Hvordan tre stævner har været med til at forme mit liv

FORTALT AF GEORGE WARIENCHUCK

ER DU nogen sinde blevet så bevæget af noget du hørte ved et af vores stævner, at det fik dig til at foretage store forandringer i dit liv? Det er jeg. Når jeg tænker tilbage, er der især tre stævner der har været med til at forme mit liv. Det første hjalp mig til at være mindre frygtsom; det andet til at være mere tilfreds; det tredje til at give mere af mig selv. Men inden jeg fortæller om disse forandringer, vil jeg gerne berette om nogle begivenheder der fandt sted flere år før disse stævner blev holdt — begivenheder fra min barndom.

Jeg er født i 1928 som den yngste af tre børn. Mine søstre, Margie og Olga, og jeg voksede op i New Jersey i USA i en by der hedder South Bound Brook, som dengang havde omkring 2000 indbyggere. Selvom vi var fattige, var min mor meget gavmild. Når hun havde råd til at tilberede et særlig godt måltid, delte hun det med naboerne. Da jeg var ni år, blev mor besøgt af en forkynder der talte ungarsk, min mors førstesprog, og det fik hende til at lytte til Bibelens budskab. Senere blev bibelstudiet ledet af Bertha, en søster i begyndelsen af tyverne, som hjalp mor til at blive en tjener for Jehova.

I modsætning til min mor var jeg af natur ret genert og usikker. Og det blev ikke bedre af at mor ofte kritiserede mig. Når jeg med tårer i øjnene spurgte: „Hvorfor kritiserer du mig altid?,“ sagde hun at hun elskede mig, men ikke ønskede at forkæle mig. Mor ville mig det godt, men mangelen på ros fik mig til at føle mig mindreværdig.

En dag spurgte en nabo der altid talte venligt til mig, om jeg ville følge hendes sønner hen til søndagsskolen i deres kirke. Jeg vidste at det ville mishage Jehova, men jeg var bange for at fornærme den venlige nabo. Så i flere måneder tog jeg med i kirke, selvom jeg skammede mig over det. Også i skolen fik min menneskefrygt mig til at handle imod min samvittighed. Skoleinspektøren, som var temmelig dominerende, krævede at lærerne skulle få alle børnene til at hilse flaget. Jeg hilste også flaget. Det fortsatte et års tid, men så skete der en forandring.

En lektion i at vise mod

I 1939 blev der oprettet en bogstudiegruppe i vores hjem. Mødet blev ledet af en ung pionerbroder der hed Ben Mieszkalski. Vi kaldte ham Big Ben — og det var et meget passende navn. I mine øjne var han lige så høj og bred som vores hoveddør. Men trods hans kæmpestore skikkelse var han blid af væsen, og hans varme smil fik mig hurtigt til at føle mig godt tilpas i hans selskab. Så da Ben spurgte om jeg ville følges med ham i forkyndelsen, tog jeg med glæde imod tilbuddet. Vi blev gode venner. Når jeg var nedtrykt, talte han til mig ligesom en kærlig storebror ville tale til sin yngre  bror. Det betød meget for mig, og jeg elskede ham højt.

I 1941 spurgte Ben os om vi havde lyst til at køre med ham til et stævne i St. Louis i Missouri. Forestil dig hvor begejstret jeg blev! Jeg havde aldrig været længere end 80 kilometer væk fra vores hjem, og nu skulle jeg rejse til et sted der lå 1500 kilometer borte! Der var imidlertid opstået problemer i St. Louis. Nogle præster havde beordret deres sognebørn til at annullere enhver aftale de havde indgået om at huse Jehovas Vidner under stævnet. Mange rettede sig efter præsterne. Den familie vi skulle bo hos, var også blevet truet, men vi blev budt hjertelig velkommen. Vores værter sagde at de ikke ville bryde deres løfte om at give os logi. Deres mod gjorde et stort indtryk på mig.

Mine søstre blev døbt ved det stævne. Samme dag holdt broder Rutherford fra Betel i Brooklyn et gribende foredrag hvori han bad alle børn som ønskede at gøre Guds vilje, om at rejse sig fra deres pladser. Cirka 15.000 børn rejste sig. Det gjorde jeg også. Derefter bad han alle de børn der ønskede at gøre deres bedste i forkyndelsesarbejdet, om at svare „ja“. Sammen med de andre børn råbte jeg „ja!“ Så kom der et tordnende bifald. Jeg var fyr og flamme!

Efter stævnet besøgte vi en trosfælle i West Virginia. Han fortalte at han engang da han var ude at forkynde, blev overfaldet af en rasende pøbelskare som slog ham og rullede ham i tjære og fjer. Jeg lyttede åndeløst. „Men jeg vil blive ved med at forkynde,“ sagde broderen. Efter vores besøg hos denne broder følte jeg mig som David. Jeg var klar til at tage kampen op mod Goliat — min skoleinspektør.

Da jeg kom i skole igen, henvendte jeg mig til inspektøren. Han stirrede vredt på mig. Jeg bad en stille bøn til Jehova om hjælp, og så udbrød jeg: „Jeg har været til et af Jehovas Vidners stævner. Jeg vil ikke længere hilse flaget!“ Lang pause. Så rejste skoleinspektøren sig fra sit skrivebord og gik hen imod mig. Kobberrød i ansigtet af raseri råbte han: „Hvis ikke du hilser flaget, vil du blive bortvist!“ Denne gang gik jeg ikke på kompromis, og jeg følte en dyb indre glæde som jeg aldrig havde oplevet før.

Jeg kunne næsten ikke vente med at fortælle Ben hvad der var sket. Da jeg fik øje på ham i rigssalen, råbte jeg: „Jeg er blevet bortvist fra skolen! Jeg hilste ikke flaget!“ Ben lagde armen om mig, smilede og sagde: „Du kan være sikker på at Jehova elsker dig.“ (5 Mos. 31:6) De ord virkede meget motiverende på mig. Jeg blev døbt den 15. juni 1942.

Jeg lærer hemmeligheden ved det at være tilfreds

Efter den anden verdenskrig fik nationens økonomi et kæmpe opsving, og en bølge af materialisme skyllede hen over landet. Jeg havde et vellønnet job og var i stand til at købe ting som jeg tidligere kun kunne drømme om. Nogle af mine venner købte motorcykler; andre moderniserede deres bolig. Jeg købte en splinterny bil. Snart begyndte mit ønske om at få flere materielle bekvemmeligheder at skubbe de åndelige interesser i baggrunden. Jeg vidste at jeg var inde på et galt spor. Heldigvis hjalp et stævne der blev holdt i New York i 1950, mig til at ændre kurs.

Ved det stævne tilskyndede den ene taler efter den anden tilhørerne til at gøre en energisk indsats i forkyndelsesarbejdet. „Skær ned til det absolut nødvendige, og løb væddeløbet,“ tilskyndede en af talerne. Det var som om han talte direkte til mig. Jeg overværede også  afslutningshøjtideligheden for en gileadklasse. Det fik mig til at tænke: ’Hvis disse forkyndere på min egen alder kan give afkald på materielle bekvemmeligheder for at tjene i udlandet, burde jeg også være villig til at gøre det samme herhjemme.’ Da stævnet var ved at være forbi, havde jeg besluttet at jeg ville være pioner.

I mellemtiden var jeg begyndt at komme sammen med Evelyn Mondak, en nidkær søster i den menighed jeg var i. Evelyns mor, som havde seks børn, var en frygtløs kvinde. Hun elskede at udføre gadearbejde lige foran en stor romerskkatolsk kirke. Uanset hvor mange gange den vrede præst beordrede hende væk, nægtede hun at forlade stedet. Ligesom sin mor var Evelyn ikke bange for mennesker. — Ordsp. 29:25.

I 1951 blev Evelyn og jeg gift, sagde vores arbejde op og blev pionerer. En rejsende tilsynsmand opfordrede os til at flytte til Amagansett, en landsby på Atlanterhavskysten cirka 160 kilometer fra New York. Da menigheden fortalte os at de ikke kunne skaffe os logi, så vi os om efter en campingvogn, men vi kunne ikke finde en som vi havde råd til. Vi fandt dog en der var noget nedslidt. Ejeren ville have 900 dollars for den — lige præcis det samlede beløb vi havde fået i bryllupsgave. Vi købte den, satte den i stand og kørte den til vores nye distrikt. Vi ankom imidlertid uden penge på lommen, og vi spekulerede på hvordan vi skulle klare os som pionerer.

Evelyn begyndte at gøre rent hos private, og jeg fandt et rengøringsjob på en italiensk restaurant, hvor jeg skulle arbejde sent om aftenen. „Hvis der er mad tilovers, må du gerne tage den med hjem til din kone,“ sagde ejeren af restauranten. Så når jeg kom hjem ved to-tiden om morgenen, fyldtes vores campingvogn med duften af pizzaer og pasta. Disse opvarmede måltider var en luksusspise for os, især om vinteren når vi rystede af kulde inde i den iskolde campingvogn. Nogle gange gav brødrene i menigheden os en stor fisk som de lagde på trinnene til campingvognen. I de år vi tjente sammen med vores kære brødre i Amagansett, lærte vi at det giver lykke og indhold i livet at være tilfreds med det mest nødvendige. Det var en skøn tid.

Motiveret til at give mere af os selv

I juli 1953 var vi sammen med hundredvis af missionærer som var på besøg fra deres distrikt i udlandet for at overvære et internationalt stævne i New York. De fortalte nogle meget spændende oplevelser, og deres begejstring virkede smittende. Og da en af talerne ved stævnet påpegede at der var mange lande Rigets budskab endnu ikke var nået ud til, vidste vi hvad vi måtte gøre — give mere af os selv ved at øge vores andel i forkyndelsen. Under stævnet ansøgte vi om at komme ud i missionærtjenesten. Samme år blev vi indbudt til at overvære den 23. klasse på Gileadskolen, som begyndte i februar 1954. Hvilken forret!

Vi blev meget begejstret da vi fik at vide at vi var blevet tildelt distrikt i Brasilien. Før vi tog af sted på den 14 dage lange rejse med dampskib, sagde en af de ansvarlige brødre på Betel til mig: „Du og din hustru skal til Brasilien sammen med ni enlige missionærsøstre. Pas godt på dem!“ Kan du forestille dig sømændenes forbavsede ansigtsudtryk da de så mig gå om bord med ti unge kvinder på slæb? Søstrene kunne sagtens selv håndtere situationen, men  jeg var alligevel lettet da vi satte foden på brasiliansk jord.

Jeg lærte portugisisk og fik derefter til opgave at virke i rejsetjenesten i Rio Grande do Sul, en delstat i Sydbrasilien. Den rejsende tilsynsmand, en enlig broder, som jeg skulle afløse, sagde til min kone og mig: „Det overrasker mig at man har sendt et ægtepar hertil. Det er et barsk område at rejse i.“ Menighederne lå spredt ud over et vidtstrakt landområde, og nogle af dem kunne kun nås med lastbil. Hvis man købte et måltid til chaufføren, fik man lov til at kravle op på hans lastbil. Ligesom ryttere på en hest sad vi så med spredte ben på toppen af læsset mens vi med begge hænder holdt godt fast i remmene der var bundet rundt om det. Hver gang lastbilen lavede et skarpt sving, og det tårnhøje læs hældede faretruende så vi kunne se ned i de dybe dale, hagede vi os endnu mere fast til remmene. Disse rejser kunne tage hele dagen. Men da vi så hvor glade brødrene, som havde længtes efter vores besøg, blev da vi kom, var rejserne alle anstrengelserne værd.

Vi boede hos brødrene. De var meget fattige, men det afholdt dem ikke fra at være gavmilde. I et isoleret område arbejdede alle brødrene på et stort slagteri. Lønnen var lav, og de havde kun råd til ét måltid om dagen. Hvis de udeblev fra deres arbejde, fik de ingen løn den dag. Men når vi var på besøg, holdt de alligevel fri i to dage for at støtte menighedens arrangementer. De satte deres lid til Jehova. Vi vil aldrig glemme hvad disse ydmyge brødre lærte os i forbindelse med at bringe ofre for Guds rige. I den tid vi tilbragte hos dem, fik vi en oplæring der ikke kan fås på nogen skole. Når jeg tænker tilbage og mindes disse brødre, får jeg stadig glædestårer i øjnene.

I 1976 tog vi tilbage til USA for at passe min svagelige mor. Det var svært for os at rejse fra Brasilien, men vi er taknemmelige over at have været vidne til en enestående fremgang i Rigets arbejde i dette land. Når vi får breve fra Brasilien, dukker der mange dejlige minder op fra den vidunderlige tid i vores liv.

Gensynsglæde

Samtidig med at vi tog os af min mor, var vi pionerer og havde noget rengøringsarbejde. Min mor døde i 1980 som en trofast tjener for Jehova. Senere blev jeg indbudt til at virke i kredstjenesten i USA. I 1990 besøgte min kone og jeg en menighed i Connecticut, og dér mødte vi en ganske særlig person. En af menighedens ældste hed Ben — den selv samme Ben som omkring 50 år tidligere havde hjulpet mig til at tage standpunkt for Jehova! Kan du forestille dig hvor glade vi var da vi omfavnede hinanden?

Siden 1996 har Evelyn og jeg virket som specialpionerer i den portugisisktalende menighed i Elizabeth, New Jersey, dog uden at skulle opfylde timekravet. Jeg har helbredsproblemer, men med min kære kones hjælp tager jeg del i forkyndelsen så meget som muligt. Evelyn hjælper også en skrøbelig, ældre nabo. Hendes navn er Bertha — ja, den samme Bertha som for over 70 år siden hjalp min mor til at blive en tjener for Jehova! Vi er glade for at vi har mulighed for at fortælle hende hvor meget vi værdsætter alt det hun gjorde for at hjælpe min familie til at lære sandheden at kende.

Jeg er meget taknemmelig for at de omtalte stævner motiverede mig til at tage standpunkt for den sande tilbedelse, forenkle mit liv og gøre mere i forkyndelsen. Ja, disse stævner har virkelig været med til at forme mit liv.

[Illustration på side 23]

Evelyns mor (til venstre) og min mor

[Illustration på side 23]

Min ven Ben

[Illustration på side 24]

I Brasilien

[Illustration på side 25]

Med Evelyn i dag