Hovedpunkter fra Romerbrevet
Jehovas ord er levende
Hovedpunkter fra Romerbrevet
APOSTELEN PAULUS er omkring år 56 på sin tredje missionsrejse og er nået til byen Korinth. Han har fået kendskab til at der er visse meningsforskelle mellem jødiske og ikkejødiske kristne i Rom. Paulus beslutter at skrive et brev til romerne i håb om at bringe dem til fuld enighed i Kristus.
I dette brev forklarer Paulus hvordan mennesker bliver erklæret retfærdige, og hvordan de derfor bør leve. Brevet giver os større kundskab om Gud og hans ord, ophøjer hans ufortjente godhed og fremhæver den plads Kristus indtager i forbindelse med vores frelse. — Hebr. 4:12.
ERKLÆRET RETFÆRDIGE — HVORDAN?
„Alle har syndet og mangler Guds herlighed,“ skriver Paulus. „Det er som en fri gave at de ved [Guds] ufortjente godhed bliver erklæret retfærdige gennem udfrielsen ved løsesummen der er betalt i Kristus Jesus.“ Paulus siger videre at „et menneske bliver erklæret retfærdigt ved tro uden lovgerninger“. (Rom. 3:23, 24, 28) Ved tro på „én retfærdiggørelseshandling“ kan både salvede kristne og medlemmer af den store skare af andre får „erklæres retfærdige“. De førstnævnte til liv i himmelen som medarvinger med Kristus, og de øvrige som venner af Gud med udsigt til at overleve „den store trængsel“. — Rom. 5:18; Åb. 7:9, 14; Joh. 10:16; Jak. 2:21-24; Matt. 25:46.
„Skal vi begå en synd fordi vi ikke er under lov men under ufortjent godhed?“ spørger Paulus. „Måtte det aldrig ske!“ udbryder han. ’I er trælle, enten syndens med død til følge eller lydighedens med retfærdighed til følge,’ forklarer han. (Rom. 6:15, 16) „Hvis I ved ånden bringer død over legemets forehavender, skal I leve,“ bemærker han. — Rom. 8:13.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
1:24-32 — Gælder det moralske forfald der beskrives her, jøderne eller folk fra nationerne? Beskrivelsen kunne gælde begge grupper, men Paulus sigtede specielt til de frafaldne israelitter i fortiden. Selvom de kendte Guds retfærdige bestemmelse, ’syntes de ikke om at holde fast ved Gud i nøjagtig kundskab’. Derfor blev de forkastet.
3:24, 25 — Hvordan kunne „løsesummen der er betalt i Kristus Jesus“ dække „synder som var begået i fortiden“, før denne løsesum blev betalt? Den første messianske profeti, som vi finder i Første Mosebog 3:15, fik sin opfyldelse i år 33 da Jesus led døden på en marterpæl. (Gal. 3:13, 16) Men i det øjeblik Jehova udtalte denne profeti, var løsesummen, set med hans øjne, så godt som betalt, for intet kan hindre Gud i at gennemføre det han sætter sig for. På grundlag af Jesu Kristi fremtidige offer kunne Jehova derfor tilgive synder begået af dem af Adams efterkommere der troede på dette løfte. Genløsningen gør det således også muligt for dem der har levet i førkristen tid, at få en opstandelse. — Apg. 24:15.
6:3-5 — Hvad menes der med dåb til Kristus Jesus og dåb til hans død? Når Jehova salver Kristi disciple med hellig ånd, bliver de forenet med Jesus og bliver medlemmer af den menighed der er Kristi legeme, og som han er hoved for. (1 Kor. 12:12, 13, 27; Kol. 1:18) Det er det der ligger i at blive døbt til Kristus Jesus. Salvede kristne bliver også „døbt til [Kristi] død“ i den forstand at de lever et liv som de må ofre, og de må give afkald på ethvert håb om evigt liv på jorden. Deres død er derfor en offerdød ligesom Jesu død, men den har ikke en genløsende værdi. Deres dåb til Kristi død fuldbyrdes når de dør og oprejses til liv i himmelen.
7:8-11 — Hvordan ’fik synden en anledning gennem budet’? Loven hjalp folk til at forstå syndens fulde rækkevidde og fik det til at stå mere klart for dem at de var syndere. Den fik dem altså til at erkende omfanget af deres synd og fik flere til at forstå at de var syndere. Det kan derfor siges at synden ’fik en anledning’ gennem Loven.
Hvad vi kan lære:
1:14, 15. Vi har mange grunde til nidkært at forkynde den gode nyhed. En af disse er at vi er forpligtede over for dem der er købt med Jesu blod, og bør hjælpe dem til at få et godt forhold til Gud.
1:18-20. Ugudelige og uretfærdige „er uden undskyldning“, for Guds usynlige egenskaber ses klart i skaberværket.
2:28; 3:1, 2; 7:6, 7. Når Paulus siger noget som jøderne måske kunne tage anstød af, følger han det op med formildende udtalelser. Det viser os hvordan vi venligt og taktfuldt kan behandle ømtålelige emner.
3:4. Når menneskers ord strider imod det Gud siger i sit ord, må vi ’lade Gud blive fundet sandfærdig’ ved at have tillid til Bibelens ord og handle i overensstemmelse med Guds vilje. Vi kan hjælpe andre til at forstå at Gud er sandfærdig, ved nidkært at være med til at forkynde Riget og gøre disciple.
4:9-12. Abraham blev ved sin tro tilregnet retfærdighed længe før han i en alder af 99 år blev omskåret. (1 Mos. 12:4; 15:6; 16:3; 17:1, 9, 10) På denne magtfulde måde viste Gud hvad der gør det muligt for et menneske at blive betragtet som retfærdigt.
4:18. Håb er en vigtig bestanddel af tro. Troen er grundlagt på håb. — Hebr. 11:1.
5:18, 19. Paulus forklarer kortfattet og præcist hvordan ét menneske kan „give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“, ved logisk at beskrive hvordan Jesus svarer til Adam. (Matt. 20:28) Kortfattede, logiske ræsonnementer er virkningsfulde fremgangsmåder i undervisningen. — 1 Kor. 4:17.
7:23. Da lemmer som vores hænder, ben og tunge kan ’tage os til fange under syndens lov’, må vi vogte os for at misbruge dem.
8:26, 27. Når vi kommer ud for situationer der er så foruroligende at vi ikke ved hvad vi skal bede om, går „ånden selv . . . i forbøn for os“. Jehova, den „som hører bøn“, antager da de relevante bønner der findes i hans ord, som bønner der kommer fra os. — Sl. 65:2.
8:38, 39. Ulykker, onde åndeskabninger og jordiske regeringer kan ikke få Jehova til at holde op med at elske os; og de skulle heller ikke få os til at holde op med at elske ham.
9:22-28; 11:1, 5, 17-26. Mange profetier om Israels genoprettelse opfyldes på menigheden af salvede kristne, hvis medlemmer er kaldet „ikke blot blandt jøderne men også blandt nationerne“.
10:10, 13, 14. Kærlighed til Gud og næsten, ledsaget af en stærk tro på Jehova og hans løfter, kan motivere os til utrætteligt at deltage i den kristne tjeneste.
11:16-24, 33. „Guds venlighed og strenghed“ er i smuk balance. „Klippen, fuldkomment er hans værk, for alle hans veje er rette.“ — 5 Mos. 32:4.
HVAD DE DER ER BLEVET ERKLÆRET RETFÆRDIGE, MÅ GØRE
„Derfor beder jeg jer indtrængende, brødre, ved Guds inderlige barmhjertighed, om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer,“ skriver Paulus. (Rom. 12:1) Derfor, eller i betragtning af at kristne erklæres retfærdige på grund af tro, skulle Paulus’ næste ord påvirke deres indstilling til selvet, til næsten og til de højere myndigheder.
„Jeg [siger] nemlig til enhver iblandt jer at han ikke skal tænke højere om sig selv end han bør tænke,“ skriver Paulus. „Lad jeres kærlighed være uden hykleri,“ tilskynder han. (Rom. 12:3, 9) „Lad enhver sjæl underordne sig de højere myndigheder.“ (Rom. 13:1) Han tilskynder kristne til ’ikke at dømme hinanden’ i samvittighedsspørgsmål. — Rom. 14:13.
Svar på spørgsmål til bibelteksten:
12:20 — Hvordan ’dynger vi gloende kul’ på en fjendes hoved? På Bibelens tid blev malmen lagt i en smelteovn på et lag glødende kul. Der blev også lagt et lag glødende kul oven på malmen for at øge varmen så metallet udsmeltedes og blev skilt ud fra urenhederne. På lignende måde dynger vi gloende kul på en fjendes hoved ved at gøre godt mod ham for at blødgøre ham så de gode egenskaber kommer frem.
12:21 — Hvordan ’overvinder vi til stadighed det onde med det gode’? Det gør vi blandt andet ved frygtløst og vedholdende at forkynde den gode nyhed om Riget indtil vores gudgivne arbejde er udført til Jehovas tilfredshed. — Mark. 13:10.
13:1 — I hvilken forstand er de højere myndigheder „af Gud anbragt i deres relative stillinger“? Verdslige myndigheder er „af Gud anbragt i deres relative stillinger“ i den forstand at de hersker med Guds tilladelse, og i nogle tilfælde har Gud forudsagt hvem der skulle overtage herskermagten. Det fremgår klart af Bibelens forudsigelser om adskillige herskere.
Hvad vi kan lære:
12:17, 19. Hvis vi hævner os, gør vi noget som kun Jehova har ret til. Det ville være overmodigt af os at ’gengælde ondt med ondt’.
14:14, 15. Vi bør ikke bedrøve vores broder eller bringe ham til snublen og fald med det vi tilbyder ham af mad og drikke.
14:17. Et godt forhold til Gud afhænger ikke hovedsagelig af hvad man spiser og drikker, eller af hvad man undlader at spise og drikke. Det har derimod at gøre med retfærdighed, fred og glæde.
15:7. Vi bør upartisk byde alle der oprigtigt søger sandheden, velkommen i menigheden og forkynde budskabet om Riget for alle vi møder.
[Illustrationer på side 31]
Kan løsesummen gælde synder der var begået i fortiden, før den blev betalt?
