Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Husker du?

Husker du?

Husker du?

Har du haft udbytte af at læse de seneste udgaver af Vagttårnet? Prøv om du kan besvare følgende spørgsmål:

• Hvornår fik Jesus besøg af „astrologer fra Østen“?

En bibeloversættelse har denne kommentar: „Magerne [kom] ikke ligesom hyrderne og så til Jesus i krybben den nat han blev født. De kom nogle måneder senere.“ Jesus var da et „lille barn“ og boede i et hus. (Matt. 2:7-11) Hvis Jesus havde fået guld og andre værdifulde gaver den nat han blev født, ville Maria nok ikke kun have ofret to fugle i templet i Jerusalem 40 dage senere. — 1/1, side 31.

• Hvad kan mange gøre for at få et mere indholdsrigt liv?

Man kan spørge sig selv: ’Kan jeg foretage nogle forandringer og forenkle mit liv?’ Det gjorde Amy. Hun var økonomisk godt stillet, men hun var ikke glad. Det gik op for hende at hun ved at stræbe efter en verdslig karriere næsten var blevet ført vild fra troen. Hun besluttede derfor at hun ville sætte Rigets interesser først og fik mulighed for at tjene som pioner. Hun siger: „Nu føler jeg en tilfredshed som jeg aldrig oplevede dengang jeg brugte det meste af min tid på at arbejde for verden.“ — 15/1, side 19.

• Hvad kan gøre nogle mødres liv mere meningsfyldt?

Mange mødre arbejder uden for hjemmet. Nogle gør det for at sørge for familiens grundlæggende behov, andre for at opnå økonomisk uafhængighed eller for at få råd til luksusting. Andre igen fordi de er glade for deres arbejde. Ifølge Bibelen har mødre en vigtig opgave i familien — især mens børnene er små. Nogle har fundet det meget meningsfyldt at bruge mindre tid på udearbejde eller helt holde op med at arbejde uden for hjemmet for at kunne tage sig mere at deres familie. — 1/2, side 28-31.

• Hvilken „generation“ sigtede Jesus til med ordene i Mattæus 24:34?

Jesus brugte ofte ordet „generation“ negativt når han talte til eller om onde mennesker. Men det gjorde han ikke i dette tilfælde hvor han talte til sine disciple, som snart skulle salves med hellig ånd. Det var dem som ville være i stand til at drage de slutninger der er nævnt i Mattæus 24:32, 33. Det ser derfor ud til at Jesus sigtede til sine salvede disciple, både i det første århundrede og i den nutidige opfyldelse af hans ord. — 15/2, side 23-24.

• Hvordan var loven en opdrager, som der siges i Galaterne 3:24?

I gammel tid var en opdrager som regel en betroet træl der holdt øje med og beskyttede et barn og sørgede for at faderens ønsker for barnet blev respekteret. Loven beskyttede på lignende måde israelitterne mod nedbrydende indflydelse, som for eksempel ægteskab med hedninger. Men ligesom et barns opdrager havde Loven kun en midlertidig funktion, indtil Kristus kom. — 1/3, side 18-21.

• Hvilke egenskaber må ifølge Jakob 3:17 kendetegne os?

Vi må være rene, hvilket vil sige at vi med det samme må afvise alt hvad der er ondt. (1 Mos. 39:7-9) Vi må også være fredsstiftende. Det betyder at vi ikke er aggressive eller gør noget som forstyrrer freden. Vi gør derfor klogt i at spørge os selv: ’Er jeg kendt for at være en som stifter fred, eller en som forstyrrer freden? Har jeg ofte uoverensstemmelser med andre? Bliver jeg let stødt, eller støder jeg andre? Er jeg hurtig til at tilgive og insisterer ikke på at det er min personlige mening der gælder?’ — 15/3, side 24-25.

• Hvorfor helbredte Jesus en blind mand lidt efter lidt? (Markus 8:22-26)

Det giver Bibelen ikke noget egentlig svar på. Det er dog muligt at Jesus ved lidt efter lidt at helbrede den blinde mand, gav ham mulighed for at vænne sig til den store forandring det var at kunne se. Den gradvise helbredelse skyldes i så fald at Jesus kærligt tog hensyn til manden. — 1/4, side 30.