Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Afvis det der er tomt og uden værdi

Afvis det der er tomt og uden værdi

Afvis det der er tomt og uden værdi

„Den der jager efter tomhed mangler et forstandigt hjerte.“ — ORDSP. 12:11.

1. Nævn noget af det vi har af værdi, og hvordan vi bedst gør brug af det.

SOM kristne ejer vi alle noget som er af værdi af den ene eller anden art. Det kan være et nogenlunde godt helbred, fysiske kræfter, medfødte mentale evner eller økonomiske midler. Da vi elsker Jehova, er vi glade for at gøre brug af alt dette i tjenesten for ham og på den måde efterkomme den bibelske opfordring: „Ær Jehova med din velstand.“ — Ordsp. 3:9.

2. Hvilken advarsel indeholder Bibelen om det der er tomt og uden værdi, og hvordan gælder denne advarsel helt bogstaveligt?

2 Modsat taler Bibelen også om noget som er tomt og uden værdi, og advarer imod at man spilder sine kræfter og midler på at jage efter det. Læg i denne forbindelse mærke til hvad der siges i Ordsprogene 12:11: „Den der dyrker sin jord mættes med brød, men den der jager efter tomhed [el.: det der er uden værdi] mangler et forstandigt hjerte.“ Det er ikke svært at se hvordan dette ordsprog gælder helt bogstaveligt. Hvis en mand bruger sin tid og sine kræfter på at arbejde hårdt for at skaffe familien mad og andre fornødenheder, vil de sandsynligvis opnå en vis form for tryghed. (1 Tim. 5:8) Men hvis han spilder sin tid og sine kræfter på noget som er uden værdi, viser han at han „mangler et forstandigt hjerte“, det vil sige at han mangler sund dømmekraft og tilstrækkelig motivation. Det vil højst sandsynligt medføre at han kommer til at mangle livets fornødenheder.

3. Hvordan skal Bibelens advarsel mod at jage efter det der er uden værdi, forstås i forbindelse med tilbedelsen af Gud?

3 Hvad nu hvis vi anvender princippet i ordsproget på tilbedelsen af Gud? Da ser vi at den der trofast og flittigt tjener Jehova, opnår sand tryghed. Han kan have tillid til at han har Guds velsignelse nu og et sikkert håb for fremtiden. (Matt. 6:33; 1 Tim. 4:10) Men den der lader sig distrahere af noget som er uden værdi, bringer sit forhold til Jehova og udsigten til evigt liv i fare. Hvordan undgår vi at gøre det? Vi må klart kunne se hvad det er der er „uden værdi“ i vort liv, og være besluttede på at afvise det. — Læs Titus 2:11, 12.

4. Hvad er dét som er uden værdi, generelt set?

4 Hvad er så det der er uden værdi? Generelt kan man sige at det er alt hvad der afholder os fra at tjene Jehova af hele vor sjæl. Det kan for eksempel være forskellige former for afslapning og adspredelser. De har naturligvis deres berettigelse i begrænset omfang, men når vi bruger for meget tid på dem på bekostning af tilbedelsen af Gud, går det ud over vores åndelige velbefindende og er dermed uden værdi. (Præd. 2:24; 4:6) For at undgå dét må man sørge for at have balance i tilværelsen ved at passe på hvordan man bruger tiden, for den er værdifuld. (Læs Kolossenserbrevet 4:5). Til det der er uden værdi, hører dog noget som er langt farligere end afslapning og adspredelser. Det er falske guder.

Afvis værdiløse guder

5. Hvilket andet udtryk kunne anvendes om ordet for „afguder“ i De Hebraiske Skrifter?

5 Det er interessant at lægge mærke til at i de fleste skriftsteder hvor ordet „afguder“ forekommer i De Hebraiske Skrifter, er det oversat fra et ord der også kunne gengives med „værdiløse guder“, som det fremgår af fodnoten til nogle af stederne. For eksempel sagde Jehova til Israel: „I må ikke lave jer afguder [værdiløse guder, fdn.], og I må ikke rejse jer et udskåret billede eller en hellig støtte, og I må ikke opstille en stenfigur i jeres land for at bøje jer for den.“ (3 Mos. 26:1) Og kong David skrev: „Jehova er stor, og han skal lovsynges i rigt mål, og han er mere frygtindgydende end alle andre guder. For alle folkeslagenes guder er afguder [værdiløse guder, fdn.]; men Jehova har frembragt himmelen.“ — 1 Krøn. 16:25, 26.

6. Hvorfor er falske guder værdiløse?

6 Som David sagde, er vi omgivet af vidnesbyrd om Jehovas storhed. (Sl. 139:14; 148:1-10) Det var et stort privilegium for israelitterne at stå i et pagtsforhold til Jehova, og hvor var det tåbeligt af dem at vende sig bort fra ham og bøje sig for udskårne billeder og hellige støtter! Deres afguder viste sig i sandhed at være værdiløse, uden kraft til at frelse hverken sig selv eller deres tilbedere. – Dom. 10:14, 15; Es. 46:5-7.

7, 8. Hvordan kan „Rigdom“ blive en gud?

7 I mange lande i dag bøjer man sig stadig for gudebilleder skabt af mennesker, men de er lige så nytteløse nu som de var i fortiden. (1 Joh. 5:21) Bibelen fortæller imidlertid at der findes andre guder end gudebilleder. Læg for eksempel mærke til disse ord af Jesus: „Ingen kan trælle for to herrer; for enten vil han hade den ene og elske den anden, eller han vil holde sig til den ene og foragte den anden. I kan ikke trælle både for Gud og for Rigdom.“ — Matt. 6:24.

8 Hvordan kan „Rigdom“ være som en gud? Lad os som eksempel tage en sten der lå på marken i det gamle Israel. Den kunne være meget nyttig når man skulle bygge et hus eller en mur. Men hvis israelitterne rejste den som „en hellig støtte“ eller „en stenfigur“, blev den en snublesten for dem. (3 Mos. 26:1) På samme måde er det med penge. Vi må have dem for at kunne leve, og vi kan gøre god brug af dem i Jehovas tjeneste. (Præd. 7:12; Luk. 16:9) Men hvis vi betragter det at tjene penge som vigtigere end vores kristne tjeneste, er de i realiteten blevet en gud for os. (Læs Første Timoteusbrev 6:9, 10). I denne verden, hvor penge spiller så stor en rolle, må vi sikre os at vi har et ligevægtigt syn på dem. — 1 Tim. 6:17-19.

9, 10. (a) Hvordan vil en kristen se på uddannelse? (b) Hvad er faren ved en højere uddannelse?

9 Et andet eksempel på at noget der er nyttigt, kan blive noget der ingen værdi har, er en verdslig uddannelse. Vi ønsker at vore børn skal have en god uddannelse så de kan klare sig i tilværelsen. Og vigtigere end det: En kristen der har en god skoleuddannelse, kan bedre forstå det han læser i Bibelen, ræsonnere over spørgsmål og drage fornuftige slutninger samt undervise i Bibelens sandheder på en klar og overbevisende måde. Det tager tid at få en god uddannelse, men den tid er godt anvendt.

10 Hvad så med den højere uddannelse, den man får på et universitet eller en højere læreanstalt? Det er en udbredt opfattelse at dette er vejen til succes i livet. Men mange der får en sådan uddannelse, ender med at få hovedet fyldt med en skadelig verdslig visdom. Man spilder værdifulde ungdomsår som ville være bedre anvendt i tjenesten for Jehova. (Præd. 12:1) Ikke overraskende ser man netop at i lande hvor mange har fået en sådan uddannelse, er der også mange der har mistet troen på Gud. I stedet for at stole på at denne verdens avancerede uddannelsessystemer skal give én tryghed i livet, er det bedre at sætte sin lid til Gud. — Ordsp. 3:5.

Lad ikke kødelige ønsker blive en gud

11, 12. Hvorfor sagde Paulus om nogle: „Deres gud er bugen“?

11 I sit brev til menigheden i Filippi peger apostelen Paulus på noget andet der kan blive en gud. Han taler om nogle som tidligere havde troen, men siger nu om dem: „Der er mange — jeg plejede at nævne dem ofte, og nu nævner jeg dem også med gråd — der vandrer som fjender af Messias’ marterpæl; deres endeligt er ødelæggelse, deres gud er bugen, . . . og de har deres sind rettet mod det jordiske.“ (Fil. 3:18, 19) Hvordan kan „bugen“ være en gud?

12 Det ser ud til at for dem som Paulus her nævner, var ønsket om at opfylde deres egne kødelige ønsker blevet vigtigere end at tjene Jehova sammen med Paulus. Nogle har måske helt bogstaveligt fyldt sig med så megen mad og drikke at det grænsede til fråseri og drukkenskab. (Ordsp. 23:20, 21; jævnfør Femte Mosebog 21:18-21). Andre kan have valgt at benytte sig af de muligheder der fandtes i verden dengang, og har ladet sig føre bort fra tjenesten for Jehova. Måtte vi aldrig lade ønsket om at „nyde livet“ få os til at slække på vores helhjertede tjeneste for Jehova. — Kol. 3:23, 24.

13. (a) Hvad er havesyge, og hvad sidestillede Paulus havesyge med? (b) Hvordan undgår man havesyge?

13 Paulus nævnte også afgudsdyrkelse i en anden sammenhæng. Han skrev: „I skal derfor gøre jeres lemmer som er på jorden, døde med hensyn til utugt, urenhed, seksuel lidenskab, skadeligt begær, og havesygen, som er afgudsdyrkelse.“ (Kol. 3:5) Havesyge, eller begær, er et stærkt ønske om at eje noget som ikke tilhører os. Det kan være begær efter noget materielt, men det kan også være et seksuelt begær. (2 Mos. 20:17) Er det ikke tankevækkende at et sådant begær sidestilles med afgudsdyrkelse? Jesus brugte et stærkt billede for at vise hvor vigtigt det er at gøre alt hvad der står i ens magt, for at beherske et uret begær. — Læs Markus 9:47; 1 Joh. 2:16.

Tag jer i agt for ord der er uden værdi

14, 15. (a) Hvilke ord fik mange til at snuble på Jeremias’ tid? (b) Hvorfor var Moses’ ord værdifulde?

14 Ord kan også være uden værdi. For eksempel sagde Jehova til Jeremias: „Det er løgn, det profeterne profeterer i mit navn. Jeg har ikke sendt dem, og jeg har ikke givet dem påbud eller talt til dem. Falske syner og spådomme og værdiløse påstande og deres hjertes svigefulde påfund fremholder de som profeti for jer.“ (Jer. 14:14) De falske profeter hævdede at de talte i Jehovas navn, men det var deres egne idéer, deres egen visdom, de udbredte. Deres ord var værdiløse påstande. De var uden værdi og udgjorde en virkelig trussel mod den sande tilbedelse. I 607 f.v.t. led mange af dem som havde givet agt på sådanne værdiløse ord, en brat død for de babyloniske soldaters hånd.

15 I modsætning hertil sagde Moses til israelitterne: „Ret jeres hjerte mod alle de ord som jeg har advaret jer med i dag, . . . For det er ikke et ord uden værdi for jer; men det betyder livet for jer, og ved dette ord kan I få en lang række dage på den jord som I går over Jordan for at tage i besiddelse.“ (5 Mos. 32:46, 47) Ja, Moses’ ord var inspireret af Gud. Derfor var de værdifulde, ja livsvigtige, for folkets trivsel. De som gav agt på dem, opnåede velstand og et langt liv. Måtte vi altid tilbagevise ord der er uden værdi, og holde os til sandhedens værdifulde ord.

16. Hvordan ser vi på udtalelser af videnskabsmænd som modsiger Guds ord?

16 Hører vi ord der er uden værdi, i dag? Ja. For eksempel siger nogle videnskabsmænd at evolutionsteorien og videnskabelige opdagelser på andre felter har vist at det ikke længere er nødvendigt at tro på Gud, men at alt kan forklares ved hjælp af naturlige processer. Skulle sådanne arrogante udtalelser forurolige os? Naturligvis ikke! Menneskers visdom er anderledes end Guds visdom. (1 Kor. 2:6, 7) Og vi véd at når menneskers lærdomme modsiger det Gud har åbenbaret, er det altid de lærdomme som stammer fra mennesker, der er forkerte. (Læs Romerbrevet 3:4). Til trods for de fremskridt videnskaben har gjort på visse områder, forbliver den bibelske vurdering af menneskers visdom dog sand: „Denne verdens visdom er . . . tåbelighed i Guds øjne.“ I sammenligning med Guds uforlignelige visdom er menneskers tanker forgæves, uden værdi. — 1 Kor. 3:18-20.

17. Hvordan skal vi se på de ord der kommer fra kristenhedens religiøse ledere og fra de frafaldne?

17 Et andet eksempel på ord der er uden værdi, finder vi hos kristenhedens religiøse ledere. De hævder at de taler i Guds navn, men det meste af det de siger, er ikke baseret på Bibelen og er derfor uden værdi. Nogle som er frafaldne, udtaler også ord der er uden værdi, idet de hævder at de har større visdom end den udnævnte „trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45-47) Det de udtaler, er imidlertid deres egen visdom og er som sådan uden værdi, en snublesten for enhver der lytter til dem. (Luk. 17:1, 2) Hvordan undgår vi at blive vildledt af dem?

Hvordan man afviser ord der er uden værdi

18. I hvilke situationer kan vi følge rådet i Første Johannesbrev 4:1?

18 Den aldrende apostel Johannes gav klog vejledning herom. (Læs Første Johannesbrev 4:1). I overensstemmelse med denne vejledning opfordrer vi altid dem vi møder i forkyndelsen, til at efterprøve det de hører, ved at sammenligne det med hvad Bibelen siger. Det er også en god regel som vi selv bør følge. Hvis vi hører nogle som udtaler sig kritisk med hensyn til sandheden, eller som taler nedsættende om menigheden, de ældste eller andre af vore brødre, skal vi ikke uden videre godtage det. Vi kunne i stedet spørge: „Handler den der udbreder denne historie, i overensstemmelse med det Bibelen siger? Fremmer sådanne historier eller påstande Jehovas hensigt? Gavner de freden i menigheden?“ Alt hvad vi hører, og som virker nedbrydende og ikke opbyggende på brodersamfundet, er uden værdi. — 2 Kor. 13:10, 11.

19. Hvordan sikrer de ældste sig at deres ord ikke er uden værdi?

19 Angående ord der er uden værdi, er der også noget de ældste må lægge sig på sinde. Når de skal give vejledning, skal de tænke på deres egne begrænsninger og ikke give en vejledning som udelukkende er baseret på deres egen viden og erfaring. De må altid vise hen til det Bibelen siger. En god regel finder vi i apostelen Paulus’ ord: „Gå ikke ud over det der står skrevet.“ (1 Kor. 4:6) De ældste går ikke ud over det der står skrevet i Bibelen, og for den sags skyld heller ikke ud over den bibelske vejledning der findes i publikationerne fra den trofaste og kloge træl.

20. Hvordan får vi hjælp til at afvise det der er uden værdi?

20 Det der er uden værdi — det være sig „guder“, ord eller noget andet — er skadeligt. Af den grund vil vi altid bede Jehova hjælpe os til at se om noget er uden værdi, og søge hans ledelse med hensyn til hvordan vi afviser det. Når vi gør det, siger vi i realiteten med salmisten: „Lad mine øjne vige fra at se på det der er uden værdi; bevar mig i live på din vej.“ (Sl. 119:37) I den følgende artikel vil vi se nærmere på værdien af at følge Jehovas ledelse.

Kan du forklare følgende?

• Hvad hører generelt til det som er uden værdi, og som vi må afvise?

• Hvordan kan vi undgå at penge bliver som en gud for os?

• På hvilken måde kan kødelige ønsker blive det samme som afgudsdyrkelse?

• Hvordan kan vi afvise ord der er uden værdi?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 3]

Israelitterne blev opfordret til at ’dyrke jorden’ og ikke jage efter det der er uden værdi

[Illustration på side 5]

Lad aldrig ønsket om materielle ting indvirke på din tjeneste for Jehova

[Illustration på side 6]

De ældstes ord kan være af stor værdi