Hovedpunkter fra Markusevangeliet
Jehovas ord er levende
Hovedpunkter fra Markusevangeliet
MARKUSEVANGELIET er det korteste af de fire evangelier. Det er skrevet af Johannes Markus omkring 30 år efter Jesu Kristi død og opstandelse og tegner et handlingsmættet og livfuldt billede af Jesu tre og et halvt års tjeneste.
Markus, hvis beretning øjensynlig er skrevet med henblik på ikkejøder, især romere, fremstiller Jesus som Guds søn der gjorde mirakler og forkyndte energisk. Beretningen lægger mere vægt på Jesu gerninger end på hans lære. En grundig læsning af Markusevangeliet vil styrke vores tro på Messias og motivere os til at være nidkært optaget af at forkynde Guds budskab. — Hebr. 4:12.
JESU STORE VIRKSOMHED I GALILÆA
Efter kun 14 vers om Johannes Døbers virke og Jesu 40 dage lange ophold i ørkenen indleder Markus den spændende beretning om Jesu tjeneste i Galilæa. Den gentagne brug af udtrykket „straks“ giver beretningen en intens karakter. — Mark. 1:10, 12.
På mindre end tre år fuldfører Jesus tre forkynderture i Galilæa. Markus holder i det store og hele beretningen i kronologisk orden. Bjergprædikenen og mange af Jesu længere taler er ikke taget med.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
1:15 — Hvad skulle der ske efter at „den fastsatte tid“ var udløbet? Jesus gav udtryk for at den fastsatte tid nu var inde til at han skulle påbegynde sin tjeneste. Guds rige var kommet nær, eftersom han var kommet som Guds udnævnte konge. De der var ret indstillet, kunne nu tage stilling på grundlag af hans forkyndelse og handle på en måde der ville føre til Guds godkendelse.
1:44; 3:12; 7:36 — Hvorfor ønskede Jesus ikke at hans mirakler skulle bekendtgøres? Jesus ønskede at folk selv skulle erkende at han var Kristus og træffe deres afgørelse på grundlag af velunderbyggede beviser, ikke på grundlag af sensationelle eller ligefrem forvanskede historier. (Es. 42:1-4; Matt. 8:4; 9:30; 12:15-21; 16:20; Luk. 5:14) Han gjorde en undtagelse med den tidligere dæmonbesatte i gadarenernes land. Jesus bad ham om at gå hjem og berette om hændelsen til sine slægtninge. Da Jesus var blevet bedt om at forlade egnen, ville han kun have ringe eller slet ingen berøring med folk der. Det at manden var til stede og kunne vidne om den gode gerning Jesus havde gjort for ham, kunne imødegå enhver ufordelagtig snak om tabet af svinene. — Mark. 5:1-20; Luk. 8:26-39.
2:28 — Hvorfor kan Jesus kalde sig „sabbattens Herre“? „Loven har en skygge af kommende goder,“ skrev apostelen Paulus. (Hebr. 10:1) Ifølge Loven kom sabbatsdagen efter seks arbejdsdage, og Jesus udførte mange mirakler på den dag. Dette forudskildrede den fredfyldte hvile og andre velsignelser som menneskene vil opleve under Jesu Kristi tusindårige styre der følger efter Satan Djævelens undertrykkende styre. Derfor er kongen i dette rige også „sabbattens Herre“. — Matt. 12:8; Luk. 6:5.
3:5; 7:34; 8:12 — Hvordan kunne Markus have kendskab til Jesu følelser i forskellige situationer? Markus var ikke en af de 12 apostle og heller ikke en af Jesu nære medarbejdere. Den ældste overlevering siger at det var apostelen Peter der leverede hovedparten af oplysningerne til Markus, som han arbejdede nært sammen med. — 1 Pet. 5:13.
6:51, 52 — Hvad var „det med brødene“ som disciplene ikke havde fattet? Kun nogle få timer før denne episode havde Jesus bespist 5000 mænd, foruden kvinder og børn, med blot fem brød og to fisk. „Det med brødene“ som disciplene skulle have forstået ved den lejlighed, var at Jehova Gud havde givet Jesus kraft til at gøre mirakler. (Mark. 6:41-44) Hvis de havde fattet omfanget af den magt Jesus havde fået, burde det ikke have forbavset dem at han mirakuløst kunne gå på vandet.
8:22-26 — Hvorfor gav Jesus den blinde mand synet tilbage gradvis? Det kan have været på grund af Jesu medfølelse med manden. Når manden havde været vant til mørke i lang tid, kunne den gradvise helbredelse af synet give øjnene tid til at vænne sig til det klare sollys.
Hvad vi kan lære:
2:18; 7:11; 12:18; 13:3. Markus forklarer skikke, udtryk, forskrifter og steder som var ubekendte for ikkejødiske læsere. Han gør opmærksom på at farisæerne ’fastede’, at „korban“ er „en gave viet til Gud“, at saddukæerne „siger at der ikke er nogen opstandelse“, og at templet lå lige over for „Oliebjerget“. Eftersom Jesu slægtsregister hovedsagelig ville være af interesse for jøder, undlader han helt at medtage det. Markus er herved et godt eksempel for os. Vi må tage tilhørernes baggrund i betragtning når vi forkynder eller holder foredrag i menigheden.
3:21. Jesu slægtninge var ikketroende. Jesus kan derfor sætte sig ind i hvordan det er at have ikketroende familiemedlemmer der spotter eller modstår en på grund af troen.
3:31-35. Jesus blev ved sin dåb Guds åndelige søn, og „det Jerusalem som er oventil“ var hans moder. (Gal. 4:26) Fra da af følte Jesus sig tættere knyttet til sine disciple end til sine kødelige slægtninge. Det lærer os at vi må lade åndelige interesser komme forud for alt andet. — Matt. 12:46-50; Luk. 8:19-21.
8:32-34. Vi må være hurtige til at opfatte og afvise enhver form for malplaceret venlighed. En Kristi discipel må være forberedt på at „sige nej til sig selv“, det vil sige fornægte sig selv og opgive sine egne ønsker og ambitioner. Han må være villig til at „tage sin marterpæl op“ — om nødvendigt at lide, blive hånet og torteret eller endog dræbt som en Jesu Kristi discipel. Og han må „følge [Jesus] til stadighed“ ved at leve i harmoni med hans eksempel. Som en Kristi discipel må han opdyrke og bevare samme selvopofrende ånd som Kristus. — Matt. 16:21-25; Luk. 9:22, 23.
9:24. Vi må ikke skamme os over at fortælle om vores tro eller at bede om mere tro. — Luk. 17:5.
DEN SIDSTE MÅNED
Hen imod slutningen af år 32 kommer Jesus „til Judæas grænseegne og den anden side af Jordan,“ og på ny samles folkeskarer om ham. (Mark. 10:1) Efter at have forkyndt her begiver han sig på vej mod Jerusalem.
Den 8. nisan befinder Jesus sig i Betania. Han ligger til bords da en kvinde kommer ind og udgyder vellugtende olie over hans hoved. Begivenhederne er holdt i kronologisk rækkefølge fra Jesu triumferende indtog i Jerusalem til hans opstandelse.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
10:17, 18 — Hvorfor irettesatte Jesus en mand der kaldte ham „gode lærer“? Jesus ville ikke tage imod denne smigrende titel fordi han ønskede at en sådan ære skulle gå til Jehova, da alt godt kommer fra ham. Desuden understregede Jesus den vigtige sandhed at Skaberen af alle ting, Jehova Gud, alene har ret til at fastsætte normer for hvad der er godt, og hvad der er ondt. — Matt. 19:16, 17; Luk. 18:18, 19.
14:25 — Hvad mente Jesus da han sagde til sine trofaste apostle: „Jeg skal afgjort ikke mere drikke af vintræets frugt før den dag da jeg drikker den ny i Guds rige.“ Jesus antydede ikke hermed at der er bogstavelig vin i himmelen. Da glæde nogle gange symboliseres ved vin, hentydede Jesus til den fremtidige glæde han ville føle ved at være sammen med sine opstandne salvede disciple i Riget. — Sl. 104:15; Matt. 26:29.
14:51, 52 — Hvem var den unge mand der „slap nøgen bort“? Da Markus er den eneste der omtaler hændelsen, er det rimeligt at slutte at han talte om sig selv.
15:34 — Vidnede Jesu ord „Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?“ ikke om at han manglede tro? Nej. Vi kan ikke vide med sikkerhed hvad der fik Jesus til at råbe sådan, men hans ord kan være udtryk for at han erkendte at Jehova havde fjernet sin beskyttelse fra ham så hans uangribelighed som søn kunne blive prøvet til det yderste. Det er også muligt at Jesus ønskede at opfylde det Salme 22:1 profeterede om ham. — Matt. 27:46.
Hvad vi kan lære:
10:6-9. Det var Guds oprindelige hensigt at ægtefæller skulle blive sammen. I stedet for overilet at søge skilsmisse må mænd og hustruer forsøge at anvende Bibelens principper til at løse de problemer der måtte opstå i ægteskabet. — Matt. 19:4-6.
12:41-44. Eksemplet med den fattige enke lærer os at vi uselvisk må støtte den sande tilbedelse.
[Illustration på side 29]
Hvorfor bad Jesus denne mand om at berette til sine slægtninge hvad der var hændt ham?
