Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Voks i nøjagtig kundskab „med den største iver“

Voks i nøjagtig kundskab „med den største iver“

Voks i nøjagtig kundskab „med den største iver“

ALLE der tjener Jehova, ønsker at blive godkendt af ham. Derfor er vi ivrige efter at forbedre kvaliteten af vores tro og yde ham hellig tjeneste med nidkærhed. Apostelen Paulus henleder imidlertid vores opmærksomhed på en potentiel fare, en fare som nogle jøder udsatte sig for på hans tid. Paulus siger om dem: „De har nidkærhed for Gud, men ikke i overensstemmelse med nøjagtig kundskab.“ (Rom. 10:2) Det er klart at vores tro på og tilbedelse af Gud ikke blot skal være baseret på følelser. Vi må have nøjagtig kundskab om Skaberen og hans vilje.

Andre steder i sine breve forbinder Paulus en adfærd der har Guds godkendelse, med at vi med iver tilegner os kundskab om ham. Han beder i sine bønner om at Kristi disciple „må blive fyldt med den nøjagtige kundskab“ om Guds vilje for at de kan „vandre Jehova værdigt for fuldt ud at behage ham“, mens de „fortsat bærer frugt i enhver god gerning og vokser i den nøjagtige kundskab om Gud“. (Kol. 1:9, 10) Hvorfor er det af så stor betydning at vi har „nøjagtig kundskab“? Og hvorfor skal vi vokse i denne kundskab?

Grundlaget for tro

Nøjagtig kundskab om Gud og hans vilje som den er åbenbaret i Bibelen, er grundlaget for vores tro. Uden denne nøjagtige kundskab ville vores tro på Jehova være som et korthus der kan vælte ved det mindste pust. Paulus opfordrer os til at yde Gud en ’fornuftmæssig hellig tjeneste’ og at lade os ’forvandle gennem en fornyelse af sindet’. (Rom. 12:1, 2) Det kan ske ved at vi regelmæssigt læser og studerer Bibelen.

En pionersøster i Polen ved navn Ewa siger: „Hvis jeg ikke regelmæssigt læste og studerede Guds ord, ville jeg ikke vokse i den nøjagtige kundskab om Jehova. Jeg ville hurtigt miste min kristne identitet, og min tro på Gud ville svækkes. Jeg ville snart gå åndeligt fallit, miste det mest dyrebare jeg ejer — mit forhold til Gud.“ Det ønsker vi heller ikke skal ske for os. Lad os nu se nærmere på et eksempel fra fortiden, en mand der voksede i nøjagtig kundskab om Jehova og derfor fik hans godkendelse.

„Hvor jeg elsker din lov!“

Den poetiske sang der er anført som Salme 119 i vore bibler, beskriver salmistens følelser i forbindelse med Jehovas love, formaninger, bestemmelser, bud og domme. Salmisten skriver: „Dine forskrifter holder jeg af. . . . Også dine formaninger holder jeg af.“ Og han siger videre: „Hvor jeg elsker din lov! Dagen lang har jeg den i tanke.“ — Sl. 119:16, 24, 47, 48, 77, 97.

Når salmisten bruger udtryk som „holder jeg af“ og ’har jeg i tanke’, viser det at han tænkte dybt over Jehovas ord og fandt stor glæde ved det. Udtrykkene understreger hans åbenlyse kærlighed til studiet af Guds lov. Denne kærlighed skyldtes ikke en pludselig følelse der vældede op i hans hjerte. Nej, han nærede et oprigtigt ønske om at beskæftige sig med Guds lov, tænke på hans ord og få indsigt i det. Vi forstår af hans indstilling at han ønskede at få et så grundigt og nøjagtigt kendskab som muligt til Gud og hans vilje.

Det er tydeligt at salmistens kærlighed til Guds ord var dybt forankret i hans hjerte. Vi kunne spørge os selv: ’Gælder det også mig? Glæder jeg mig over at læse og analysere et stykke i Bibelen hver dag? Bestræber jeg mig for at få læst i Bibelen hver dag og at gøre det under bøn?’ Hvis vi kan svare ja på disse spørgsmål, er vi på vej til at ’vokse i den nøjagtige kundskab om Gud’.

Ewa, som er nævnt ovenfor, siger: „Jeg prøver hele tiden på at forbedre kvaliteten af mit personlige studium. Siden vi fik brochuren ’Det gode land’, har jeg gjort brug af den så godt som hver eneste gang jeg studerer privat. Jeg har også gjort mig det til en vane at slå op i Indsigt i Den Hellige Skrift og lignende bøger når det er nødvendigt.“

Vi kan også nævne hvad Wojciech og Małgorzata gør. De har mange familieforpligtelser at tage sig af, så hvordan får de tid til deres personlige studium? „Vi studerer hver for sig personligt, afhængigt af den tid vi har til rådighed. Under det fælles familiestudium og når vi taler sammen til daglig, nævner vi de ting vi har fundet særlig interessante og opmuntrende.“ Et grundigt personligt studium giver dem stor glæde og hjælper dem til at ’vokse i nøjagtig kundskab’.

Studer med et åbent sind

Som kristne tror vi at det er Guds vilje at „alle slags mennesker skal frelses og komme til nøjagtig kundskab om sandheden“. (1 Tim. 2:3, 4) Det understreger betydningen af at læse i Bibelen og bestræbe sig for at „få fat i meningen“. (Matt. 15:10) Noget der kan hjælpe os i den retning, er at studere med et åbent sind. Det var den indstilling jøderne i Berøa havde da Paulus kom til dem med den gode nyhed: „De tog imod ordet med den største iver [el.: beredvillighed] og undersøgte daglig Skrifterne om disse ting forholdt sig således.“ — Apg. 17:11.

Har du samme indstilling som jøderne i Berøa når du studerer Bibelen, idet du ivrigt og beredvilligt tager imod det du læser, og ikke lader dig distrahere af uvedkommende ting? Man kan bestræbe sig for at efterligne jøderne i Berøa, også selvom man ikke tidligere har brudt sig om at læse og studere. Desuden er der nogle der, efterhånden som de kommer op i årene, får mindre lyst til at læse og studere. Men det burde ikke være tilfældet for os. Uanset hvor gammel man er, er det muligt ikke at lade sig distrahere. Når man læser, kan man være på udkig efter oplysninger man kan dele med andre. For eksempel kan man beslutte at man over for sin ægtefælle eller en af sine venner vil nævne noget af det man har lært eller særlig har lagt mærke til. Det vil få tingene til at fæstne sig dybere i sind og hjerte, samtidig med at det vil have en gavnlig virkning på andre.

Med hensyn til den tid man har sat af til studium, vil det være godt at følge den skriftlærde Ezras eksempel. Han ’beredte sit hjerte’ til at „rådspørge Jehovas lov“. (Ezra 7:10, 1871-oversættelsen) Hvordan ’bereder’ man sit hjerte? Man kan skabe omgivelser der virker befordrende på studiet. Derefter indleder man sit studium med at bede om Jehovas ledelse og om at få visdom fra ham. (Jak. 1:5) Spørg dig selv: ’Hvad forventer jeg at lære under mit studium?’ Vær under studiet opmærksom på hovedtankerne. Måske kan du notere dem ned eller understrege det du gerne vil huske. Vær vågen for de ting du kan bruge i forkyndelsen, når du skal træffe beslutninger, eller når du vil opmuntre dine trosfæller. I slutningen af studiet kan du kort repetere det du har været igennem. Det vil hjælpe dig til at huske det du har lært.

Ewa beskriver det hun gør: „Når jeg læser i Bibelen, bruger jeg krydshenvisningerne, Register til Vagttårnets publikationer og Watchtower Library på cd-rom. Jeg gør notater med henblik på at bruge dem i forkyndelsen.“

Nogle har i mange år glædet sig over at studere og fordybe sig i bibelske emner. (Ordsp. 2:1-5) Dog har de haft svært ved at finde tid til det personlige studium fordi de har mange pligter at tage sig af. Hvis det også gælder dig, hvilke ændringer kunne du da foretage for at passe dit personlige studium ind i din timeplan?

Hvordan finder jeg tid?

Du er sikkert enig med de fleste i at det er lettere at få tid til at gøre noget man har lyst til. Mange har opdaget at hvis man vil have noget ud af sit personlige studium, må man sætte sig et mål, for eksempel at læse hele Bibelen igennem — et realistisk mål. Det kan ganske vist være noget af en udfordring at læse lange passager med slægtsregistre, en detaljeret beskrivelse af templet eller indviklede profetier der tilsyneladende ikke har noget med nutiden at gøre. Man kan imidlertid tage nogle praktiske skridt for at nå sit mål. Før man går i gang med et stykke i Bibelen der ser ud til at være vanskeligt, kan man læse noget om den historiske baggrund eller om den praktiske anvendelse af stoffet. Sådanne oplysninger findes i bogen „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“, som er trykt på næsten 50 sprog.

Det virker også stimulerende at bruge sin fantasi mens man læser et stykke i Bibelen. Det vil sige at man i tankerne danner sig et billede af de personer og begivenheder man læser om. Derved får man større udbytte og dermed større glæde af sin læsning. Og det vil igen føre til at man vil være mere opsat på at finde tid til at læse, og at det vil være lettere at komme ind i den vane at læse i Bibelen hver dag.

Ovennævnte forslag kan måske hjælpe os rent personligt, men hvad kan en travl familie gøre? Vi vil foreslå at I sætter jer ned og i en afslappet atmosfære taler sammen om hvad I kan gøre for at komme i gang med et familiestudium. Resultatet kan være nogle praktiske forslag som at stå lidt før op om morgenen, enten hver dag eller på nogle bestemte dage, for at kunne læse og gennemgå et stykke i Bibelen. Det kan også være at drøftelsen munder ud i at der er behov for at ændre familieskemaet. Nogle familier har for eksempel fundet det praktisk at drøfte dagens tekst eller læse et stykke i Bibelen efter et af familiens måltider. Før man rydder af bordet eller rejser sig for at foretage sig noget andet, bruger familien 10-15 minutter på at tale om et bibelsk emne eller læse det planlagte stykke i Bibelen. Det kan måske være en udfordring at komme i gang med det, men snart vil det forekomme helt normalt og være til stor glæde for familien.

Wojciech og Małgorzata fortæller hvad der hjalp deres familie: „Tidligere brugte vi tiden på almindelige, dagligdags gøremål. Men så besluttede vi at skære ned på den tid vi brugte til at sende e-mails. Vi har også skåret ned på nogle af vore fritidsinteresser, og vi har sat en bestemt dag og tid af til at foretage et grundigere studium.“ Denne familie har ikke fortrudt de forandringer de har gjort, og det vil din familie heller ikke.

Det er umagen værd at vokse i nøjagtig kundskab!

Et grundigt studium af Guds ord vil bære frugt i form af „enhver god gerning“. (Kol. 1:10) Du vil erfare at ’din fremgang vil være tydelig for alle’. Du vil blive et åndeligt menneske som har en god forståelse af Bibelens sandheder. De beslutninger du træffer, vil være mere afbalancerede, og den hjælp du yder andre, vil blive til større gavn for dem, fri for de yderliggående opfattelser der ofte kendetegner dem der ikke er så velinformerede. Men vigtigst af alt: Du vil få et nærmere forhold til Jehova. Du vil få større værdsættelse af hans egenskaber, og det vil kunne mærkes når du fortæller andre om ham. — 1 Tim. 4:15; Jak. 4:8.

Bestræb dig for — uanset din alder og erfaring — stadig at glæde dig over Guds ord og at fordybe dig i det med et åbent sind. Du kan være sikker på at Jehova ikke vil glemme dine anstrengelser. (Hebr. 6:10) Han vil velsigne dig rigt.

[Ramme på side 13]

NÅR VI ’VOKSER I NØJAGTIG KUNDSKAB’. . .

styrker vi vores tro på Gud og vandrer Jehova værdigt. — Kol. 1:9, 10

får vi indsigt og dømmekraft og kan træffe fornuftige beslutninger. — Sl. 119:99

får vi større glæde af at hjælpe andre til at få et nærmere forhold til Jehova. — Matt. 28:19, 20

[Illustrationer på side 14]

Det kan være en udfordring at finde et sted der virker befordrende på studiet, men det er umagen værd

[Illustration på side 15]

Nogle familier læser et stykke i Bibelen efter et måltid