Jeg har set væksten i Korea

FORTALT AF MILTON HAMILTON

„Vi må desværre meddele jer at den koreanske republiks regering har tilbagekaldt alle missionærernes visa og har givet udtryk for at I er uønskede i landet. . . . I betragtning af denne nye udvikling er jeres midlertidige distrikt Japan.“

SIDST i 1954 fik min kone og jeg ovennævnte meddelelse fra Brooklyn, New York. Tidligere samme år var vi udgået fra Gileadskolens 23. klasse. Denne skole ligger i den nordlige del af staten New York. Da vi fik brevet, tjente vi midlertidigt i Indianapolis, Indiana.

Min hustru, Liz, og jeg var klassekammerater i high school. I 1948 blev vi gift. Hun elskede heltidstjenesten, men var ikke meget for at forlade De Forende Stater for at tjene i et fremmed land. Hvad fik hende til at skifte mening?

Liz gik med til at vi sammen overværede et møde for gileadinteresserede. Mødet blev holdt under det internationale stævne på Yankee Stadium, New York, i sommeren 1953. Efter det opmuntrende møde udfyldte vi vores gileadansøgninger. Til vores overraskelse blev vi indbudt til at overvære den næste klasse, der begyndte i februar 1954.

Vores tildelte distrikt var Korea, og det til trods for at Koreakrigen, der havde varet i tre år, netop var slut i sommeren 1953 og næsten havde lagt landet i ruiner. Som nævnt i ovenstående brev kom vi først til Japan. Efter en 20-dages sørejse ankom vi i januar 1955 sammen med seks andre missionærer som også havde fået distriktstildeling i Korea. Lloyd Barry, der dengang var tilsynsmand for afdelingskontoret i Japan, stod på anløbsbroen klokken seks om morgenen for at tage imod os. Snart efter tog vi til missionærhjemmet i Yokohama, og senere samme dag var vi ude i forkyndelsen.

Endelig i Korea

Med tiden fik vi visa til Republikken Korea. Og den 7. marts 1955 lettede vores fly fra Haneda internationale lufthavn i Tokyo, og efter en tre timers flyvetur landede vi i Yoido lufthavn i Seoul. Over 200 koreanske Jehovas Vidner bød os velkommen, og vi græd af glæde. Dengang var der kun 1000 Jehovas Vidner i hele Korea. Ligesom mange andre vesterlændinge troede vi at alle folk i Østen så ens ud og gjorde tingene på samme måde. Det gik hurtigt op for os at det ikke var tilfældet. Koreanerne har ikke blot deres eget sprog og  alfabet, men også deres egen madkultur, deres særegne fysiske træk og traditionelle klædedragt, foruden andre ting der er unikke for dem, såsom deres byggestil.

Den første store udfordring vi stod over for, var at lære sproget. Der var ingen tilgængelige bøger hvorfra vi kunne lære koreansk. Det gik hurtigt op for os at det var umuligt at efterligne den nøjagtige udtale af koreanske ord blot ved at translitterere dem til engelsk. Kun ved at lære det koreanske alfabet kan man lære den korrekte udtale.

Vi begik naturligvis fejl. En dag Liz var ude at forkynde, spurgte hun for eksempel en dame om hun havde en bibel. Damen fik et mærkeligt udtryk i ansigtet, men gik ind og kom tilbage med en æske tændstikker. Liz havde spurgt efter sungnyang (tændstikker) i stedet for sungkyung, ordet for „bibel“.

Efter få måneder fik vi til opgave at oprette et missionærhjem i Busan, en sydlig havneby. Vi lejede tre små værelser til os og to søstre som var blevet bedt om at flytte dertil sammen med os. Der var hverken „træk og slip“ eller rindende vand på værelserne. Og kun om natten var vandtrykket højt nok til at presse vand gennem en vandslange til første sal. Så i de tidlige morgentimer skiftedes vi til at samle vand i kar. Vi måtte koge eller behandle vores drikkevand med klor.

Der var også andre udfordringer. Elforsyningen var så begrænset at vi ikke kunne bruge vaskemaskine eller strygejern. Vores indgangsparti blev brugt som køkken, og det eneste ’komfur’ vi havde, var en petroleumsovn. Men inden længe havde vi lært hvordan vi kunne lave et måltid mad når vi havde vores tildelte madlavningsdag. Tre år efter vores ankomst fik både Liz og jeg hepatitis. I de år fik de fleste missionærer denne sygdom. Der gik måneder inden vi kom os, og vi fik også andre helbredsproblemer.

En hjælp til at overvinde vanskeligheder

I de sidste 55 år har den koreanske halvø været et af Asiens politiske brændpunkter. DMZ, eller den demilitariserede zone, deler halvøen. Denne zone ligger 55 kilometer nord for Seoul, hovedstaden i Republikken Korea. I 1971 aflagde Frederick Franz fra hovedkontoret i Brooklyn et besøg. Jeg tog ham med til DMZ, verdens stærkest befæstede grænse. I årenes løb har FN-talsmænd ofte mødtes dér med repræsentanter for de to regeringer.

 Vi forholder os naturligvis neutrale hvad angår denne verdens politik; det gælder også situationen på den koreanske halvø. (Joh. 17:14) Over 13.000 koreanske Jehovas Vidner har tilsammen siddet 26.000 år i fængsel fordi de har nægtet at bære våben og føre krig mod deres medmennesker. (2 Kor. 10:3, 4) Alle unge brødre i landet er klar over at de kommer til at stå over for dette problem, men det skræmmer dem ikke. Det er sørgeligt at regeringen vil stemple kristne tjenere som forbrydere, når deres eneste „forbrydelse“ er at de nægter at gå på kompromis i forbindelse med deres kristne neutralitet.

I 1944, under den anden verdenskrig, havde jeg også nægtet militærtjeneste og måtte derfor tilbringe to og et halvt år i et amerikansk fængsel i Lewisburg, Pennsylvania. Så selvom vores koreanske brødre har haft det langt værre i fængsel end jeg, kender jeg lidt til det de unge Jehovas Vidner har været igennem. Det har opmuntret mange at vide at nogle af os missionærer i Korea har oplevet noget lignende. — Es. 2:4.

Vi kommer ud for en vanskelig prøve

I en sag der blev rejst i 1977, var missionærernes neutralitet oppe til debat. Myndighederne troede at vi påvirkede unge koreanere til at nægte at gå ind i de væbnede styrker og bære våben. Regeringen besluttede derfor at nægte indrejsetilladelse til missionærer som rejste ud af landet, uanset af hvilken grund. Denne restriktion varede fra 1977 til 1987. Hvis vi havde forladt Korea i disse år, havde vi ikke fået tilladelse til at komme ind i landet igen. Derfor tog vi ikke hjem, end ikke på et kort besøg, i denne periode.

Vi havde mange møder med regeringsembedsmænd, hvor vi forklarede vores neutrale standpunkt som Kristi disciple. Med tiden forstod de at de ikke kunne skræmme os; så omsider blev denne restriktion ophævet — efter ti år. I disse år var der kun nogle enkelte missionærer som måtte forlade landet på grund af helbredsproblemer, men resten af os blev, og det er vi glade for at vi gjorde.

I midten af 1980’erne rettede modstandere af vores forkyndelse en beskyldning mod bestyrelsesmedlemmerne i vores juridiske selskab. De blev falskeligt anklaget for at lære unge mænd at nægte militærtjeneste. Af den grund kaldte myndighederne hver af os ind til afhøring. Den 22. januar 1987 fandt den offentlige anklager beskyldningerne grundløse. Det hjalp til at afklare fremtidige misforståelser vedrørende dette spørgsmål.

Gud velsigner vores arbejde

Som følge af vores neutrale standpunkt var modstanden mod forkyndelsesarbejdet i Korea vokset gennem årene. Derfor blev det mere og mere vanskeligt at finde passende steder at afholde vores store stævner. Så Jehovas Vidner tog initiativ til at opføre en stævnehal i Busan, den første i Østen. Den 5. april 1976 havde jeg den store forret at holde indvielsestalen for en tilhørerskare på 1300.

 Siden 1950 har tusinder af militærfolk fra USA været udstationeret i Korea. Efter at de er vendt tilbage til USA, er mange blevet aktive Jehovas Vidner. Vi får ofte breve fra dem og betragter det som en stor forret at have hjulpet dem åndeligt.

Sørgeligt nok mistede jeg min elskede livsledsager, Liz. Det var den 26. september 2006. Og jeg savner hende frygteligt. I de 51 år hun var her i Korea, tog hun gladeligt imod enhver ny opgave og klagede aldrig. Hun hverken foreslog eller bare antydede at hun ville hjem til USA, det land hun engang havde sagt hun aldrig ville forlade.

Jeg er medlem af betelfamilien i Korea. Familien er vokset fra blot en lille håndfuld til de cirka 250 vi er i dag. Jeg har den forret at tjene sammen med afdelingskontorets udvalg, der består af syv og har tilsyn med arbejdet her.

Korea var meget fattigt da vi ankom, men nu er det et af verdens mest udviklede lande. Der er mere end 95.000 Jehovas Vidner i Korea, og næsten 40 procent af dem er enten almindelige pionerer eller hjælpepionerer. Alt dette har medvirket til glæden ved at tjene Gud her og se hans hjord vokse.

[Illustration på side 24]

Vi ankommer til Korea sammen med andre missionærer

[Illustration på side 24]

I Busan

[Illustration på side 25]

Med broder Franz ved DMZ, 1971

[Illustration på side 26]

Med Liz kort før hendes død

[Illustration på side 26]

Afdelingskontoret i Korea, hvor jeg er medlem af betelfamilien