Spørgsmål fra læserne
Spørgsmål fra læserne
Jesus havde jo forkyndt ordet i hele Israels land, så hvordan kunne apostelen Peter sige at jøderne og deres ledere „handlede i uvidenhed“ da de lod ham henrette? — Apg. 3:17.
Da apostelen Peter talte med en gruppe jøder om hvilken rolle de havde spillet i forbindelse med Messias’ død, sagde han: „Jeg ved at I handlede i uvidenhed, ligesom jeres ledere også gjorde.“ (Apg. 3:14-17) Nogle jøder har måske ganske enkelt ikke forstået Jesus og hans lære. Andres åndelige uvidenhed kan have skyldtes at de ikke ønskede at behage Gud, eller at de var fyldt med fordomme, misundelse eller direkte had.
Tænk på hvordan et manglende ønske om at behage Jehova påvirkede det syn mange havde på Jesu lære. Jesus underviste ofte ved hjælp af billedtaler, som han forklarede over for dem der gerne ville lære mere. Men nogle af Jesu tilhørere gik blot deres vej uden at forsøge at forstå. Ved en lejlighed tog selv nogle af Jesu disciple anstød af et billede Jesus havde brugt. (Joh. 6:52-66) De forstod ikke at Jesu billedtaler satte deres villighed til at ændre tankegang og handlemåde på prøve. (Es. 6:9, 10; 44:18; Matt. 13:10-15) De ignorerede også en profeti om at Messias ville bruge billeder i sin undervisning. — Sl. 78:2.
Andre afviste Jesu lære på grund af fordomme. Da han underviste i synagogen i sin hjemby, Nazaret, blev folk „forbløffede“. Men i stedet for at tage imod Jesus som Messias stillede de spørgsmål om hans baggrund: „Hvor har denne mand dette fra? . . . Er det ikke tømreren, Marias søn og broder til Jakob og Josef og Judas og Simon? Og er hans søstre ikke her hos os?“ (Mark. 6:1-3) Nazarets indbyggere betragtede Jesu lære som værdiløs fordi han kom fra beskedne kår.
Hvordan var det så med de religiøse ledere? De fleste af dem ignorerede Jesus af lignende årsager. (Joh. 7:47-52) De afviste også hans lære fordi de var misundelige på Jesus, der jo havde folkets bevågenhed. (Mark. 15:10) Og mange af lederne tog det meget ilde op at han kritiserede dem for deres hykleri og bedrag. (Matt. 23:13-36) Jesus fordømte direkte deres selvvalgte uvidenhed med ordene: „Ve jer, I lovkyndige, for I har taget kundskabens nøgle; selv er I ikke gået ind [i Riget], og dem der var ved at gå ind, har I hindret!“ — Luk. 11:37-52.
Gennem tre og et halvt år forkyndte Jesus den gode nyhed i landet. Han oplærte også mange andre til at forkynde. (Luk. 9:1, 2; 10:1, 16, 17) Jesus og hans disciple havde så gode resultater at farisæerne klagede: „Se! Verden er løbet efter ham.“ (Joh. 12:19) Det var altså ikke sådan at flertallet af jøderne absolut intet vidste, men de var dybest set uvidende om Jesus som Messias. De kunne have fået mere at vide og opnået kærlighed til Messias, men det gjorde de ikke. Nogle blev medskyldige i Jesu død. Apostelen Peter formanede derfor mange af dem: „I skal . . . ændre sind og vende om for at få jeres synder slettet ud, så der fra Jehova selv kan komme perioder som giver friske kræfter, og han må sende den Messias der er bestemt for jer, Jesus.“ (Apg. 3:19, 20) Det er værd at lægge mærke til at tusinder af jøder, deriblandt „en stor skare præster“, begyndte at lytte. De handlede ikke længere i uvidenhed. I stedet ændrede de sind og opnåede Jehovas godkendelse. — Apg. 2:41; 4:4; 5:14; 6:7.