Kristne begravelser — Værdige, beskedne og til ære for Gud

LUFTEN er fuld af gråd og klageråb. Grædekoner i sorte sørgedragter jamrer mens de sanseløst kaster sig til jorden. Dansere vugger i hofterne til pulserende rytmer. Atter andre spiser og fester mens de højlydt griner og morer sig. Nogle få ligger henslængt på jorden, berusede af palmevinen og øllet, der flyder frit. Hvad er anledningen? I nogle dele af verden er dette typisk for en begravelse hvor hundreder af mennesker samles for at tage afsked med den døde.

Mange Jehovas Vidner lever i samfund hvor slægtninge og naboer er stærkt overtroiske og bange for de døde. Millioner tror at når et menneske dør, bliver det til en forfædreånd der enten kan hjælpe eller skade de levende. Adskillige begravelsesritualer har deres rod i denne tro. Det er selvfølgelig helt naturligt at sørge når et menneske dør. Der var også situationer hvor Jesus og hans disciple sørgede over nogle af deres kære. (Joh. 11:33-35, 38; Apg. 8:2; 9:39) Men på intet tidspunkt gav de udtryk for deres sorg på den yderliggående måde som var almindelig på deres tid. (Luk. 23:27, 28; 1 Thess. 4:13) Hvorfor ikke? En af grundene var at de kendte sandheden om døden.

Bibelen siger ligeud: „De levende ved . . . at de skal dø, men de døde ved slet ingenting . . . Deres kærlighed og deres had og deres skinsyge er allerede gået til grunde . . . Der er hverken virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom i Sheol [menneskehedens fælles grav] hvor du går hen.“ (Præd. 9:5, 6, 10) Med disse ord fra Bibelen viser Gud os klart at når et menneske dør, er det ikke længere ved bevidsthed. Det kan ikke tænke, føle, kommunikere eller sanse. Hvordan skulle forståelsen af denne vigtige bibelske sandhed indvirke på den måde kristne forretter begravelser på?

„Hold op med at røre det urene“

Ligegyldigt hvilken etnisk eller kulturel baggrund Jehovas Vidner har, undgår de omhyggeligt alle skikke der er knyttet til forestillingen om at de døde er ved bevidsthed og kan påvirke de levende. Skikke som ligvagt, begravelsesfester, højtideligholdelse af årsdagen for en begravelse, ofre til de døde og enkeritualer er alle urene og mishager Gud fordi de er knyttet til den ubibelske, dæmoniske lære at sjælen eller ånden ikke dør. (Ez. 18:4) Sande kristne kan ikke samtidig „have andel i ’Jehovas bord’ og i dæmoners bord“, og de tager derfor ikke del i disse skikke. (1 Kor. 10:21) De adlyder befalingen: „Skil jer ud, . . . og hold op med at røre det urene.“ (2 Kor. 6:17) Det er dog ikke altid så let at tage dette standpunkt.

I Afrika og andre steder er det en udbredt opfattelse at forfædrenes ånder bliver fornærmede medmindre visse skikke bliver fulgt. Hvis ikke man indvilliger i at overholde skikkene, betragtes det som en alvorlig krænkelse der kan føre til forbandelse eller ulykke for hele lokalsamfundet. Mange Jehovas Vidner er af deres slægtninge eller andre i landsbyen blevet kritiseret, hånet og behandlet som udskud fordi de har nægtet at tage del i ubibelske begravelsesskikke. Nogle er blevet beskyldt for at være samfundsskadelige og handle respektløst over for den døde. Det er  sket at ikketroende med magt har taget føringen ved kristne begravelser. Spørgsmålet er derfor hvordan vi kan undgå konfrontationer med nogle der på det kraftigste insisterer på at følge begravelsesskikke der mishager Gud. Og vigtigere endnu: Hvad kan vi gøre for at holde os fra urene ritualer og skikke der kunne skade vort forhold til Jehova?

Gør dit standpunkt klart

Nogle steder i verden er det skik og brug at ledende mænd i stammen eller klanen og slægtninge uden for den nærmeste familie har noget at sige i forbindelse med en begravelse. En trofast kristen må derfor gøre det klart at begravelsen vil blive arrangeret og forrettet af Jehovas Vidner i overensstemmelse med Bibelens principper. (2 Kor. 6:14-16) Det der foregår ved en kristen begravelse, må ikke være noget der forstyrrer andre kristnes samvittighed eller volder anstød hos nogle som kender vores tro og lære om de døde.

Når en repræsentant for den kristne menighed bliver bedt om at forrette en begravelse, kan de udnævnte ældste komme med nyttige forslag og yde åndelig støtte, således at hele arrangementet bliver bragt i harmoni med den bibelske vejledning. Hvis nogle der ikke er Jehovas Vidner, ønsker at indføre urene skikke, er det vigtigt at stå fast og modigt forklare vores kristne holdning på en venlig og respektfuld måde. (1 Pet. 3:15) Men hvad så hvis slægtninge stadig insisterer på at følge nogle urene begravelsesritualer? Så vil den troende familie måske beslutte at holde sig borte fra (eller forlade) begravelsen. (1 Kor. 10:20) Hvis det sker, kan der måske senere holdes en enkel mindehøjtidelighed i den lokale rigssal eller et andet egnet sted for at give dem der oprigtigt sørger over at have mistet en af deres kære, del i „Skrifternes trøst“. (Rom. 15:4) Selvom den afdødes legeme ikke er der, vil et sådant arrangement være værdigt og fuldt ud acceptabelt. (5 Mos. 34:5, 6, 8) Ukærlig indblanding fra ikketroendes side kan øge det stress og den sorg der er forbundet med begivenheden, men vi kan finde trøst i bevidstheden om at vores beslutning om at gøre det rette er noget som bliver bemærket af Gud, der kan give os „den kraft som er ud over det normale“. — 2 Kor. 4:7.

Skriv din sidste vilje ned

Når man har skrevet ned hvordan man ønsker at ens begravelse skal foregå, er det meget lettere for de efterladte at ræsonnere med familiemedlemmer der ikke er Jehovas Vidner, for som regel vil de respektere den afdødes ønsker. Hvordan og hvor begravelsen skal forrettes, og hvem der alene skal stå for arrangementet, er detaljer som det er nødvendigt at få nedfældet på skrift. (1 Mos.  50:5) Det optimale vil være et underskrevet og bevidnet dokument. De der ser fremtiden i møde med indsigt og visdom som er baseret på de bibelske principper, ved at de ikke skal vente med at overveje at gøre dette indtil de er kommet højt op i årene eller er blevet håbløst syge. — Ordsp. 22:3; Præd. 9:12.

Nogle har ikke brudt sig om at skulle nedfælde sådanne bestemmelser på skrift. Men at man gør det, vidner om kristen modenhed og kærlig omsorg for andre. (Fil. 2:4) Det er meget bedre personligt at drage omsorg for disse ting end at overlade dem til stressede familiemedlemmer, der måske bliver presset til at gå med til urene skikke som den afdøde hverken troede på eller kunne acceptere.

Hold begravelsen på et beskedent plan

I mange dele af Afrika er det en udbredt opfattelse at en begravelse skal være stor og imponerende for ikke at gøre forfædrenes ånder vrede. Andre bruger begravelser som en anledning til at prale af deres sociale og økonomiske status. (1 Joh. 2:16) Der bliver ofret megen tid, mange kræfter og mange penge på at give den afdøde en „passende“ begravelse. For at få så mange som muligt til at komme averterer man begravelsen ved forskellige steder at hænge store plakater op med et billede af den afdøde. Man fremstiller og uddeler t-shirts med portrætter af den afdøde som de sørgende kan gå med. Der bliver også købt kunstfærdige, kostbare kister for at gøre indtryk på deltagerne. I ét afrikansk land går nogle til den yderlighed at fremstille kister der ligner biler, fly, både og andre genstande der signalerer velstand, pragt og luksus. Den afdødes legeme bliver måske taget ud af kisten og udstillet på et særligt udsmykket leje. En kvinde bliver måske klædt i en hvid brudekjole og bliver pyntet med masser af smykker, perlekranse og makeup. Ville det virkelig være passende for nogle blandt Guds folk at deltage i sådanne skikke?

Modne kristne ser visdommen i at undgå de yderligheder som er almindelige blandt folk der hverken kender eller respekterer Guds principper. Vi er opmærksomme på at ubeskedne og ubibelske skikke og fremgangsmåder ’ikke er af Faderen, men er af  verden, som forsvinder’. (1 Joh. 2:15-17) Vi må passe meget på ikke at blive smittet af en ukristen konkurrenceånd og prøve at overgå andre. (Gal. 5:26) Erfaringen viser at i kulturer hvor frygt for de døde spiller en stor rolle for samfundslivet, bliver begravelser ofte store og vanskelige at føre tilsyn med, og man kan derfor hurtigt miste kontrollen med hvad der foregår. Ærbødighed for den afdøde kan nemt få ikketroende til at give sig af med en uren adfærd. Ved sådanne begravelser lyder der måske høje og hæmningsløse klageråb, folk omfavner liget, taler direkte med det som om det var i live, og binder penge og andre ting fast til det. Hvis sådanne ting fandt sted ved en kristen begravelse, ville det bringe stor skam over Jehovas navn og hans folk. — 1 Pet. 1:14-16.

Det at vi kender sandheden om de dødes tilstand, skulle afgjort give os det nødvendige mod til at forrette vores begravelser uden spor af verdslighed. (Ef. 4:17-19) Jesus var det største og mest betydningsfulde menneske der nogen sinde havde levet, men alligevel blev han begravet på en diskret og beskeden måde. (Joh. 19:40-42) For dem der „har Kristi sind“, er der ikke nogen vanære forbundet med en sådan begravelse. (1 Kor. 2:16) Når man holder kristne begravelser på et enkelt og beskedent plan, vil man kunne undgå det som er urent ifølge Bibelen, og bevare en rolig atmosfære der er præget af stil og værdighed og er passende for dem der elsker Gud.

Skal det være en festdag?

Efter begravelsen er det måske skik og brug at slægtninge, naboer og andre mødes i stort tal for at feste og danse til høj musik. Sådanne begravelsesfester ledsages ofte af druk og umoralitet. Nogle mener at den slags festivitas gør dødsfaldet mindre trist. Andre mener at festlighederne blot er en del af deres kultur. Mange tror imidlertid at en sådan larmende fest er et nødvendigt overgangsritual der skal udføres for at ære og prise den afdøde og for at slippe den afdødes sjæl fri så den kan slutte sig til hans forfædre.

Sande kristne forstår visdommen i den bibelske tilskyndelse: „Græmmelse er bedre end latter, for når ansigtet er trist forbedres hjertet.“ (Præd. 7:3) Desuden ved de hvor gavnligt det er i ro og mag at reflektere over livets korthed og håbet om en opstandelse. Ja, for dem der har et nært personligt forhold til Jehova, ’er dødsdagen bedre end den dag man blev født’. (Præd. 7:1) Når sande kristne ved at løsslupne begravelsesfester er forbundet med spiritisme og umoralitet, vil det derfor være meget upassende at de arrangerer eller overhovedet overværer sådanne fester. At deltage i en støjende begravelsesfest ville vidne om mangel på respekt for Gud og for andre kristnes samvittighed.

Lad andre se forskellen

Hvor er vi taknemmelige for at være fri for den sygelige frygt for de døde der er så almindelig blandt dem der befinder sig i åndeligt mørke! (Joh. 8:32) Som „lysets børn“ udtrykker vi vores sorg på en måde der afspejler åndelig indsigt, er præget af beskedenhed og respekt og af vores sikre håb om en opstandelse. (Ef. 5:8; Joh. 5:28, 29) Dette håb vil hindre os i at blive revet med af de overdrevne sørgeritualer der ofte følges af dem „der ikke har noget håb“. (1 Thess. 4:13) Det vil give os modet til at stå fast for den sande tilbedelse og ikke bukke under for menneskefrygt. — 1 Pet. 3:13, 14.

Det at vi trofast følger de bibelske principper, vil gøre det muligt for folk ’at se forskel på dem der tjener Gud, og dem der ikke tjener ham’. (Mal. 3:18) En dag vil døden ikke være mere. (Åb. 21:4) Det er vores ønske at Jehova, mens vi venter på opfyldelsen af dette store løfte, vil finde os pletfri, dadelfri og fuldstændig adskilt fra denne ugudelige verden og dens gudvanærende skikke. — 2 Pet. 3:14.

[Illustration på side 30]

Det vil være klogt af os at nedfælde på skrift hvordan vi ønsker at vores begravelse skal foregå

[Illustration på side 31]

Kristne begravelser bør være præget af beskedenhed og værdighed