Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hovedpunkter fra Johannesevangeliet

Hovedpunkter fra Johannesevangeliet

Jehovas ord er levende

Hovedpunkter fra Johannesevangeliet

JOHANNES, „den discipel som Jesus elskede“, er den sidste der skrev en inspireret beretning om Jesu liv og tjeneste. (Joh. 21:20, 21) Johannesevangeliet er skrevet omkring år 98 og gentager ikke meget af det der er med i de tre andre evangelier.

Apostelen Johannes skrev sit evangelium med en bestemt hensigt i tanke. Herom siger han: „Dette er blevet skrevet for at I kan tro at Jesus er Messias, Guds søn, og for at I, fordi I tror, kan have liv ved hans navn.“ (Joh. 20:31) Dets budskab er derfor af stor værdi for os. — Hebr. 4:12.

„SE, GUDS LAM“

(Joh. 1:1–11:54)

Da Johannes Døber ser Jesus komme gående, udbryder han tillidsfuldt: „Se, Guds lam som tager verdens synd bort!“ (Joh. 1:29) Mens Jesus forkynder, underviser og udfører kraftige gerninger på sin rejse gennem Samaria, Galilæa, Judæa og landet øst for Jordan, ’kommer mange til ham og får tro på ham’. — Joh. 10:41, 42.

Et af de mest storslåede mirakler Jesus udfører, er at han oprejser Lazarus. Mange får tro på Jesus ved at se at en mand som har været død i fire dage, vækkes til live. De øverste præster og farisæerne lægger imidlertid råd op om at dræbe Jesus. Jesus tager derfor bort derfra — „til egnen nær ørkenen, til en by der kaldes Efraim“. — Joh. 11:53, 54.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

1:35, 40 — Hvem var den discipel der foruden Andreas stod sammen med Johannes Døber? Skribenten bruger kun navnet Johannes om Johannes Døber og omtaler aldrig sig selv ved navn i sit evangelium. Den unavngivne discipel er derfor åbenbart evangelieskribenten Johannes selv.

2:20 — Hvilket tempel var „blevet bygget på seksogfyrre år“? Jøderne sigtede med denne udtalelse til kong Herodes’ genopbygning af Zerubbabels tempel. Ifølge historieskriveren Josefus påbegyndte Herodes arbejdet i sit 18. regeringsår, eller i år 18/17 f.v.t. Selve tempelhelligdommen og andre store bygninger blev opført på otte år. Men arbejdet på det samlede kompleks fortsatte helt op til og på den anden side af påsken i år 30, hvor jøderne udtalte at det havde taget 46 år at bygge det.

5:14 — Skyldes sygdom et menneskes synder? Ikke nødvendigvis. Den mand Jesus helbredte, havde været syg i 38 år på grund af den nedarvede ufuldkommenhed. (Joh. 5:1-9) Det Jesus mente, var at manden, nu da der var blevet vist ham barmhjertighed, måtte følge frelsens vej og ikke synde med overlæg for at der ikke skulle ske ham noget som var værre end at blive syg. Manden kunne begå en utilgivelig synd og gøre sig fortjent til at dø uden udsigt til en opstandelse. — Matt. 12:31, 32; Luk. 12:10; Hebr. 10:26, 27.

5:24, 25 — Hvem er det der er ’gået over fra døden til livet’? Jesus taler om nogle der har været åndeligt døde, men som ved at høre hans ord får tro på ham og holder op med at følge syndens vej. De ’går over fra døden til livet’ i den forstand at dødens forbandelse ikke længere hviler over dem, og de får håb om evigt liv på grund af deres tro på Gud. — 1 Pet. 4:3-6.

5:26; 6:53 — Hvad vil det sige „at have liv i sig selv“? For Jesus Kristus betyder det at han af Gud har modtaget to usædvanlige evner — evnen til at føre mennesker ind i et godt forhold til Jehova og desuden magt til at give liv ved at oprejse de døde. For Jesu disciple betyder det at de går ind til livet i fuldeste forstand. For de salvede kristne sker det ved deres opstandelse til himmelsk liv. De trofaste som har et jordisk håb, går først ind til livet i fuldeste forstand når Kristi tusindårige styre er til ende og de er blevet prøvet fuldt ud. — 1 Kor. 15:52, 53; Åb. 20:5, 7-10.

6:64 — Vidste Jesus allerede da han udvalgte Judas Iskariot, at han ville forråde ham? Sandsynligvis ikke. Ved en lejlighed i år 32 siger Jesus dog til sine apostle: „En af jer [er] en bagvasker.“ Det kan være at han på daværende tidspunkt har opdaget „begyndelsen“ til en forkert handlemåde hos Judas Iskariot. — Joh. 6:66-71.

Hvad vi kan lære:

2:4. Jesus lod Maria forstå at han som en døbt, salvet søn af Gud må modtage sine instruktioner fra sin himmelske Fader. Selvom Jesus lige havde påbegyndt sin tjeneste, var han fuldstændig klar over ’timen’ — det vil sige hvornår han skulle udføre sin tildelte opgave, der indbefattede hans offerdød. End ikke en så nær slægtning som Maria havde lov til at gribe ind i det han skulle gøre — nemlig sin Faders vilje. Vi må tjene Jehova Gud med en lignende beslutsomhed.

3:1-9. Af den jødiske leder Nikodemus’ eksempel lærer vi to ting. For det første at Nikodemus var ydmyg, havde indsigt og var klar over sit åndelige behov, idet han anerkendte en simpel søn af en tømrer som en lærer der var udsendt af Gud. Sande kristne i dag må også være ydmyge. For det andet at Nikodemus veg tilbage for at blive en discipel af Jesus mens Jesus var på jorden. Måske skyldtes det menneskefrygt, hans position som medlem af Sanhedrinet, eller at han havde kærlighed til rigdom. Af dette lærer vi noget vigtigt, nemlig at vi ikke må lade sådanne tilbøjeligheder afholde os fra at ’tage vores marterpæl op og følge Jesus til stadighed’. — Luk. 9:23.

4:23, 24. Hvis vores tilbedelse skal være antagelig for Gud, må den være i overensstemmelse med sandheden som den åbenbares i Bibelen, og være ledet af Guds hellige ånd.

6:27. At arbejde for „den mad der forbliver til evigt liv“ vil sige at vi må gøre en indsats for at dække vores åndelige behov. Vi vil være lykkelige når vi gør det. — Matt. 5:3.

6:44. Jehova selv har omsorg for os. Han drager os til sin søn ved at nå frem til os personligt gennem forkyndelsen og ved at hjælpe os til at forstå og anvende de bibelske sandheder ved sin hellige ånd.

11:33-36. Det er ikke tegn på svaghed at vise sine følelser.

’BLIV VED MED AT FØLGE HAM’

(Joh. 11:55–21:25)

Da den jødiske påske i år 33 nærmer sig, vender Jesus tilbage til Betania. Den 9. nisan holder han sit indtog i Jerusalem ridende på et æselføl. Den 10. nisan tager han igen op til templet. Som svar på Jesu bøn om at hans Faders navn må blive herliggjort, lyder en stemme fra himmelen der siger: „Jeg har herliggjort det og vil igen herliggøre det.“ — Joh. 12:28.

Under det sidste påskemåltid Jesus indtager sammen med sine disciple, giver han dem afskedsformaninger og beder for dem. Efter at være blevet arresteret, forhørt og pælfæstet bliver han oprejst.

Svar på spørgsmål til bibelteksten:

14:2 — Hvordan ville Jesus ’berede en plads’ i himmelen til sine disciple? For at kunne det måtte Jesus gøre den nye pagt gyldig ved at han trådte frem for Gud og frembar værdien af sit blod for ham. Han måtte også modtage kongemagt, hvorefter den himmelske opstandelse af hans salvede disciple kunne begynde. — 1 Thess. 4:14-17; Hebr. 9:12, 24-28; 1 Pet. 1:19; Åb. 11:15.

14:16, 17; 16:7, 8, 13, 14 — Hvorfor bruges stedordet „den“ om hjælperen, eller sandhedens ånd, i Johannes 14:16, 17, og „ham“ og „han“ i Johannes 16:7, 8, 13, 14? Det har man gjort udelukkende af grammatiske grunde. På græsk, som Johannes skrev sit evangelium på, er ordet for „hjælper“ hankøn, mens ordet for „ånd“ er intetkøn. I sin gengivelse af Jesu ord bruger Johannes det personlige stedord i hankøn, „han“ eller „ham“, om det hjælperen ville gøre. Når der tales om hvad sandhedens ånd ville gøre, står stedordet i intetkøn (på dansk gengivet med fælleskøn, „den“).

19:11 — Tænkte Jesus på Judas Iskariot da han over for Pilatus omtalte den der overgav ham? Det ser ikke ud til at Jesus tænkte på Judas eller nogen anden enkeltperson, men at han snarere mente alle dem der var meddelagtige i at han blev dødsdømt. Til dem hørte Judas, „de øverste præster og hele Sanhedrinet“ samt „folkeskarerne“ der blev overtalt til at bede om at få Barabbas frigivet. — Matt. 26:59-65; 27:1, 2, 20-22.

20:17 — Hvorfor sagde Jesus til Maria Magdalene at hun skulle holde op med at klynge sig til ham? Maria klyngede sig åbenbart til Jesus fordi hun mente at han stod i begreb med at stige op til himmelen, og at hun ikke ville få ham at se igen. For at forsikre hende om at han ikke forlod dem endnu, sagde han til hende at hun i stedet for at klynge sig til ham skulle gå til hans disciple og fortælle dem at han var opstået.

Hvad vi kan lære:

12:36. For at blive „lysets sønner“, eller lysbærere, må vi tilegne os nøjagtig kundskab fra Guds ord, Bibelen. Derefter må vi bruge denne kundskab til at hjælpe andre ud af det åndelige mørke og ind i Guds lys.

14:6. Vi kan ikke få Guds godkendelse på nogen anden måde end gennem Jesus Kristus. Kun ved at tro på Jesus og følge hans eksempel kan vi komme nær til Jehova. — 1 Pet. 2:21.

14:15, 21, 23, 24; 15:10. Vi kan forblive i Guds og Sønnens kærlighed ved lydigt at gøre Guds vilje. — 1 Joh. 5:3.

14:26; 16:13. Jehovas hellige ånd tjener som en lærer for os og minder os om flere ting. Den er også med til at åbenbare sandheder. Som følge heraf kan den hjælpe os til at vokse i kundskab, visdom, indsigt og dømmekraft samt til at forbedre vores tænkeevne. Vi må derfor være vedholdende i bønnen, især når vi beder om at få denne ånd. — Luk. 11:5-13.

21:15, 19. Jesus spurgte Peter om han elskede ham mere end „disse“, det vil sige mere end fiskene der lå foran dem. Jesus understregede således over for Peter at han måtte vælge om han ville bruge al sin tid på at følge ham eller blive ved fiskeriet. Måtte vi ved at læse evangelieberetningerne blive bestyrket i vores beslutning om at elske Jesus mere end noget andet der kunne drage os. Ja, lad os helhjertet blive ved med at følge ham.

[Illustration på side 31]

Hvad kan vi lære af eksemplet med Nikodemus?