Livsberetning

Med kurs mod en ny verden

Fortalt af Jack Pramberg

Uden for Arboga, en malerisk lille by i Mellemsverige, har Jehovas Vidner et afdelingskontor med over 80 frivillige medarbejdere. Der bor jeg sammen med min kone, Karin, og her har vi vores arbejdsplads. Hvordan er det gået til at vi er havnet her?

HEN IMOD slutningen af det 19. århundrede emigrerede en 15-årig svensk pige til De Forenede Stater. På et herberg for immigranter i New York City mødte hun en svensk sømand. De forelskede sig i hinanden og blev gift, og de fik en søn — mig. Det skete i Bronx, i den nordlige del af byen New York, i 1916, midt under den første verdenskrig.

Kort efter flyttede vi til Brooklyn, hvor vi kom til at bo blot nogle få gader fra Brooklyn Heights. Min far har senere fortalt mig at han og jeg sejlede med et lille modelskib i nærheden af Brooklynbroen, lige ud for det sted hvor Jehovas Vidner også på daværende tidspunkt havde deres hovedkontor. Jeg havde dengang ingen anelse om at det der foregik dér, en dag ville få stor indflydelse på mit liv.

I 1918 endte den første verdenskrig, og det meningsløse  blodbad i Europa var forbi for en tid. Soldaterne vendte hjem, blot for at møde en ny fjende — arbejdsløshed og fattigdom. Min far mente at det var bedst at vende tilbage til Sverige, og det gjorde vi i 1923. Vi kom til sidst til at bo i Erikstad, en lille landsby i nærheden af en jernbanestation i Dalsland. Her åbnede min far et maskinværksted, og her voksede jeg op og gik i skole.

Et sædekorn sås

Min fars forretning gik ikke godt, så først i trediverne tog han igen ud at sejle. Vi sad alene tilbage — min mor med en masse bekymringer, og jeg med værkstedet, som jeg skulle tage mig af. En dag besøgte mor sin svoger, min onkel Johan. Fuld af ængstelse over verdenssituationen spurgte hun: „Johan, skal det altid være sådan?“

„Nej, Ruth,“ sagde han. Derpå fortalte han hende at Gud havde lovet at gøre ende på al ondskab og indføre et retfærdigt styre over jorden ved hjælp af et rige med Jesus Kristus som konge. (Esajas 9:6, 7; Daniel 2:44) Han forklarede at dette rige, som Jesus havde lært sine disciple at bede om, var det retfærdige styre som ville indføre et paradis på jorden. — Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4.

Disse løfter fra Bibelen var lige noget der tiltalte min mor. Og hele vejen hjem takkede hun Gud for hvert skridt hun tog. Men det huede hverken min far eller mig at mor var blevet religiøst interesseret. På dette tidspunkt — det var midt i trediverne — flyttede jeg til Trollhättan i det vestlige Sverige, hvor jeg fik arbejde på et stort maskinværksted. Kort efter flyttede min far (som var gået i land igen) og min mor til samme by. Og så var familien atter samlet.

For at få yderligere svar på sine spørgsmål opsøgte mor Jehovas Vidner i området. På det tidspunkt holdt de møder i private hjem, sådan som de første kristne gjorde. (Filemon 1, 2) En dag var det mors tur til at have mødet i vores hjem. Ængsteligt spurgte hun far om hun måtte invitere sine venner hjem til sig. Han svarede: „Dine venner er også mine venner.“

Fra da af var døren til vores hjem åbnet. Men når nogen kom ind gennem den dør, gik jeg. Det varede dog ikke længe før jeg blev. Vidnernes venlighed og deres realistiske og enkle ræsonnementer nedbrød alle mine fordomme. I mit hjerte begyndte et sædekorn at gro — et fremtidshåb.

Jeg stikker til søs

Jeg må have fået noget saltvand i blodet efter min far, for jeg tog også ud at sejle. Men samtidig blev jeg mig mit åndelige behov stadig mere bevidst. Når vi lå i havn, prøvede jeg altid at komme i kontakt med Jehovas Vidner. I Amsterdam i Holland gik jeg ind på et postkontor for at spørge om hvor jeg kunne finde dem. Efter nogen parlamenteren fik jeg en adresse, hvortil jeg straks styrede mine skridt. En tiårs pige åbnede døren og bød mig indenfor. Selvom jeg ikke kendte hverken hende eller familien, følte jeg mig straks på bølgelængde med dem og knyttet til dem med et særligt bånd  — en forsmag på et vidunderligt internationalt broderskab!

Vi talte ikke samme sprog, men da familien hentede en kalender og en togkøreplan og begyndte at tegne et kort, forstod jeg at der skulle holdes et stævne i den nærliggende by Haarlem. Jeg tog dertil, og skønt jeg ikke forstod et ord af hvad der blev sagt, syntes jeg om at være der. Da jeg så Vidnerne dele indbydelser ud til det offentlige foredrag om søndagen, følte jeg trang til at gøre det samme. Jeg samlede derfor de indbydelser op som folk havde kastet fra sig, og delte dem ud igen.

Engang lagde vi til i Buenos Aires i Argentina, og dér fandt jeg frem til Jehovas Vidners afdelingskontor. Indenfor var der et kontor og et lagerrum. Ved et skrivebord sad en kvinde og strikkede, og en lille pige, måske hendes datter, legede med en dukke. Det var sent om aftenen, og en mand tog nogle bøger ned fra en hylde, deriblandt bogen Skabelsen på svensk. Deres glade og venlige ansigter gav udtryk for at jeg var velkommen, og jeg vidste at jeg gerne ville høre til dem.

På vejen hjem samlede vores skib besætningen fra et canadisk militærfly op. Det var styrtet ned ud for Newfoundland. Nogle få dage senere befandt vi os i nærheden af Skotland, hvor et engelsk marinefartøj opbragte vores skib. Vi blev taget med til Kirkwall på Orkneyøerne til nærmere undersøgelse. Anden Verdenskrig var brudt ud, og Hitlers tropper havde invaderet Polen i september 1939. Nogle få dage senere fik vi lov til at sejle videre, og vi nåede hjem til Sverige uden flere ubehagelige oplevelser.

Jeg var kommet hjem på to måder, både fysisk og åndeligt. Nu ønskede jeg virkelig at høre til Guds folk og ville derfor ikke forsømme at komme sammen med dem ved møderne. (Hebræerne 10:24, 25) Det giver mig en indre glæde at tænke på at jeg, da jeg var sømand, altid forkyndte for andre sømænd, og jeg ved at der i hvert fald er én der også blev et af Jehovas Vidner.

En særlig form for tjeneste

I begyndelsen af 1940 aflagde jeg besøg på Jehovas Vidners afdelingskontor i Stockholm. Jeg hilste på broder Johan H. Eneroth, der dengang førte tilsyn med forkyndelsen i Sverige, og talte med ham. Da jeg sagde til ham at jeg gerne ville være med i forkyndelsen som pioner, altså heltidsforkynder, så han mig lige i øjnene og spurgte: „Tror du at det her er Guds organisation?“

„Ja,“ svarede jeg. Det førte til at jeg blev døbt den 22. juni 1940, og at jeg begyndte at arbejde på afdelingskontoret i disse skønne omgivelser med gode og retskafne medarbejdere. Weekenderne brugte vi i forkyndelsen. Om sommeren cyklede vi ofte ud til fjerntliggende distrikter, brugte hele dagen i forkyndelsen og sov i en høstak om natten.

For det meste forkyndte vi dog fra hus til hus i og omkring Stockholm. Engang mødte jeg en mand der stod i sin kælder og arbejdede intenst med at reparere en varmtvandsbeholder. Jeg rullede ærmerne op og gik i gang med at hjælpe ham. Da utætheden var repareret, så manden taknemmeligt på mig og sagde: „Jeg går ud fra at du er kommet i et andet ærinde. Lad os gå ovenpå og vaske hænder og få os en kop kaffe.“ Det gjorde vi, og mens vi drak kaffen, forkyndte jeg for ham. Han blev med tiden et af Jehovas Vidner.

Selvom Sverige under krigen officielt var neutralt, blev befolkningen alligevel berørt af krigen. Flere og flere mænd blev indkaldt til militæret, og det blev jeg også. Da jeg var militærnægter, kom jeg i fængsel. Det skete flere gange med korte mellemrum, og til sidst blev jeg dømt til at komme i en fængselslejr. Unge mandlige Jehovas Vidner blev ofte indstævnet for retten, men det gav dem lejlighed til at aflægge vidnesbyrd om Guds rige. Det skete som en opfyldelse af Jesu profeti: „I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne.“ — Mattæus 10:18.

 Mit liv ændrer sig

I 1945 forstummede kanonerne i Europa. Senere samme år kom Nathan H. Knorr, som da ledede det verdensomspændende forkyndelsesarbejde, på besøg fra Brooklyn sammen med sin sekretær, Milton Henschel. Deres besøg skulle få stor betydning for reorganiseringen af forkyndelsen i Sverige — og for mig personligt. Da jeg hørte at der var mulighed for at komme på Vagttårnets Bibelskole Gilead, ansøgte jeg straks.

Det følgende år sad jeg i et klasseværelse i denne skole, som da lå lidt uden for South Lansing i staten New York. I løbet af dette fem måneders kursus fik jeg en undervisning og træning der øgede min værdsættelse af Bibelen og Guds organisation. Jeg erfarede at de der førte an i det verdensomspændende forkyndelsesarbejde, var venlige og hensynsfulde. De arbejdede flittigt, på lige fod med alle os andre. (Mattæus 24:14) Selvom det ikke overraskede mig, gjorde det mig glad at se det med egne øjne.

Tiden fløj af sted, og snart kom afslutningshøjtideligheden for Gileads ottende klasse. Det var den 9. februar 1947. Broder Knorr meddelte hvilke lande de afgående elever skulle sendes ud til. Da turen kom til mig, sagde han: „Broder Pramberg skal tilbage til Sverige og hjælpe brødrene dér.“ Jeg må indrømme at jeg ikke var særlig begejstret ved tanken om at jeg skulle hjem igen.

En stor udfordring

Da jeg kom hjem til Sverige, fik jeg at vide at en ny tjenestegren skulle indføres i mange lande i hele verden — områdetjenesten. Jeg blev udnævnt til at være den første områdetilsynsmand i Sverige, og jeg skulle betjene alle menighederne i landet. Jeg skulle tilrettelægge og føre tilsyn med det der nu kaldes kredsstævner, som skulle holdes i større og mindre byer i hele Sverige. Da det var en helt ny ordning, var der ikke mange instruktioner at hente hjælp i. Broder Eneroth og jeg satte os ned og sammenstillede et program så godt vi kunne. Jeg var nervøs for hvordan det skulle gå, og jeg henvendte mig mange, mange gange til Jehova i bøn. I 15 år havde jeg den forret at betjene menighederne i områdetjenesten.

Dengang var det ikke let at finde egnede lokaler til sådanne stævner. Vi måtte klare os med dansesale og lignende, der ofte var dårligt opvarmet og vedligeholdt. Et typisk eksempel herpå var et stævne der blev afholdt i Rökiö i Finland. Lokalet var et gammelt forsamlingshus som havde stået tomt i nogen tid. Der var snestorm og 20 graders frost. Vi tændte derfor op i to store ovne lavet af olietønder. Men vi vidste ikke at fuglene havde bygget rede i skorstenen, så røgen kunne ikke slippe ud den vej og fyldte i stedet lokalet. Dog blev alle på deres pladser, indhyllet i deres frakker og med sviende øjne. Det stævne glemte man ikke!

Til instruktionerne for disse tredages kredsstævner hørte at der skulle sørges for mad til stævnedeltagerne. Til at begynde med havde  vi intet udstyr og ingen erfaring i at klare denne opgave, men vi havde nogle vidunderlige brødre og søstre som med glæde gav sig i kast med dette arbejde. Dagen før stævnet kunne man se dem bøjet over en stor balje med kartofler som skulle skrælles, alt imens de fortalte oplevelser og lo og snakkede. Der blev sluttet mange varige venskaber ved disse lejligheder hvor brødre og søstre arbejdede sammen.

Noget andet som kendetegnede arbejdet dengang, var at vi gik med plakater som averterede stævnet. Vi gik i gåsegang gennem en by eller landsby og indbød til det offentlige foredrag. Som regel var folk høflige og venlige. I byen Finspång var gaden fyldt med arbejdere som netop strømmede ud fra en fabrik. Pludselig var der en af dem der råbte: „Halløj, drenge! Her ser I nogle af dem som Hitler ikke kunne slå ud!“

En stor begivenhed i mit liv

Mit liv som rejsende tilsynsmand skulle dog ændre sig efter at jeg havde mødt Karin, en vidunderlig ung kvinde. Vi blev begge indbudt til at overvære det internationale stævne på Yankee Stadium i New York City i juli 1953. Mellem formiddags- og eftermiddagsprogrammet mandag den 20. juli forrettede Milton Henschel vielsen. Det var en usædvanlig begivenhed i denne baseballverdenens højborg. Efter at have været i rejsetjenesten blev Karin og jeg i 1962 indbudt til det svenske Betel. Her arbejdede jeg først i forsendelsesafdelingen, men da jeg havde erfaring som maskinarbejder, fik jeg til opgave at tilse trykkemaskinerne og andre maskiner på Betel. Karin arbejdede i flere år i vaskeriet, men har nu i mange år været korrekturlæser.

Vi har haft et lykkeligt, meningsfyldt og begivenhedsrigt liv i de mere end 54 år vi har arbejdet sammen som ægtepar i Jehovas tjeneste. Jehova har i sandhed velsignet sin organisation af kærlige og flittige tjenere. Da jeg i 1940 begyndte at tjene på afdelingskontoret, var der kun 1500 Jehovas Vidner i Sverige. Men nu er der over 22.000. I andre dele af verden har væksten været endnu større, og nu er vi i hele verden over seks og en halv million.

Det er Jehovas ånd der driver vores arbejde, og som så at sige fylder sejlene. Med troens øjne ser vi ud over menneskehedens oprørte hav, men vi bliver ikke foruroligede. På vores kurs ser vi ret forude Guds nye verden. Karin og jeg takker Gud for al hans godhed og beder hver dag om styrke til at forblive uangribelige så vi til sidst kan nå vort mål — Guds godkendelse og evigt liv. — Mattæus 24:13.

[Illustration på side 12]

På min mors knæ

[Illustration på side 13]

Der hvor jeg sejlede med et modelskib sammen med min far først i 1920’erne

[Illustration på side 15]

Sammen med Herman Henschel, Miltons far, på Gilead i 1946

[Illustrationer på side 16]

Vi blev viet på Yankee Stadium den 20. juli 1953