„Hold fred med alle mennesker“
„Hold fred med alle mennesker“
„Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker.“ — ROM. 12:18.
1, 2. (a) Hvilken advarsel gav Jesus sine disciple? (b) Hvor kan vi finde vejledning om hvordan vi skal reagere når vi møder modstand?
JESUS advarede sine disciple om at de ville komme ud for modstand fra verdens nationer, og aftenen før han døde, forklarede han hvorfor. Han sagde til sine apostle: „Hvis I var en del af verden, ville verden holde af sit eget. Men fordi I ikke er en del af verden, men jeg har valgt jer ud af verden, derfor hader verden jer.“ — Joh. 15:19.
2 Apostelen Paulus vidste af erfaring at det Jesus havde sagt, var sandt. I sit andet brev til sin unge medarbejder Timoteus skrev Paulus: „Du har nøje fulgt min lære, min livsførelse, min hensigt, min tro, min langmodighed, min kærlighed, min udholdenhed, mine forfølgelser, mine lidelser.“ Derefter tilføjede han: „Ja, alle de som ønsker at leve gudhengivent i samfund med Kristus Jesus vil også blive forfulgt.“ (2 Tim. 3:10-12) I kapitel 12 i sit brev til de kristne i Rom gav Paulus en klog vejledning om hvordan de skulle reagere når de mødte modstand. Hans ord kan være en rettesnor for os her i endens tid.
„Vær i forvejen indstillet på det der er godt“
3, 4. (a) Hvordan kan man følge rådet i Romerbrevet 12:17 i en religiøst splittet husstand? (b) Hvordan kan man følge dette råd i forholdet til sine naboer?
3 Læs Romerbrevet 12:17. Paulus forklarede at vi ikke skal give igen med samme mønt når nogen er fjendtlige over for os. Det er især vigtigt at følge hans ord i en religiøst splittet husstand. Den kristne modstår fristelsen til at ’give igen’ hvis hans eller hendes ægtefælle er uvenlig i ord eller handling. Der kommer ikke noget godt ud af at ’gengælde ondt med ondt’. Nej, det vil kun forværre situationen.
4 Paulus anbefaler en langt bedre fremgangsmåde: „Vær i forvejen indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne.“ En hustru kan gyde olie på vandene ved at være venlig over for sin mand når han siger noget kritisk om hendes tro. (Ordsp. 31:12) Carlos, der nu tjener på Betel, fortæller hvordan hans mor overvandt faderens stærke modstand ved at forblive venlig over for ham og samvittighedsfuldt klare de huslige pligter. „Hun bad os børn om altid at være respektfulde over for ham. Hun krævede at jeg spillede boules (et fransk kuglespil) med ham selvom jeg ikke brød mig særlig meget om spillet. Men han blev altid i godt humør af at spille det.“ Til sidst begyndte Carlos’ far at studere Bibelen, og han blev døbt. Når det drejer sig om ’i forvejen at være indstillet på det der er godt i alle menneskers øjne’, har Jehovas Vidner ofte overvundet fordomme når de i tilfælde af en katastrofe har ydet folk i nabolaget praktisk hjælp.
Hvordan modstand kan smeltes bort med „gloende kul“
5, 6. (a) I hvilken forstand skal man dynge „gloende kul“ på en fjendes hoved? (b) Fortæl en oplevelse fra lokalområdet der viser at det giver gode resultater at følge vejledningen i Romerbrevet 12:20.
5 Læs Romerbrevet 12:20. Da Paulus formulerede ordene i dette vers, har han uden tvivl haft det vi læser i Ordsprogene 25:21, 22, i tanke: „Hvis den der hader dig sulter, så giv ham brød at spise, og hvis han tørster, så giv ham vand at drikke, for derved samler du gloende kul på hans hoved, og Jehova vil belønne dig.“ I betragtning af den vejledning Paulus gav i Romerbrevet, kapitel 12, kan han næppe have ment at de billedlige kul skulle bruges til at straffe en modstander med eller få ham til at skamme sig. Det er snarere sådan at dette ordsprog — og Paulus’ lignende ord til romerne — henviser til en gammel metode til udsmeltning af metaller. Den engelske bibelkommentator Charles Bridges fra det 19. århundrede har skrevet: „Man anbringer ikke blot det svært bearbejdelige metal over ilden, men dynger også gloende kul oven på det, så det er helt omsluttet. Det er kun få hjerter der er så hårde at de ikke lader sig smelte af den stærke kraft der udgår fra en tålmodig, uselvisk, brændende kærlighed.“
6 Ligesom „gloende kul“ kan venlighed gøre en modstander varm om hjertet og måske få hans eller hendes fjendtlighed til at smelte bort. En venlig optræden kan gøre folk mere imødekommende over for Jehovas tjenere og det bibelske budskab de forkynder. Apostelen Peter skrev: „Bevar jeres adfærd god blandt folk fra nationerne, så at de, som følge af jeres gode gerninger hvortil de er øjenvidner, kan herliggøre Gud på den dag han inspicerer, for det som de nu bagtaler jer for som forbrydere.“ — 1 Pet. 2:12.
„Hold fred med alle mennesker“
7. Hvad er den fred som Kristus giver sine disciple, og hvad får den os til at gøre?
7 Læs Romerbrevet 12:18. Den sidste aften Jesus var sammen med sine disciple, sagde han til dem: „Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer.“ (Joh. 14:27) Den fred Kristus giver sine disciple, er den indre ro de får når de føler at Jehova og hans søn elsker dem og har godkendt dem. Denne indre fred bør få os til at leve fredeligt med andre. Sande kristne elsker fred og stifter fred. — Matt. 5:9.
8. Hvordan kan vi være fredsstiftende i hjemmet og i menigheden?
8 En måde man kan være fredsstiftende på i familien, er at bilægge uoverensstemmelser så hurtigt som muligt i stedet for at lade konflikterne udvikle sig. (Ordsp. 15:18; Ef. 4:26) Det samme gælder i den kristne menighed. Apostelen Peter forbinder det at jage efter fred med det at tæmme tungen. (1 Pet. 3:10, 11) Efter at have givet vejledning om tungens brug og behovet for at undgå misundelse og stridigheder skrev også Jakob: „Visdommen ovenfra er først og fremmest ren, derefter fredsstiftende, rimelig, rede til at adlyde, fuld af barmhjertighed og gode frugter, ikke partisk, ikke hyklerisk. Desuden får retfærdigheds frugt sin sæd sået i fred for dem som stifter fred.“ — Jak. 3:17, 18.
9. Hvad skal vi have for øje når vi forsøger at ’holde fred med alle mennesker’?
9 Med sin udtalelse i Romerbrevet 12:18 peger Paulus på at det ikke er nok at vi er fredsstiftende i familien og i menigheden. Han siger at vi skal ’holde fred med alle mennesker’. Det omfatter naboer, kolleger, skolekammerater og dem vi møder i den offentlige forkyndelse. Apostelen modererer dog sin vejledning ved at sige: „Om muligt, så vidt det står til jer.“ Det betyder at vi vil gøre alt hvad vi med rimelighed kan, for at „holde fred med alle“, men vi vil ikke gå så langt at vi krænker Guds retfærdige principper.
Hævnen er Jehovas
10, 11. I hvilken forstand ’giver vi plads for vreden’, og hvorfor er det rigtigt at gøre det?
10 Læs Romerbrevet 12:19. Selv når det gælder dem der „ikke er gunstigt stemt“ over for vores arbejde og det budskab vi forkynder, deriblandt dem der ligefrem modstår os, vil vi ’finde os i ondt’ og være milde. (2 Tim. 2:23-25) Paulus råder de kristne til ikke at hævne sig, men at ’give plads for vreden’. Hvis vrede er det Paulus tænker på? Han har nok ikke ment at vi burde lade vores egen vrede få frit løb. Nej, det er tydeligvis Guds vrede vi bør give plads for. Som kristne ved vi at vi ikke har ret til at hævne os. Salmisten skrev: „Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare; bliv ikke optændt af vrede — det fører kun til at man handler ondt.“ (Sl. 37:8) Og Salomon gav dette råd: „Sig ikke: ’Jeg vil gengælde med ondt!’ Sæt dit håb til Jehova, og han vil frelse dig.“ — Ordsp. 20:22.
11 Hvis modstandere gør os fortræd, er det klogest at overlade det til Jehova at straffe dem — hvis og når han ønsker det. At det var Jehovas vrede Paulus havde i tanke, viser han ved at tilføje: „Der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Jævnfør Femte Mosebog 32:35). Hvis vi forsøgte at hævne os, ville vi handle overmodigt og påtage os noget som Jehova selv har forbeholdt sig retten til. Desuden ville det være et udtryk for manglende tro på Jehovas løfte om at han vil gengælde.
12. Hvornår vil Jehovas vrede blive åbenbaret, og hvordan vil den blive det?
12 Tidligere i sit brev til romerne havde Paulus skrevet: „Guds vrede åbenbares fra himmelen over al ugudelighed og uretfærdighed hos mennesker som undertrykker sandheden ved uretfærdighed.“ (Rom. 1:18) Jehovas vrede vil blive åbenbaret fra himmelen gennem hans søn når „den store trængsel“ bryder løs. (Åb. 7:14) Det vil være „et bevis på Guds retfærdige dom“, som Paulus forklarede i et andet af sine inspirerede breve: „Det er jo kun retfærdigt fra Guds side at give dem trængsel til gengæld som volder jer trængsel, men jer som lider trængsel, lindring sammen med os ved Herren Jesu åbenbarelse fra himmelen med sine mægtige engle i flammende ild, når han bringer hævn over dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus.“ — 2 Thess. 1:5-8.
Overvind det onde med det gode
13, 14. (a) Hvorfor bliver vi ikke overraskede når vi kommer ud for modstand? (b) Hvordan kan vi velsigne dem der forfølger os?
13 Læs Romerbrevet 12:14, 21. Med fuld tillid til at Jehova vil gennemføre sin hensigt, kan vi trygt lægge alle vores kræfter i det arbejde han har givet os at gøre — at forkynde ’den gode nyhed om riget på hele den beboede jord’. (Matt. 24:14) Vi er klar over at denne kristne gerning vil vække fjendernes vrede, for Jesus har givet os denne advarsel: „I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn.“ (Matt. 24:9) Derfor bliver vi ikke overraskede eller mister modet når vi kommer ud for modstand. Apostelen Peter skrev: „I elskede, I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer, som om der hændte jer noget mærkeligt. Tværtimod, bliv ved med at fryde jer, da I jo er delagtige i Messias’ lidelser.“ — 1 Pet. 4:12, 13.
14 I stedet for at føle stærk uvilje mod dem der modstår os, forsøger vi at oplyse og informere dem fordi vi forstår at nogle af dem forfølger os af ren og skær uvidenhed. (2 Kor. 4:4) Vi bestræber os for at følge Paulus’ råd: „Bliv ved med at velsigne dem som forfølger; velsign og forband ikke.“ (Rom. 12:14) Man kan blandt andet velsigne modstanderne ved at bede for dem. Jesus sagde i Bjergprædikenen: „Bliv ved med at elske jeres fjender, at gøre godt mod dem der hader jer, at velsigne dem der forbander jer, at bede for dem der fornærmer jer.“ (Luk. 6:27, 28) Apostelen Paulus vidste af egen erfaring at en der forfølger de kristne, kan blive en trofast Kristi discipel og en nidkær tjener for Jehova. (Gal. 1:13-16, 23) I et andet brev skrev Paulus: „Når vi hånes, velsigner vi; når vi forfølges, finder vi os i det; når vi smædes, bønfalder vi.“ — 1 Kor. 4:12, 13.
15. På hvilken måde overvinder man bedst det onde med det gode?
15 En sand kristen vil derfor følge den opfordring der bliver givet i det sidste vers i Romerbrevet, kapitel 12: „Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ Alt ondt kommer fra Satan Djævelen. (Joh. 8:44; 1 Joh. 5:19) I den åbenbaring der blev givet til apostelen Johannes, gør Jesus kendt at hans salvede brødre „har sejret over [Satan] på grund af Lammets blod og på grund af deres vidnesbyrds ord“. (Åb. 12:11) Det viser at den bedste måde at besejre Satan på og overvinde den onde indflydelse han øver på denne nuværende ordning, er at gøre det gode gennem vores vidnegerning, ja, at forkynde den gode nyhed om Riget.
Glæd dig i håbet
16, 17. Hvad har Romerbrevet, kapitel 12, lært os om (a) hvordan vi bør bruge vores liv? (b) hvordan vi skal opføre os i menigheden? (c) hvordan vi bør behandle dem der modstår vores tro?
16 Vores korte gennemgang af kapitel 12 i Paulus’ brev til de kristne i Rom har mindet os om mange ting. Vi har lært at vi som Jehovas indviede tjenere hver især bør være villige til at bringe ofre. Og det der tilskynder os til at gøre det villigt, er Guds ånd og dét at vi ved hjælp af vores sunde fornuft er blevet overbevist om at det er Guds vilje. Vi er brændende i ånden og bruger ivrigt de forskellige gaver vi har fået. Desuden gør vi hvad vi kan for at bevare den kristne enhed ved at tjene med den rette ydmyghed og beskedenhed. Vi følger gæstfrihedens vej og viser ægte medfølelse.
17 Romerbrevet, kapitel 12, indeholder også en hel del vejledning om hvordan vi skal reagere på den modstand vi møder. Vi bør ikke give igen med samme mønt. I stedet skal vi overvinde modstanden ved at være venlige. Og i den udstrækning det er muligt, bør vi, uden at krænke Bibelens principper, bestræbe os for at leve fredeligt med alle mennesker. Det gælder i familien, i menigheden, over for naboer, på arbejdspladsen, i skolen og i vores offentlige tjeneste. Selv når andre er fjendtlige over for os, gør vi vores bedste for at overvinde det onde med det gode og huske at hævnen er Jehovas.
18. Hvilke tre opfordringer bliver der givet i Romerbrevet 12:12?
18 Læs Romerbrevet 12:12. Foruden alle disse kloge og praktiske råd kommer Paulus med tre indtrængende opfordringer. Eftersom vi aldrig vil kunne gøre alle disse ting uden at få hjælp fra Jehova, råder apostelen os til at ’være vedholdende i bønnen’. Hvis vi er det, vil vi kunne følge hans råd om at ’holde ud under trængselen’. Endelig må vi holde tankerne rettet mod den fremtid Jehova stiller os i udsigt, og ’glæde os i håbet’ over det evige liv, hvad enten det er i himmelen eller på jorden.
Til repetition
• Hvordan skal vi reagere på modstand?
• På hvilke områder bør vi forsøge at være fredsstiftende, og hvordan?
• Hvorfor skal vi ikke søge at hævne os?
[Studiespørgsmål]
[Illustration på side 8]
Når vi yder vores naboer praktisk hjælp, kan det være med til at overvinde fordom
[Illustration på side 9]
Gør du en indsats for at være fredsstiftende i menigheden?