Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Værdsæt den unikke plads Jesus har i Guds hensigt

Værdsæt den unikke plads Jesus har i Guds hensigt

Værdsæt den unikke plads Jesus har i Guds hensigt

„Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ — JOH. 14:6.

1, 2. Hvorfor bør vi være interesserede i at se nærmere på Jesu særlige plads i Guds hensigt?

OP GENNEM tiden har mange forsøgt at skille sig ud som anderledes, men det er få det er lykkedes for. Endnu færre kan med rette hævde at de er helt unikke på et eller andet område. Jesus Kristus, Guds søn, er imidlertid unik, eller uforlignelig, på mange måder.

2 Hvorfor bør den unikke stilling Jesus har, interessere os? Fordi den har at gøre med vores forhold til vor himmelske Fader, Jehova! Jesus sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Joh. 14:6; 17:3) Lad os se på nogle af de måder hvorpå Jesus er noget ganske særligt. Det vil styrke vores forståelse og værdsættelse af hans plads i Guds hensigt.

’Den enestefødte søn’

3, 4. (a) Hvorfor kan vi sige at Jesus indtager en særstilling som den enestefødte søn? (b) Hvordan var Jesu rolle ved skabelsen noget ganske særligt?

3 Jesus er ikke bare en „søn af Gud“. Det var sådan Satan omtalte Jesus da han fristede ham. (Matt. 4:3, 6) Nej, Jesus kaldes med rette ’Guds enestefødte søn’. (Joh. 3:16, 18) Det græske ord for „enestefødt“ er i forskellige ordbøger blevet defineret som „eneste, eneste af sin art“ eller „født enkelt eller alene, eneste (barn)“ eller „unik“. Jehova har flere hundrede millioner åndesønner. I hvilken forstand er Jesus da den „eneste af sin art“?

4 Jesus er noget helt specielt i den forstand at han er den eneste der er skabt direkte af sin Fader. Han er den førstefødte søn. Ja, faktisk er han „al skabnings førstefødte“. (Kol. 1:15) Han er „Guds skaberværks begyndelse“. (Åb. 3:14) Den enestefødte søns rolle i forbindelse med skabelsen er også noget ganske særligt. Han var ikke Skaberen, eller ophavet til det skabte, men det var gennem ham Jehova skabte alt andet. (Læs Johannes 1:3). Apostelen Paulus skrev: „Der [er] for os dog kun én Gud, Faderen, fra hvem alle ting er, og vi til ham; og der er én Herre, Jesus Kristus, ved hvem alle ting er, og vi ved ham.“ — 1 Kor. 8:6.

5. Hvordan fremhæver Bibelen Jesu enestående stilling?

5 Jesus er dog også enestående på mange andre områder. Bibelen bruger flere titler eller benævnelser om ham som fremhæver hans særlige plads i Guds hensigt. Lad os nu se på yderligere fem af de titler som anvendes om Jesus i De Kristne Græske Skrifter. *

„Ordet“

6. Hvorfor er det på sin plads at Jesus kaldes „Ordet“?

6 Læs Johannes 1:14Hvorfor kaldes Jesus „Ordet“, eller Logos? Denne titel viser hvilken funktion han har haft lige siden der blev skabt andre fornuftbegavede skabninger. Jehova brugte sin søn til at videregive oplysninger og vejledning til andre åndesønner, ligesom han brugte ham til at overbringe sit budskab til mennesker på jorden. Den kendsgerning at Jesus er Ordet, eller Guds talsmand, bekræftes af det han selv sagde til sine jødiske tilhørere: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig. Hvis nogen ønsker at gøre Hans vilje, vil han erfare vedrørende læren om den er fra Gud, eller om jeg taler ud fra mine egne ideer.“ (Joh. 7:16, 17) Jesus fortsætter med at bære titlen „Guds Ord“ selv efter at han er vendt tilbage til himmelsk herlighed. — Åb. 19:11, 13, 16.

7. Hvordan kan vi efterligne den ydmyghed Jesus viser som „Ordet“?

7 Tænk engang over hvad denne titel indebærer. Jesus er den viseste af alle Jehovas skabninger, men alligevel forlader han sig ikke på sin egen visdom. Det han siger, er i overensstemmelse med det han er blevet undervist i af sin Fader. Han leder altid opmærksomheden hen på Jehova, ikke på sig selv. (Joh. 12:50) Det er et smukt eksempel for os at efterligne! Vi har også fået betroet det dyrebare privilegium at ’forkynde godt nyt om gode ting!’ (Rom. 10:15) Værdsættelse af Jesu eksempel i ydmyghed burde få os til ikke at fremholde vores egne idéer. Når vi overbringer det livgivende budskab fra Bibelen, ønsker vi ikke at ’gå ud over det der står skrevet’. — 1 Kor. 4:6.

„Amen“

8, 9. (a) Hvad betyder ordet „amen“, og hvorfor kaldes Jesus „Amen“? (b) Hvordan opfyldte Jesus sin rolle som „Amen“?

8 Læs Åbenbaringen 3:14Hvorfor bliver Jesus kaldt „Amen“? Det ord som er gengivet med „amen“, er en translitteration af et hebraisk ord der betyder „sikker“, „visselig“, „lad det være sådan“. Det kommer af et hebraisk rodord der betyder „at være trofast; at være pålidelig“. Jehovas trofasthed beskrives med det samme ord. (5 Mos. 7:9; Es. 49:7) På hvilken måde er Jesus da unik når han omtales som „Amen“? Læg mærke til hvad Andet Korintherbrev 1:19, 20 svarer: „Guds søn, Kristus Jesus, som er blevet forkyndt iblandt jer . . . , blev ikke ’ja’ og dog ’nej’, men ’ja’ er blevet ’ja’ i hans tilfælde. For uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ’ja’ ved hjælp af ham. Og derfor siges der gennem ham amen til Gud, ham til ære.“

9 Jesus er „amen“ til alle Guds løfter. Hans liv som et fejlfrit menneske på jorden, derunder hans offerdød, bekræftede og muliggjorde opfyldelsen af alle Jehova Guds løfter. Ved at forblive trofast modbeviste Jesus også Satans påstand, som er nedskrevet i Jobs Bog, om at Guds tjenere ville fornægte Gud hvis de led afsavn eller blev udsat for lidelser og prøver. (Job 1:6-12; 2:2-7) Af alle Guds skabninger var den enestefødte søn den der kunne give det mest uigendrivelige svar på denne anklage. Dertil kom at Jesus aflagde det bedste vidnesbyrd til gunst for sin Fader i det store stridsspørgsmål om retmæssigheden af Jehovas suveræne herredømme over universet.

10. Hvordan kan vi efterligne Jesus i den unikke stilling han har som „Amen“?

10 Hvordan kan vi efterligne Jesus i den unikke stilling han har som „Amen“? Ved at forblive trofaste over for Jehova og støtte hans universelle suverænitet. På den måde reagerer vi positivt på opfordringen i Ordsprogene 27:11: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“

„En ny pagts mellemmand“

11, 12. Hvordan er Jesu stilling som mellemmand noget særligt?

11 Læs Første Timoteusbrev 2:5, 6Jesus er „mellemmand imellem Gud og mennesker“. Han er „mellemmand for en ny pagt“. (Hebr. 9:15; 12:24) Moses omtales imidlertid også som mellemmand — Lovpagtens mellemmand. (Gal. 3:19) Hvordan er Jesu stilling som mellemmand da noget særligt?

12 Det græske ord der oversættes med „mellemmand“, er et juridisk udtryk. Det henviser til Jesus som en juridisk mellemmand (eller „advokat“) for den nye pagt der muliggjorde fødselen af en ny nation, „Guds Israel“. (Gal. 6:16) Denne nation består af åndssalvede kristne, der udgør et „kongeligt præsteskab“ i himmelen. (1 Pet. 2:9; 2 Mos. 19:6) Lovpagten, med Moses som mellemmand, var ikke i stand til at frembringe en sådan nation.

13. Hvad indebærer det at Jesus er mellemmand?

13 Hvad indebærer det at Jesus er mellemmand? Jo, Jehova anvender værdien af Jesu blod til gavn for dem der skal være med i den nye pagt, så de i juridisk forstand får tilkendt retfærdighed. (Rom. 3:24; Hebr. 9:15) Derefter kan Gud tage dem med i den nye pagt og give dem udsigt til at blive himmelske kongepræster! Som deres mellemmand hjælper Jesus dem til at bevare et rent forhold til Gud. — Hebr. 2:16.

14. Hvorfor bør alle kristne, uanset deres håb, sætte stor pris på Jesu stilling som mellemmand?

14 Hvad med dem der ikke er med i den nye pagt, dem der har håb om at leve evigt på jorden og ikke i himmelen? De er ikke parthavere i den nye pagt, men de nyder gavn af den. De får tilgivelse for deres synder og bliver erklæret retfærdige som Guds venner. (Jak. 2:23; 1 Joh. 2:1, 2) Uanset om vi har et himmelsk eller et jordisk håb, har vi hver især god grund til at sætte pris på Jesu stilling som mellemmand for den nye pagt.

„Ypperstepræst“

15. Hvordan er Jesu stilling som ypperstepræst anderledes end den som alle andre ypperstepræster har haft?

15 Mange mænd har tjent som ypperstepræster i fortiden, men Jesu stilling som ypperstepræst er enestående. Hvordan det? Paulus forklarer: „Han har ikke nødig, ligesom de andre ypperstepræster, daglig at bringe slagtofre, først for sine egne synder og derefter for folkets (for dette gjorde han én gang for alle da han bragte sig selv som offer); loven indsætter jo som ypperstepræster mennesker der er behæftede med svaghed, men den svorne eds ord, som kom efter loven, indsætter en søn som er gjort fuldkommen for evigt.“ — Hebr. 7:27, 28. *

16. Hvorfor er Jesu offer noget helt specielt?

16 Jesus var et fuldkomment menneske, der svarede nøjagtigt til Adam før denne syndede. (1 Kor. 15:45) Han var derfor det eneste menneske der kunne bringe et fuldkomment offer — et offer der ikke var behov for at gentage. Under Moseloven blev der daglig bragt ofre. Sådanne ofre og alle former for præstetjeneste var dog blot en skygge af hvad Jesus skulle udrette. (Hebr. 8:5; 10:1) Hvad angår virkning og varighed, er Jesu stilling som ypperstepræst derfor helt speciel.

17. Hvorfor bør vi sætte pris på den rolle Jesus har som ypperstepræst for os, og hvordan kan vi gøre det?

17 Vi har brug for Jesu ypperstepræstelige tjeneste for at kunne stå i et godkendt forholdt til Gud. Og hvor er det en fantastisk ypperstepræst vi har! „Vi har ikke en ypperstepræst som ikke kan føle med vore svagheder,“ skrev Paulus, „men en som er blevet prøvet i alle henseender ligesom vi, men uden synd.“ (Hebr. 4:15) Værdsættelse af dette burde bevæge os til ’ikke længere at leve for os selv, men for ham som døde for os’. — 2 Kor. 5:14, 15; Luk. 9:23.

Det forudsagte „afkom“

18. Hvilken profeti blev udtalt efter at Adam havde syndet, og hvad blev senere åbenbaret om denne profeti?

18 Helt tilbage i Eden, da det så ud som om menneskeheden havde mistet alt — et rent forhold til Gud, det evige liv, lykken og Paradiset — forudsagde Jehova Gud at der ville komme en befrier. Denne befrier blev omtalt som ’afkommet’. (1 Mos. 3:15) Dette gådefulde afkom blev temaet i adskillige bibelprofetier op gennem tiden. Han skulle være en efterkommer af Abraham, Isak og Jakob. Og han skulle fødes i kong Davids slægtslinje. — 1 Mos. 21:12; 22:16-18; 28:14; 2 Sam. 7:12-16.

19, 20. (a) Hvem er det lovede afkom? (b) Hvorfor kan det siges at det forudsagte afkom omfatter andre end Jesus?

19 Hvem var dette lovede afkom? Svaret på det spørgsmål findes i Galaterbrevet 3:16. (Læs). Senere i det samme kapitel siger apostelen Paulus dog følgende til de salvede kristne: „Endvidere, når I hører Kristus til, er I jo Abrahams afkom, arvinger ifølge et løfte.“ (Gal. 3:29) Hvordan skal det forstås at Kristus er det lovede afkom, men at det samtidig omfatter andre?

20 Millioner hævder at de nedstammer fra Abraham, og nogle optræder endda som profeter. Der er trossamfund som med bestemthed hævder at deres profeter nedstammer fra Abraham. Men er alle disse det lovede afkom? Nej. Som apostelen Paulus påpeger under inspiration, kan ikke alle Abrahams efterkommere med rette hævde at være det lovede afkom. Efterkommerne af Abrahams andre sønner blev ikke brugt til at velsigne menneskeheden. Det afkom der ville bringe velsignelser, skulle komme gennem Isak alene. (Hebr. 11:18) I sidste instans er det kun ét menneske, Jesus Kristus, hvis afstamning fra Abraham dokumenteres i Bibelen, der er den primære del af det forudsagte afkom. * Alle der senere bliver den sekundære del af Abrahams afkom, bliver det fordi de „hører Kristus til“. Ja, Jesu rolle i opfyldelsen af denne profeti er i sandhed unik.

21. Hvad gør indtryk på dig i forbindelse med den unikke plads Jesus har i Jehovas hensigt?

21 Hvad har vi lært af den korte gennemgang vi har haft af Jesu unikke plads i gennemførelsen af Jehovas hensigt? Jo, lige fra Guds enestefødte søn blev skabt, har han været unik, noget helt for sig selv. Ikke desto mindre har denne enestående søn af Gud der blev Jesus, altid ydmygt tjent i overensstemmelse med sin Faders vilje og aldrig søgt sin egen ære. (Joh. 5:41; 8:50) Det er et fremragende eksempel for os i dag! Måtte vi, ligesom Jesus, have som mål at ’gøre alt til Guds ære’. — 1 Kor. 10:31.

[Fodnoter]

^ par. 5 Nogle af disse titler står sammen med den bestemte artikel på græsk, hvilket indikerer at titlen, som en bibelforsker siger, „på en vis måde er ’i en klasse for sig’“.

^ par. 15 Ifølge en bibelforsker udtrykker ordet som er oversat med „én gang for alle“, et vigtigt bibelsk begreb som „henleder tanken på Kristi døds definitive og unikke betydning“.

^ par. 20 Selvom jøderne i det første århundrede troede at de som Abrahams bogstavelige afkom, eller efterkommere, ville blive det begunstigede folk, ventede de kun ét menneske som Messias, eller Kristus. — Joh. 1:25; 7:41, 42; 8:39-41.

Husker du?

• Hvad har du ud fra Jesu titler eller benævnelser lært om den helt specielle stilling han indtager? (Se rammen).

• Hvordan kan du efterligne Jehovas enestående søns eksempel?

[Studiespørgsmål]

[Ramme/​illustration på side 15]

Nogle titler der afspejler den unikke plads Jesus har i Guds hensigt

Den enestefødte søn. (Joh. 1:3) Jesus er den eneste der er blevet skabt direkte af sin Fader.

Ordet. (Joh. 1:14) Jehova bruger sin søn som en talsmand der formidler oplysninger og vejledning til andre skabninger.

Amen. (Åb. 3:14) Jesu liv som et fejlfrit menneske på jorden, derunder hans offerdød, bekræftede og muliggjorde opfyldelsen af Jehova Guds løfter.

Mellemmand for den nye pagt. (1 Tim. 2:5, 6) Som en juridisk mellemmand har Jesus muliggjort fødselen af en ny nation, „Guds Israel“, der består af kristne som skal udgøre et „kongeligt præsteskab“ i himmelen. — Gal. 6:16; 1 Pet. 2:9.

Ypperstepræst. (Hebr. 7:27, 28) Jesus var det eneste menneske der var i stand til at bringe et fuldkomment offer, et der ikke var behov for at gentage. Han kan rense os fra synd og befri os fra dens dødbringende virkninger.

Det lovede afkom. (1 Mos. 3:15) Kun ét menneske, Jesus Kristus, er den primære del af dette forudsagte afkom. Alle andre som senere bliver den sekundære del af Abrahams afkom, „hører Kristus til“. — Gal. 3:29.