Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Vær „inderligt medfølende“

Vær „inderligt medfølende“

Vær „inderligt medfølende“

I EN tid hvor folk som aldrig før lider under hungersnød, sygdom, fattigdom, kriminalitet, opstande og naturkatastrofer, har flere og flere hårdt brug for at andre viser at de føler med dem. Medfølelse er en stærk følelse af deltagelse i en andens nød eller lidelse sammen med et ønske om at hjælpe vedkommende. Ligesom solens stråler kan varme og lindre, kan medfølelse trøste en der er nedtrykt, dulme smerte eller indgive nyt mod hos en nødstedt.

Vi kan vise medfølelse både i ord og handling — ved at vise omsorg for andre og stå til rådighed for dem når de har brug for hjælp. Det er godt ikke at begrænse vores medfølelse til familie, venner og bekendte; vi må også lade den nå ud til mennesker vi ikke kender. Jesus, som selv var meget medfølende, sagde i sin bjergprædiken: „Hvis I elsker dem der elsker jer, hvilken belønning får I så?“ Og han sagde også: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 5:46, 47; 7:12.

Disse ord — som også kaldes den gyldne regel — står at læse i Bibelen. Mange mener at Bibelen indeholder den bedste vejledning i at vise medfølelse. Skrifterne taler gang på gang om forpligtelsen til at hjælpe dem der af en eller anden grund ikke kan hjælpe sig selv. Bibelen viser at dens Forfatter, Skaberen Jehova Gud, er det allerstørste eksempel i at vise medfølelse.

I Femte Mosebog 10:18 siges der: „[Gud] skaffer den faderløse og enken ret og elsker den fastboende udlænding så han giver ham brød og en kappe.“ Jehova Gud beskrives som den der „gennemfører ret for de udbyttede, som giver de sultne brød“. (Salme 146:7) Og i forbindelse med de dårligt stillede fremmede indbyggere lød Jehovas befaling: „Den fastboende udlænding . . . skal være for jer som en indfødt iblandt jer; og du skal elske ham som dig selv.“ — 3 Mosebog 19:34.

Det er imidlertid ikke altid let for os at vise medfølelse. Til de kristne i Kolossæ skrev apostelen Paulus: „Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den . . . Som Guds udvalgte, hellige og elskede, skal I derfor iføre jer inderlig medfølelse.“ — Kolossenserne 3:9, 10, 12.

Det kræver altså en indsats at have medfølelse med andre. Denne egenskab er en del af „den nye personlighed“ som kristne forventes at iføre sig. Paulus levede i en brutal og følelseskold verden under det romerske styre. Han opfordrede sine trosfæller til at gøre store forandringer i deres personlighed så de kunne blive mere medfølende og forstående.

Hvad medfølelse kan udrette

Nogle mener at man er svag eller sårbar hvis man viser medfølelse. Er det rigtigt?

Nej, slet ikke! Den egentlige drivkraft bag ægte medfølelse er en dyb kærlighed, der har sin oprindelse hos Gud, som er indbegrebet af denne egenskab. Ja, „Gud er kærlighed“. (1 Johannes 4:16) Jehova kaldes med rette „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud“. (2 Korinther 1:3) Udtrykket ’inderlig barmhjertighed’ betyder egentlig „medlidenhed eller medfølelse med nogle der er ramt af ondt“. Jehova Gud er endog „venlig mod de utaknemmelige og onde“! — Lukas 6:35.

Skaberen kræver at vi på lignende måde viser gode egenskaber som medfølelse. I Mika 6:8 står der: „Han har fortalt dig, o menneske, hvad der er godt. Og hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed?“ Og i Ordsprogene 19:22 siges der: „Det attråværdige hos et menneske er dets loyale hengivenhed.“ Guds søn, Jesus Kristus, som til fuldkommenhed genspejlede sin Faders personlighed, sagde også til sine disciple: „Vær fortsat barmhjertige, ligesom jeres Fader er barmhjertig.“ (Lukas 6:36) I Peter Schindlers oversættelse gengives dette med ordene: „Vær altsaa medlidende, som Jeres Far er medlidende.“

En god grund til at vise medfølelse er at det kan føre til store velsignelser. Man kan ofte se rigtigheden af det der siges i Ordsprogene 11:17: „En mand der har loyal hengivenhed handler vel mod sin sjæl.“ Når vi viser medfølelse med en der er i nød, betragter Gud det som en tjeneste vi udfører for Ham. Han påtager sig ansvaret for at gengælde den medfølelse hans tilbedere viser andre. Kong Salomon skrev under inspiration: „Den der viser den ringe sin gunst låner ud til Jehova, og Han vil gengælde ham efter fortjeneste.“ (Ordsprogene 19:17) Og Paulus skrev: „I ved at hver enkelt vil få igen fra Jehova hvad godt han måtte gøre.“ — Efeserne 6:8.

Medfølelse bevirker at freden kan bevares, og bidrager til at få løst konflikter eller uoverensstemmelser. Desuden kan medfølelse hjælpe med at udglatte misforståelser og berede vejen for tilgivelse. Misforståelser opstår ofte når vi ikke får udtrykt det vi tænker og føler, på den rigtige måde, og nogle gange bliver vores handlinger måske misfortolket. I sådanne tilfælde kan medfølelse være en redning og hjælpe os til at bevare freden. Det er let at tilgive en der er kendt for at vise medfølelse. Hvis vi er medfølende, vil vi have lettere ved at følge Paulus’ tilskyndelse til kristne: „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden hvis nogen har en grund til klage imod en anden.“ — Kolossenserne 3:13.

Medfølelse vist i handling

Medfølelse kan også mildne lidelser. Som vi har været inde på, har medfølelse at gøre med at føle med folk der er i nød, og at lide med dem der lider. Medfølelse indbefatter at man i kærlighed er opmærksom på folk der har det svært, og at man gør noget for at hjælpe dem.

Når kristne føler med andre, efterligner de Jesus. Han havde aldrig for travlt til at hjælpe folk materielt og åndeligt. Når han så nogle der var i nød, fik hans medfølelse ham til at finde en måde at hjælpe dem på.

Læg mærke til hvordan Jesus reagerede da han så at folkeskarerne var i en ynkelig tilstand rent åndeligt: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ (Mattæus 9:36) Om det ord der her er gengivet med ’fik inderligt ondt af’, siger en bibelforsker at det dækker „noget der berører menneskets dybeste følelser“. Det er blevet kaldt et af de stærkeste ord for medfølelse der findes på græsk.

Medfølende kristne er på lignende måde hurtige til at reagere på andres materielle og åndelige behov. Apostelen Paulus skrev: „Vær venlige over for hinanden, inderligt medfølende.“ (Efeserne 4:32) Da en fattig kristen familie af helbredsmæssige årsager måtte flytte til et nyt område, sørgede deres trosfæller for at de kunne bo i et hus i et halvt år uden at betale husleje. Manden fortæller: „De kom og så til os hver eneste dag, og deres opmuntrende ord fik os til at føle os hjemme.“

Sande kristne viser også interesse for mennesker de ikke kender. De giver med glæde af deres tid, energi og midler for at gøre noget for folk der er fremmede for dem. De frivillige hjælpearbejdere der som nævnt i den indledende artikel hjalp nogle mennesker de aldrig før havde mødt, var Jehovas Vidner.

Den kristne menighed bærer stærkt præg af medfølelse og loyal hengivenhed. Menighedens medlemmer er motiveret af kærlighed, og det giver dem styrke til at hjælpe hinanden på forskellige måder. Nogle i menigheden er måske forældreløse eller enker og har brug for omsorg og medfølelse for at klare de problemer de slås med. Kan du hjælpe sådanne hvis de har problemer med økonomien eller helbredet, bor dårligt eller har andre personlige vanskeligheder?

Et ægtepar i Grækenland oplevede at få en sådan kærlig hjælp. Manden fik et slagtilfælde og blev sammen med sin kone kørt på hospitalet, som lå flere hundrede kilometer borte. Ægteparrets beskedne indkomst var betinget af at de fik plukket frugten på træerne i deres appelsinplantage. Men hvem skulle gøre det nu da de var på hospitalet? Forkyndere i den lokale menighed trådte til og hjalp. De høstede og solgte appelsinerne så ægteparret kunne få deres penge og ikke længere behøvede at bekymre sig.

Medfølelse kan komme til udtryk på mange måder. Medfølende kristne forstår at det bedste man kan gøre for nogen der har det svært, ofte er at besøge dem, lytte til dem, vise medfølelse og empati og opmuntre dem ud fra Bibelen. — Romerne 12:15.

Mennesker der interesserer sig for hinanden

Den verdensomspændende kristne menighed er en oase hvori man kan finde fred, trøst, medfølelse og venlighed. Sande kristne forstår at medfølelse virker tiltrækkende, mens hensynsløshed er frastødende. Derfor forsøger de at efterligne deres himmelske Fader ved i handling at være „inderligt medfølende“.

Du er hjertelig velkommen til selv at opleve den kærlighed, omsorg og medfølelse der er i Jehovas Vidners kristne samfund. Vi er overbevist om at du vil føle dig godt tilpas iblandt dem. — Kolossenserne 3:14.

[Illustration på side 5]

Paulus tilskyndede de kristne i Kolossæ til at iføre sig inderlig medfølelse

[Illustrationer på side 7]

Når Jesus så mennesker der var i nød, fik hans medfølelse ham til at gøre noget for at hjælpe dem