„Jehova er min styrke“

FORTALT AF JOAN COVILLE

Jeg er født i juli 1925 i Huddersfield i England. Jeg var enebarn og havde et dårligt helbred. Min far sagde altid: „Du bliver syg bare vinden blæser på dig.“ Og man skulle næsten tro at det var sandt.

DA JEG var barn, bad præsterne om fred; da den anden verdenskrig brød ud, bad de om sejr. Det spekulerede jeg meget over, og det skabte tvivl i mit sind. På netop det tidspunkt fik vi besøg af Annie Ratcliffe, det eneste Jehovas vidne i området.

Kontakt med sandheden

Annie gav os bogen Frelse og inviterede min mor til en bibelsk drøftelse som skulle foregå i Annies hjem. * Mor spurgte om jeg ville med. Jeg husker stadig dette første møde. Det handlede om genløsningen, og til min overraskelse var det slet ikke kedeligt. Jeg fik besvaret mange af mine spørgsmål. Den følgende uge kom vi igen. Denne gang var det Jesu profeti om tegnene på de sidste dage der blev forklaret. I lyset af de dårlige verdensforhold forstod mor og jeg med det samme at det var sandheden. Og nu blev vi indbudt til et møde i rigssalen.

I rigssalen mødte jeg nogle unge pionerer, og blandt dem var Joyce Barber (nu Ellis), som stadig tjener sammen med sin mand, Peter, på Betel i London. Jeg fik den opfattelse at alle blev pionerer. Så jeg begyndte med det samme at bruge 60 timer i forkyndelsen hver måned selvom jeg stadig gik i skole.

Fem måneder senere, nemlig den 11. februar 1940, blev mor og jeg døbt ved et zonestævne (nu kaldet et kredsstævne) i Bradford. Far var tolerant over for vores nye tro, men han tog aldrig selv standpunkt for sandheden. Omkring den tid hvor jeg blev døbt, var man begyndt at stå på gadehjørnerne med Vagttårnet og Vågn op! Og der stod jeg nu med plakater og en taske med blade. En lørdag fik jeg tildelt et hjørne i den travleste del af et forretningsområde. Jeg havde stadig menneskefrygt, og det blev ikke bedre af at alle mine skolekammerater tilsyneladende skulle forbi det sted hvor jeg stod.

I 1940 var vores kreds (som en menighed dengang blev kaldt) blevet så stor at den måtte deles. Efter delingen var næsten alle mine jævnaldrende kommet i den anden kreds. Jeg beklagede mig til kredstjeneren  (som nu kaldes præsiderende tilsynsmand). Han sagde: „Hvis du gerne vil være sammen med andre unge, så gå ud og find dem i distriktet.“ Og det gjorde jeg så. Inden længe mødte jeg Elsie Noble. Hun tog imod sandheden, og vi blev venner for livet.

Pionertjenesten og velsignelser i denne tjeneste

Da jeg gik ud af skolen, fik jeg arbejde hos en revisor. Men da jeg kunne se hvor glade heltidstjenerne var, fik jeg et større og større ønske om at tjene Jehova som pioner. I maj 1945 havde jeg den glæde at blive udnævnt til specialpioner. Hele den første dag i pionertjenesten styrtede det ned. Men jeg var så glad for at være ude i forkyndelsen at regnen var det sidste jeg bekymrede mig om. Faktisk virkede det rigtig godt på mit helbred at være ude i tjenesten hver dag og få regelmæssig motion på cykel. Skønt jeg aldrig har vejet over 42 kilo, har jeg ikke på noget tidspunkt været nødt til at afbryde min pionertjeneste. I årenes løb har jeg i bogstavelig forstand erfaret at „Jehova er min styrke“. — Sl. 28:7.

Med henblik på at få oprettet nye menigheder blev jeg som specialpioner sendt til byer hvor der ikke var andre Jehovas Vidner. De første tre år tilbragte jeg i England, og de næste tre i Irland. Mens jeg var pioner i Lisburn i Irland, studerede jeg med en hjælpepræst i en protestantisk kirke. I takt med at han kom til at forstå sandheden om Bibelens grundlæggende lære, videregav han sin nyerhvervede kundskab til sin menighed. Nogle i menigheden beklagede sig til kirkeledelsen, og hjælpepræsten blev selvfølgelig bedt om at afgive forklaring. Han sagde at han følte det som sin kristne pligt at fortælle hjorden at meget af det han tidligere havde lært menigheden, ikke var sandt. Trods modstand fra familien viede han sit liv til Jehova og tjente ham trofast til sin død.

Mens jeg i 1950 var i Larne, mit andet pionerdistrikt i Irland, var jeg alene i seks uger mens min pionermakker var i New York til stævnet „Teokratiets vækst“. Det var en hård tid for mig. Jeg ville så gerne have været med til det stævne. Men i disse uger havde jeg adskillige opmuntrende oplevelser i forkyndelsen. Jeg mødte en ældre mand som havde modtaget en af vores publikationer mere end 20 år tidligere. Han havde i årenes løb læst den så mange gange at han næsten kunne den udenad. Både han selv og hans datter og søn tog imod sandheden.

På Gilead

I 1951 havde jeg og ti andre pionerer fra England den glæde at gennemgå den 17. klasse på Gileadskolen i South Lansing i New York. Jeg nød til fulde den bibelske oplæring vi fik i disse måneder. På det tidspunkt var søstrene endnu ikke med på Den Teokratiske Skole i de lokale menigheder, men på Gilead fik søstre til opgave at holde elevforedrag og opgaver. Vi var utrolig nervøse. Da jeg skulle holde mit første indlæg, rystede min hånd  med notaterne hele tiden. Læreren, broder Maxwell Friend, sagde humoristisk: „Du var ikke bare nervøs i begyndelsen, som alle gode talere er, nej, du var nervøs fra start til slut.“ I løbet af skoletiden blev vi alle bedre til at fremholde vores opgaver for klassen. Alt for hurtigt var vi færdige med skolen og skulle nu sendes ud til forskellige lande. Min distriktstildeling blev Thailand.

„Smilenes land“

Jeg betragter det som en gave fra Jehova at Astrid Anderson skulle være min missionærmakker i Thailand. Det tog os syv uger at komme dertil med fragtskib. Vi ankom til hovedstaden, Bangkok, og det var en by med travle markedspladser og et net af kanaler der tjente som byens færdselsårer. I 1952 var der ikke engang 150 forkyndere i Thailand.

Da vi første gang så Vagttårnet på thai, tænkte vi: ’Kommer vi nogen sinde til at tale det sprog?’ Den største udfordring bestod i at udtale ordene i den rigtige tonehøjde. Hvis man for eksempel udtaler ordet khaù ved at begynde i en høj tone som derefter daler, betyder det „ris“. Men hvis det samme ord siges i en dyb tone, betyder det „nyhed“. Så i begyndelsen gik vi rundt og sagde til folk: „Jeg kommer med god ris,“ i stedet for: „Jeg kommer med en god nyhed.“ Men langsomt, og efter megen morskab, lykkedes det os at lære sproget.

Thailænderne er venlige mennesker, og derfor bliver Thailand træffende kaldt „smilenes land“. Det første distrikt vi fik tildelt, var byen Khorat (nu kaldet Nakhon Ratchasima), hvor vi var i to år. Derefter blev vi sendt til byen Chiang Mai. De fleste thailændere er buddhister og kender ikke meget til Bibelen. I Khorat studerede jeg med postmesteren. Vi talte om patriarken Abraham. Manden havde hørt navnet Abraham før, så han nikkede begejstret. Men jeg fandt hurtigt ud af at vi ikke talte om den samme Abraham. Postmesteren tænkte på Abraham Lincoln, tidligere præsident i USA.

Det var en stor glæde at lære oprigtige thailændere Bibelen at kende, og samtidig lærte de os glæden ved et enkelt liv. Og det var en vigtig lektion, for i det første missionærhjem i Khorat havde vi hverken elektricitet eller rindende vand. Under forhold som disse lærte vi „hemmelighederne, . . . både den at have rigeligt og den at lide nød“. Vi erfarede betydningen af Paulus’ ord: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ — Fil. 4:12, 13.

En ny makker og et nyt distrikt

På et besøg i London i 1945 var jeg på British Museum sammen med andre heltidstjenere, hvoraf nogle var pionerer, og andre var på Betel. En af dem var Allan Coville, som kort efter skulle gennemgå Gileadskolens 11. klasse. Han blev sendt til Frankrig og senere til Belgien. * Mens jeg var missionær i Thailand, friede han til mig, og jeg sagde ja.

Vi blev gift i Bruxelles den 9. juli 1955. Jeg har altid drømt om at tilbringe mine hvedebrødsdage i Paris, så Allan fik det tilrettelagt sådan at vi skulle til et stævne dér i ugen efter brylluppet. Men så snart vi ankom, blev Allan bedt om at bistå med tolkning under hele stævnet. Han måtte hver dag tage af sted tidligt om morgenen, og vi var ikke hjemme på vores logi før sent om aftenen. Så jeg kom ganske vist til at tilbringe mine hvedebrødsdage i Paris, men for det meste så jeg kun Allan på afstand — nemlig på podiet. Det glædede mig ikke desto mindre at se min ægtemand blive brugt til at betjene sine brødre og søstre, og der var ingen tvivl i mit sind om at vi ville blive meget lykkelige hvis vi sørgede for at lade Jehova indtage den vigtigste plads i vores tilværelse.

 Mit ægteskab førte mig til et nyt distrikt — Belgien. Alt hvad jeg vidste om Belgien, var at det havde været en slagmark i adskillige krige, men jeg fandt snart ud af at de fleste belgiere er fredselskende. Mit nye forkynderdistrikt betød at jeg måtte lære fransk, som tales i den sydlige del af landet.

I 1955 var der omkring 4500 forkyndere i Belgien, og Allan og jeg kom til at tilbringe næsten 50 år på Betel og i rejsetjenesten. De første to og et halvt år kom vi omkring på cykel, op og ned ad bakke i al slags vejr. I årenes løb har vi haft logi over 2000 forskellige steder hos trosfæller. Jeg har ofte truffet brødre og søstre som ikke var fysisk stærke, men som tjente Jehova med al den styrke de havde. Deres eksempel har tilskyndet mig til at holde ud i min tjeneste. Hver gang vi har besøgt en menighed, har vi ved slutningen af ugen altid følt os opbygget. (Rom. 1:11, 12) Allan har været en rigtig god makker for mig. Det er sandt som der siges i Prædikeren 4:9, 10: „To er bedre stillet end én, . . . for hvis en af dem falder, kan den anden rejse sin fælle op.“

Velsignelser ved en livslang tjeneste med styrke fra Jehova

Gennem årene har Allan og jeg haft mange glædelige oplevelser i arbejdet med at hjælpe andre til at tjene Jehova. Da vi for eksempel besøgte en fransk menighed i Antwerpen i 1983, boede vi hos en familie hvor Benjamin Bandiwila, en ung broder fra Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo), også boede. Benjamin var flyttet til Belgien for at få en højere uddannelse. Han sagde til os: „Jeg misunder jer det liv I har; det er helt viet tjenesten for Jehova.“ Allan svarede: „Du siger du misunder os; men du er i færd med at skabe dig en verdslig karriere. Synes du ikke det virker lidt modstridende?“ At Allan sagde dette så direkte, fik Benjamin til at overveje hvad han ville med sit liv. Da han senere kom tilbage til Zaire, begyndte han som pioner, og han er nu medlem af afdelingskontorets udvalg.

I 1999 gennemgik jeg en operation hvor jeg fik fjernet et sår på spiserøret. Siden da har jeg kun vejet 30 kilo. Jeg er sandt at sige ’et skrøbeligt kar’. Men jeg er taknemmelig for at Jehova har givet mig „den kraft som er ud over det normale“. Efter min operation gjorde han det igen muligt for mig at ledsage Allan i rejsetjenesten. (2 Kor. 4:7) I marts 2004 sov Allan stille ind. Jeg savner ham utrolig meget, men jeg finder trøst ved tanken om at han er i Jehovas erindring.

I dag er jeg 83 år og kan se tilbage på mere end 63 år i heltidstjenesten. Jeg er stadig aktiv i forkyndelsen, leder et bibelstudium i mit hjem og udnytter de muligheder dagligdagen giver mig for at tale om Jehovas vidunderlige hensigt. Jeg tænker nogle gange på hvordan mit liv ville have formet sig hvis ikke jeg i 1945 var blevet pioner. Dengang kunne mit dårlige helbred have været en gyldig undskyldning for at lade være. Men hvor er jeg glad for at jeg begyndte i heltidstjenesten da jeg var ung. Jeg har personligt erfaret at Jehova vil være vores styrke hvis vi sætter ham på førstepladsen.

[Fodnoter]

[Illustration på side 18]

Med min missionærmakker Astrid Anderson (til højre)

[Illustration på side 18]

I rejsetjenesten med min mand i 1956

[Illustration på side 20]

Med Allan i 2000