Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Anerkend Jehovas myndighed

Anerkend Jehovas myndighed

Anerkend Jehovas myndighed

„Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud; og hans bud er ikke byrdefulde.“ — 1 JOH. 5:3.

1, 2. (a) Hvorfor bryder mange sig ikke om at skulle underordne sig andres myndighed? (b) Er de som siger at de er individualister, virkelig frie og selvstændige? Forklar.

ORDET myndighed har en negativ klang i de flestes ører. Mange bryder sig ikke om at skulle underordne sig andre. „Ingen skal fortælle mig hvad jeg skal gøre,“ siger de der hævder at være individualister. Men er de virkelig frie og selvstændige? Nej. De fleste af dem følger blot de samme normer som alle de andre der ’lader sig forme efter denne tingenes ordning’. (Rom. 12:2) De er langtfra frie og selvstændige, men tværtimod „fordærvelsens trælle“, som apostelen Peter udtrykker det. (2 Pet. 2:19) De vandrer „i overensstemmelse med tingenes ordning i denne verden, i overensstemmelse med herskeren over luftens myndighed“, som er Satan Djævelen. — Ef. 2:2.

2 En forfatter har stolt sagt: „Jeg vil hverken lade mine forældre, en præst, en guru eller Bibelen diktere mig hvad jeg skal tro og mene.“ Sandt nok misbruger nogle deres myndighed og gør sig måske ikke fortjent til at man adlyder dem. Men er løsningen at man blankt skal afvise al vejledning? Svaret giver sig selv når man ser dagens avisoverskrifter. Det er tragisk at de fleste, i en tid hvor mennesker i den grad har brug for vejledning, nu er mindre tilbøjelige end nogen sinde før til at tage imod den.

Vores syn på myndighed

3. Hvordan viste de kristne i det første århundrede at de ikke blindt underlagde sig menneskers myndighed?

3 Som kristne har vi en helt anden holdning end folk i verden. Det vil ikke sige at vi blindt gør hvad som helst vi får besked på. Nogle gange må vi tværtimod nægte at underordne os andre, også hvis det er myndighedspersoner. Det samme gjorde de kristne i det første århundrede. Da apostlene for eksempel fik forbud mod at forkynde, gav de ikke efter for pres fra ypperstepræsten og andre myndighedspersoner som var medlemmer af Sanhedrinet. De holdt ikke op med at gøre det rigtige for at indordne sig under menneskers myndighed. — Læs Apostelgerninger 5:27-29.

4. Hvilke eksempler fra De Hebraiske Skrifter viser at mange af Guds tjenere gjorde noget der ikke var populært?

4 Mange af Guds tjenere i førkristen tid lagde den samme beslutsomhed for dagen. For eksempel „nægtede Moses, da han var blevet stor, at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk“, selvom det resulterede i „kongens harme“. (Hebr. 11:24, 25, 27) Josef modstod de tilnærmelser der kom fra Potifars hustru, som havde magt til at hævne sig på ham og skade ham. (1 Mos. 39:7-9) Daniel „besluttede i sit hjerte at han ikke ville besmitte sig med kongens fine mad“, skønt det var svært for Babylons overhofmester at acceptere hans holdning. (Dan. 1:8-14) Sådanne eksempler viser at Guds folk op gennem historien har taget et fast standpunkt for hvad der er rigtigt — uanset konsekvenserne. Guds tjenere gav ikke efter for pres fra mennesker blot for at indsmigre sig hos dem, og det bør vi heller ikke gøre.

5. På hvilken måde adskiller vores syn på myndighed sig fra verdens?

5 Vores modige standpunkt må ikke forveksles med at vi slet og ret er stædige, eller at vi, som nogle, er oprørske blot for at markere en politisk holdning. Nej, det er et udtryk for at vi er besluttede på at anerkende Jehovas myndighed frem for menneskers. Når verdslige love er i konflikt med Guds love, er det ikke svært for os at beslutte hvad vi skal gøre, for ligesom apostlene i det første århundrede adlyder vi Gud som vores hersker mere end mennesker.

6. Hvorfor er det altid bedst at adlyde Jehovas bud?

6 Hvad har hjulpet os til at anerkende Guds myndighed? Vi tilslutter os det der siges i Ordsprogene 3:5, 6: „Stol på Jehova af hele dit hjerte og støt dig ikke til din egen forstand. Tag ham i betragtning på alle dine veje, så vil han jævne dine stier.“ Vi tror at alt hvad Gud kræver vi skal gøre, i sidste ende vil være til bedste for os. (Læs Femte Mosebog 10:12, 13). Jehovas ord til israelitterne lød: „Jeg [er] den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå.“ Og han tilføjede: „Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ (Es. 48:17, 18) Vi har tillid til at disse ord er sande. Ja, vi er overbevist om at det altid gavner os at adlyde Guds bud.

7. Hvad bør vi gøre hvis vi ikke fuldt ud forstår et bud i Guds ord?

7 Vi anerkender Jehovas myndighed og adlyder ham selvom vi ikke altid fuldt ud forstår grunden til et bestemt krav i hans ord. Det vil ikke sige at vi adlyder blindt, men at vi er tillidsfulde, at vi har absolut tiltro til at Jehova ved hvad der er bedst for os. At vi adlyder ham, er et udtryk for vores kærlighed, for som apostelen Johannes skrev: „Dette er hvad kærligheden til Gud vil sige, at vi holder hans bud.“ (1 Joh. 5:3) Men der er en anden side af vores lydighed som vi ikke må overse.

Vi må opøve vores opfattelsesevne

8. Hvilken forbindelse er der mellem ’at opøve sin opfattelsesevne’ og at anerkende Jehovas myndighed?

8 Bibelen siger at vi ’må opøve vores opfattelsesevne til at skelne mellem ret og uret’. (Hebr. 5:14) Vi skal altså ikke blot mekanisk adlyde Guds love. Nej, vi vil gerne være i stand til at „skelne mellem ret og uret“ ud fra Jehovas normer. Vi vil gerne kunne se visdommen i Jehovas anvisninger, så vi kan sige som salmisten: „Din lov er i mit indre.“ — Sl. 40:8.

9. Hvordan kan vi afstemme samvittigheden efter Jehovas anvisninger, og hvorfor er det vigtigt at vi gør det?

9 For at have samme værdsættelse af Guds love som salmisten må vi grunde over det vi læser i Bibelen. Når vi for eksempel lærer et af Jehovas krav at kende, kan vi spørge os selv: ’Hvorfor er det et klogt påbud eller princip? Hvorfor er det til bedste for mig at følge det? Hvilke dårlige konsekvenser har det fået for dem der har ignoreret denne vejledning fra Gud?’ Når vores samvittighed på den måde bliver afstemt efter Jehovas anvisninger, er der større sandsynlighed for at vi træffer beslutninger som er i harmoni med hans vilje. Vi kan ’blive ved med at forstå hvad Jehovas vilje er’ og følge det op ved lydigt at gøre hans vilje. (Ef. 5:17) Det er imidlertid ikke altid let.

Satan søger at underminere Guds myndighed

10. På hvilket område har Satan søgt at underminere Guds myndighed?

10 Satan har længe søgt at underminere Guds myndighed. Hans uafhængige indstilling er tydelig på mange områder. Tænk eksempelvis på den manglende respekt for Guds ægteskabsordning. Nogle foretrækker at leve sammen uden at være gift, mens andre overvejer hvordan de kan blive løst fra deres ægteskabsløfte. I begge grupper er der nok nogle som vil tilslutte sig denne påstand fra en kendt skuespillerinde: „Det er umuligt for begge køn at leve monogamt.“ Hun tilføjede: „Jeg kender ikke nogen der er tro mod deres ægtefælle, eller som ønsker at være det.“ En berømt skuespiller har sagt noget lignende med tanke på sine egne mislykkede forhold: „Jeg tvivler på om det virkelig ligger i vores natur at vi skal have den samme partner hele livet.“ Vi gør klogt i at spørge os selv: ’Anerkender jeg Jehovas myndighed på dette område, eller er mit syn på ægteskabet blevet påvirket af verdens slappe holdning?’

11, 12. (a) Hvorfor kan det være svært for unge at anerkende Jehovas myndighed? (b) Gengiv en erfaring der viser hvor tåbeligt det er at ignorere Jehovas love og principper.

11 Hører du til de unge i Jehovas organisation? I så fald er det Satans mål at få dig til at tro at det ikke gavner dig at anerkende Jehovas myndighed. Gruppepres kombineret med „de ønsker der hører ungdommen til“ kan få dig til at konkludere at Guds love er byrdefulde. (2 Tim. 2:22) Lad det ikke ske. Gør en indsats for at se visdommen i Guds normer. For eksempel giver Bibelen dig dette klare bud: „Flygt fra utugt.“ (1 Kor. 6:18) Også i det tilfælde kan du spørge dig selv: ’Hvorfor er det et klogt bud? På hvilken måde vil det gavne mig at adlyde det?’ Du kender måske nogle der har ignoreret Guds vejledning og betalt en høj pris for det. Er de virkelig glade og tilfredse? Har de et bedre liv nu end da de var i Jehovas organisation? Har de virkelig fundet en hemmelig formel for lykke som resten af Guds tjenere har overset? — Læs Esajas 65:14.

12 Læg mærke til hvad en kristen søster ved navn Sharon skrev for nogen tid siden: „Jeg ignorerede Jehovas lov og fik derfor den dødelige sygdom aids. Det sker ofte at jeg tænker tilbage på de mange lykkelige år jeg havde da jeg tjente Jehova.“ Hun erkendte at det var tåbeligt at overtræde Jehovas love, og at hun burde have haft meget større respekt for dem. Det er til vores egen beskyttelse at vi følger Jehovas love. Sharon døde kun syv uger efter at hun havde skrevet ovenstående ord. Denne tragiske erfaring viser tydeligt at Satan intet godt har at tilbyde dem der bliver en del af denne onde verden. Som „løgnens fader“ giver han mange løfter, men de falder alle til jorden, præcis som det løfte han gav Eva. (Joh. 8:44) Ja, det er altid bedst at anerkende Jehovas myndighed.

Vi må vogte os for en uafhængig indstilling

13. På hvilket område må vi vogte os for at have en uafhængig indstilling?

13 For at kunne anerkende Jehovas myndighed må vi vogte os for at have en uafhængig indstilling. En stolt holdning kan få os til at føle at vi ikke har behov for at nogen skal vejlede os. For eksempel kunne vi nægte at tage imod vejledning fra nogle der fører an blandt Guds folk. Gud har indsat en trofast og klog trælleskare til at sørge for åndelig føde i rette tid. (Matt. 24:45-47) Vi bør ydmygt erkende at det er den måde Jehova sørger for sit folk på i dag. Lad os være som de trofaste apostle. Da nogle disciple tog anstød, spurgte Jesus apostlene: „Vil I også gå?“ Peter svarede ham: „Herre, hvem skal vi gå hen til? Du har det evige livs ord.“ — Joh. 6:66-68.

14, 15. Hvorfor bør vi ydmygt rette os efter bibelsk vejledning?

14 At man anerkender Jehovas myndighed, indebærer at man følger den vejledning der er baseret på Bibelen. Den trofaste og kloge trælleskare har for eksempel indtrængende tilskyndet os til at „holde os vågne og være ædru“. (1 Thess. 5:6) Det er helt på sin plads at vi har fået en sådan vejledning her i de sidste dage hvor mange er ’egenkærlige og pengekære’. (2 Tim. 3:1, 2) Kunne vi blive påvirket af sådanne udbredte holdninger? Ja. Det at stræbe efter verdslige mål kunne lulle os åndeligt i søvn eller føre til at vi fik en materialistisk indstilling. (Luk. 12:16-21) Hvor er det derfor klogt at tage imod Bibelens råd og undgå den selvcentrerede livsstil som er så fremherskende i Satans verden! — 1 Joh. 2:16.

15 Den åndelige føde fra den trofaste og kloge trælleskare bliver gennem udnævnte ældste givet videre til de lokale menigheder. Bibelen indeholder denne stærke tilskyndelse: „Vær lydige mod dem der fører an iblandt jer, og vær føjelige, for de våger over jeres sjæle som de der skal aflægge regnskab; sørg for at de kan gøre dette med glæde og ikke sukkende, for det ville være til skade for jer.“ (Hebr. 13:17) Betyder det at menighedens ældste aldrig kan begå fejl? Naturligvis ikke! Gud kender deres ufuldkommenheder bedre end noget menneske, men alligevel forventer han at vi er føjelige. Ved at samarbejde med de ældste, selvom de er ufuldkomne, viser vi at vi anerkender Jehovas myndighed.

Vigtigt at være ydmyge

16. Hvordan kan vi vise respekt for Jesus som hovedet for den kristne menighed?

16 Vi må altid huske at det er Jesus der er det egentlige hoved for menigheden. (Kol. 1:18) Det er en af grundene til at vi ydmygt retter os efter de udnævnte ældstes vejledning og ’viser dem en ganske særlig opmærksomhed’. (1 Thess. 5:12, 13) Menighedens ældste må naturligvis vise at de også underordner sig Jesus ved omhyggeligt at sørge for at det ikke er deres egne synspunkter, men Guds budskab de videregiver til menigheden. De ’går ikke ud over det der står skrevet’ for at fremme en eller anden personlig opfattelse. — 1 Kor. 4:6.

17. Hvorfor er det farligt at have en ambitiøs indstilling?

17 Alle i menigheden må vogte sig for at søge deres egen ære. (Ordsp. 25:27) Dette udgjorde åbenbart en faldgrube for en bestemt discipel som apostelen Johannes mødte. Han skrev: „Diotrefes, som gerne vil være først iblandt dem, tager ikke imod noget fra os med respekt. Det er grunden til at jeg, når jeg kommer, vil minde om hans gerninger som han fortsætter med at gøre, idet han snakker om os med onde ord.“ (3 Joh. 9, 10) Det kan vi lære noget af. Der er gode grunde til at fjerne ethvert ambitiøst ønske vi måtte opdage hos os selv. Bibelen siger: „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ De som anerkender Guds myndighed, må undgå overmod, for ellers kan det føre til vanære. — Ordsp. 11:2; 16:18.

18. Hvad vil hjælpe dig til at anerkende Jehovas myndighed?

18 Ja, vær besluttet på at anerkende Jehovas myndighed og at modstå verdens uafhængige indstilling. Giv dig tid til med taknemmelighed at grunde over det store privilegium det er at tjene Jehova. At du befinder dig blandt Guds folk, er et vidnesbyrd om at han har draget dig ved sin hellige ånd. (Joh. 6:44) Tag ikke let på dit forhold til Gud. Vis på alle områder af dit liv at du afviser en uafhængig indstilling, og at du anerkender Jehovas myndighed.

Husker du?

• Hvad indbefatter det at anerkende Jehovas myndighed?

• Hvilken forbindelse er der mellem ’at opøve sin opfattelsesevne’ og at anerkende Jehovas myndighed?

• På hvilke områder søger Satan at underminere Guds myndighed?

• Hvorfor er en ydmyg indstilling vigtig for at kunne anerkende Jehovas myndighed?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 18]

„Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker“

[Illustration på side 20]

Det er altid klogt at følge Guds normer