Vær loyal ligesom Ittaj

„STORE og vidunderlige er dine gerninger, Jehova Gud, du Almægtige. Retfærdige og sande er dine veje, du evighedens Konge. Hvem skulle dog ikke frygte dig, Jehova, og herliggøre dit navn, for du alene er loyal?“ I denne sang, der synges i himmelen af „dem som kommer sejrrigt fra vilddyret og fra dets billede“, rettes opmærksomheden mod Guds loyalitet. (Åb. 15:2-4) Jehova ønsker at hans tjenere skal efterligne ham og vise denne tiltalende egenskab. — Ef. 4:24.

Satan Djævelen gør imidlertid alt hvad han kan, for at skille Guds jordiske tjenere fra Guds kærlighed. Trods det er mange forblevet loyale mod Gud selv under meget vanskelige forhold. Hvor er det opmuntrende at vide at Jehova værdsætter den hengivenhed vi derved viser ham! Vi får denne forsikring: „Jehova elsker ret, og han forlader ikke sine loyale.“ (Sl. 37:28) Som en hjælp til at vi kan bevare vores loyalitet, har Jehova sørget for at hans ord indeholder beretninger  om mange der var loyale. En af dem handler om gittitten Ittaj.

’En udlænding i landflygtighed’

Efter alt at dømme stammede Ittaj fra den kendte filisterby Gat, hvor også kæmpen Goliat og andre af Israels drabelige fjender kom fra. Den første gang vi i den bibelske beretning hører om Ittaj, som var en erfaren kriger, er i forbindelse med Absaloms oprør mod kong David. Ittaj og 600 filistæiske mænd som havde fulgt ham, boede da i landflygtighed i nærheden af Jerusalem.

Den situation som Ittaj og hans mænd befandt sig i, kan have fået David til at mindes sin egen tid som flygtning dengang han og 600 israelitiske krigere havde bosat sig i filistrenes område under Akisj, kongen af Gat. (1 Sam. 27:2, 3) Hvordan mon Ittaj og hans mænd ville reagere på Davids søn Absaloms oprør? Ville de tage Absaloms parti, forblive neutrale eller slutte sig til David og hans mænd?

Forestil dig hvordan David på sin flugt fra Jerusalem standser ved et sted kaldet Bet-Merhak, som betyder „det fjerne hus“. Det var måske det sidste hus i Jerusalem på vejen til Oliebjerget før man gik over Kedrondalen. (2 Sam. 15:17; fdn.) På dette sted mønstrer David sine styrker efterhånden som de passerer forbi. Og se! Blandt mændene er der ikke kun loyale israelitter, men også alle keretitterne og peletitterne og desuden alle gittitterne — Ittaj og hans 600 krigere. — 2 Sam. 15:18.

Med stor empati siger David til Ittaj: „Hvorfor skulle du også gå med os? Vend tilbage og bliv hos kongen [her åbenbart Absalom], for du er udlænding og er desuden i landflygtighed fra dit hjemsted. Det var i går du kom, og skulle jeg så lade dig flakke om sammen med os i dag, så du må rejse, når jeg selv blot rejser derhen hvor jeg nu kan? Vend tilbage, og tag dine brødre med dig tilbage; og måtte Jehova vise dig loyal hengivenhed og troskab.“ — 2 Sam. 15:19, 20.

Ittajs urokkelige loyalitet mod David kommer klart til udtryk i hans svar: „Så sandt Jehova lever og så sandt min herre kongen lever: På det sted hvor min herre kongen er, uanset om det betyder død eller liv, dér vil din tjener være!“ (2 Sam. 15:21) Disse ord kan have mindet David om noget hans oldemor Rut engang havde sagt. (Rut 1:16, 17) Dybt rørt over Ittajs udtalelse siger David: „Kom og gå over“ Kedrondalen, og beretningen fortsætter: „Da gik gittitten Ittaj over med alle sine mænd og alle småbørnene som var med ham.“ — 2 Sam. 15:22.

„Til vor belæring“

Der siges i Romerbrevet 15:4: „Alt det der forud er skrevet, er jo skrevet til vor belæring.“ Det vil derfor være godt at spørge sig selv: Hvad kan jeg lære af Ittajs eksempel? Tænk over hvad der kan have motiveret ham til at forblive loyal mod David. Selvom Ittaj var en udlænding i landflygtighed fra filisterlandet, anerkendte han at Jehova er den levende Gud, og at David var Jehovas salvede. Ittaj var i stand til at se bort fra det fjendskab der var mellem israelitterne og filistrene. Han betragtede ikke bare David som manden der havde dræbt filisterkæmpen Goliat og mange andre af hans landsmænd. (1 Sam. 18:6, 7) Nej, han så ham som en mand der elskede Jehova, og han har uden tvivl lagt mærke til Davids gode egenskaber. David, på sin side, kom til at sætte stor pris på Ittaj, ja, han satte endda en tredjedel af sine styrker „under gittitten Ittajs ledelse“ i den afgørende kamp mod Absaloms styrker! — 2 Sam. 18:2.

Vi må også bestræbe os for at se ud over kulturelle, racemæssige eller etniske forskelle — uden noget spor af had eller fordom — og i stedet fokusere på andres positive egenskaber. Det gode forhold mellem  David og Ittaj viser at man ved at lære Jehova at kende og få kærlighed til ham, kan overvinde sådanne hindringer.

Med tanke på Ittaj er det godt at spørge sig selv: ’Er jeg lige så loyal mod den større David, Kristus Jesus? Viser jeg min loyalitet ved nidkært at tage del i arbejdet med at forkynde og gøre disciple?’ (Matt. 24:14; 28:19, 20) ’Er jeg villig til at udholde hvad som helst for at forblive loyal?’

Det kan også være gavnligt for familieoverhoveder at reflektere over Ittajs loyalitet. Ittajs troskab mod David og hans beslutning om at følge Guds salvede konge kom til at berøre hans mænd. De beslutninger familieoverhoveder tager til støtte for den sande tilbedelse, berører også deres familie og kan endda undertiden medføre vanskeligheder. Bibelen giver os imidlertid denne forsikring: „Mod den loyale handler [Jehova] loyalt.“ — Sl. 18:25.

Efter Davids kamp mod Absalom nævner Bibelen ikke mere om Ittaj. Men det glimt vi får af ham i Guds ord, giver os ikke desto mindre et bemærkelsesværdigt indtryk af ham som person i denne svære periode af Davids liv. At Ittaj er omtalt i den inspirerede beretning, er et vidnesbyrd om at Jehova lægger mærke til og belønner dem der er loyale. — Hebr. 6:10.