Jeg fandt en mening med livet

FORTALT AF GASPAR MARTÍNEZ

På sin vis handler min historie om en fattig dreng fra landet der kom til byen og blev rig. Men man vil opdage at den rigdom jeg skaffede mig, ikke umiddelbart var af den slags jeg havde regnet med.

JEG voksede op i 1930’erne i et goldt landområde i Rioja-regionen i det nordlige Spanien. Som tiårig blev jeg nødt til at gå ud af skolen, men jeg havde dog lært at læse og skrive. Mine seks søskende og jeg arbejdede hver dag ude på markerne, hvor vi tog os af fårene og dyrkede det lille stykke land vi havde.

Fordi vi var fattige, tillagde vi materielle ting stor værdi. Vi var misundelige på dem der havde mere end os. Alligevel sagde biskoppen i området engang at vores by var „den mest religiøse by i hans stift“. Han havde ingen anelse om at mange med tiden ville forlade katolicismen.

En søgen efter noget bedre

Jeg giftede mig med Mercedes, der kom fra den samme by som jeg. Inden længe havde vi en søn at tage os af. I 1957 flyttede vi til den nærliggende by, Logroño, og senere gjorde resten af min familie det samme. Jeg fandt hurtigt ud af at jeg som ufaglært arbejder ville få svært ved at tjene til dagen og vejen. Jeg havde brug for nogle gode råd, men var i tvivl om hvor jeg kunne finde dem. Jeg startede min søgen på det lokale bibliotek, uden dog at vide hvad jeg egentlig ledte efter.

Senere hørte jeg om et radioprogram hvor der blev tilbudt bibelkurser i brevform. Kort efter at jeg havde færdiggjort et sådant kursus, blev jeg kontaktet af nogle fra et protestantisk trossamfund. Efter at have besøgt deres kirke et par gange kunne jeg se at der var rivaliseren mellem de fremtrædende medlemmer i gruppen. Jeg vendte ikke tilbage til dem, og jeg konkluderede at sådan måtte alle religioner være.

Skællene falder fra mine øjne

I 1964 fik vi besøg af en ung mand der hed Eugenio. Han var et af Jehovas Vidner, et trossamfund jeg ikke havde hørt om før. Men jeg var ivrig efter at tale om Bibelen og følte at jeg havde ret stor bibelkundskab. Jeg argumenterede ved hjælp af nogle af de skriftsteder jeg havde lært i mit brevkursus. Selvom jeg prøvede at forsvare visse protestantiske læresætninger, troede jeg inderst inde ikke på dem.

 Efter to lange samtaler måtte jeg indrømme at Eugenio var ekspert i at bruge Guds ord. Det var utroligt at se hvordan han, på trods af at han havde gået kortere tid i skole end jeg, kunne slå op i Bibelen og ræsonnere ud fra skriftstederne. Eugenio viste mig ved hjælp af Bibelen at vi lever i de sidste dage, og at Guds rige snart ville skabe et paradis på jorden. Min nysgerrighed var vakt! — Sl. 37:11, 29; Es. 9:6, 7; Matt. 6:9, 10.

Jeg tog med glæde imod et bibelstudium. Praktisk talt alt hvad jeg lærte, var nyt for mig og rørte mit hjerte. Det ændrede mit syn på livet og gav mig noget at leve for — jeg havde fundet det jeg søgte! Mine bestræbelser for at forbedre min sociale status virkede nu irrelevante, og min kamp for at finde det rette arbejde havde ikke længere så stor betydning. Selv sygdom og død ville en dag blive fjernet! — Es. 33:24; 35:5, 6; Åb. 21:4.

Jeg begyndte med det samme at fortælle mine slægtninge om det jeg lærte. Begejstret forklarede jeg dem at Gud har lovet at skabe en paradisisk jord hvor gudfrygtige mennesker kan leve evigt.

Min familie tager imod sandheden

Snart besluttede en 10-12 stykker af os at mødes hver søndag eftermiddag i min onkels hjem for at drøfte Bibelens løfter. Disse drøftelser varede to til tre timer. Da Eugenio så at en stor gruppe af mine slægtninge var interesseret i Bibelen, arrangerede han det sådan at han kunne undervise hver enkelt familie for sig.

Jeg havde også slægtninge i Durango, en lille by der lå cirka 120 kilometer borte. Her var der ikke nogen Jehovas Vidner. Så tre måneder senere tog jeg et par dages ferie for at besøge dem og fortælle dem om min nyfundne tro. Under mit besøg var vi omkring ti der mødtes hver aften, og jeg forkyndte for dem til ud på de små timer. De lyttede alle sammen meget begejstret. Da mit korte besøg var ved at være ovre, gav jeg dem nogle bibler og noget bibelsk litteratur. Efterfølgende sørgede vi for at holde kontakten.

Da nogle Jehovas Vidner senere kom til Durango — hvor der ikke tidligere var blevet forkyndt — fandt de 18 personer der ivrigt ventede på at få et bibelstudium. Forkynderne sørgede med glæde for at hver familie fik et.

Min kone, Mercedes, havde indtil da ikke været lydhør over for sandheden. Det var ikke så meget fordi hun var modvillig over for Bibelens lære, men mere fordi hun led af menneskefrygt. Jehovas Vidners arbejde var dengang forbudt i Spanien, så hun frygtede at myndighederne ville smide vores to drenge ud af skolen, og at man ville betragte os som udstødte. Men da hun så at hele familien tog imod sandheden fra Bibelen, ville hun også gerne studere.

I løbet af to år blev 40 i min familie døbt som symbol på at de havde indviet sig til at tjene Jehova Gud. Ja, de havde nu de samme mål i livet som jeg. Jeg følte at jeg havde modtaget noget af stor værdi. Vi var blevet velsignet med åndelig rigdom i overflod.

Endnu større rigdom med alderen

I de næste 20 år fokuserede jeg på vores to drenges opvækst og på at hjælpe den lokale menighed. Da Mercedes og jeg flyttede til Logroño, var der kun 20 Jehovas Vidner ud af 100.000 indbyggere. Der gik derfor ikke lang tid før jeg havde mange ansvarsopgaver i menigheden.

Men så, helt uventet, lukkede den fabrik jeg arbejdede på. Jeg var 56 år gammel og arbejdsløs. Jeg havde altid haft et stort ønske om at være i heltidstjenesten, så jeg benyttede mig af den nye situation og blev pioner. Den pension jeg modtog, var noget skrabet, og det var ikke nemt at leve af den. Men Mercedes hjalp til ved at tage noget  rengøringsarbejde. Så vi klarede os og har altid haft det nødvendige. Jeg er stadig pioner, og Mercedes, der også er meget glad for forkyndelsen, er af og til hjælpepioner.

For et par år siden kom Mercedes regelmæssigt med bladene til en ung kvinde der hedder Merche, der som barn havde studeret Bibelen. Merche var glad for at læse vores litteratur, og Mercedes lagde mærke til at Merche i sit hjerte stadig værdsatte sandheden. På et tidspunkt tog hun imod et bibelstudium, og hun gjorde gode fremskridt. Men hendes mand, Vicente, drak og kunne ikke passe et arbejde. Derfor sørgede han ikke for hende økonomisk, og hans alkoholmisbrug var ved at ødelægge deres ægteskab.

Min kone foreslog Merche at Vicente kunne prøve at tale med mig, og på et tidspunkt gjorde han det. Efter flere besøg tog han imod et bibelstudium. Vicente begyndte at forandre sig. Nogle gange drak han ikke flere dag i træk, så blev det til en uge eller mere ad gangen, og til sidst holdt han helt op med at drikke alkohol. Han gjorde synlige fremskridt, og familien blev forenet. Hele hans familie, deriblandt hans hustru og deres datter, støtter på bedste vis en lille menighed på De Kanariske Øer, hvor de nu bor.

Ser tilbage på et meningsfyldt liv

Selvom nogle af mine slægtninge der lærte Bibelen at kende for mange år siden, nu er døde, er vores store familie fortsat med at vokse, og Gud har velsignet os rigt. (Ordsp. 10:22) Det er en stor tilfredsstillelse at se at næsten alle de der begyndte at studere Bibelen for 40 år siden — samt deres børn og børnebørn — fortsætter med at tjene Jehova trofast.

Vi er nu en stor flok i familien der tjener Jehova, og mange er ældste, menighedstjenere og pionerer. Min ældste søn og hans hustru tjener på det spanske afdelingskontor i Madrid. Dengang jeg blev et af Jehovas Vidner, var vi kun 3000 i hele Spanien. Nu er vi over 100.000! Jeg må sige at jeg nyder heltidstjenesten fuldt ud og er Jehova dybt taknemmelig for et pragtfuldt liv i tjenesten for ham. Trods min korte skolegang virker jeg jævnlig som afløser for kredstilsynsmanden.

For et par år siden fandt jeg ud af at den landsby jeg var vokset op i, nærmest lå øde hen. Fattigdom har med tiden tvunget indbyggerne til at forlade deres marker og deres hjem for at søge efter et bedre liv. Det er en stor glæde at mange af dem der er flyttet fra landsbyen — deriblandt jeg — har fundet dyrebare åndelige skatte. Vi har lært at der er en mening med livet, og at det giver en uforlignelig glæde at tjene Jehova.

[Illustration på side 32]

Næsten alle dem i broder Martínez’ familie der er med i sandheden