Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Find glæde i dit ægteskab

Find glæde i dit ægteskab

Find glæde i dit ægteskab

„Ved visdom bygges et hus op, og ved dømmekraft grundfæstes det.“ — ORDSP. 24:3.

1. På hvilken måde kom Guds visdom til udtryk i forbindelse med det første menneske?

VOR vise himmelske Fader véd hvad der er godt for os. Med tanke på gennemførelsen af sin hensigt gav han for eksempel udtryk for at det „ikke [var] godt for mennesket at være alene“ i Edens Have. En vigtig del af denne hensigt var at ægtepar skulle få børn og ’fylde jorden’. — 1 Mos. 1:28; 2:18.

2. Hvilken ordning indstiftede Jehova til gavn for menneskeslægten?

2 „Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham,“ udtalte Jehova. Han lod derefter det første menneske falde i en dyb søvn, og fra hans fuldkomne legeme tog han et ribben som han byggede en kvinde af. Da Jehova førte denne fuldkomne kvinde, Eva, hen til Adam, sagde manden: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød. Hun skal kaldes Kvinde, for af manden er hun taget.“ Eva var virkelig et modstykke til Adam. Hver især havde de nogle særskilte træk og egenskaber, men begge var fuldkomne og skabt i Guds billede. Sådan indstiftede Jehova det første ægteskab. Adam og Eva havde ikke svært ved at acceptere Guds ordning, der betød at de ville være til gensidig hjælp og støtte for hinanden. — 1 Mos. 1:27; 2:21-23.

3. Hvordan behandler mange ægteskabets gave, og hvilke spørgsmål giver det anledning til?

3 Sørgeligt nok er nutidens verden gennemtrængt af en oprørsk indstilling. Gud er uden skyld i de problemer det har medført. Mange viser foragt for ægteskabet som Guds gave, og de mener at det er en forældet ordning som skaber skuffelse og stridigheder. Mange ægteskaber ender med skilsmisse, og mange børn må savne den naturlige hengivenhed og ømhed; de bliver kastebolde i striden mellem forældre der ikke er villige til at samarbejde og give efter for hinanden, ikke engang for fredens og enhedens skyld. (2 Tim. 3:3) Hvordan kan ægtefæller bevare den fælles glæde i disse kritiske tider? Hvor stor betydning for om et ægteskab skal holde, har det at man er villig til at give efter og tilpasse sig hinanden? Hvad kan vi lære af nutidige eksempler hvor nogle har bevaret glæden i deres ægteskab?

Vi må rette os efter Jehovas vejledning

4. (a) Hvilken vejledning gav Paulus om det at finde en ægtefælle? (b) Hvad gør lydige kristne for at følge Paulus’ vejledning?

4 Den kristne apostel Paulus gav enker den inspirerede vejledning at hvis de valgte at gifte sig igen, måtte det kun være „i Herren“. (1 Kor. 7:39) Det var ikke noget nyt for dem af de kristne der tidligere have været under Moseloven. Guds lov til Israel forbød udtrykkeligt israelitterne at gifte sig med nogen fra de ikkejødiske nabofolk. Jehova tilføjede en begrundelse der viser hvor farligt det er at ignorere den norm han har fastsat: „For [en ikkeisraelit] vil vende din søn bort fra mig, og de vil tjene andre guder, og Jehovas vrede vil blusse op imod jer, og han vil tilintetgøre dig i hast.“ (5 Mos. 7:3, 4) Hvad forventer Jehova af sine nutidige vidner i dette spørgsmål? Der er intet at tage fejl af. En tjener for Gud bør kun vælge at gifte sig med en der er „i Herren“, altså en indviet og døbt trosfælle. Det er klogt at rette sig efter Jehovas anvisning når man vælger ægtefælle.

5. Hvordan ser Jehova og gifte kristne på ægteskabsløftet?

5 Ægteskabsløftet er helligt i Guds øjne. Med henvisning til det første ægteskab sagde Guds egen søn, Jesus: „Hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ (Matt. 19:6) Salmisten minder os om hvor alvorlig en sag det er at give et løfte: „Bring taksigelse som offer til Gud, og indfri dine løfter til den Højeste.“ (Sl. 50:14) Der kan være stor glæde forbundet med ægteskabet, men det er alvorligt at aflægge et ægteskabsløfte, og det medfører ansvar. — 5 Mos. 23:21.

6. Hvad kan vi lære af Jeftas eksempel?

6 Tænk på eksemplet med Jefta, der var dommer i Israel i det 12. århundrede før vor tidsregning. Han aflagde dette løfte til Jehova: „Hvis du virkelig giver Ammons sønner i min hånd, så skal hvem som helst der kommer ud af mit hus’ døre for at møde mig når jeg vender tilbage i fred fra Ammons sønner, tilhøre Jehova, og jeg vil bringe vedkommende som et brændoffer.“ Forsøgte Jefta at finde udveje for at bryde sit løfte da han så at det var hans datter, hans eneste barn, der kom ud for at møde ham da han vendte hjem til Mizpa? Nej. Han sagde: „Jeg har selv åbnet min mund over for Jehova, og jeg kan ikke vende om.“ (Dom. 11:30, 31, 35) Jefta holdt sit løfte til Jehova selvom det indebar at han ikke fik nogen efterkommere der kunne føre hans navn videre. Jeftas løfte var af en anden art end et ægteskabsløfte, men ved at holde det blev han et godt eksempel for kristne ægtemænd og hustruer.

Hvad gør et ægteskab godt og holdbart?

7. Hvad må nygifte gøre for at tilpasse sig hinanden?

7 Mange ægtepar tænker med stor glæde tilbage på deres forlovelsestid. Det var ubeskrivelig dejligt at lære sin tilkommende at kende! Jo mere tid de tilbragte sammen, jo nærmere blev de knyttet til hinanden. Men uanset om de blev gift efter at være kommet sammen i en kortere eller længere periode, eller ægteskabet var arrangeret, måtte de som mand og kone tilpasse sig hinanden. En gift mand indrømmer: „Det største problem vi havde som nygifte, var at indse at vi ikke længere kunne opføre os som da vi var enlige. En tid var det svært for os at holde forholdet til vores venner og familie på den rette plads.“ En ægtemand der nu har været gift i 30 år, indså kort efter brylluppet at han måtte lære at „tænke i flertal“ for at være afbalanceret. Før han siger ja til en indbydelse eller påtager sig en opgave, rådfører han sig med sin kone og træffer så en afgørelse der tager deres fælles interesser i betragtning. I sådanne situationer er det gavnligt at være villig til at give efter og vise hensyn. — Ordsp. 13:10.

8, 9. (a) Hvorfor er det vigtigt med en god kommunikation? (b) På hvilke områder er det godt at være fleksibel, og hvorfor?

8 Når ægtefællerne kommer fra hver sin kultur, er det særlig nødvendigt med en god kommunikation. Der kan være forskel på hvordan man udtrykker sig. Hvis du lægger mærke til hvordan din ægtefælle taler med sine slægtninge, vil du lettere kunne forstå ham eller hende. Nogle gange er det ikke det der bliver sagt, men måden det bliver sagt på, der røber et menneskes inderste tanker og følelser. Og man kan lære meget af det der er usagt. (Ordsp. 16:24; Kol. 4:6) Ja, skal et ægteskab være lykkeligt, har det stor betydning at man bruger dømmekraft. — Læs Ordsprogene 24:3.

9 Når det gælder fritidsinteresser har mange erfaret at det er vigtigt at være fleksibel. Før I blev gift, brugte din ægtefælle måske en del tid på sport eller andre interesser. Ville det nu være på sin plads med en vis justering? (1 Tim. 4:8) Det samme spørgsmål er relevant når det gælder den tid man bruger på andre i familien. Det er indlysende at et ægtepar har brug for tid til at de sammen kan være optaget af åndelige anliggender og andre aktiviteter. — Matt. 6:33.

10. Hvad vil bidrage til et godt forhold mellem forældre og gifte børn?

10 Når en mand gifter sig, forlader han sin far og sin mor, og det samme kan siges om en kvinde. (Læs Første Mosebog 2:24). Man må dog huske at Guds bud om at man skal ære sin far og sin mor, stadig gælder efter at man er blevet gift; man vil derfor sikkert bruge nogen tid sammen med begges forældre. En mand der har været gift i 25 år, bemærker: „Til tider er det svært at afveje ens ægtefælles forskellige ønsker og behov med ens forældres, søskendes og svigerfamilies ønsker og behov. Når jeg har skullet vurdere hvad der var bedst at gøre, har jeg haft gavn af tanken i Første Mosebog 2:24. Man skylder andre familiemedlemmer loyalitet, og man har et vist ansvar over for dem, men dette vers har lært mig at jeg først og fremmest må være loyal over for min ægtefælle.“ Kristne forældre der har forståelse for dette, vil respektere at deres gifte børn nu udgør en familieenhed hvor manden har ansvaret for at føre an.

11, 12. Hvorfor er det vigtigt at ægtepar både studerer og beder sammen?

11 Det er vigtigt at have et familiestudium der holdes regelmæssigt. Det understreges af den erfaring mange kristne familier har gjort. Det er måske ikke så ligetil at få begyndt et sådant studium eller at holde det i gang. Et familieoverhoved indrømmer: „Hvis vi kunne skrue tiden tilbage og gøre noget om, ville jeg sikre mig at vi fra begyndelsen af vores ægteskab havde haft et fast familiestudium.“ Han tilføjer: „Det er så dejligt at se min kones glæde og begejstring når vi finder et åndeligt ’guldkorn’ under vores fælles studium.“

12 Det styrker også ægteskabet at mand og hustru beder sammen. (Rom. 12:12) Når de er forenede i tilbedelsen af Jehova, kan deres nære forhold til ham styrke de ægteskabelige bånd. (Jak. 4:8) En kristen ægtemand siger i den forbindelse: „Hvis man er hurtig til at bede om undskyldning for sine fejl og nævner dem når man beder sammen, viser man at man er oprigtigt ked af selv små forseelser der har såret den anden.“ — Ef. 6:18.

Vær villig til at give efter i ægteskabet

13. Hvilket råd gav Paulus om det intime forhold i ægteskabet?

13 Gifte kristne må undgå handlinger der nedværdiger det ægteskabelige forhold, for eksempel handlinger der er almindelige i vore dages sexgale verden. Paulus gav i den forbindelse følgende vejledning: „Lad manden yde hustruen hvad der tilkommer hende; og lad også hustruen gøre det samme mod manden. Hustruen har ikke myndighed over sit eget legeme, men det har hendes mand; og ligeledes har heller ikke manden myndighed over sit eget legeme, men det har hans hustru.“ Dernæst gav Paulus denne klare anvisning: „I må ikke unddrage jer hinanden, undtagen efter gensidigt samtykke for en fastsat tid.“ Hvorfor? „For at I kan give jer tid til bønnen og så igen komme sammen, så at Satan ikke til stadighed skal friste jer på grund af jeres mangel på selvkontrol.“ (1 Kor. 7:3-5) Paulus’ ord om bøn i denne forbindelse viser hvad en kristen må prioritere højest. Men han gjorde det også klart at enhver gift kristen skal være opmærksom på sin ægtefælles fysiske og følelsesmæssige behov.

14. Hvordan kan det være en hjælp at følge Bibelens principper i det intime forhold i ægteskabet?

14 Det er nødvendigt at manden og hustruen er åbenhjertige over for hinanden, og at de forstår at manglende hensyn i det intime samliv kan medføre problemer. (Læs Filipperbrevet 2:3, 4; jævnfør Mattæus 7:12). Det gælder også i ægteskaber hvor den ene ægtefælle ikke er i sandheden. Selvom man ikke altid er enige, kan den kristne i de fleste tilfælde styrke forholdet ved en god adfærd og ved at være venlig og samarbejdsvillig. (Læs Første Petersbrev 3:1, 2). Kærlighed til Jehova og ens ægtefælle, samt villighed til at give efter, vil gavne denne side af ægteskabet.

15. Hvad betyder respekt for et lykkeligt ægteskab?

15 Også i andre henseender vil den hensynsfulde ægtemand behandle sin hustru med respekt. Han vil for eksempel tage hendes følelser og meninger i betragtning, selv i små ting. En mand der har været gift i 47 år, indrømmer: „Jeg har stadig noget at lære på det område.“ Kristne hustruer bliver formanet til at have dyb respekt for deres mænd. (Ef. 5:33) Hvis man taler nedsættende om sin mand og udbasunerer hans fejl i andres påhør, viser man ikke respekt. Husk i den forbindelse Ordsprogene 14:1: „Den kvinde der ejer sand visdom opbygger sit hus, men den dåragtige river det ned med sine hænder.“

Giv ikke efter for Djævelen

16. Hvordan kan et ægtepar anvende vejledningen i Efeserbrevet 4:26, 27 i deres ægteskab?

16 „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte, og giv ikke plads for Djævelen.“ (Ef. 4:26, 27) Hvis vi handler efter disse ord, kan det hjælpe os til at forebygge eller at bilægge uoverensstemmelser. „Jeg kan ikke huske at min mand og jeg nogen sinde har været uenige uden at vi har fået talt ud om sagen, selvom det har betydet at vi måtte bruge flere timer på at løse problemet,“ siger en søster. Som nygifte besluttede hun og hendes mand at de aldrig ville lade en dag gå til ende uden at de havde fået uoverensstemmelser bragt ud af verden. „Vi blev enige om at vi, uanset hvad problemet var, ville tilgive og glemme og begynde hver dag på en frisk,“ fortæller hun. På den måde nægtede de at ’give plads for Djævelen’.

17. Hvad kan være en hjælp hvis ens ægtefælle ikke lever op til ens forventninger?

17 Hvad så hvis du har giftet dig med en som du ikke synes lever op til dine forventninger? Dit ægteskab er måske ikke så lykkeligt som andres ser ud til at være. Her vil det være en hjælp for dig at tænke på hvordan Gud ser på ægteskabet. Under inspiration formanede Paulus nogle kristne: „Sørg for at ægteskabet holdes i ære blandt alle og at ægtesengen er ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebr. 13:4) Glem heller ikke ordene: „En tretvundet snor rives ikke hurtigt over.“ (Præd. 4:12) Når både manden og hustruen er ivrigt optaget af at ophøje Jehovas navn, bliver de nært knyttet til hinanden og til Gud. De må arbejde på at styrke ægteskabet idet de ved at det vil være til ære for Jehova, der har indstiftet ægteskabet — 1 Pet. 3:11.

18. Hvad kan du være sikker på angående ægteskabet?

18 Det er muligt for kristne at finde glæde i ægteskabet. Det kræver at man gør en indsats, og at man lægger de kristne egenskaber for dagen, deriblandt villigheden til at give efter for hinanden. I dag findes der i Jehovas Vidners menigheder overalt på jorden talrige ægtepar der er et bevis på at det kan lade sig gøre.

Hvad vil du svare?

• Hvorfor er det ikke urealistisk at regne med at et ægteskab kan være lykkeligt?

• Hvad kan bidrage til at et ægteskab bliver godt og holdbart?

• Hvilke egenskaber må ægtefæller opdyrke?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 9]

Ægtepar gør klogt i at tale sammen før de siger ja tak til en indbydelse eller træffer en aftale

[Illustration på side 10]

Sørg for at bilægge uoverensstemmelser før dagen er omme, så I ikke ’giver plads for Djævelen’