Skal man holde fast ved det man personligt foretrækker?

TO SMÅ børn leger sammen. Det ene barn river sit yndlingslegetøj ud af hånden på den anden og skriger: „Min!“ Lige fra barnsben udviser ufuldkomne mennesker et vist mål af selviskhed. (1 Mos. 8:21; Rom. 3:23) Hertil kommer at verden i almindelighed fremmer en mig-først-indstilling. Hvis vi skal undgå den, må vi kæmpe en hård kamp mod selviske tendenser. Gør vi ikke det, kan vi let komme til at støde andre, og vores forhold til Jehova kan blive svækket. — Rom. 7:21-23.

Apostelen Paulus tilskyndede os til at overveje hvilken indvirkning vores handlinger kan have på andre, med ordene: „Alt er tilladt; men ikke alt er gavnligt. Alt er tilladt; men ikke alt opbygger.“ Han sagde også: „Undgå at blive årsag til snublen og fald.“ (1 Kor. 10:23, 32) Når det drejer sig om hvad man personligt foretrækker, er det klogt at spørge sig selv: ’Er jeg villig til at give afkald på visse rettigheder hvis det kan bidrage til freden i menigheden? Er jeg parat til at efterleve de bibelske principper, selv hvis det er ubelejligt for mig?’

Når man vælger arbejde

De fleste betragter valg af arbejde som en personlig beslutning der kun har lidt — om overhovedet nogen — indflydelse på andre. Men læg mærke til hvad en forretningsmand  fra en lille by i Sydamerika valgte at gøre. Han var kendt som en dranker og en spillefugl. Efterhånden som hans studium af Bibelen med Jehovas Vidner skred frem, gjorde han åndelige fremskridt og ændrede sit liv. (2 Kor. 7:1) Da han gav udtryk for at han gerne ville ud i forkyndelsen sammen med menigheden, opfordrede en ældstebroder ham venligt til at tænke over hvad hans verdslige arbejde gik ud på. Gennem længere tid havde manden været byens største forhandler af ren alkohol — et produkt med mange anvendelsesmuligheder, men som folk i dette område almindeligvis brugte til at blande i sodavand med det ene formål at drikke sig fulde.

Manden forstod at det ville sætte menigheden i et dårligt lys hvis han forkyndte offentligt, men stadig solgte et sådant produkt, og det kunne skade hans forhold til Gud. Selvom han havde en stor familie at tage sig af, stoppede han med at sælge alkohol. Han forsørger nu sin familie ved at sælge papirvarer. Denne mand og hans kone samt to af deres fem børn er blevet døbt. De forkynder nidkært den gode nyhed med frimodighed i tale.

Når man vælger venner

Er dét at dyrke selskabelighed med nogle der ikke har den samme tro som en selv, bare et spørgsmål om hvad man personligt foretrækker, eller er der nogle bibelske principper man skal tage i betragtning? En søster ville gerne med til en fest sammen med en ung mand der ikke var med i sandheden. Hun var blevet advaret om farerne ved det, men følte at det var hendes ret, og hun tog derfor med til festen. Ikke længe efter at hun var ankommet, gav nogen hende en drink iblandet et sovemiddel. Hun vågnede mange timer senere og opdagede at hun var blevet voldtaget af sin såkaldte ven. — Jævnfør Første Mosebog 34:2.

Det at være sammen med ikketroende vil selvfølgelig ikke altid resultere i en lignende tragedie, men Bibelen advarer: „Den der vandrer med de vise bliver vís, men den der omgås tåber går det dårligt.“ (Ordsp. 13:20) Der er ikke noget at tage fejl af — hvis vi vælger dårlige venner, udsætter vi os for fare! „Den kloge ser ulykken og skjuler sig,“ siges der i Ordsprogene 22:3, „men de uerfarne går videre og må bøde.“ Vores omgangskreds kan påvirke os selv og vores forhold til Gud. — 1 Kor. 15:33; Jak. 4:4.

I forbindelse med påklædning og soignering

Moden skifter hele tiden, men Bibelens principper angående påklædning og soignering er uforanderlige. Paulus tilskyndede kristne kvinder til at „smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt  sind“ — eller „ærbart og ikke prangende“. (1 Tim. 2:9; se også da. aut.). Det er et princip der i lige så høj grad gælder mænd. Paulus sagde ikke at man skulle have en ekstrem enkel tøjstil, og han sagde heller ikke at alle kristne skulle have samme smag. At være klædt „ærbart“ og med „fordringsløshed“ vil sige at ens klædedragt er beskeden og anstændig.

Vi må spørge os selv: ’Kan jeg helt ærligt sige at jeg er beskeden og anstændig i min påklædning hvis jeg insisterer på at klæde mig på en måde der tiltrækker unødig opmærksomhed? Sender jeg med mit tøj forkerte signaler angående hvem jeg er, eller hvilke moralnormer jeg lever efter?’ Vi kan undgå at ’give anledning til snublen og fald’ i denne henseende ved at vi „ikke hver især blot har øje for [vores] egne interesser, men også hver især for de andres“. — 2 Kor. 6:3; Fil. 2:4.

I forretningsanliggender

Da der i menigheden i Korinth opstod alvorlige problemer fordi man behandlede hinanden uretfærdigt eller ligefrem bedragerisk, skrev Paulus: „Hvorfor lider I ikke hellere uret? Hvorfor lader I jer ikke hellere bedrage?“ Paulus rådgav her de kristne om at det var bedre at være villige til at give afkald på noget end at føre en retssag mod en broder. (1 Kor. 6:1-7) En broder i USA tog dette råd til sig. Han havde en uoverensstemmelse med sin chef, som også var en medkristen, angående tilbageholdt løn. For at følge de bibelske retningslinjer mødtes de to brødre igen og igen, men uden at finde en løsning på problemet. Til sidst forelagde de sagen for „menigheden“, repræsenteret ved de kristne ældste. — Matt. 18:15-17.

Desværre blev sagen ikke løst. Efter mange bønner besluttede den ansatte at give afkald på de fleste af de penge han mente han havde til gode. Hvorfor gjorde han det? Han fortalte senere: „Denne uoverensstemmelse berøvede mig min glæde og tog værdifuld tid som kunne have været brugt på åndelige gøremål.“ Da broderen havde taget beslutningen, følte han at glæden vendte tilbage, og at Jehova velsignede hans tjeneste.

Selv i små ting

Det kan også medføre velsignelser hvis vi selv i små ting undlader at insistere på det vi personligt foretrækker. Et pionerægtepar var ankommet tidligt den første dag ved et områdestævne og havde sikret sig præcis de pladser de gerne ville have. Da programmet gik i gang, var der en stor børnefamilie der hastede ind på det fyldte stadion. Parret bemærkede at familien ledte efter siddepladser, så de gav dem deres to pladser. Det gjorde det muligt for hele familien at sidde sammen. Nogle få dage efter stævnet modtog pionererne et takkebrev fra familien, som forklarede at de havde følt sig meget nedslået over at være kommet for sent til stævnet. Men den følelse blev hurtigt vendt til glæde og taknemmelighed på grund af pionerægteparrets venlighed.

Når vi har mulighed for det, lad os da villigt give afkald på det vi personligt foretrækker, til gavn for andre. Når vi viser en kærlighed der ’ikke søger sine egne interesser’, er vi med til at bevare freden inden for menigheden og med vores naboer. (1 Kor. 13:5) Men vigtigst af alt: Vi bevarer vort venskab med Jehova.

[Illustration på side 20]

Er du villig til at give afkald på det du personligt foretrækker i dit valg af mode?

[Illustration på side 20, 21]

Er du villig til at give din plads til en anden?