Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Anset for værdige til at modtage et rige

Anset for værdige til at modtage et rige

Anset for værdige til at modtage et rige

„Dette er et bevis på Guds retfærdige dom og fører til at I bliver anset for værdige til Guds rige.“ — 2 THESS. 1:5.

1, 2. Hvad er Guds hensigt vedrørende en fremtidig dom, og hvem er dommeren?

OMKRING år 50 e.v.t. befandt apostelen Paulus sig i Athen. Oprørt over de mange afguder han så dér, følte han sig tilskyndet til at aflægge et magtfuldt vidnesbyrd. Han sluttede med følgende erklæring, der må have fået hans hedenske tilhørere til at spidse ører: „Nu meddeler [Gud] menneskene at de alle og overalt skal ændre sind. Han har nemlig fastsat en dag på hvilken han har i sinde at dømme den beboede jord med retfærdighed ved en mand som han har udnævnt, og det har han givet alle en garanti for, idet han har oprejst ham fra de døde.“ — Apg. 17:30, 31.

2 Gud har altså fastsat en dag da han vil dømme menneskene. Dommen vil blive afsagt af en som Paulus ikke nævnte i sin tale i Athen, men som vi véd er den opstandne Jesus Kristus. Denne dom vil betyde enten liv eller død.

3. Hvorfor indgik Jehova en pagt med Abraham, og hvem vil indtage en særlig plads i forbindelse med gennemførelsen af Guds hensigt?

3 Denne domsdag vil være på 1000 år. Jesus vil som kongen i Guds rige præsidere ved dommen i Jehovas navn, men han vil ikke være ene om at dømme. Jehova udvælger nogle blandt menneskene til at være konger sammen med Jesus og til at dømme på den tusindårige domsdag. (Jævnfør Lukas 22:29, 30). For næsten 4000 år siden lagde Jehova grunden til denne domsdag, nemlig da han indgik en pagt med sin trofaste tjener Abraham. (Læs Første Mosebog 22:17, 18). Denne pagt trådte efter alt at dømme i kraft i 1943 f.v.t. Abraham forstod naturligvis ikke til fulde hvad denne pagt ville betyde for menneskene, men vi der lever i dag, kan se at Abrahams afkom ifølge denne pagt vil indtage en særlig plads i gennemførelsen af Guds hensigt i forbindelse med at dømme menneskene.

4, 5. (a) Hvem er Abrahams primære afkom, og hvad sagde han om Riget? (b) Hvornår blev det muligt at få håb om at være med i Riget?

4 Den primære del af Abrahams afkom viste sig at være Jesus, der i år 29 blev salvet med hellig ånd og blev den lovede Messias, eller Kristus. (Gal. 3:16) I de følgende tre og et halvt år forkyndte han den gode nyhed om Guds rige for det jødiske folk. Efter Johannes Døbers arrestation viste Jesus at andre kunne få håb om at få del i Riget, for han sagde: „Fra Johannes Døbers dage og indtil nu er himlenes rige det mål folk trænger sig frem imod, og de som trænger sig frem griber det.“ — Matt. 11:12.

5 Det er værd at bemærke at Jesus, umiddelbart før han talte om dem der ville ’gribe’ himlenes rige, havde sagt: „Jeg skal sige jer en sandhed: Blandt dem der er født af kvinder er der ikke oprejst nogen større end Johannes Døber; men en af de mindre i himlenes rige er større end han.“ (Matt. 11:11) Hvordan kunne han sige sådan? Fordi det ikke var muligt for nogen at få håb om at være med i Riget før den hellige ånd var blevet udgydt på pinsedagen i år 33. På det tidspunkt var Johannes Døber død. — Apg. 2:1-4.

Abrahams afkom bliver erklæret retfærdigt

6, 7. (a) I hvilken forstand skulle Abrahams afkom blive „som himmelens stjerner“? (b) Hvordan blev Abraham velsignet, og hvordan bliver hans afkom velsignet?

6 Abraham fik løfte om at hans afkom ville blive talrigt „som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred“. (1 Mos. 13:16; 22:17) Det ville med andre ord være umuligt for nogen på Abrahams tid at vide hvor mange der ville komme til at høre til hans afkom. Men det nøjagtige tal på hans åndelige afkom ville med tiden blive åbenbaret. Foruden Jesus ville det være på 144.000. — Åb. 7:4; 14:1.

7 Om Abrahams tro siges der i Bibelen: „[Abraham] troede på Jehova; da tilregnede han ham det som retfærdighed.“ (1 Mos. 15:5, 6) Det er sandt at intet menneske er retfærdigt i absolut forstand. (Jak. 3:2) Men på grund af Abrahams enestående tro behandlede Jehova ham alligevel som var han retfærdig, og kaldte ham tilmed sin ven. (Es. 41:8) De som sammen med Jesus udgør Abrahams åndelige afkom, er også blevet erklæret retfærdige, og det resulterer i endnu større velsignelser end dem Abraham fik.

8. Hvilke velsignelser har de der hører med til Abrahams afkom, håb om at opnå?

8 Salvede kristne bliver erklæret retfærdige på grund af deres tro på Jesu genløsningsoffer. (Rom. 3:24, 28) I Jehovas øjne bliver de frikendt for synd og kan blive salvet med hellig ånd til at være åndelige sønner af Gud, Jesu Kristi brødre. (Joh. 1:12, 13) De bliver taget med i den nye pagt og udgør en ny nation, „Guds Israel“. (Gal. 6:16; Luk. 22:20) Hvilket storslået privilegium! Som følge af det Gud gør for disse salvede kristne, er det ikke deres håb at komme til at leve evigt på jorden. De giver afkald på dette håb til fordel for den ubeskrivelige glæde at være forenet med Jesus på dommens dag, hvor de skal herske sammen med ham i himmelen. — Læs Romerbrevet 8:17.

9, 10. (a) Hvornår blev de kristne salvet med hellig ånd, og hvad måtte de gøre fra da af? (b) Hvilken hjælp fik de salvede?

9 På pinsedagen i år 33 fik en gruppe mennesker som havde tro, mulighed for at være blandt dem der skulle herske sammen med Jesus på dommens dag. Omkring 120 af Jesu disciple blev døbt med hellig ånd og blev således de første salvede kristne. Det var dog kun det første skridt. Fra da af måtte de bevise deres loyalitet mod Jehova under alle de prøver Satan ville udsætte dem for. De måtte forblive trofaste til døden hvis de skulle modtage det himmelske livs krone. — Åb. 2:10.

10 For at dette kunne ske, sørgede Jehova for gennem sit ord og ved hjælp af den kristne menighed at de salvede kristne fik den tilskyndelse og opmuntring de havde brug for. Paulus skrev for eksempel til de salvede kristne i Thessalonika: „[I ved] hvordan vi blev ved med at tilskynde hver enkelt af jer, som en fader sine børn, og trøste jer og vidne for jer, med det formål at I stadig skulle vandre Gud værdigt, ham som kalder jer til sit rige og sin herlighed.“ — 1 Thess. 2:11, 12.

11. Hvilken skreven beretning sørgede Jehova for at „Guds Israel“ fik?

11 I årene efter at de første medlemmer af de salvede kristnes menighed var blevet udvalgt, sørgede Jehova for at der blev nedskrevet en permanent beretning om Jesu jordiske liv og tjeneste samt hans ord og vejledning til de salvede kristne dengang. På denne måde blev de inspirerede Kristne Græske Skrifter føjet til de allerede eksisterende inspirerede Hebraiske Skrifter. De Hebraiske Skrifter blev oprindelig skrevet til gavn for Israel efter kødet i det tidsrum det stod i et særligt forhold til Gud. De Kristne Græske Skrifter blev først og fremmest skrevet til gavn for „Guds Israel“, Kristi salvede brødre og Guds åndelige sønner. Det betød dog på ingen måde at de som ikke var jøder, ikke kunne have gavn af at læse og studere De Hebraiske Skrifter. På samme måde har kristne som ikke er salvet med hellig ånd, stor gavn af at læse og studere De Kristne Græske Skrifter og følge den vejledning der findes i dem. — Læs Andet Timoteusbrev 3:15-17.

12. Hvad mindede Paulus de salvede om dengang?

12 I det første århundrede blev de kristne erklæret retfærdige og salvet med hellig ånd for at de kunne modtage deres himmelske arv. Deres salvelse gjorde dem imidlertid ikke til konger over andre salvede kristne mens de var her på jorden. Nogle af de første kristne overså åbenbart dette og begyndte at ophøje sig selv over deres brødre i menigheden. Det var grunden til at Paulus følte sig tilskyndet til at skrive: „I er allerede blevet mætte, ikke? I er allerede blevet rige, ikke sandt? I er begyndt at herske som konger uden os, ikke? Ja, jeg ville virkelig ønske at I var begyndt at herske som konger, så vi også kunne herske som konger sammen med jer.“ (1 Kor. 4:8) Som en påmindelse til de salvede dengang skrev Paulus derfor: „Ikke at vi er herrer over jeres tro, men vi er medarbejdere på jeres glæde.“ — 2 Kor. 1:24.

Det forudsagte antal fuldstændiggøres

13. Hvordan gik det med udvælgelsen af de salvede efter år 33?

13 Det var ikke alle de 144.000 salvede der blev udvalgt i det første århundrede. Udvælgelsen af dem foregik gennem hele aposteltiden og fortsatte derefter øjensynlig i et noget langsommere tempo i de følgende århundreder helt frem til vor tid. (Matt. 28:20) Men efter at Jesus Kristus var blevet indsat på tronen i 1914, tog begivenhederne igen fart.

14, 15. Hvad er der sket i vor tid med hensyn til kaldelsen af de salvede?

14 Først rensede Jesus himmelen for alle spor af modstand mod Guds styre. (Læs Åbenbaringen 12:10, 12). Derpå rettede han sin opmærksomhed mod indsamlingen af de resterende fremtidige medlemmer af rigsregeringen så tallet på 144.000 kunne blive fuldt. I midten af 1930’erne var denne indsamling øjensynlig ved at være tilendebragt, for mange af dem der reagerede positivt på forkyndelsen, nærede intet ønske om at komme i himmelen. Ånden vidnede ikke sammen med deres egen ånd om at de var Guds børn. (Jævnfør Romerbrevet 8:16). De forstod derimod at de hørte til de „andre får“, der har håb om at leve evigt på en paradisisk jord. (Joh. 10:16) Efter 1935 blev hovedvægten i forkyndelsen derfor lagt på indsamlingen af „en stor skare“, den som apostelen Johannes så i sit syn, og som skulle overleve „den store trængsel“. — Åb. 7:9, 10, 14.

15 Siden 1930’erne er der dog nogle få som er blevet kaldet til himmelsk liv. Hvad skyldes det? Det er muligt at de i visse tilfælde har skullet erstatte nogle som tidligere har været kaldet men som har vist sig utro. (Jævnfør Åbenbaringen 3:16). Paulus kendte for eksempel nogle der havde forladt sandheden. (Fil. 3:17-19) Hvem ville Jehova kalde til at erstatte dem? Det er naturligvis en afgørelse som Jehova selv træffer. Det vil dog være rimeligt at mene at han ikke ville kalde nyomvendte, men nogle der — ligesom de disciple Jesus talte til da han indstiftede mindehøjtiden — allerede i nogen grad havde bevist deres loyalitet. * — Luk. 22:28.

16. Hvad er vi taknemmelige for med hensyn til de salvede, og hvad kan vi have tillid til?

16 Det ser imidlertid ud til at ikke alle som siden 1930’erne er blevet kaldet til det himmelske håb, har skullet erstatte nogle som er faldet fra. Jehova har øjensynlig sørget for at der vil være salvede kristne iblandt os så længe vi befinder os i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning, indtil ødelæggelsen af „Babylon den Store“. * (Åb. 17:5) Vi kan have tillid til at det fulde antal på 144.000 vil være nået til Jehovas fastsatte tid, og at alle til sidst vil indtage deres pladser i rigsregeringen. Vi kan også have tillid til det profetiske ord om at den stadig voksende store skare som gruppe betragtet vil forblive trofast. Snart vil den ’komme ud af den store trængsel’ der bringes over Satans verden, og vil med glæde kunne fortsætte livet i Guds nye verden.

Guds himmelske regering næsten fuldtallig!

17. Hvad er der ifølge Første Thessalonikerbrev 4:15-17 og Åbenbaringen 6:9-11 sket med de salvede som er forblevet trofaste til døden?

17 Siden år 33 har titusinder af salvede kristne bevist deres tro og holdt ud til deres død. De er allerede blevet anset for værdige til at modtage Riget og har — øjensynlig fra et tidligt tidspunkt under Kristi nærværelse — fået deres belønning. — Læs Første Thessalonikerbrev 4:15-17; Åbenbaringen 6:9-11.

18. (a) Hvad har de salvede som stadig er tilbage på jorden, tillid til? (b) Hvordan betragter de andre får deres salvede brødre?

18 De salvede som stadig er tilbage på jorden, nærer absolut tillid til at de, hvis de forbliver trofaste, snart vil modtage belønningen for deres trofasthed. Millioner af andre får vil, når de ser deres salvede brødres tro, sige som Paulus, der skrev til de salvede i Thessalonika: „[Vi er] stolte af jer blandt Guds menigheder, på grund af jeres udholdenhed og tro under alle de forfølgelser I kommer ud for og de trængsler som I døjer. Dette er et bevis på Guds retfærdige dom og fører til at I bliver anset for værdige til Guds rige, som I jo lider for.“ (2 Thess. 1:3-5) Når den sidste af de salvede har forladt jorden — hvornår det end sker — vil Guds himmelske regering være fuldtallig. Da vil der være stor glæde — både i himmelen og på jorden!

[Fodnoter]

^ par. 15 Se Vagttårnet for 1. marts 1992, side 20, paragraf 17.

^ par. 16 Se „Spørgsmål fra læserne“ i Vagttårnet for 1. maj 2007.

Kan du forklare?

• Hvilken forbindelse er der mellem Guds løfte til Abraham og den kommende domsdag?

• Hvorfor blev Abraham erklæret retfærdig?

• Hvad fører det til for dem der hører til Abrahams afkom, at de bliver erklæret retfærdige?

• Hvilken tillid nærer alle kristne?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 20]

Jesus opmuntrede sine disciple til at tragte efter Riget

[Illustration på side 21]

På pinsedagen i år 33 begyndte Jehova at udvælge dem der skulle være Abrahams sekundære afkom

[Illustrationer på side 23]

De andre får er taknemmelige for at der har været salvede kristne hos dem i de sidste dage