Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Missionærer kan sammenlignes med græshopper

Missionærer kan sammenlignes med græshopper

124. gileadafslutning

Missionærer kan sammenlignes med græshopper

HVER sjette måned har Vagttårnets Bibelskole Gilead et afslutningsprogram som hele betelfamilien i USA indbydes til at overvære. Den 8. marts 2008 sluttede gæster fra over 30 lande sig til betelfamilien for at overvære afslutningshøjtideligheden for Gileadskolens 124. klasse. Alle de 6411 tilstedeværende glædede sig sammen med eleverne på denne særlige dag.

Ordstyreren, Stephen Lett, som er medlem af Det Styrende Råd, indledte programmet med foredraget „Gå fremad med Jehovas symbolske græshopper“. I Åbenbaringen 9:1-4 sammenlignes den lille gruppe af salvede kristne som blev vakt til live i 1919 — efter at have været i en tilstand af åndelig uvirksomhed — med græshopper der hastigt rykker frem. Eleverne blev mindet om at de som „andre får“ har sluttet sig til denne symbolske græshoppesværm. — Joh. 10:16.

Det næste foredrag blev holdt af Lon Schilling, et medlem af afdelingskontorets udvalg i USA. Foredraget havde temaet „Vær hinandens modstykke“. Det fremhævede Akvila og Priskilla, et ægtepar som levede i det første århundrede og er omtalt i Bibelen. (Rom. 16:3, 4) Gileadklassen bestod af 28 ægtepar. De blev mindet om vigtigheden af at bevare et stærkt ægteskab hvis deres missionærtjeneste skal lykkes. Bibelen omtaler aldrig Akvila uden også at nævne hans kone, Priskilla. Det viser at Paulus og resten af menigheden betragtede dem som en enhed. Missionærpar der rejser ud, må også være fælles om at arbejde, om at tilbede Gud og om at klare de særlige udfordringer ved at være i et fremmed distrikt. På den måde kan de komplementere, eller være et modstykke til, hinanden. — 1 Mos. 2:18.

Det efterfølgende foredrag, „Vis at du værdsætter Jehovas godhed“, blev fremholdt af Guy Pierce fra Det Styrende Råd. Broder Pierce forklarede at dét at være god indebærer mere end at afholde sig fra at handle ondt. Et godt menneske hjælper andre ved at gøre godt mod dem. Jehova besidder den højeste grad af godhed. (Zak. 9:16, 17) Guds godhed og kærlighed kan virke i os og bevæge os til at gøre godt mod andre. Broder Pierce sluttede med disse rosende ord til eleverne: „I har gjort det der er godt. Og vi er overbevist om at I fortsat vil vise jeres værdsættelse af Jehovas godhed ved at gøre godt mod andre, uanset hvilke fremtidige opgaver Jehova Gud måtte give jer.“

Det næste indlæg blev fremført af Michael Burnett, en tidligere missionær der for nylig er blevet lærer på Gileadskolen. Temaet var: „Bær det som et pandesmykke mellem dine øjne.“ Israelitterne skulle — som bar de „et pandesmykke“ mellem deres øjne — huske hvordan Jehova mirakuløst havde udfriet dem fra Ægypten. (2 Mos. 13:16) Eleverne blev på samme måde opfordret til at huske den grundige undervisning de havde fået på Gileadskolen, som var det et pandesmykke mellem deres øjne. Broder Burnett understregede vigtigheden af at være ydmyg og beskeden og anvende de bibelske principper til at klare eventuelle misforståelser mellem en selv og andre, også andre missionærer. — Matt. 5:23, 24.

Mark Noumair, der længe har undervist på Gileadskolen, holdt foredraget „Hvilken sang vil man synge om dig?“ I gammel tid var der tradition for at fejre en sejr med sang. I en sådan sejrssang afsløres det at Rubens, Dans og Asers stammer var tilbageholdende, mens Zebulons stamme prises for at være selvopofrende. (Dom. 5:16-18) Med tiden bliver alle kristnes gerninger almindeligt kendt, ligesom ordene i en sejrssang. Hvis man er nidkær i tjenesten for Gud og loyalt følger teokratisk orden, vil man få et godt navn hos Jehova og være et godt eksempel for sine medkristne. Når andre i menigheden lytter til den symbolske sang om vores gerninger, vil de føle sig tilskyndet til at følge vores gode eksempel.

Som et led i undervisningen på Gileadskolen tilbragte den 124. klasse tilsammen 3000 timer i forkyndelsen. I indlægget „Under den hellige ånds ledelse“, som blev fremholdt af Sam Roberson, der tjener i Afdelingen for Teokratiske Skoler, fortalte og fremførte eleverne nogle af de oplevelser de havde haft i forkyndelsen. Efter de opmuntrende oplevelser interviewede Patrick La Franca, et medlem af afdelingskontorets udvalg i USA, nogle tidligere gileadelever der nu tjener i forskellige lande. De nye elever satte stor pris på at få nogle praktiske råd fra disse brødre.

Anthony Morris, der tjener i Det Styrende Råd, holdt det afsluttende foredrag, „Husk at de synlige ting er midlertidige“. Bibelen opfordrer os til at koncentrere os om de fremtidige velsignelser fra Jehova og ikke om midlertidige trængsler vi eventuelt udsættes for i øjeblikket. (2 Kor. 4:16-18) Dyb fattigdom, uretfærdighed, undertrykkelse, sygdom og død er noget vi alle er vidner til i dag. Missionærer kan komme til at stå ansigt til ansigt med nogle af disse tragiske forhold. Ved at huske at disse ting er midlertidige, vil de lettere kunne bevare deres åndelige ligevægt og deres håb.

Programmet sluttede med at alle eleverne på platformen lyttede til broder Letts afsluttende bemærkninger. Han tilskyndede dem til ikke at give op og sagde: „Når Jehova er med os, vil intet få os til at give slip på vores uangribelighed.“ Broder Lett tilskyndede de nye missionærer til at være som græshopper ved beslutsomt at fortsætte i Jehovas tjeneste og ved at forblive nidkære, loyale og lydige for evigt.

[Ramme på side 30]

PORTRÆT AF KLASSEN

Lande repræsenteret: 7

Lande udsendt til: 16

Antal elever: 56

Gennemsnitsalder: 33,8

Gennemsnitligt antal år i sandheden: 18,2

Gennemsnitligt antal år i heltidstjenesten: 13,8

[Illustration på side 31]

Vagttårnets Bibelskole Gilead, 124. klasse

Fra venstre til højre, begyndende med forreste række.

(1) T. Nicholson; H. Main; Y. Senge; L. Snape; C. Vanegas; L. Pou. (2) S. Santana; K. Oh; C. Lemaitre; N. Williams; L. Alexander. (3) B. Woods; L. Stainton; E. Huntley; G. Alvarez; J. Cruz; J. Bennett. (4) A. Williamson; N. González; J. Zuroski; I. Degandt; J. May; C. Diemmi; L. Tavener. (5) W. Lemaitre; A. Harris; C. Wells; S. Rodgers; M. Durrant; J. Senge. (6) T. Huntley; A. Vanegas; A. Pou; M. Santana; V. Bennett; D. Tavener; M. Oh. (7) M. Zuroski; G. Rodgers; D. Diemmi; L. Nicholson; C. Alvarez; J. Snape. (8) M. Harris; P. González; S. Main; S. Woods; B. Stainton; D. Williamson; J. Durrant. (9) P. Cruz; B. Degandt; D. Williams; S. Wells; D. Alexander; M. May.

[Illustration på side 32]

Gileadskolen afholdes på Vagttårnets Uddannelsescenter