Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Ransag „Guds dybder“

Ransag „Guds dybder“

Ransag „Guds dybder“

„Ånden ransager alt, endog Guds dybder.“ — 1 KORINTHER 2:10.

1. Hvilke bibelske sandheder fylder nye bibelstudieelever med glæde?

DE FLESTE af os som er i den kristne menighed, kan huske hvor glade vi var da vi begyndte at lære sandheden at kende. Vi fandt ud af hvorfor Jehovas navn er betydningsfuldt, hvorfor Jehova tillader lidelser, hvorfor nogle mennesker skal i himmelen, og hvordan fremtiden vil forme sig for resten af den trofaste menneskehed. Måske havde vi tidligere læst i Bibelen, men alt dette var skjult for os, sådan som det er for de fleste. Vi var som en mand der stirrer ned i vandet ved et koralrev. Uden hjælp og særligt udstyr vil han ikke kunne se ret meget af alt det smukke der er under havoverfladen. Men ved hjælp af et par dykkerbriller eller en båd med glasbund vil han til sin store begejstring kunne se farvestrålende koraller, fisk, søanemoner og andre fascinerende skabninger. Da vi fik hjælp til at forstå Bibelen og fik det første glimt af „Guds dybder“, oplevede vi noget der kan sammenlignes med dette. — 1 Korinther 2:8-10.

2. Hvorfor kan man blive ved med at glæde sig over at lære noget fra Guds ord?

2 Bør vi stille os tilfreds med blot at have fået et overfladisk kendskab til sandheden fra Bibelen — et glimt så at sige? Udtrykket „Guds dybder“ omfatter forståelsen af Guds visdom som er blevet åbenbaret for de kristne ved hjælp af den hellige ånd, men som er skjult for andre. (1 Korinther 2:7) Der er uanede muligheder for at udforske Guds visdom, og det kan give os stor glæde og fornøjelse. Vi vil aldrig komme til at vide alt om visdommen i Guds handlemåde. Den glæde vi erfarede da vi begyndte at lære Bibelens grundsandheder at kende, kan vi have i al evighed hvis vi uden ophør bliver ved med at ransage „Guds dybder“.

3. Hvorfor må vi have en god forståelse af hvorfor vi tror som vi gør?

3 Hvorfor har vi behov for at forstå disse dybe åndelige sandheder? Fordi det vil styrke vores tro og tillid hvis vi ikke blot ved hvad vi tror, men også forstår hvorfor vi tror det — det vil sige kender grundlaget for vores tro. Bibelen taler om vores „fornuftmæssige hellige tjeneste“, altså skal vi bruge vores fornuft for at „forvisse [os] om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje“. (Romerne 12:1, 2) Når vi forstår hvorfor Jehova kræver at vi lever på en bestemt måde, bliver vi endnu mere besluttede på at adlyde ham. Kundskab om „Guds dybder“ kan derfor styrke os til at modstå fristelsen til at gøre noget forkert, og den kan få os til at være ’nidkære for gode gerninger’. — Titus 2:14.

4. Hvad omfatter det at studere Bibelen?

4 For at få forståelse af dybe åndelige sandheder er det nødvendigt at vi studerer. Studium er imidlertid ikke det samme som overfladisk læsning. Nej, at studere vil sige at man omhyggeligt undersøger oplysningerne for at se hvordan de passer ind i det mønster man allerede kender. (2 Timoteus 1:13) Det indebærer at man forstår begrundelsen for det der bliver sagt. Noget der hører med til at studere Bibelen, er at man nøje grunder over stoffet for at finde ud af hvordan man kan bruge det man har lært, til at træffe kloge afgørelser og hjælpe andre. Eftersom „hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“, bør vores studium omfatte „hver udtalelse der kommer fra Jehovas mund“. (2 Timoteus 3:16, 17; Mattæus 4:4) Det kan være krævende at studere Bibelen. Men det kan også være fornøjeligt, og det er ikke en uoverkommelig opgave at forstå „Guds dybder“.

Jehova hjælper de ydmyge til at forstå

5. Hvem kan forstå „Guds dybder“?

5 Selv hvis du ikke udmærkede dig i skolen og ikke har været vant til at studere, skal du ikke tro at det vil være umuligt for dig at forstå „Guds dybder“. Mens Jesus gik på jorden, åbenbarede Jehova noget af sin hensigt, ikke for de vise og intellektuelle, men for de ulærde og almindelige mennesker der var ydmyge nok til at tage imod undervisning af Guds tjener. De var som „spædbørn“ i forhold til dem der var uddannet på skolerne. (Mattæus 11:25; Apostelgerninger 4:13) Om det „Gud [har] beredt dem der elsker ham,“ skrev apostelen Paulus til sine trosfæller: „Det er os Gud har åbenbaret det gennem ånden, for ånden ransager alt, endog Guds dybder.“ — 1 Korinther 2:9, 10.

6. Hvad betyder ordene i Første Korintherbrev 2:10?

6 Hvordan ransager Guds ånd „alt, endog Guds dybder“? Frem for at give hver enkelt kristen en personlig åbenbaring bruger Jehova den hellige ånd til at lede sin organisation, der hjælper hele hans folk til at forstå Bibelen. (Apostelgerninger 20:28; Efeserne 4:3-6) Alle menigheder i hele verden følger det samme bibelstudieprogram, og i løbet af en årrække får de gennemgået alle Bibelens lærepunkter. Gennem menigheden hjælper den hellige ånd mennesker til at få den sindsindstilling der er nødvendig for at forstå „Guds dybder“. — Apostelgerninger 5:32.

Hvad „Guds dybder“ omfatter

7. Hvorfor forstår mange mennesker ikke „Guds dybder“?

7 Vi skal ikke tro at dybe åndelige sandheder nødvendigvis er svære at forstå. Kundskaben om „Guds dybder“ er skjult for de fleste — ikke fordi Guds visdom er for vanskelig at fatte, men fordi Satan bedrager folk så de afviser den hjælp Jehova tilbyder gennem sin organisation. — 2 Korinther 4:3, 4.

8. Hvilke dybe sandheder henviste Paulus til i det tredje kapitel i sit brev til efeserne?

8 Af det tredje kapitel i Paulus’ brev til efeserne fremgår det at „Guds dybder“ omfatter mange sandheder som de fleste blandt Jehovas folk har en god forståelse af, for eksempel sandheden om hvem det lovede afkom er, om udvælgelsen af nogle blandt menneskeslægten der får et himmelsk håb, og om det messianske rige. Paulus skrev: „I andre generationer blev denne hemmelighed ikke gjort kendt for menneskenes sønner, som den nu er blevet åbenbaret for hans hellige apostle og profeter ved ånden, nemlig at folk fra nationerne skulle være arvinger med os og lemmer på legemet med os og parthavere med os i løftet i samhørighed med Kristus Jesus.“ Paulus sagde at han havde fået til opgave at „lade mennesker se hvordan den hellige hemmelighed administreres, den som siden en ukendt fortid har været skjult i Gud“. — Efeserne 3:5-9.

9. Hvorfor er det et privilegium at forstå „Guds dybder“?

9 Videre forklarede Paulus at det også var Guds vilje „at Guds alsidige visdom nu gennem menigheden kunne blive gjort kendt for regeringerne og myndighederne i det himmelske“. (Efeserne 3:10) Selv engle har gavn af at lægge mærke til og forstå den visdom hvormed Jehova tager sig af den kristne menighed. Tænk at vi har fået det privilegium at forstå noget som endog engle interesserer sig for! (1 Peter 1:10-12) Det næste Paulus siger, er at vi bør bestræbe os for at „fatte hvad bredden og længden og højden og dybden“ af den kristne tro er. (Efeserne 3:11, 18) Lad os nu betragte nogle eksempler på dybe åndelige sandheder som måske kan uddybe vores forståelse.

Eksempler på dybe åndelige sandheder

10, 11. Hvornår blev Jesus ifølge Bibelen den primære del af Guds himmelske kvindes „afkom“?

10 Vi ved at Jesus er den primære del af Guds himmelske kvindes „afkom“ som er omtalt i Første Mosebog 3:15. For at udvide vores forståelse kunne vi spørge: ’Hvornår blev Jesus det lovede afkom? Var det på et tidspunkt under hans førmenneskelige tilværelse, var det da han blev født som menneske, da han blev døbt, eller da han blev oprejst?’

11 Gud havde lovet at den himmelske del af hans organisation, der i profetien omtales som hans „kvinde“, ville frembringe et afkom der skulle knuse hovedet på slangen. Men der gik flere tusind år, og Guds kvinde frembragte ikke noget afkom der var i stand til at gøre det af med Satan og hans gerninger. Esajas’ profeti beskriver derfor kvinden som ’ufrugtbar’ og „bedrøvet i ånden“. (Esajas 54:1, 5, 6) Senere blev Jesus født i Betlehem. Men det var først efter hans dåb, da han blev avlet af ånden til at være en åndelig søn af Gud, at Jehova erklærede: „Denne er min søn.“ (Mattæus 3:17; Johannes 3:3) Den primære del af kvindens „afkom“ var endelig fremstået. Senere blev også Jesu disciple salvet med og avlet af den hellige ånd. Jehovas ’kvinde’, der i så lang tid havde været som ’en ufrugtbar som ikke havde født’, kunne nu langt om længe ’råbe af glæde’. — Esajas 54:1; Galaterne 3:29.

12, 13. Hvilke skriftsteder viser at alle salvede kristne på jorden udgør „den trofaste og kloge træl“?

12 Et andet eksempel på dybe åndelige sandheder der er blevet åbenbaret for os, har at gøre med Guds beslutning om at udvælge 144.000 fra menneskeslægten. (Åbenbaringen 14:1, 4) Vi accepterer læren om at alle de salvede der lever på jorden på ethvert givet tidspunkt, udgør „den trofaste og kloge træl“ som Jesus sagde ville sørge for „mad“ til hans tjenestefolk i rette tid. (Mattæus 24:45) Men hvilke skriftsteder beviser at denne forståelse er korrekt? Kunne det tænkes at Jesus blot generelt henviste til enhver kristen der opbygger sine brødre åndeligt?

13 Gud sagde til nationen Israel: „I er mine vidner . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt.“ (Esajas 43:10) Men den 11. nisan i år 33 sagde Jesus til Israels ledere at Gud havde forkastet deres nation og ikke længere betragtede den som sin tjener. Han sagde: „Guds rige vil blive taget fra jer og givet til en nation der frembringer dets frugter.“ Og til folkeskarerne sagde Jesus: „Se! Jeres hus overlades til jer selv.“ (Mattæus 21:43; 23:38) Israels hus var hverken en trofast eller en klog træl. (Esajas 29:13, 14) Da Jesus senere samme dag spurgte: „Hvem er egentlig den trofaste og kloge træl?“, spurgte han i virkeligheden: ’Hvilken klog nation vil erstatte Israel som Guds trofaste træl?’ Apostelen Peter kom med svaret da han sagde til menigheden af salvede kristne: „I er . . . ’en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom.“ (1 Peter 1:4; 2:9) Denne åndelige nation, „Guds Israel“, blev Jehovas nye træl. (Galaterne 6:16) På samme måde som alle medlemmerne af det gamle Israel udgjorde en „træl“, sådan udgør alle salvede kristne på jorden på et hvilket som helst tidspunkt en ’trofast og klog træl’. Det er et stort privilegium for os at vi får „mad“ gennem Guds træl.

Personligt studium kan være fornøjeligt

14. Hvorfor er der større glæde ved at studere Bibelen end ved blot at læse i den?

14 Fryder det os ikke når vores tro bliver styrket fordi vi får en ny forståelse af noget i Bibelen? Det er grunden til at studium af Bibelen, frem for ren og skær læsning, kan give så stor glæde. Når du læser i de kristne publikationer, så spørg dig selv: ’Hvordan forholder det sig med denne forklaring i sammenligning med den forståelse jeg tidligere har haft af emnet? Hvilke andre bibelske argumenter eller skriftsteder kan jeg komme i tanker om som underbygger de konklusioner der drages i denne artikel?’ Hvis du synes der er behov for yderligere at undersøge emnet, så skriv det spørgsmål ned som du gerne vil have besvaret, og lad det være et fremtidigt studieprojekt.

15. Hvilke studieprojekter kan være fornøjelige, og hvordan kan man få varig gavn af dem?

15 Hvilke studieprojekter kunne give dig den glæde der er ved at lære noget nyt? En detaljeret gennemgang af de forskellige pagter som Gud har indgået til gavn for menneskeheden, er et eksempel på noget der vil give os en dybere forståelse af sandheden. Du kunne styrke din tro ved at foretage et studium af de profetier der peger frem til Jesus Kristus, eller en vers for vers-gennemgang af en af Bibelens profetiske bøger. Noget andet som kan virke trosstyrkende, er at gennemgå Jehovas Vidners historie i nyere tid ved hjælp af bogen Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige. * Og hvis du genopfrisker nogle af de „Spørgsmål fra læserne“ som har været bragt i Vagttårnet, vil det helt sikkert give dig en klarere forståelse af visse skriftsteder. Læg især mærke til den bibelske argumentation som konklusionerne er baseret på. Det vil hjælpe dig til at opøve din „opfattelsesevne“ og udvikle din dømmekraft. (Hebræerne 5:14) Hvis du gør notater, enten i din bibel eller på et stykke papir, vil både du selv og dem du får lejlighed til at hjælpe, få varig gavn af dit studium.

Giv dine børn glæden ved at studere

16. Hvordan kan forældre hjælpe deres børn til at blive glade for at studere Bibelen?

16 Forældre kan gøre meget for at skærpe deres børns åndelige appetit. Undervurder ikke børns evne til at forstå dybe åndelige ting. Man kan give sine børn til opgave at undersøge et bestemt emne som forberedelse til familiestudiet og lade dem fortælle hvad de har fået ud af det. Familiestudiet kan også omfatte praktiske øvelser hvor man lærer børnene hvordan de skal forsvare deres tro og bevise over for andre at det de har lært, er sandt. Man kan også bruge brochuren „Det gode land“ * til at undervise børnene i Bibelens geografi og til at uddybe stoffet i familiens ugentlige bibellæsning.

17. Hvorfor må vi være ligevægtige når det gælder vores personlige bibelstudieprojekter?

17 Personlige bibelstudieprojekter kan være medrivende og trosstyrkende, men pas på at de ikke kommer til at overskygge din forberedelse til menighedens møder. Møderne er endnu en af de måder hvorpå Jehova underviser os gennem „den trofaste og kloge træl“. Hvis du under din forberedelse til møderne foretager noget ekstra research, kan det hjælpe dig til at give meningsfyldte kommentarer — for eksempel ved bogstudiet eller under gennemgangen af det ugentlige bibelpensum til Den Teokratiske Skole.

18. Hvorfor er det indsatsen værd at undersøge „Guds dybder“?

18 Et dybtgående personligt studium af Guds ord kan hjælpe dig til at komme nær til Jehova. Om værdien af et sådant studium siger Bibelen: „Visdom er en beskyttelse som penge er en beskyttelse, men fordelen ved kundskab er at visdommen holder sine ejermænd i live.“ (Prædikeren 7:12) Den indsats det kræver af dig at uddybe din forståelse af åndelige sandheder, er derfor det hele værd. Bibelen lover dem der bliver ved med at søge, at de vil „finde kundskab om Gud“. — Ordsprogene 2:4, 5.

[Fodnoter]

^ par. 15 Udgivet af Jehovas Vidner.

^ par. 16 Udgivet af Jehovas Vidner.

Kan du forklare følgende?

• Hvad er „Guds dybder“?

• Hvorfor bør vores studium af dybe åndelige sandheder aldrig høre op?

• Hvorfor har alle kristne mulighed for at forstå „Guds dybder“?

• Hvordan vil det gavne os at lære „Guds dybder“ at kende?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 28]

Hvornår blev Jesus det lovede afkom?

[Illustration på side 31]

Forældre kan give deres børn til opgave at undersøge nogle emner som forberedelse til familiestudiet