Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Jehova hører vores råb om hjælp

Jehova hører vores råb om hjælp

Jehova hører vores råb om hjælp

„Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp.“ — SL. 34:15.

1, 2. (a) Hvordan har mange det i vor tid? (b) Hvorfor overrasker det os ikke?

HAR du sorger og bekymringer? I så fald er du ikke alene om det. Millioner kæmper for at klare det pres der er forbundet med at leve i denne onde ordning. Nogle føler at de næsten ikke kan holde til mere. De har det som salmisten David da han skrev: „Jeg er stivnet og helt knust; jeg har klaget mig over mit hjertes stønnen. Mit hjerte banker heftigt; min kraft har forladt mig; og heller ikke mine øjnes lys findes hos mig.“ — Sl. 38:8, 10.

2 Som kristne er vi ikke overraskede over de sorger og bekymringer vi kommer ud for i livet. Vi er på det rene med at „veer“ ville være en del af det forudsagte tegn på Jesu nærværelse. (Mark. 13:8; Matt. 24:3) Det græske ord der her er gengivet med „veer“, kan også bruges om sorger og trængsler i almindelighed. Det er et velvalgt udtryk for de svære lidelser mange må udholde i disse „kritiske“, eller „hårde“, tider som er så „vanskelige at klare“. — 2 Tim. 3:1; da. aut.

Jehova forstår de trængsler vi gennemgår

3. Hvad er Jehovas tjenere udmærket klar over?

3 Jehovas tjenere er udmærket klar over at de ikke er immune over for virkningerne af disse trængsler, og de vanskelige forhold vil efter al sandsynlighed blive endnu værre. Foruden det som alle kommer ud for, må vi som Guds tjenere også kæmpe med en „modstander, Djævelen,“ der er besluttet på at ødelægge vores tro. (1 Pet. 5:8) Vi kunne derfor let komme til at føle som David, der skrev: „Forsmædelsen har sønderbrudt mit hjerte, og såret er uhelbredeligt. Og jeg håbede at nogen ville vise deltagelse, men der var ingen, eller at nogen ville trøste, men jeg fandt ikke nogen.“ — Sl. 69:20.

4. Hvad er en trøst for os når vi kommer ud for trængsler?

4 Mente David at han slet ikke havde noget håb? Nej. Læg mærke til hvad han siger længere henne i salmen: „Jehova hører på de fattige, og sine fangne [„de fangne af dem der hører ham til“, fdn.] ringeagter han ikke.“ (Sl. 69:33) Undertiden føler vi det måske som om vores trængsler og prøvelser holder os fanget i en skruestik. Andre forstår tilsyneladende ikke rigtig hvad vi må stå igennem. Men ligesom David kan vi finde trøst i tanken om at Jehova forstår hvad vi må lide. — Sl. 34:15.

5. Hvilken tillid nærede kong Salomon?

5 Davids søn Salomon fremhævede Jehovas medfølelse i sin bøn ved indvielsen af templet i Jerusalem. (Læs Anden Krønikebog 6:29-31). Han anråbte Jehova om at bønhøre enhver der oprigtigt nærmede sig Ham for at bede angående „sin egen plage og sin egen smerte“. Hvordan ville Gud reagere over for dem der råbte til ham i deres nød? Salomon udtrykte tillid til at Gud ikke kun ville høre deres bønner, men også gribe ind til gavn for dem. Og det ville han gøre fordi han kender enhver afkrog af „menneskesønnernes hjerte“.

6. Hvad kan vi gøre når vi er foruroligede, og hvorfor?

6 Også vi kan nærme os Jehova i bøn angående ’vores egen plage og vores egen smerte’ — det der tynger os personligt. Vi kan finde trøst i bevidstheden om at Jehova forstår hvad vi må igennem, og at han tager sig af os. Det bekræftede apostelen Peter med ordene: „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ (1 Pet. 5:7) Det der sker med os, berører Jehova. Jesus fremhævede Guds kærlige omsorg da han sagde: „Sælges to spurve ikke for en ringe mønt? Dog falder ikke én af dem til jorden uden jeres Faders viden. Men på jer er endog alle hovedhår talt. Vær derfor ikke bange: I er mere værd end mange spurve.“ — Matt. 10:29-31.

Stol på Jehovas hjælp

7. Hvilken støtte kan vi være sikre på at få?

7 Vi kan være fuldstændig forvissede om at Jehova både kan og vil komme os til hjælp når vi rammes af trængsler. Bibelen siger: „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde.“ (Sl. 34:15-18; 46:1) Hvordan hjælper Gud os? Læg mærke til hvad der står i Første Korintherbrev 10:13: „Gud er trofast, og han vil ikke lade jer blive fristet ud over hvad I kan tåle, men sammen med fristelsen vil han også skabe en udvej, så I kan modstå den.“ Jehova kan gribe ind og fjerne årsagen til vores lidelser eller give os den nødvendige styrke til at udholde dem. Han vil hjælpe os enten på den ene eller den anden måde.

8. Hvad kan vi gøre for at få hjælp fra Gud?

8 Hvad skal vi gøre for at få denne hjælp? Husk på Peters råd: „Kast . . . al jeres bekymring på ham.“ Det betyder at vi så at sige overdrager Jehova ansvaret for alle vores sorger og bekymringer. Vi prøver at holde op med at bekymre os og i stedet tålmodigt stole på at han vil dække vores behov. (Matt. 6:25-32) En sådan tillid kræver at vi er ydmyge og ikke stoler på vores egen kraft eller visdom. Når vi ydmyger os „under Guds vældige hånd“, anerkender vi vores afhængighed af ham. (Læs Første Petersbrev 5:6). Det hjælper os til at udholde det som Gud tillader. Vi længes måske efter at blive udfriet her og nu, men vi stoler på at Jehova véd nøjagtig hvornår og hvordan han skal gribe ind til gavn for os. — Sl. 54:7; Es. 41:10.

9. Hvilken byrde måtte David kaste på Jehova?

9 Husk Davids ord i Salme 55:22: „Kast din byrde på Jehova, og han vil sørge for dig. Han vil aldrig tillade at den retfærdige vakler.“ Da David skrev disse ord, var han hårdt trængt. (Sl. 55:4) Man mener at salmen blev skrevet da Davids søn Absalom forsøgte at rane tronen fra ham. Davids mest betroede rådgiver, Akitofel, gjorde fælles sag med de sammensvorne, og kongen måtte flygte fra Jerusalem for at redde livet. (2 Sam. 15:12-14) Selv under disse prøvelser blev David ved med at stole på Gud, og han blev ikke skuffet.

10. Hvad skal vi gøre når vi kommer ud for trængsler?

10 Det er vigtigt at vi ligesom David beder til Jehova uanset hvilke trængsler vi kommer ud for. Lad os se hvad apostelen Paulus tilskynder os til at gøre når det sker. (Læs Filipperbrevet 4:6, 7). Hvad vil det medføre at vi beder inderligt til Jehova? „Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte [vores] hjerter og [vores] sind.“

11. Hvordan kan „Guds fred“ beskytte vores hjerter og vores sind?

11 Vil det at bede ændre noget ved vores situation? Måske. Vi må imidlertid være klar over at Jehova ikke altid besvarer vores bønner på den måde vi ønsker. Men under alle omstændigheder hjælper bøn os til at bevare ligevægten så vores prøvelser ikke får os til at give fortabt. „Guds fred“ kan virke beroligende og lindrende når vi tynges af smertelige følelser. Som en garnison soldater der beskytter en by mod at blive indtaget af fjenden, vil „Guds fred“ beskytte vores hjerter og vores sind. Den vil også gøre det muligt for os at overvinde tvivl, frygt og negative tanker, og den vil afholde os fra at handle overilet og uklogt. — Sl. 145:18.

12. Beskriv med en illustration hvordan man kan få fred i sindet.

12 Hvordan kan vi have fred i sindet når vi kommer ud for prøvelser? Tænk på en illustration der i nogle henseender svarer til vores situation: En ansat er udsat for chikane af en overordnet. Men den ansatte har mulighed for at fortælle om sin situation og sine følelser til firmaets indehaver, der er en venlig og fornuftig mand. Ejeren forsikrer den ansatte om at han forstår situationen, og han lover at den pågældende snart vil blive fjernet fra sin stilling. Hvordan virker det på den ansatte? Hans tillid til at dette løfte vil blive holdt, og hans viden om hvad der skal ske, styrker hans beslutning om at fortsætte selvom han endnu en tid må udholde nogle ubehagelige situationer. Vi ved også at Jehova forstår vores situation, og han forsikrer os om at „denne verdens hersker [snart vil] blive kastet ud“. (Joh. 12:31) Det er en stor trøst!

13. Hvad må vi gøre ud over at bede?

13 Behøver vi så ikke at gøre andet end at lægge vores problemer frem for Jehova i bøn? Jo. Der skal mere til. Vi må handle i overensstemmelse med vores bønner. Da kong Saul sendte mænd til Davids hjem for at dræbe ham, bad David: „Udfri mig fra mine fjender, min Gud; måtte du beskytte mig mod dem der rejser sig mod mig. Udfri mig fra dem der øver ondt, og frels mig fra blodskyldige mænd.“ (Sl. 59:1, 2) David nøjedes ikke med at bede — han lyttede til sin hustru og gjorde det nødvendige for at slippe væk. (1 Sam. 19:11, 12) Også vi kan bede om praktisk visdom til at gøre det rigtige og måske forbedre den vanskelige situation vi befinder os i. — Jak. 1:5.

Hvordan vi kan få styrke til at holde ud

14. Hvad kan hjælpe os til at holde ud under prøvelser?

14 De prøvelser vi oplever, forsvinder måske ikke lige med det samme. De kan oven i købet vare ved i nogen tid. Hvad kan i så fald hjælpe os til at holde ud? For det første må vi huske at det er et bevis på vores kærlighed til Jehova at vi bliver ved med trofast at tjene ham trods modgang. (Apg. 14:22) Tænk på hvordan Satan anklagede Job. Han sagde til Jehova: „Ville Job tilbede dig hvis ikke han fik noget ud af det? Du har altid beskyttet ham og hans familie og alt hvad han ejer. Du velsigner alt hvad han gør, og du har givet ham kvæg nok så han kan fylde hele landet med det. Men sæt nu at du tager alt det han har, fra ham — så vil han forbande dig lige op i dit ansigt!“ (Job 1:9-11, Today’s English Version) Job bevarede sin uangribelighed og beviste dermed at anklagen var en nedrig løgn. Hvis vi holder ud under prøvelser og modgang, kan vi også bevise at Satan er en løgner. Desuden vil vores håb og vores tillid til Jehova blive styrket når vi holder ud. — Jak. 1:4.

15. Hvilke eksempler kan styrke os?

15 For det andet må vi huske at „det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af [vores] brødre i verden“. (1 Pet. 5:9) Ja, „ingen fristelse har mødt [os] bortset fra hvad der er almindeligt for mennesker“. (1 Kor. 10:13) Vi kan derfor hente styrke og mod ved at tænke på andres eksempel frem for at stirre os blinde på vores egne vanskeligheder. (1 Thess. 1:5-7; Hebr. 12:1) Tag tid til at tænke på hvordan nogle vi kender, trofast har holdt ud trods store sorger og bekymringer. Har vi ledt i vores publikationer efter livsberetninger af nogle der har været ude for problemer som ligner vores? Det kan være meget opmuntrende og trøstende.

16. Hvordan styrker Gud os når vi kommer ud for forskellige prøvelser?

16 For det tredje må vi huske at Jehova er „den inderlige barmhjertigheds Fader og al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel, så vi kan trøste dem som er i al slags trængsel, med den trøst hvormed vi selv trøstes af Gud“. (2 Kor. 1:3, 4) Det er som om Gud står ved vores side for at opmuntre og styrke os, ikke kun i den øjeblikkelige trængsel, men „i al vor trængsel“. Derfor kan vi også „trøste dem som er i al slags trængsel“. Paulus erfarede personligt sandheden i disse ord. — 2 Kor. 4:8, 9; 11:23-27.

17. På hvilken måde er Bibelen en hjælp for os til at klare de vanskeligheder vi kommer ud for?

17 For det fjerde har vi Guds ord, Bibelen, som er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning“. (2 Tim. 3:16, 17) Ved hjælp af Guds ord bliver vi ikke blot „udrustet til enhver god gerning“; vi bliver „fuldt udrustet“, og det gør det muligt for os at klare livets sorger og bekymringer. Det ord der fra grundsproget, græsk, er oversat med „fuldt udrustet“, betyder bogstaveligt „fuldstændig beredt“. Dette ord kan i oldtiden være blevet brugt om en båd der var udstyret med alt fornødent til en sørejse, eller om et redskab der kunne udrette hvad som helst man forventede af det. Således sørger Jehova også for gennem sit ord at give os alt hvad vi behøver for at klare hvad som helst vi måtte komme ud for. Vi kan derfor sige: „Hvis Gud tillader det, kan jeg også klare det med hans hjælp.“

Udfriet af alle vores prøvelser

18. Hvad kan yderligere hjælpe os til trofast at holde ud?

18 For det femte må vi altid holde blikket rettet mod det vidunderlige løfte om at Jehova snart vil befri hele menneskeheden for alle sorger og bekymringer. (Sl. 34:19; 37:9-11; 2 Pet. 2:9) Og han vil ikke kun udfri os af alle de nuværende trængsler. Han giver os også mulighed for at opnå evigt liv, enten i himmelen sammen med Jesus eller i et paradis på jorden.

19. Hvordan kan vi holde trofast ud?

19 Indtil da bliver vi ved med at udholde de prøvende forhold i denne onde verden. Vi længes inderligt efter den tid hvor disse forhold hører fortiden til. (Sl. 55:6-8) Lad os huske at vi med vores trofaste udholdenhed beviser at Djævelen er en løgner. Lad os hente styrke gennem bønnen og gennem det kristne brodersamfund, idet vi husker at vores brødre gennemgår lignende prøvelser. Lad os fortsat være „fuldt udrustet“ ved at gøre god brug af Guds ord. Lad intet rokke os i vores tillid til at „al trøsts Gud“ vil tage sig kærligt af os. Lad os huske at „Jehovas øjne hviler på de retfærdige, og hans ører lytter til deres råb om hjælp“. — Sl. 34:15.

Kan du svare?

• Hvordan følte David det da han kom ud for prøvelser?

• Hvilken tillid gav kong Salomon udtryk for?

• Hvad kan hjælpe os til at udholde det som Jehova tillader?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 13]

Salomon havde tillid til at Jehova ville gribe ind til gavn for sine nødstedte tjenere

[Illustration på side 15]

David kastede sin byrde på Jehova i bøn og handlede derpå i overensstemmelse med det han bad om