vores familie da min yngre bror, Billy, fik lungebetændelse og døde, kun 16 år gammel. Men denne gang fandt hele familien trøst i  opstandelseshåbet. (Apostelgerninger 24:15) Med tiden indviede min far og mine ældre brødre, Verner og Harold, samt deres koner, sig til Jehova. I dag er alle i min nærmeste familie døde. Men Verners kone, Marjorie, og Harolds kone, Elizabeth, er stadig aktive i tjenesten for Jehova.

Jeg lærer at stole på Jehova

Jeg kom først i direkte kontakt med Jehovas Vidner senere i 1935 da en ukrainsk dame kom cyklende til vores hjem og bankede på. Den følgende søndag overværede jeg mit første kristne møde, og en uge senere mødtes jeg med gruppen for at deltage i forkyndelsen. Det Jehovas vidne som ledte samlingen, gav mig nogle brochurer, og til min store overraskelse sendte han mig derefter af sted alene! Ved den første dør var jeg så nervøs at jeg havde lyst til at krybe i et musehul! Men den besøgte var venlig og modtog endda læsestof.

Skriftsteder som Prædikeren 12:1 og Mattæus 28:19, 20 gjorde et stort indtryk på mig, og jeg ville gerne være pioner, eller heltidsforkynder. Min far bakkede op om min beslutning, og selvom jeg endnu ikke var døbt, besluttede jeg mig for at begynde den 15. juli 1936. Den dag tog jeg hen til Jehovas Vidners afdelingskontor i Sydney, hvor jeg blev indbudt til at tjene sammen med en gruppe på 12 pionerer i Dulwich Hill, en forstad til Sydney. De viste mig hvordan jeg skulle bruge den håndkværn som de brugte når de malede mel for på den måde at spare penge.

Pioner i bushen

Efter min dåb senere samme år fik jeg tildelt distrikt i det centrale Queensland sammen med to andre pionerer — Aubrey Wills og Clive Shade. Vores udstyr bestod af Aubreys varevogn, nogle cykler, en transportabel grammofon til afspilning af bibelske foredrag, et telt som blev vores hjem de næste tre år, tre senge, et bord og en jerngryde til at lave mad i. En aften da det var min tur til at lave mad, fik jeg lyst til at lave en „særlig“ middag der bestod af grøntsager og hvedegrød. Men ingen af os kunne spise det. Tilfældigvis var der en hest i nærheden som jeg tilbød det jeg havde lavet. Den lugtede lidt til det, rystede på hovedet og gik så sin vej! Det var sidste gang jeg foretog kulinariske eksperimenter.

På et tidspunkt besluttede vi at fremskynde gennemgangen af vores distrikt ved at opdele det i tre sektioner og hver især arbejde i en sektion. Når dagen var omme, var jeg ofte for langt borte fra vores telt til at jeg kunne nå at cykle hjem, og nogle gange overnattede jeg hos gæstfri mennesker på landet. Ved én lejlighed sov jeg i en luksuriøs seng i et gæsteværelse på en kvægfarm, og den følgende nat sov jeg på den bare jord i en kængurujægers hytte, omgivet af dynger af stinkende dyreskind. Jeg overnattede tit i bushen. Engang omringede en flok dingoer (vilde hunde) mig lidt på afstand, og jeg kunne høre deres uhyggelige hyl i mørket. Efter en søvnløs nat fandt jeg imidlertid ud af at det ikke var mig de var interesseret i, men derimod nogle dyreindvolde som var blevet smidt på jorden i nærheden.

 Forkyndelse ved hjælp af en højttalerbil

I vores forkyndelse af Guds rige gjorde vi flittigt brug af en højttalerbil. I byen Townsville i det nordlige Queensland gav politiet os tilladelse til at stille den i byens centrum. Men det foredrag vi afspillede, gjorde nogle medlemmer af Frelsens Hær meget vrede, og de bad os om at forsvinde. Da vi nægtede, begyndte fem af dem at rokke kraftigt med højttalerbilen mens jeg sad i den for at styre lydanlægget! Det virkede uklogt at begynde at holde på vores ret, så da mændene holdt inde med at rokke bilen, forlod vi området.

I byen Bundaberg lånte en interesseret mand os sin båd så vi kunne afspille budskabet ude fra Burnett River, en flod der løber midt igennem byen. Aubrey og Clive tog ud i båden med lydudstyret, mens jeg blev i den sal vi havde lejet. Joseph F. Rutherford fra Jehovas Vidners hovedkontor havde en fyldig stemme, som den aften lød ud over Bundaberg med et slagkraftigt bibelsk budskab. Det var i sandhed spændende tider som krævede både mod og tro af Guds folk.

Krigen medfører flere udfordringer

Kort efter den anden verdenskrigs udbrud i september 1939 blev emnet kristen neutralitet i politik og krig behandlet i Vagttårnet for 1. november. Senere var jeg meget taknemmelig for at jeg havde studeret disse betimelige artikler. I mellemtiden fik Aubrey, Clive og jeg efter tre års samarbejde tildelt andre opgaver, så vi måtte gå hver til sit. Jeg blev udnævnt som rejsende tilsynsmand i det nordlige Queensland, en opgave som ofte satte min tillid til Jehova på prøve.

I august 1940 besøgte jeg menigheden i Townsville, hvor der var fire pionerer — Percy og Ilma Iszlaub * og søskendeparret Norman og Beatrice Bellotti. Seks år senere blev jeg gift med Beatrice. Episoden som er beskrevet i indledningen, fandt sted en lørdag aften efter at nogle af os havde været ud at forkynde på gaden. Den uretfærdige behandling jeg fik, gjorde mig imidlertid endnu mere besluttet på at fortsætte i tjenesten for Jehova.

To pionersøstre, Una og Merle Kilpatrick, arbejdede flittigt i den nordlige del af landet. Jeg tilbragte en dejlig dag med dem i forkyndelsen, og derefter bad de mig om at ro dem over til den anden side af floden så de kunne besøge en interesseret familie. For at kunne det måtte jeg først svømme over til en robåd der lå fortøjet på den anden side, og derefter ro tilbage til søstrene så de kunne komme over. Men da jeg nåede frem til båden, var der ingen årer! Vi fandt senere ud af at det var en modstander som havde gemt dem. Hans kneb kunne imidlertid ikke stoppe os. Jeg havde tidligere, gennem mange år, været livredder og var stadig en god svømmer, så jeg bandt det reb der var fastgjort til bådens anker, omkring livet, trak båden over til den anden side af floden, hvor pigerne var, og trak dem derefter tilbage. Jehova  velsignede vores anstrengelser, for med tiden blev den interesserede familie Jehovas Vidner.

I Jehovas beskyttende hænder

Af sikkerhedshensyn opstillede militæret en vejspærring lige uden for byen Innisfail. Eftersom jeg boede inden for det afspærrede område, kunne jeg få adgangstilladelse, og det viste sig at være en uvurderlig hjælp når brødre fra Jehovas Vidners afdelingskontor kom på besøg. For at få dem gennem vejspærringen skjulte jeg dem i et hemmeligt rum under bagsædet i min bil.

Benzin var på det tidspunkt rationeret, og mange biler blev udstyret med en gasgenerator. Med dette apparat kunne man udvinde brændstof i form af gas fra glødende træ. Jeg plejede at køre om natten med sække af træ stablet oven på det sted hvor broderen lå skjult. Når jeg nåede til en vejspærring, afledte jeg vagternes opmærksomhed ved at lade motoren køre for fulde omdrejninger og sikre mig at beholderen med trækul var hvidglødende. „Hvis jeg standser motoren,“ råbte jeg så til vagterne, „forstyrrer det gas- og luftblandingen, og så bliver det svært at starte igen.“ Afskrækket af varmen, larmen og soden kastede vagterne kun et overfladisk blik på bilen, hvorefter de lod mig køre.

Omkring samme tid fik jeg også til opgave at organisere et stævne for Jehovas Vidner i Townsville. Mad var rationeret, og for at skaffe det vi skulle bruge, måtte vi bede de lokale myndigheder om tilladelse. Vores kristne brødre blev i den tid fængslet på grund af deres neutralitet, så da jeg lavede en aftale om at mødes med en embedsmand, tænkte jeg: ’Er det mon klogt, eller vækker jeg derved en slumrende løve?’ Men jeg gjorde alligevel det jeg var blevet bedt om.

Embedsmanden sad bag et imponerende stort skrivebord og bad mig om at tage plads. Da jeg fortalte ham mit ærinde, stivnede han og stirrede koldt på mig. Men så slappede han af og sagde: „Hvor meget mad vil du have?“ Jeg gav ham en liste over det vi som et minimum havde brug for. Han kiggede nøje på listen og sagde så: „Det ser ud til at være for lidt. Vi må hellere fordoble det.“ Jeg forlod hans kontor, dybt taknemmelig over for Jehova, som havde givet mig endnu en lektion i at stole på ham.

I januar 1941 blev der indført forbud mod Jehovas Vidners arbejde i Australien. Mange blev mistænksomme over for os og beskyldte os endog for at spionere for Japan! Ved en lejlighed ankom to biler fyldt med politi og soldater til et stykke land i Atherton Tableland vi kaldte ’Kingdom Farm’, som vi havde købt for at dyrke afgrøder. De stormede stedet for at lede efter en projektør som de mente vi brugte til at signalere til fjenden med. Vi blev også beskyldt for at have plantet majs i kodeformation som kunne læses fra luften! Alle disse beskyldninger viste sig selvfølgelig at være falske.

På grund af forbuddet var vi nødt til at være forsigtige — og opfindsomme — når vi bragte litteratur ud. Da bogen Børn for eksempel udkom, hentede jeg en karton bøger i Brisbane, rejste mod nord med toget og afleverede bøger ved alle de stoppesteder hvor der var en menighed. For at afholde politiet og militæret fra at åbne kartonen, tog jeg altid en klinge fra en rundsav med mig. Inden jeg steg ud af toget, bandt jeg denne savklinge fast til kassen. Taktikken var enkel men effektiv; den virkede altid. Det var en stor lettelse for Jehovas folk da forbuddet — der af en dommer blev betegnet som „ubegrundet, vilkårligt og undertrykkende“ — blev ophævet i juni 1943.

Indkaldt til militæret

Året før var Aubrey Wills, Norman Bellotti og jeg blevet indkaldt til militæret. Aubrey og Norman blev indkaldt en uge før mig og fik en fængselsstraf på seks måneder. Dengang konfiskerede postvæsenet alle eksemplarer af Vagttårnet der var adresseret til dem de vidste var Jehovas Vidner, men ikke til andre abonnenter. Vores opgave gik ud på at finde en af disse andre abonnenter, kopiere bladene og fordele dem blandt vores trosfæller. På den måde fik vi regelmæssigt åndelig føde.

 Da jeg fik den forventede dom på seks måneders fængsel, appellerede jeg med det samme, som afdelingskontoret i Sydney havde rådet mig til. Formålet med min appel var at trække tiden ud indtil en anden kunne udnævnes til at tage sig af arbejdet. Jeg benyttede mig af min frihed og besøgte 21 brødre som sad fængslet i det nordlige Queensland. De fleste af dem sad i et fængsel hvor fængselsinspektøren hadede os. Da jeg mindede ham om at præsterne for andre trossamfund fik lov til at besøge deres kirkemedlemmer, blev han rasende og sagde: „Hvis det stod til mig, blev alle Jehovas Vidner stillet op på rad og række og skudt!“ Fængselsvagterne fulgte mig hurtigt ud til døren.

Da min appelsag skulle behandles, fik jeg retshjælp, som foreskrevet i loven. Men i realiteten førte jeg selv min sag. Det betød at jeg måtte stole helt på Jehova, og han svigtede mig aldrig. (Luk. 12:11, 12; Filipperne 4:6, 7) Forbavsende nok vandt jeg appelsagen fordi man fandt nogle fejl i anklageskriftet!

I 1944 fik jeg til opgave at betjene en stor kreds der dækkede hele South Australia, det nordlige Victoria og byen Sydney i New South Wales. Året efter begyndte en kampagne med offentlige foredrag, og hver foredragsholder skulle selv udarbejde sit foredrag ud fra en disposition på en enkelt side. Det var en ny udfordring at skulle holde et foredrag på en time, men vi stolede helt på Jehova, og han velsignede vores anstrengelser.

Ægteskab og nye forpligtelser

I juli 1946 blev Beatrice Bellotti og jeg gift, og vi tjente sammen som pionerer. Vi boede i en beboelsesvogn af krydsfinér. Vores datter og eneste barn, Jannyce (Jann), blev født i december 1950. Vi virkede som pionerer flere forskellige steder i landet, blandt andet i byen Kempsey i New South Wales, hvor vi var de eneste Jehovas Vidner. Hver søndag tog vi hen til et lokalt forsamlingshus, hvor jeg holdt et foredrag som vi havde annonceret ved hjælp af løbesedler. I de første måneder var Beatrice og lille Jann mine eneste tilhørere. Men inden længe dukkede andre efterhånden op. I dag er der to blomstrende menigheder i Kempsey.

Da Jann var to år gammel, slog vi os ned i Brisbane. Så snart hun var færdig med skolen, virkede hun sammen med os som pionerer i byen Cessnock i New South Wales. Her tjente vi i fire år inden vi tog tilbage til Brisbane for at hjælpe Beatrices mor, som var syg. I øjeblikket har jeg den forret at virke som ældste i Chermside menighed.

Beatrice og jeg takker Jehova for hans utallige velsignelser, blandt andet for den forret det har været at hjælpe 32 til at lære ham at kende. Selv takker jeg Jehova for min kære kone der, skønt hun er mild og blid, også har vist sig at være en frygtløs forkæmper for de bibelske sandheder. Hendes kærlighed og tillid til Gud, samt det at hun har et ’klart øje’, har gjort hende til en usædvanlig god hustru og mor. (Mattæus 6:22, 23; Ordsprogene 12:4) Sammen med hende kan jeg af hjertet sige: „Velsignet er den våbenføre mand som sætter sin lid til Jehova.“ — Jeremias 17:7.

[Fodnote]

[Illustration på side 9]

Vi brugte denne højttalerbil i det nordlige Queensland

[Illustration på side 10]

Jeg hjalp Una og Merle Kilpatrick med at flytte deres bil i regntiden i det nordlige Queensland

[Illustration på side 12]

Vores bryllupsdag