Den gode nyhed forkyndes i Andesbjergene

DER lå vi så, alle 18, på det snavsede gulv. Rystende af kulde i vores soveposer lyttede vi til den skybrudsagtige regn som ramte bølgeblikstaget over os med voldsom kraft. Mens vi prøvede at vænne os til de dårlige forhold i det beskedne skur, spekulerede vi på om vi mon var de første der havde overnattet her.

Hvad havde fået 18 mennesker til at besøge dette område? Svaret skulle findes i det oprigtige ønske vi alle nærede om at adlyde Jesu bud om at forkynde den gode nyhed „til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8; Mattæus 24:14) Vi befandt os på en forkyndertur til et isoleret distrikt højt oppe i Bolivias Andesbjerge.

Besværet med at komme derop

Den første udfordring bestod i blot at komme derop. Vi fandt hurtigt ud af at de offentlige transportmidler til sådanne afsidesliggende steder ikke følger en fastlagt køreplan. Og da bussen endelig kom, opdagede vi at den var meget mindre end vi havde regnet med, så nogle af os måtte stå op. Men til sidst nåede vi dog vores bestemmelsessted.

Det var vores hensigt at forkynde for dem der boede i landsbyerne højt oppe i Andesbjergene. Så da bussen nåede frem og vi alle 18 var steget af,  belæsset med forsyninger, banede vi os forsigtigt vej i gåsegang ad de stejle bjergstier.

Landsbyerne forekom os ikke særlig store, men beboelserne lå temmelig langt fra hinanden, så det tog mange timer at besøge hver enkelt landsby. Uanset hvor langt vi gik, syntes der altid at være endnu et hus i det fjerne. De mange bugtede stier på markerne førte os ofte på vildspor.

„Hvorfor er I ikke kommet før nu?“

En dame var så duperet af at vi var gået den lange vej, at hun tillod os at bruge hendes køkken og gav os optændingsbrænde så vi kunne lave mad. Og en mand som fik forklaret hvad Bibelen lærer om de dødes tilstand, spurgte: „Hvorfor er I ikke kommet før nu?“ Han var så interesseret at han fulgte os et godt stykke på vej da vi forlod landsbyen, fordi han havde flere spørgsmål han gerne ville have besvaret. En anden mand havde aldrig hørt om Jehovas Vidner, men viste stor interesse for vores publikationer. Han takkede os overstrømmende fordi vi var kommet, og gav os en nøgle til et skur hvor vi kunne tilbringe natten.

En aften var det så mørkt at vi uforvarende slog vores telt op midt i en koloni af store sorte myrer. De viste hurtigt deres utilfredshed ved at bide os. Men vi var alt for trætte til at flytte os, og heldigvis syntes myrerne efter et stykke tid at ignorere vores tilstedeværelse.

I begyndelsen fik vi ondt over det hele af at sove på jorden, men i nattens løb vænnede vi os til det. Og alle vores trængsler var glemt da vi næste morgen slog øjnene op og kunne betragte de jomfruelige dale  under os og se de fjerlette skyer som dovent bevægede sig op ad bjergsiderne, og de prægtige snedækkede bjergtoppe i det fjerne. Det eneste der brød stilheden, var et klukkende vandløb og fuglenes sang.

Efter at vi havde vasket os i åen, drøftede vi et stykke fra Bibelen, fik morgenmad og begav os langsomt op ad bakken mod andre fjerne landsbyer. Og klatreturen var alle anstrengelserne værd. Vi traf en ældre kvinde som blev meget bevæget da hun fik at vide at Guds navn, Jehova, stod at læse i Bibelen. Hun var helt overvældet. Nu kunne hun henvende sig til Gud med navns nævnelse i sine bønner!

En ældre mand var overbevist om at Gud måtte have husket ham, og brød ud i sang — en sang der handlede om at englene havde sendt os. En anden mand, som var så syg at han ikke kunne forlade hjemmet, betroede os at ingen fra landsbyen havde gjort sig den ulejlighed at besøge ham. Han var overrasket over at vi var kommet hele den lange vej fra La Paz. Og endnu en mand var meget imponeret over at Jehovas Vidner besøgte folk i deres hjem, mens andre trossamfund bare kaldte folk til sig ved at ringe med kirkeklokkerne.

Ingen af husene i området har elektricitet; så folk går i seng når det bliver mørkt, og står op med solen. Hvis vi ville træffe nogen hjemme, måtte vi altså begynde i forkyndelsen klokken 6 om morgenen. Hvis ikke vi gjorde dét, var de fleste taget ud på markerne for at arbejde når vi kom. Senere på dagen traf vi nogle der allerede var i gang med deres arbejde, men som villigt standsede op for at lytte til Bibelens budskab mens de gav deres okse et velkomment pusterum fra arbejdet med at trække ploven. Mange af de mennesker vi traf hjemme, lagde fåreskind frem som vi kunne sidde på, og kaldte den øvrige familie sammen for at lytte. Nogle af landmændene gav os store sække med majs som tak for de bibelske bøger og blade vi havde givet dem.

„I glemte mig ikke“

Hvis folk skal vokse i kundskab om Bibelen, skal de naturligvis besøges mere end én gang. Mange bad os inderligt om at komme igen og lære dem mere. Så siden har vi foretaget adskillige ture til denne del af Bolivia.

På en af disse ture blev en ældre dame så glad da hun så os, at hun sagde: „I er som børn for mig. I glemte mig ikke.“ En mand takkede os for vores arbejde og indbød os til at bo hos ham næste gang vi kom. Måske vi fik den største belønning for vores anstrengelser da vi hørte at en dame som vi tidligere havde besøgt, var flyttet ind til byen og nu selv forkyndte den gode nyhed.

Den sidste dag under vores første tur til Andesbjergene var vores petroleum til primussen sluppet op, og vi havde ikke ret meget spiseligt tilbage. Vi samlede derfor træ sammen til et bål, tilberedte og spiste vores beskedne måltid og påbegyndte hjemrejsen til fods. Der var flere kilometer til den by hvorfra vi kunne komme med en bus. Så da vi endelig nåede frem, var det blevet mørkt.

Besværet med at komme hjem

Rejsen hjem blev lidt problematisk fordi bussen gik i stå. Det endte med at vi fik et lift på ladet af en lastbil pakket med mennesker. Det gav os mulighed for at forkynde for vores medpassagerer, som var nysgerrige efter at vide hvorfor vi var der. Selvom folk her almindeligvis er generte, er de venlige og imødekommende.

Efter at have kørt i ni timer med lastbilen var vi hjemme — gennemblødte og gennemkolde. Men turen havde ikke været forgæves. Undervejs var det lykkedes os at oprette et bibelstudium med en dame som boede i byen.

Det var virkelig en stor forret at få lov at forkynde den gode nyhed for folk i et så isoleret område. Vi nåede at forkynde i fire større landsbyer og utallige mindre. Vi kunne ikke lade være at tænke på ordene i Esajas 52:7, der lyder: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse.“ — Rom. 10:15.

[Illustration på side 17]

Klar til at forkynde den gode nyhed