En meget vigtig aftale

JEG har en meget vigtig aftale. Lad mig forklare hvad det var der fik mig, en ung spansk mor, til at træffe denne aftale.

I mine forældres hjem herskede der hverken fred eller harmoni. Vores familie var tynget af sorg da min lillebror på fire døde ved en tragisk ulykke. Desuden gjorde min fars mindre heldige vaner det svært for mor at finde lykke i ægteskabet. Det afholdt hende dog ikke fra at give min storebror og mig nogle gode moralske værdier.

Med tiden giftede min bror sig, og det samme gjorde jeg selv. Kort tid efter fik mor at vide at hun havde kræft, som førte til hendes død. Inden hun døde, betroede hun os imidlertid noget meget værdifuldt.

En af hendes bekendte havde talt med hende om Bibelens håb om en opstandelse, og min mor havde taget imod et bibelstudium. I den sidste tid hun levede, gav dette håb hendes liv mening og hjalp hende til at finde glæde i tilværelsen.

Da vi så den positive virkning Bibelens budskab havde på hende, begyndte min bror og jeg også at studere Guds ord. Jeg blev døbt som et af Jehovas Vidner en måned før jeg skulle føde mit andet barn, der blev en smuk lille pige, som vi gav navnet Lucía.

Min dåbsdag betød rigtig meget for mig, blandt andet fordi jeg fra nu af tilhørte Jehova og havde indviet mig til at tjene ham for altid. Jeg kunne nu med større overbevisning fortælle min elskede søn og datter om det jeg troede på.

Den sidstnævnte glæde blev dog brat afbrudt. Da Lucía var fire år, begyndte hun at få meget stærke mavesmerter. Efter adskillige prøver forklarede radiologen os at der var vokset en tumor på størrelse med en appelsin fast til hendes lever. Lægen forklarede at Lucía havde en aggressiv og ondartet svulst i nervesystemet. Således begyndte Lucías syv år lange kamp mod kræften der medførte flere langvarige hospitalsophold.

En selvopofrende indstilling

I disse vanskelige år var det ofte Lucía der med sine varme omfavnelser og beroligende kys opmuntrede mig. Den måde hun tog sin sygdom på, gjorde også et stort indtryk på hospitalspersonalet. Hun var altid ivrig efter at samarbejde med personalet og hjalp med at uddele yoghurt, juice og lignende til de børn der lå på stuerne i nærheden. Sygeplejerskerne gav endda Lucía en hvid kittel og et lille skilt med påskriften „sygeplejeassistent“.

„Lucía rørte mit hjerte,“ fortæller en hospitalsmedarbejder. „Hun var et aktivt og kreativt barn, og hun elskede at tegne. Hun forstod at give udtryk for både tanker og følelser og var moden af sin alder, ja meget moden.“

Guds ord gav Lucía styrke og ro. (Hebr. 4:12) Hun troede fuldt og fast på Bibelens løfte om at der i den nye verden ’ikke længere skulle være død, sorg, skrig eller smerte’. (Åb. 21:4) Hun interesserede sig for andre mennesker og var altid parat til at aflægge et vidnesbyrd ud fra Bibelen. Lucías sikre håb om opstandelsen hjalp hende til at bevare sin glæde og ligevægt trods den dystre prognose. (Es. 25:8) Og den indstilling bevarede hun lige til sin dødsdag.

Det var den dag jeg traf en meget vigtig aftale. Lucía havde knap nok kræfter til at åbne øjnene. Hendes far holdt hende i den ene  hånd, og jeg i den anden. „Vær ikke bange,“ hviskede jeg, „jeg forlader dig ikke. Træk blot vejret langsomt. Når du vågner op igen, vil du have det godt. Du vil ikke have smerter, og jeg vil være hos dig.“

Og den aftale må jeg holde. Jeg ved at ventetiden ikke vil blive let. Men jeg ved også at hvis jeg tålmodigt stoler på Jehova og bevarer min uangribelighed over for ham, vil jeg være der og tage imod hende når opstandelsen finder sted.

Hvad Lucía efterlod sig

Ikke alene Lucías modige eksempel, men også den enestående støtte menigheden ydede, gjorde et dybt indtryk på min mand, som ikke var et af Jehovas Vidner. Den dag Lucía døde, sagde han til mig at han måtte tænke det hele nøje igennem. Nogle få uger senere bad han en ældste i menigheden om at få et bibelstudium. Det varede ikke længe før min mand begyndte at overvære alle møderne. Med Jehovas hjælp lykkedes det ham at holde op med at ryge, noget han før den tid ikke havde været i stand til.

Den sorg jeg føler over tabet af Lucía, er ikke fuldstændig overvundet; men jeg er Jehova så taknemmelig for den arv Lucía efterlod sig. Min mand og jeg trøster gensidigt hinanden med det dejlige opstandelseshåb og forestiller os hvordan vi til den tid vil få hende at se — hendes store, udtryksfulde øjne og hendes dejlige smilehuller.

Det min datter så tragisk kom ud for, gjorde også indtryk på nogle der boede i nabolaget. En regnfuld lørdag formiddag fik vi for eksempel besøg af en dame hvis søn havde gået i samme skole som Lucía. Hun havde mistet en anden søn som var død af den samme sygdom da han var 11 år gammel. Da hun hørte hvad der var sket med Lucía, fandt hun vores adresse og kom for at besøge os. Hun ville gerne vide hvordan vi klarede tabet af Lucía, og foreslog at vi dannede en selvhjælpsgruppe for at støtte andre mødre som befandt sig i en lignende situation.

Jeg forklarede at jeg for mit vedkommende havde fundet trøst i et af Bibelens løfter, og at dette løfte langt overgår noget løfte et menneske kan give. Hendes øjne lyste ligefrem op da jeg læste Jesu ord i Johannes 5:28, 29 for hende. Hun sagde ja tak til et bibelstudium, og inden længe oplevede hun „Guds fred, som overgår al forstand“. (Fil. 4:7) Når vi studerer Bibelen sammen, standser vi ofte op og forestiller os at vi er i den nye verden, hvor vi tager imod vore kære i opstandelsen.

Lucía har, trods sit korte liv, virkelig efterladt sig en varig arv. Hendes tro har ikke alene forenet vores familie om at tjene Gud, men også styrket min beslutning om at forblive fast i troen. Der er ingen tvivl om at alle vi der har mistet nogen i døden som vil blive oprejst, har en meget vigtig aftale at overholde.

[Illustration på side 20]

Paradiset, tegnet af Lucía