Talte Jesus om et brændende helvede?

NOGLE der tror på læren om et brændende helvede, støtter sig til Jesu ord i Markus 9:48 (eller vers 44 og 46). Han omtaler orm (eller maddiker) der ikke dør, og ild der ikke slukkes. Hvad ville du svare hvis du blev bedt om at forklare Jesu udtalelse?

Alt efter hvilken bibeloversættelse der bruges, vil spørgeren måske læse vers 44, 46 eller 48, da disse vers i nogle oversættelser har samme ordlyd. * I Ny Verden-Oversættelsen står der: „Hvis dit øje bringer dig til snublen og fald, så kast det bort; det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end at have to øjne og blive kastet i Gehenna, hvor deres orm ikke dør og ilden ikke slukkes.“ — Mark. 9:47, 48.

Hvorom alting er, påstår nogle at Jesu udsagn støtter den anskuelse at onde menneskers sjæle pines for evigt efter døden. For eksempel siges der i en kommentar i Navarra-universitetets spanske Sagrada Biblia: „Herren sigter med [disse ord] til pinslerne i helvede. Ofte bliver udtrykket ’orm der ikke dør’ forklaret som den evige skyldfølelse der plager dem der er i helvede; og ’ilden der ikke slukkes’ som straf i form af fysisk smerte.“

Sammenlign imidlertid Jesu ord med det sidste vers i Esajas’ profeti. * Er det ikke tydeligt at Jesus havde dette skriftsted i Esajas, kapitel 66, i tanke? Profeten refererer øjensynlig til at man gik ud „af Jerusalem til Hinnoms Dal (Gehenna). Her blev der engang foretaget menneskeofringer (Jer 7:31), og stedet blev med tiden byens losseplads.“ (The Jerome Biblical Commentary) Den symbolske betydning af Esajas 66:24 er tydeligvis ikke at mennesker bliver pint; det drejer sig om døde kroppe. Det der ifølge verset ikke dør, er ormene — altså hverken levende mennesker eller udødelige sjæle. Hvad ligger der så i Jesu ord?

Bemærk kommentaren til Markus 9:48 i det katolske værk El evangelio de Marcos. Análises lingüístico y comentario exegético, bind 2: „Sætningen er taget fra Esajas (66,24). Profeten oplyser her de to måder hvorpå man normalt destruerede lig: ved forrådnelse og ved ligbrænding . . . At maddiker og ild nævnes side om side i teksten, forstærker tanken om tilintetgørelse. . . . Begge ødelæggende kræfter beskrives som varige (’ikke dør’, ’ikke slukkes’): Der er simpelt hen ingen mulighed for at undslippe. I dette billedsprog er maddiken og ilden — ikke mennesket — de eneste der overlever, og de udsletter alt hvad der kommer inden for rækkevidde. Det er altså ikke en skildring af evig pine, men en beskrivelse af fuldstændig tilintetgørelse, som, da den umuliggør en opstandelse, er ensbetydende med evig død. [Ilden] er derfor et symbol på fuldstændig tilintetgørelse.“

Enhver som ved at den sande Gud er kærlig og retfærdig, burde tydeligt kunne se det logiske i at forstå Jesu ord på denne måde. Han sagde ikke at de onde ville lide evig pine. Der er snarere risiko for at de vil blive fuldstændig tilintetgjort uden håb om en opstandelse.

[Fodnoter]