Vær rimelig, villig til at give efter
Vær rimelig, villig til at give efter
„Bliv ved med at minde dem om . . . at være rimelige.“ — TITUS 3:1, 2.
1, 2. Hvad siger Bibelen om det at være rimelig og villig til at give efter, og hvorfor er det vigtigt?
JEHOVA, vor kærlige himmelske Fader, har ubegrænset visdom. I erkendelse af at vi er skabt af ham, ser vi hen til ham efter vejledning. (Sl. 48:14) Den kristne discipel Jakob skrev: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig [„eftergivende“, fdn.], rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk.“ — Jak. 3:17.
2 „Lad jeres rimelighed [„eftergivenhed“, Kingdom Interlinear] blive kendt for alle mennesker,“ opfordrede apostelen Paulus. * (Fil. 4:5) Kristus Jesus er den kristne menigheds Herre og Overhoved. (Ef. 5:23) Det har derfor stor betydning at vi hver især viser rimelighed, idet vi underordner os Kristi ledelse og er villige til at give efter for vore medmennesker når det er på sin plads.
3, 4. (a) Giv eksempler på at det fører noget godt med sig at være villig til at give efter. (b) Hvad vil vi se nærmere på?
3 Det er til gavn for os at have en sådan indstilling. Tænk blot på de følgende eksempler: Da der efter afsløringen af et formodet terrorkomplot i Storbritannien var behov for at øge sikkerheden, var de fleste flypassagerer villige til at overholde et forbud mod at medtage genstande der hidtil havde været tilladt i håndbagagen. Og når vi kører bil, kan det undertiden være nødvendigt at sætte farten ned og ikke køre så hurtigt som loven tillader, af hensyn til alles sikkerhed og for at undgå ulykker.
4 Mange har dog svært ved at bøje af for andre. Det vil derfor være en hjælp at vi ser nærmere på tre sider af dét at være villig til at give efter, nemlig vores motiv, vores indstilling til myndighed og i hvor stor udstrækning det vil være rigtigt eller nødvendigt at give efter.
Hvorfor være villig til at give efter?
5. Hvad kunne ifølge Moseloven få en træl til at vælge at blive hos sin herre?
5 Et eksempel fra førkristen tid fremhæver det rette motiv til villigt at give afkald på sine rettigheder af hensyn til andre. Ifølge Moseloven skulle hebraiske trælle sættes fri i det syvende år af deres tjeneste eller allerede i jubelåret hvis det indtraf først. Men en træl kunne vælge at forblive træl. (Læs Anden Mosebog 21:5, 6). Hvad kunne få en træl til at vælge at forblive under sin herres myndighed? Det kunne kærlighed til en hensynsfuld herre.
6. Hvilken forbindelse er der mellem kærlighed og hensyn?
6 På samme måde er det af kærlighed til Jehova at vi indvier os til ham og bliver ved med at leve op til vores indvielse. (Rom. 14:7, 8) „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde,“ skrev apostelen Johannes. (1 Joh. 5:3) Denne kærlighed søger ikke sine egne interesser. (1 Kor. 13:4, 5) Når vi har med andre at gøre, vil næstekærligheden få os til at lade hensynet til dem være det vigtigste. Vi lader os ikke beherske af selviskhed, men tager i betragtning hvad der gavner andres interesser. — Fil. 2:2, 3.
7. Hvad betyder det for vores forkyndelse at vi er villige til at tilpasse os?
7 Hverken vores ord eller handlinger skulle få andre til at snuble. (Ef. 4:29) Kærligheden vil motivere os til ikke at gøre noget der kunne hindre folk fra forskellige miljøer og kulturer i at gøre fremskridt hen imod at tjene Jehova. Det indebærer ofte at vi må tilpasse os. For eksempel vil missionærsøstre der har været vant til at bruge kosmetik, ikke insistere på at gøre det i et distrikt hvor det kunne rejse tvivl om deres moral eller volde anstød. — 1 Kor. 10:31-33.
8. Hvordan kan kærligheden til Gud hjælpe os til at ’opføre os som en af de mindre’?
8 Vores kærlighed til Jehova får os til at bekæmpe stolthed. Da Jesus hørte sine disciple diskutere hvem af dem der var den største, stillede han et lille barn midt iblandt dem og sagde: „Enhver som tager imod dette lille barn på grundlag af mit navn, tager imod mig, og enhver som tager imod mig, tager imod den som har udsendt mig. For den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle, han er stor.“ (Luk. 9:48; Mark. 9:36) Det kan være svært for os personligt at opføre os som „en af de mindre“. Vores nedarvede ufuldkommenhed og tilbøjeligheden til at være stolt kan få os til at stræbe efter en fremtrædende stilling, men ydmyghed vil hjælpe os til at være beskedne og vise hinanden ære. — Rom. 12:10.
9. Hvad indebærer det at være villig til at give efter?
9 At være villig til at give efter indebærer også at man respekterer Guds ordning for myndighed. Alle sande kristne anerkender at ledelsens princip har stor betydning. Apostelen Paulus beskrev princippet klart for korintherne med ordene: „Jeg ønsker I skal vide at hver mands hoved er Messias; og en kvindes hoved er manden; og Messias’ hoved er Gud.“ — 1 Kor. 11:3.
10. Hvad viser vi når vi underordner os Jehova?
10 Når vi underordner os Gud, viser vi vores tillid til ham som vor kærlige Fader. Han kender til alt hvad der sker, og han kan belønne os efter vores behov. Det er godt at tænke på når andre behandler os respektløst eller bliver vrede og hidser sig op over for os. Paulus skrev: „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ Han gav vejledningen vægt ved at tilføje: „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ — Rom. 12:18, 19.
11. Hvordan kan vi vise at vi underordner os Kristi ledelse?
11 Den myndighed Gud har givet nogle i den kristne menighed, er også noget vi må respektere. I Åbenbaringens Bog, kapitel 1, skildres Kristus Jesus som en der holder menighedens „stjerner“ i sin højre hånd. (Åb. 1:16, 20) I bred betydning er disse „stjerner“ et symbol på menighedernes ældsteråd, deres råd af tilsynsmænd. Disse udnævnte tilsynsmænd følger Kristi ledelse og efterligner hans hensynsfulde måde at behandle andre på. Alle i menigheden underlægger sig den ordning Jesus har indført, idet han lader „den trofaste og kloge træl“ sørge for åndelig føde i rette tid. (Matt. 24:45-47) Vi viser at vi underordner os Kristi ledelse ved villigt at studere de publikationer der udgives, og handle efter det vi lærer. Derved bidrager vi til freden og enheden. — Rom. 14:13, 19.
Hvornår give efter?
12. Hvorfor er der en grænse for vores villighed til at tilpasse os?
12 At vi er rimelige, villige til at give efter, betyder imidlertid ikke at vi går på kompromis angående vores tro eller Guds principper. Hvilket standpunkt indtog de kristne i det første århundrede da de religiøse ledere forbød dem at undervise på grundlag af Jesu navn? Peter og de andre apostle svarede frimodigt: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ (Apg. 4:18-20; 5:28, 29) Når myndighederne i et land forsøger at tvinge os til at holde op med at forkynde den gode nyhed, indstiller vi derfor ikke arbejdet, men tilpasser fremgangsmåderne så vi ikke vækker opsigt. Hvis øvrigheden forbyder os at forkynde fra hus til hus, finder vi andre udveje for at kontakte folk og blive ved med at udføre den opgave Gud har pålagt os. Og hvis „de højere myndigheder“ nedlægger forbud mod vores møder, mødes vi diskret i små grupper. — Rom. 13:1; Hebr. 10:24, 25.
13. Hvad sagde Jesus om at underordne sig dem der har myndighed?
13 I Bjergprædikenen gjorde Jesus opmærksom på at vi skal underordne os myndighederne. Han sagde: „Hvis nogen vil føre en sag imod dig og tage din underklædning, så lad ham også få yderklædningen; og hvis en myndighedsperson pålægger dig som tvungen tjeneste at gå en mil, så gå to mil med ham.“ (Matt. 5:40, 41) * Hensynet til andre og ønsket om at hjælpe dem får også os til, så at sige, at gå en ekstra mil. — 1 Kor. 13:5; Tit. 3:1, 2.
14. Hvorfor må vi aldrig give efter for frafald?
14 Selv om vi er villige til at give efter, må det aldrig få os til at indgå kompromiser med frafaldne. Det er nødvendigt at vi indtager et klart og afgjort standpunkt på dette område for at bevare sandheden ren og ubesmittet og værne om menighedens enhed. Om nogle „falske brødre“ skrev Paulus: „Dem gav vi ikke i underkastelse efter for, nej ikke for en time, for at den gode nyheds sandhed kunne forblive hos jer.“ (Gal. 2:4, 5) I de sjældne tilfælde hvor der er tale om frafald, vil trofaste kristne stå fast for det der er ret.
Tilsynsmænd må være villige til at give efter
15. Hvordan kan kristne tilsynsmænd vise at de er villige til at give efter når de holder møder?
15 En af kvalifikationerne hos dem der udnævnes som tilsynsmænd, er at de skal være rimelige. Paulus skrev: „Tilsynsmanden bør derfor være . . . rimelig [„eftergivende“, fdn.].“ (1 Tim. 3:2, 3) Det er især vigtigt når de ældste mødes for at drøfte menighedsanliggender. Før der træffes en afgørelse, står det enhver af de tilstedeværende frit at fremsætte sin oprigtige mening, om end det ikke er nødvendigt at alle ældste giver deres besyv med. Under drøftelsen kan det ske at en af de tilstedeværende skifter mening efterhånden som han hører de andre henlede opmærksomheden på relevante bibelske principper. En moden ældste vil i det tilfælde ikke holde stejlt på sin personlige mening, men være villig til at give sig. Til at begynde med har der måske været forskellige holdninger fremme, men grundig eftertanke under bøn fremmer enheden mellem ældste der er rimelige og omgængelige. — 1 Kor. 1:10; læs Efeserbrevet 4:1-3.
16. Hvilken indstilling skulle en kristen tilsynsmand have?
16 En kristen ældste bør bestræbe sig for at følge teokratisk orden i alt hvad han foretager sig. Hans tjenstvillige indstilling skulle også kendetegne ham når han virker som hyrde for hjorden, og det vil få ham til at være hensynsfuld og nænsom over for andre. Peter skrev: „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, ikke tvungent, men villigt; heller ikke af kærlighed til uærlig vinding, men af iver.“ — 1 Pet. 5:2.
17. Hvordan kan alle i menigheden vise en samarbejdsvillig indstilling?
17 De ældre i menigheden sætter pris på den kærlige hjælp de får af de yngre, og viser at de værdsætter dem. Og de unge respekterer dem der har lang tids erfaring i Jehovas tjeneste. (1 Tim. 5:1, 2) De kristne ældste spejder efter kvalificerede mænd som de kan betro et ansvar og oplære til at tage sig af Guds hjord. (2 Tim. 2:1, 2) Hver enkelt kristen bør tage Paulus’ inspirerede råd til hjerte: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige [„giv efter under“, fdn.], for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“ — Hebr. 13:17.
Villig til at give efter i familien
18. Hvorfor er det vigtigt at være villig til at give efter i familien?
18 Også i forbindelse med familieordningen er det vigtigt at man er villig til at give efter. (Læs Kolossenserbrevet 3:18-21). Bibelen beskriver de enkeltes plads i den kristne familie. Faderen skal ikke alene være overhoved for sin hustru, men også bære hovedansvaret for at opdrage børnene. Hustruen skal anerkende sin mands myndighed, og børnene må gøre deres bedste for at være lydige, noget som er „velbehageligt i Herren“. Alle i familien kan bidrage til enheden og freden i hjemmet ved at være villige til at give efter når det er på sin plads. Bibelen omtaler nogle eksempler der viser det.
19, 20. (a) Beskriv modsætningen mellem det som henholdsvis Eli og Jehova gjorde. (b) Hvad kan forældre lære af disse eksempler?
19 Da Samuel endnu var dreng, tjente Eli som ypperstepræst i Israel. Men hans sønner, Hofni og Pinehas, var „uslinge“ der ’ikke kendte Jehova’. Eli hørte det dårlige rygte om dem, blandt andet at de bedrev utugt med de kvinder som tjente ved indgangen til mødeteltet. Hvad gjorde han ved det? Han sagde til sine sønner at hvis de syndede mod Jehova, var der ingen til at bede for dem; men han undlod at retlede og tugte dem. Derfor fremturede sønnerne i deres overtrædelser. Omsider afgjorde Jehova med rette at de fortjente at dø. Nyheden om deres død forårsagede også Elis død. Hvor sørgeligt! Det er tydeligt at Eli handlede uret ved at være eftergivende over for sine ugudelige sønner og blot lade stå til. — 1 Sam. 2:12-17, 22-25, 34, 35; 4:17, 18.
20 Som en modsætning hertil er det værd at se hvordan Gud ved en lejlighed forholdt sig over for sine åndesønner. Profeten Mikaja fik et bemærkelsesværdigt syn af et møde Jehova havde med sine engle. Jehova spurgte hvem af englene der kunne narre kong Akab af Israel så denne onde konge blev fjernet. Jehova lyttede til de forslag som flere åndesønner kom med. Så erklærede en engel at han kunne narre Akab. Jehova spurgte ham hvordan han ville gøre det; og da forslaget lød godt, lod Jehova den pågældende engel gennemføre forslaget. (1 Kong. 22:19-23) Lærer den beretning os ikke noget om at vi i familiens kreds må være villige til at give efter? En kristen ægtemand og far gør vel i at overveje sin kones og sine børns idéer og forslag. På den anden side må hustruen og børnene indse at hvis de har fremsat en mening eller et ønske, kan det være nødvendigt at de respektfuldt giver efter og følger anvisningerne fra den der ifølge Bibelen har fået myndighed til at træffe afgørelser.
21. Hvad vil vi komme ind på i den næste artikel?
21 Vi har god grund til at være taknemmelige for Jehovas kærlige og vise formaninger om at være villig til at give efter. (Sl. 119:99) I den næste artikel vil vi se på hvordan det at være villig til at give efter kan bidrage til glæden i ægteskabet.
[Fodnoter]
^ par. 2 Apostelen Paulus bruger her et græsk ord der er vanskeligt at gengive med et enkelt ord. Et opslagsværk siger: „Der er blandt andet tale om at man er villig til at give afkald på sine personlige rettigheder og til at vise hensyn og nænsomhed over for andre.“ Det ord Paulus bruger, betyder altså at man er villig til at give efter over for andre, idet man ikke holder på sin ret eller forlanger at lovens bogstav bliver fulgt. Det indebærer også at man er villig til at underordne sig myndighed.
^ par. 13 Se artiklen „Hvis man pålægger dig en tvungen tjeneste“ i Vagttårnet for 15. februar 2005, side 23-26.
Hvad vil du svare?
• Hvad kan det medføre at man er villig til at give efter?
• På hvilke måder kan tilsynsmænd vise at de er villige til at give efter?
• Hvorfor er det vigtigt at være villig til at give efter i familiens kreds?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 4]
Ældste efterligner Jesu kærlige måde at behandle andre på
[Illustration på side 6]
Eftertanke under bøn og villighed til at give efter fremmer enheden når de ældste holder møde
