Den Teokratiske Familieaften — nødvendig for at overleve!
Den Teokratiske Familieaften — nødvendig for at overleve!
FORESTIL dig hvor frygtindgydende „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“ vil blive. (Åb. 16:14) I et malende billedsprog skrev profeten Mika: „Bjergene skal smelte . . . og lavningerne kløves, som voks for ilden, som vand der styrter ned ad en bjergskrænt.“ (Mika 1:4) Hvad vil resultatet være for dem der ikke tjener Jehova? Guds ord siger: „Jehovas slagne skal på den dag ligge fra den ene ende af jorden til den anden.“ — Jer. 25:33.
Med sådanne advarsler i tanke vil det være klogt af familieoverhoveder — hvoraf mange er eneforsørgere — at spørge sig selv angående dem af deres børn som er gamle nok til at ræsonnere over tingene: „Vil de overleve denne voldsomme begivenhed?“ Bibelen forsikrer os om at det vil de hvis de er så åndeligt levende og stærke som man kan forvente af nogen på deres alder. — Matt. 24:21.
Vigtigheden af en Teokratisk Familieaften
Som forælder må du sikre dig at du gør alt hvad du kan, for at opdrage dine børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Ef. 6:4) Vigtigheden af at du studerer Bibelen med dine børn, kan ikke understreges kraftigt nok. Vi ønsker at vores børn og unge skal være som de kristne i Filippi, der af Paulus blev rost fordi de villigt adlød Jehova. Han skrev: „Mine elskede, ligesom I altid har adlydt, ikke blot under min nærværelse, men nu meget mere villigt under mit fravær, sådan skal I blive ved med at arbejde på jeres egen frelse med frygt og bæven.“ — Fil. 2:12.
Holder dine børn fast ved Jehovas normer hvis du ikke er til stede — for eksempel når de er i skole? Hvordan kan du hjælpe dine børn til at indse visdommen i Guds normer så de også lader sig lede af dem når du ikke er lige i nærheden?
I den forbindelse kan Den Teokratiske Familieaften være en stor hjælp til at opbygge dit barns tro. Lad os derfor se på tre vigtige elementer der kan gøre familieaftenen til en succes.
Hav en fast familieaften
I Bibelen antydes det at Guds himmelske sønner, englene, indbydes til at træde frem for Gud på bestemte tidspunkter. (Job 1:6) Du må gøre noget lignende når det drejer sig om dine børn. Fastsæt en bestemt dag og tid hvor I vil holde jeres Teokratiske Familieaften, og overhold så aftalen. Aftal også et alternativt tidspunkt hvis der skulle ske noget uforudset.
Tillad ikke at der med tiden indsniger sig den holdning at det er i orden at studiet kun gennemføres af og til. Husk at de vigtigste personer du kan studere Bibelen med, er dine børn! Satan ønsker jo at de skal blive hans bytte. (1 Pet. 5:8) Hvis du dropper den vigtige Teokratiske Familieaften til fordel for verdslige aktiviteter, som for eksempel det at se fjernsyn, vil Satan have vundet en stor sejr. — Ef. 5:15, 16; 6:12; Fil. 1:10.
Gør familieaftenen praktisk anvendelig
Den Teokratiske Familieaften skal ikke blot handle om at tilegne sig viden. Prøv at gøre den praktisk anvendelig. Hvordan? Vælg af og til nogle emner der drejer sig om de udfordringer dine børn vil møde i løbet af de næste dage eller uger. I kunne for eksempel øve jer 2 Tim. 2:15.
på hvad man kan sige i forkyndelsen. Børn og unge nyder at gøre ting de er gode til. Ved at øve præsentationer og finde svar på indvendinger kan du hjælpe dine børn til at føle sig mere sikre når de deltager i forskellige tjenestegrene. —Sammen med dine børn kan du også øve hvad man kan gøre når man udsættes for gruppepres. Kapitel 15 i bogen Unge spørger — Svar der duer, bind 2, kan danne grundlag for en familiedrøftelse. Rammerne „Strategi mod gruppepres“ på side 132 og 133 indeholder forskellige forslag og giver dit barn mulighed for at udarbejde nogle svar som han eller hun vil føle sig godt tilpas med. Nederst på side 133 findes der følgende opfordring til de unge: „Indøv dine svar sammen med en af dine forældre eller en moden ven.“ Hvad med fra tid til anden at øve sådanne ting på jeres Teokratiske Familieaften?
Denne aften giver også forældre mulighed for at fremhæve fordelene ved at sætte sig åndelige mål. I den forbindelse er der fortræffelige oplysninger i Unge spørger — Svar der duer, bind 2, kapitel 38, der hedder „Hvad vil jeg med mit liv?“ Når I drøfter dette kapitel, må du hjælpe dit barn til at forstå at det bedste man kan gøre, er at centrere sit liv om tjenesten for Jehova. Giv dit barn et ønske om at blive pioner, tjene på Betel, overvære Skolen for Udnævnte Tjenere eller begynde i en anden form for heltidstjeneste.
Her er et advarende ord dog på sin plads: Nogle velmenende forældre har fokuseret så meget på det de ønsker deres barn skal blive, at de glemmer at værdsætte det han eller hun allerede gør. Selvfølgelig er det godt at opmuntre sine børn til at sætte sig mål som for eksempel betel- eller missionærtjeneste. Men man skal passe på at man ikke irriterer sit barn med sine forventninger og dermed gør barnet nedslået. (Kol. 3:21) Husk altid på at dit barn skal elske Jehova af sit eget hjerte — ikke af dit hjerte! (Matt. 22:37) Så sørg for at rose dit barn for det han eller hun gør, og modstå trangen til at fokusere på hvad han eller hun ikke gør. Opbyg også værdsættelse hos dit barn for alt det Jehova har gjort. Og lad derefter dit barns hjerte reagere på Jehovas godhed.
Gør familieaftenen fornøjelig
Det tredje element i en vellykket Teokratisk Familieaften er at den er fornøjelig. Hvordan opnår man det? En gang imellem kunne I måske lytte til et hørespil eller se en af de film Jehovas Vidner har fremstillet, og bagefter drøfte den. Eller I kunne læse højt fra Bibelen og tildele familiemedlemmerne bestemte personers replikker.
Nogle af de faste indslag i Vagttårnet og Vågn op! kan også udgøre et godt grundlag for familiedrøftelser. I kunne for eksempel gøre brug af artiklen på side 31 i Vågn op! med titlen „Hvad vil du svare?“ Hvert andet nummer af den offentlige udgave af Vagttårnet indeholder studieprojektet „Til unge læsere“.
Og til mindre drenge og piger er der artikelserien „Undervis dine børn“.Artikelserien „Unge spørger“ i Vågn op! samt bogen Unge spørger — Svar der duer, bind 2, vil være af særlig interesse for forældre med teenagebørn. Når man bruger bogen, er det vigtigt at man ikke springer over rammen „Hvad mener du?“ ved slutningen af hvert kapitel. Denne ramme er ikke blot ment som en opsummering. Spørgsmålene i rammen kan bruges som basis for familiedrøftelser.
Undgå at familiestudiet kommer til at minde om et forhør. Man skal for eksempel ikke tvinge sine børn til at fortælle hvad de har skrevet på siderne „Til mig selv“ eller i andre dele af bogen hvor de opfordres til at give udtryk for deres mening. I afsnittet „Til forældre“ siges der på side 3: „For at give dine teenagebørn lyst til at skrive åbent og ærligt i deres bog må du lade dem have bogen i fred. Senere kan det godt være at de åbner sig for dig og fortæller om de tanker de har gjort sig.“
Hvis du sørger for at I har jeres Teokratiske Familieaften regelmæssigt, og at den er praktisk anvendelig og fornøjelig, vil Jehova rigt velsigne dine bestræbelser. Denne særlige aften vil bidrage til at din elskede familie holder sig åndeligt levende og stærk.
[Ramme på side 31]
Vær opfindsom
„Når min mand og jeg studerede med vores piger, forberedte vi os på det vi skulle gennemgå ved menighedsmødet, og så fik vi vores piger til at tegne et billede der kunne opsummere det vi havde gennemgået. Nogle gange fremførte vi situationer fra Bibelen eller øvede os på indledninger til tjenesten. Vi sørgede for at studiet passede til deres alder, og at det var interessant, positivt og sjovt.“ — J.M., USA.
„En af dem jeg studerede med, havde en søn, og for at hjælpe ham til at forstå hvordan det var at bruge en skriftrulle på Bibelens tid, udskrev vi Esajas’ Bog. Forinden havde vi slettet alle kapitel- og versnumre. Så satte vi siderne sammen og fastgjorde de to ender til hver sit rør. Dernæst prøvede drengen så at gøre det samme som Jesus havde gjort i synagogen i Nazaret. I Lukas 4:16-21 siger beretningen at Jesus ‘åbnede skriftrullen af Esajas og fandt’ den passage han ledte efter. (Es. 61:1, 2) Drengen opdagede at det var ret svært at finde det der svarede til kapitel 61 i den store skriftrulle uden kapitel- og versinddeling. Imponeret over Jesu evne til at finde rundt i skriftrullen udbrød han: ’Jesus var vildt dygtig!’“ — Y.T., Japan.
[Illustration på side 30]
Situationsspil kan hjælpe dine børn til at modstå gruppepres
[Illustration på side 31]
Prøv at gøre Den Teokratiske Familieaften fornøjelig