Lad os vandre på Jehovas veje
Lad os vandre på Jehovas veje
„Lykkelig er enhver der frygter Jehova, den der vandrer på hans veje.“ — SL. 128:1.
1, 2. Hvorfor kan vi være sikre på at det er muligt at opnå sand lykke?
HVEM vil ikke gerne være lykkelig? Men selvom mange søger lykken og måske endda jager efter den, er det ikke sikkert at de finder den.
2 Alligevel er det muligt at opnå sand lykke. „Lykkelig er enhver der frygter Jehova, den der vandrer på hans veje,“ står der i Salme 128:1. Vi kan være lykkelige hvis vi tjener Gud og vandrer på hans veje ved at gøre hans vilje. Hvordan kan det påvirke vores adfærd og de egenskaber vi lægger for dagen?
Vi må være trofaste og pålidelige
3. Hvordan er det at være trofast og pålidelig forbundet med vores indvielse til Gud?
3 De der frygter Jehova, er trofaste og pålidelige. De efterligner Jehova, der holdt alle de løfter han gav fortidens Israel. (1 Kong. 8:56) Vores indvielse til Gud er det vigtigste løfte vi nogen sinde vil kunne aflægge, og hvis vi flittigt benytter os af bønnen, vil det hjælpe os til at holde det løfte. Vi kan bede ligesom salmisten David: „Du, Gud, har hørt mine løfter. . . . Jeg [vil] synge og spille til pris for dit navn for evigt, for at indfri mine løfter dag efter dag.“ (Sl. 61:5, 8; Præd. 5:4-6) Hvis vi skal være Guds venner, må vi være trofaste og pålidelige. — Sl. 15:1, 4.
4. Hvordan så Jefta og hans datter på det løfte han havde givet Jehova?
4 I dommertiden i Israel aflagde Jefta det løfte at han, hvis Gud gav ham sejren over ammonitterne, ville bringe den første der mødte ham når han kom tilbage, som „et brændoffer“. Det var Jeftas egen datter — hans eneste barn — der kom ud for at møde ham. I tillid til Jehova opfyldte både Jefta og hans ugifte datter hans ed. At blive gift og få børn var noget man satte højt i Israel, men Jeftas datter var villig til at forblive ugift og fik den forret at yde hellig tjeneste ved Jehovas helligdom. — Dom. 11:28-40.
5. Hvordan viste Hanna at hun var trofast og pålidelig?
5 Den gudfrygtige Hanna var trofast og pålidelig. Hun boede sammen med sin mand, levitten Elkana, og hans anden hustru, Peninna, i Efraims bjergland. Peninna fik flere børn og generede Hanna groft på grund af hendes barnløshed, især når familien drog op til mødeteltet. Ved en af disse lejligheder aflagde Hanna det løfte at hvis hun fik en søn, ville hun give ham til Jehova. Kort efter blev hun gravid og fødte en søn, som fik navnet Samuel. Efter at han var blevet vænnet fra, tog Hanna til Silo, hvor hun overgav Samuel til Jehova „alle hans levedage“. (1 Sam. 1:11) Hun opfyldte således sit løfte skønt hun ikke vidste at hun senere ville få flere børn. — 1 Sam. 2:20, 21.
6. Hvad viser at Tykikus var trofast og pålidelig?
6 Tykikus, som levede i det første århundrede, var en pålidelig kristen og en ’trofast tjener’. (Kol. 4:7) Han rejste med apostelen Paulus fra Grækenland gennem Makedonien til Lilleasien og måske derfra videre til Jerusalem. (Apg. 20:2-4) Han kan have været „den broder“ der hjalp Titus med at sørge for gaven til de nødstedte brødre i Judæa. (2 Kor. 8:18, 19; 12:18) Da Paulus første gang var fængslet i Rom, var det Tykikus der virkede som en pålidelig udsending for ham og bragte hans breve til brødrene i Efesus og Kolossæ. (Ef. 6:21, 22; Kol. 4:8, 9) Og under sit andet fængselsophold i Rom sendte Paulus Tykikus til Efesus. (2 Tim. 4:12) Hvis vi er trofaste og pålidelige, vil vi også opnå velsignelser i Jehovas tjeneste.
7, 8. Hvorfor kan vi sige at David og Jonatan var sande venner?
7 Gud forventer at vi er trofaste og pålidelige venner. (Ordsp. 17:17) Kong Sauls søn Jonatan var ven med David. Da Jonatan hørte at David havde dræbt Goliat, blev Jonatans sjæl „knyttet til Davids sjæl, og Jonatan elskede ham som sin egen sjæl“. (1 Sam. 18:1, 3) Jonatan advarede endog David da Saul ville slå ham ihjel. Efter at David var flygtet, mødtes Jonatan med ham og indgik en pagt med ham. Da Jonatan talte med Saul om David, havde det nær kostet ham livet, men de to venner mødtes igen og bekræftede deres venskab. (1 Sam. 20:24-41) Ved deres sidste møde styrkede Jonatan Davids hånd „ved Gud“. — 1 Sam. 23:16-18.
8 Jonatan døde i kamp mod filistrene. (1 Sam. 31:6) I en klagesang sagde David: „Jeg lider på grund af dig, min broder Jonatan; du var mig meget kær. Din kærlighed var mig mere underfuld end kvinders kærlighed.“ (2 Sam. 1:26) Denne kærlighed var en hengivenhed mellem venner og havde ingen seksuelle undertoner. David og Jonatan var sande venner.
„Ydmyge af sind“
9. Hvordan viser Dommerbogen, kapitel 9, at det er vigtigt at være ydmyg?
9 Hvis vi vil være Guds venner, må vi være „ydmyge af sind“. (1 Pet. 3:8; Sl. 138:6) Af Dommerbogen, kapitel 9, fremgår det hvor vigtigt det er at være ydmyg. Gideons søn Jotam sagde: „Der var engang da træerne gik hen for at salve en til at være konge over dem.“ I beretningen omtales oliventræet, figentræet og vintræet. Disse træer skildrede hæderlige og retskafne mænd som ikke forsøgte at herske over deres israelitiske landsmænd. Men tjørnen, der kun egnede sig til brændsel, var et billede på den stolte og herskesyge morder Abimeleks kongeværdighed. Han var „fyrste over Israel i tre år“, men led en alt for tidlig død. (Dom. 9:8-15, 22, 50-54) Ja, det er langt bedre at være ’ydmyg af sind’!
10. Hvad har du lært af at Herodes „ikke gav Gud æren“?
10 I det første århundrede opstod der spændinger mellem den stolte kong Herodes Agrippa, der herskede over Judæa, og indbyggerne i Tyrus og Zidon, som søgte fred med ham. Da Herodes på et tidspunkt holdt en tale for offentligheden, råbte den forsamlede folkeskare: „En guds røst, og ikke et menneskes!“ Herodes afviste ikke en sådan overdreven smiger, og Jehovas engel slog ham så han led en frygtelig død „fordi han ikke gav Gud æren“. (Apg. 12:20-23) Hvad hvis vi har visse evner som taler eller er dygtige til at undervise i Bibelens sandheder? Så lad os give Gud æren for det. — 1 Kor. 4:6, 7; Jak. 4:6.
Modige og stærke
11, 12. Hvordan viser det Enok oplevede, at Jehova giver sine tjenere mod og styrke?
11 Hvis vi ydmygt vandrer på Jehovas veje, vil han give os mod og styrke. (5 Mos. 31:6-8, 23) Enok, som var den syvende i rækken fra Adam, vandrede modigt med Gud ved at følge en retskaffen kurs midt iblandt de ugudelige på hans tid. (1 Mos. 5:21-24) Jehova gav Enok styrke så han kunne forkynde et magtfuldt budskab for dem på grund af deres ugudelige ord og gerninger. (Læs Judas 14, 15). Forkynder du også modigt Guds domme?
12 Jehova eksekverede dommen over de ugudelige i den verdensomspændende vandflod på Noas tid. Men Enoks profeti er også til opmuntring for os, for de ugudelige i vor tid vil snart blive tilintetgjort af Guds hellige titusinder. (Åb. 16:14-16; 19:11-16) Som svar på vore bønner giver Jehova os mod til at forkynde hans budskab, uanset om det er i forbindelse med hans domme eller velsignelserne under Rigets styre.
13. Hvorfor kan vi være sikre på at Gud vil give os mod og styrke til at klare de problemer der kan gøre os nedtrykte?
13 Vi må have mod og styrke fra Gud hvis vi skal klare de problemer der kan gøre os nedtrykte. Da Esau giftede sig med to hetitiske kvinder, „var [de] årsag til en bitter ånd hos [hans forældre] Isak og Rebekka“. Rebekka sagde endda klagende til Isak: „Jeg er kommet til at føle lede ved mit liv på grund af Hets døtre. Hvis [vores søn] Jakob nogen sinde tager sig en hustru af Hets døtre som disse, af landets døtre, til hvad nytte er da livet for mig?“ (1 Mos. 26:34, 35; 27:46) Isak tog affære og sendte Jakob af sted for at finde en hustru blandt dem der tjente Jehova. Isak og Rebekka kunne ganske vist ikke lave om på hvad Esau havde gjort, men Gud gav dem visdom, mod og styrke så de forblev trofaste mod ham. Hvis vi beder til Jehova om hjælp, vil han gøre det samme for os. — Sl. 118:5.
14. Hvordan viste en lille israelitisk pige mod?
14 Nogle århundreder senere blev en lille israelitisk pige taget til fange af en røverbande og kom i tjeneste hos den aramaiske hærfører Na’aman, som var ramt af spedalskhed. Pigen havde hørt om de mirakler som Gud udførte gennem profeten Elisa, og sagde modigt til Na’amans hustru: ’Hvis min herre rejste til Israel, ville Jehovas profet helbrede ham for hans spedalskhed.’ Na’aman rejste så til Israel og blev mirakuløst helbredt. (2 Kong. 5:1-3) Denne pige er et godt eksempel for unge som stoler på at Jehova vil give dem mod til at forkynde for deres lærere, skolekammerater og andre.
15. Hvad gjorde Akabs hushovmester Obadja som viste at han var modig?
15 Når vi får mod fra Gud, hjælper det os til at udholde forfølgelse. Tænk på kong Akabs hushovmester Obadja, der levede samtidig med profeten Elias. Da dronning Jesabel beordrede at Guds profeter skulle nedslagtes, skjulte Obadja hundrede af dem, „halvtreds mand ad gangen, i en hule“. (1 Kong. 18:13; 19:18) Ville du modigt hjælpe dine trosfæller hvis de blev forfulgt, sådan som Obadja hjalp Jehovas profeter?
16, 17. Hvordan reagerede Aristarkus og Gajus på forfølgelse?
16 Hvis vi bliver forfulgt, kan vi have tillid til at Jehova vil være med os. (Rom. 8:35-39) I det udendørs teater i Efesus stod Paulus’ medarbejdere Aristarkus og Gajus over for en pøbelskare der sandsynligvis talte flere tusinde. Sølvsmeden Demetrius havde ophidset en folkemængde. Han og andre sølvsmede fremstillede artemistempler af sølv, og Paulus’ forkyndelse var en trussel mod deres indbringende forretning eftersom mange af byens indbyggere holdt op med at dyrke afguder. Folkehoben slæbte Aristarkus og Gajus ind i teatret og råbte vedvarende: „Stor er efesernes Artemis!“ Aristarkus og Gajus regnede sikkert med at blive slået ihjel, men byskriveren fik folkemængden beroliget. — Apg. 19:23-41.
17 Hvis det var dig der havde været ude for dette, ville du så have fundet en lettere måde at leve på? Der er intet der tyder på at Aristarkus og Gajus mistede modet. Eftersom Aristarkus var fra Thessalonika, vidste han at det at forkynde den gode nyhed kunne medføre forfølgelse. Der havde tidligere været optøjer i denne by da Paulus forkyndte dér. (Apg. 17:5; 20:4) Fordi Aristarkus og Gajus vandrede på Jehovas veje, fik de mod og styrke fra Gud til at udholde forfølgelse.
Må have øje for andres interesser
18. Hvordan havde Priska og Akvila øje for andres interesser?
18 Uanset om vi bliver forfulgt eller ej, må vi interessere os for vores trosfæller. Priska og Akvila havde øje for andres interesser. (Læs Filipperbrevet 2:4). Dette ægtepar, der er et godt eksempel for os, sørgede måske for logi til Paulus i Efesus, hvor sølvsmeden Demetrius anstiftede det oprør som blev omtalt tidligere. Det kan have været den situation der fik Akvila og Priska til at ’sætte deres hals på spil’ for Paulus. (Rom. 16:3, 4; 2 Kor. 1:8) I dag kan vi vise omsorg for vores brødre der bliver forfulgt, ved at være „forsigtige som slanger“. (Matt. 10:16-18) Vi fortsætter forsigtigt vores arbejde og nægter at forråde vores brødre ved at røbe deres navne eller give andre oplysninger til dem der forfølger os.
19. Hvilke gode ting gjorde Dorkas for andre?
19 Vi kan have øje for andres interesser på flere forskellige måder. Nogle kristne har behov som vi måske er i stand til at dække. (Ef. 4:28; Jak. 2:14-17) I det første århundrede var der i menigheden i Joppe en gavmild kvinde der hed Dorkas. (Læs Apostelgerninger 9:36-42). Dorkas’ „gode gerninger og barmhjertighedsgaver“ var mangfoldige, og de omfattede åbenbart klædninger som hun lavede til fattige enker. Hendes død i år 36 voldte megen sorg blandt enkerne. Gud lod apostelen Peter oprejse Dorkas, og det er meget sandsynligt at hun tilbragte resten af sit liv på jorden med at forkynde den gode nyhed og gøre godt for andre. Vi er meget glade for at vi også i dag har sådanne uselviske kristne kvinder iblandt os!
20, 21. (a) Hvordan er opmuntring forbundet med at have øje for andres interesser? (b) Hvad kan man gøre for at være opmuntrende?
20 Vi viser at vi har øje for andres interesser ved at opmuntre dem. (Rom. 1:11, 12) Paulus’ medarbejder Silas var til stor opmuntring. Da man omkring år 49 havde afgjort spørgsmålet om omskærelse, sendte det styrende råd i Jerusalem nogle brødre med et brev til de troende andre steder. Silas, Judas, Barnabas og Paulus tog til Antiochia. Dér opmuntrede Silas og Judas brødrene „med mangt et foredrag og styrkede dem“. — Apg. 15:32.
21 Senere blev Paulus og Silas fængslet i Filippi, men de blev udfriet som følge af et jordskælv. Det må have været meget opmuntrende for dem at aflægge et vidnesbyrd og se arrestforvareren og hans familie blive troende! Inden Paulus og Silas forlod byen, opmuntrede de brødrene. (Apg. 16:12, 40) Ligesom Paulus og Silas kan vi opmuntre andre ved vores kommentarer, foredrag og nidkære forkyndelse. Og når vi har „et opmuntrende ord“, må vi endelig sige det! — Apg. 13:15.
Lad os fortsat vandre på Jehovas veje
22, 23. Hvordan kan vi få gavn af Bibelens beretninger?
22 Hvor kan vi være taknemmelige for de beretninger fra det virkelige liv som Jehova, „al opmuntrings Gud“, har ladet nedskrive i sit ord! (2 Kor. 1:3, Byington) Hvis vi skal have gavn af disse beretninger, må vi anvende det Bibelen lærer, og lade os lede af Guds hellige ånd. — Gal. 5:22-25.
23 Når vi grunder over Bibelens beretninger, hjælper det os til at lægge de egenskaber for dagen som Gud synes om. Det vil styrke vores forhold til Jehova, som giver os „visdom og kundskab og fryd“. (Præd. 2:26) Så kan vi til gengæld få Guds hjerte til at fryde sig. (Ordsp. 27:11) Måtte vi være besluttede på at gøre dette ved fortsat at vandre på Jehovas veje.
Hvad vil du svare?
• Hvordan kan vi være trofaste og pålidelige?
• Hvorfor bør vi være „ydmyge af sind“?
• Hvordan kan Bibelens beretninger hjælpe os til at være modige?
• På hvilke måder kan vi have øje for andres interesser?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 8]
Jefta og hans datter var trofaste og pålidelige og opfyldte hans ed skønt det ikke var let for dem
[Illustration på side 10]
Hvad har I unge lært af den israelitiske pige?
[Illustration på side 11]
Hvordan dækkede Dorkas sine trosfællers behov?
