Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan studiet af Bibelen kan berige dine bønner

Hvordan studiet af Bibelen kan berige dine bønner

Hvordan studiet af Bibelen kan berige dine bønner

„Ak, Jehova, måtte dit øre dog være lydhørt for din tjeners bøn.“ — NEH. 1:11.

1, 2. Hvorfor vil det være gavnligt at se nærmere på nogle af de bønner der er nedskrevet i Bibelen?

BØN og bibelstudium er vigtige dele af den sande tilbedelse. (1 Thess. 5:17; 2 Tim. 3:16, 17) Bibelen er naturligvis ikke nogen bønnebog. Men ikke desto mindre indeholder den adskillige bønner, hvoraf mange findes i Salmernes Bog.

2 Når vi læser og studerer Bibelen, vil vi sikkert finde bønner der passer på situationer vi selv kommer ud for. Og det beriger vores egne bønner hvis vi inkluderer tanker og ord fra de bønner der er nedskrevet i Bibelen. Hvad kan vi lære af dem hvis indtrængende bønner om hjælp blev besvaret, og af det de bad om?

Søg Guds ledelse og følg den

3, 4. Hvilken opgave blev Abrahams tjener sendt ud på, og hvad kan vi lære af det udfald som Jehova lod sagen få?

3 Et studium af Bibelen viser tydeligt at man altid bør bede om Guds ledelse. Tænk for eksempel på hvad der skete da patriarken Abraham sendte sin ældste tjener — sandsynligvis Eliezer — til Mesopotamien for at finde en gudfrygtig hustru til Isak. Mens nogle kvinder var ved at trække vand op af en brønd, bad tjeneren: „Jehova . . . , det der må ske er at den unge kvinde som jeg siger til: ’Jeg beder dig, sænk din vandkrukke, så jeg kan drikke,’ og som dertil siger: ’Drik, og jeg vil også vande dine kameler,’ hende er det du bestemmer for din tjener, for Isak; og lad mig heraf vide at du har vist min herre loyal hengivenhed.“ — 1 Mos. 24:12-14.

4 Abrahams tjeners bøn blev besvaret da Rebekka gav hans kameler vand. Kort tid derefter fulgte hun med ham til Kana’an, hvor hun giftede sig med Isak og blev hans elskede hustru. Vi kan selvfølgelig ikke forvente at Gud vil give os et særligt tegn. Men han vil vise os vej i livet hvis vi beder ham om det og er besluttede på at lade os lede af hans ånd. — Gal. 5:18.

Bøn kan være en hjælp til at dulme angst og bekymring

5, 6. Hvad lægger vi mærke til ved den bøn Jakob bad inden han skulle møde Esau?

5 Bøn kan dulme angst og bekymring. Da Jakob frygtede at hans tvillingebror, Esau, ville volde ham ondt, bad han: „Jehova, . . . jeg er uværdig til al den loyale hengivenhed og al den troskab som du har vist din tjener . . . Udfri mig, beder jeg dig, af min broders hånd, af Esaus hånd, for jeg er bange for at han kommer og overfalder mig, moder sammen med børn. Men du har jo sagt: ’Jeg vil visselig gøre godt mod dig og gøre dit afkom som havets sandskorn, der ikke kan tælles, så talrige er de.’“ — 1 Mos. 32:9-12.

6 Jakob tog selv visse forholdsregler, men hans bøn blev også besvaret da han og Esau blev forsonet. (1 Mos. 33:1-4) Når man omhyggeligt læser Jakobs bøn igennem, ser man at han ikke blot tryglede om hjælp. Han gav også udtryk for at han troede på det lovede afkom og var taknemmelig for Guds loyale hengivenhed. Føler du dig undertiden bange og ængstelig? I så fald kan Jakobs bøn måske minde dig om at bønner kan dulme angst. De bør imidlertid ikke kun indeholde anmodninger, men også udtryk for tro.

Bed om visdom

7. Hvorfor bad Moses om at få kendskab til Jehovas veje?

7 Ønsket om at glæde Jehova burde få os til at bede om visdom. Moses bad om at få kendskab til Jehovas veje. „Se,“ bad han, „du [Jehova] siger til mig: ’Før dette folk op [fra Ægypten]’ . . . Og nu, hvis jeg dog har fundet yndest i dine øjne, lad mig da få kendskab til dine veje, . . . så jeg kan kende dig, for at jeg kan finde yndest i dine øjne.“ (2 Mos. 33:12, 13) Som svar på Moses’ bøn gav Gud ham større kendskab til sine veje — noget der var nødvendigt hvis Moses skulle kunne lede Israels folk.

8. Hvilken gavn kan man have af at grunde over Første Kongebog 3:7-14?

8 David bad også: „Gør dine veje kendt for mig, Jehova.“ (Sl. 25:4) Og Davids søn Salomon bønfaldt Gud om at måtte få den visdom han behøvede for at kunne varetage sine pligter som konge i Israel. Salomons bøn behagede Jehova, som ikke blot gav ham det han havde bedt om, men også rigdom og ære. (Læs Første Kongebog 3:7-14). Hvis man får en opgave i menigheden som kan virke overvældende, må man bede om visdom og lægge en ydmyg indstilling for dagen. Så vil Gud hjælpe en til at få den nødvendige kundskab og visdom til at kunne varetage ansvarsopgaven på en god og kærlig måde.

Bønner må komme fra hjertet

9, 10. Hvad finder du betydningsfuldt ved Salomons omtale af hjertet i hans indvielsesbøn?

9 Hvis Jehova skal høre vores bønner, må de komme fra hjertet. Salomon bad en inderlig bøn, der er nedskrevet i Første Kongebog, kapitel 8, foran de skarer der var forsamlede i Jerusalem til indvielsen af Jehovas tempel i 1026 f.v.t. Da pagtens ark var blevet anbragt i Det Allerhelligste og Jehovas sky fyldte templet, lovpriste Salomon Gud.

10 Prøv at læse Salomons bøn, og læg mærke til hvor ofte han refererer til hjertet. Salomon erkendte at Jehova alene ved hvad der bor i et menneskes hjerte. (1 Kong. 8:38, 39) Den samme bøn viser at der er håb for en synder som ’vender om til Gud af hele sit hjerte’. Og hvis fjender tog Guds folk til fange, ville folkets bønner blive hørt når deres hjerte var helt med Jehova. (1 Kong. 8:48, 58, 61) Det er altså vigtigt at vores bønner kommer fra hjertet.

Hvordan Salmerne kan berige dine bønner

11, 12. Hvad kan man lære af den bøn en levit bad da han i en periode var forhindret i at komme i Guds helligdom?

11 Et studium af Salmerne vil kunne berige dine bønner og hjælpe dig til at vente på at Gud besvarer dem. Tænk på den tålmodighed som en landflygtig levit viste. Selvom han i en periode ikke kunne komme i Jehovas helligdom, sang han: „Hvorfor er du fortvivlet, min sjæl, og hvorfor bruser du i mig? Vent på Gud, for endnu en gang skal jeg prise ham som min storslåede frelse.“ — Sl. 42:5, 11; 43:5.

12 Hvad kan man lære af denne levit? Hvis vi skulle blive fængslet for retfærdighedens skyld og derfor i en periode være forhindret i at komme til møderne sammen med vores trosfæller, må vi vente tålmodigt på at Gud griber ind til gavn for os. (Sl. 37:5) Vi må tænke på de glæder vi tidligere har haft i tjenesten for Gud, og bede om udholdenhed mens vi venter på at han vil hjælpe os til igen at komme sammen med hans folk.

Bed i tro

13. Hvorfor bør du i overensstemmelse med Jakob 1:5-8 bede i tro?

13 Uanset hvilken situation du befinder dig i, så bed altid i tro. Kommer du ud for en trosprøve, må du følge disciplen Jakobs råd. Vend dig til Jehova i bøn, og tvivl ikke på at han kan give dig den nødvendige visdom til at klare prøvelsen. (Læs Jakob 1:5-8). Gud er opmærksom på enhver foruroligende tanke du måtte have, og ved hjælp af sin ånd kan han lede og trøste dig. Udøs dit hjerte for ham i fuldstændig tillid, „uden overhovedet at tvivle“, og følg hans ånds ledelse og vejledningen i hans ord.

14, 15. Hvorfor kan det siges at Hanna bad og handlede i tro?

14 Hanna, en af levitten Elkanas to hustruer, bad til Gud og handlede i tro. Den barnløse Hanna blev hånet af Elkanas anden hustru, Peninna, der havde født adskillige børn. Ved teltboligen aflagde Hanna et højtideligt løfte om at hun, hvis hun fødte en søn, ville give ham til Jehova. Fordi hendes læber skælvede mens hun bad, troede ypperstepræsten Eli at hun var beruset. Da han fandt ud af at det ikke var tilfældet, sagde han: „Måtte Israels Gud opfylde det ønske som du har bedt til ham om.“ Selvom Hanna ikke præcis vidste hvad udfaldet ville blive, havde hun tillid til at hendes bøn ville blive besvaret. Derfor „var [hun] ikke længere indadvendt“; hun var ikke nedtrykt og ked af det som før. — 1 Sam. 1:9-18.

15 Efter at Hanna havde født Samuel og vænnet ham fra, overgav hun ham til at yde hellig tjeneste for Jehova ved tabernaklet. (1 Sam. 1:19-28) Hvis du tager dig tid til at grunde over den bøn hun bad ved denne lejlighed, kan det berige dine egne bønner og hjælpe dig til at se at selv bedrøvelse over et smertefuldt problem kan overvindes hvis du beder til Jehova i tillid til at han vil svare dig. — 1 Sam. 2:1-10.

16, 17. Hvad skete der som følge af at Nehemias bad og handlede i tro?

16 Også den retskafne mand Nehemias der levede i det femte århundrede før vor tidsregning, bad og handlede i tro. Hans indtrængende bøn lød: „Ak, Jehova, måtte dit øre dog være lydhørt for din tjeners bøn, ja, for alle dine tjeneres bøn, de som ønsker at frygte dit navn; og lad det dog lykkes for din tjener i dag og lad ham finde barmhjertighed for denne mands ansigt.“ Hvem var ’denne mand’? Det var den persiske kong Artaxerxes, som Nehemias var mundskænk for. — Neh. 1:11.

17 Efter at Nehemias havde fundet ud af at de jøder der var blevet udfriet fra fangenskabet i Babylon, befandt sig „i stor ulykke og forsmædelse“, og at „Jerusalems mur [var] nedbrudt“, bad han i dagevis i tro til Gud. (Neh. 1:3, 4) Nehemias’ bønner blev besvaret på en måde der langt overgik det han havde håbet på, for kong Artaxerxes gav ham lov til at rejse til Jerusalem og genopbygge byens mur. (Neh. 2:1-8) Inden der var gået ret lang tid, var muren blevet repareret. Nehemias’ bønner blev besvaret fordi de drejede sig om den sande tilbedelse og blev bedt i tro. Gælder det også dine bønner?

Husk lovprisning og taksigelse

18, 19. Af hvilke grunde bør vi lovprise og takke Jehova?

18 I vores bønner må vi huske at lovprise og takke Jehova. Og der er utallige grunde til at gøre det! David var for eksempel ivrig efter at lovprise Jehovas kongedømme. (Læs Salme 145:10-13). Viser dine bønner at du værdsætter det privilegium det er at forkynde om Jehovas rige? Salmisternes ord kan måske også hjælpe dig til i inderlig bøn at give udtryk for din taknemmelighed for de kristne møder og stævner. — Sl. 27:4; 122:1.

19 Den taknemmelighed vi føler for vores dyrebare forhold til Gud, kan bevæge os til af hjertet at bede til ham og udtrykke tanker som disse: „Jeg priser dig blandt folkeslagene, Jehova; jeg synger og spiller for dig blandt folkestammerne. For din loyale hengivenhed er stor og når til himmelen, og til skyerne når din sandfærdighed. Vær ophøjet over himmelen, Gud; lad din herlighed være over hele jorden.“ (Sl. 57:9-11) Det er nogle varme følelser der her bliver sat ord på! Skulle sådanne bevægende ord fra Salmerne ikke kunne påvirke dine bønner og gøre dem mere indholdsrige?

Bed til Gud med dyb respekt

20. Hvordan gav Maria udtryk for sin hengivenhed for Gud?

20 Vores respekt for Gud bør tydeligt komme til udtryk i vores bønner. De ærbødige ord Maria udtalte da hun fik at vide at hun skulle være mor til Messias, ligner de ord hvormed Hanna overgav Samuel til tjenesten ved teltboligen. Marias ærefrygt for Gud kommer tydeligt til udtryk i hendes ord: „Min sjæl forkynder Jehovas storhed, og min ånd glæder sig usigeligt over Gud, min Frelser.“ (Luk. 1:46, 47) Kunne du gøre dine bønner mere indholdsrige ved at give udtryk for lignende følelser? Det er ikke så mærkeligt at den gudfrygtige Maria blev udvalgt til at blive mor til Jesus, Messias!

21. Hvordan vidnede Jesu bønner om tro og respekt?

21 Jesus bad respektfuldt til Gud i fuld tillid til at han ville blive bønhørt. For eksempel fortælles det om ham at han inden han oprejste Lazarus, „løftede sine øjne mod himmelen og sagde: ’Fader, jeg takker dig fordi du har hørt mig. Jeg ved jo at du altid hører mig.’“ (Joh. 11:41, 42) Vidner dine bønner om en lignende tro og respekt? Hvis vi ser nærmere på den bøn Jesus lærte os, vil vi lægge mærke til at den især drejer sig om helligelsen af Jehovas navn, hans riges komme og gennemførelsen af hans vilje. (Matt. 6:9, 10) Grund over hvordan dine bønner er. Afspejler de at du er oprigtigt interesseret i Jehovas rige, i at gøre hans vilje og i at hans navn bliver helliget? Det bør de.

22. Hvorfor kan du trygt stole på at Jehova vil give dig mod til at forkynde den gode nyhed?

22 På grund af forfølgelse eller andre prøvelser må de der tjener Jehova, ofte bede om hjælp til modigt at holde ud i tjenesten for ham. Da Sanhedrinet gav Peter og Johannes ordre til at holde op med at „undervise på grundlag af Jesu navn“, nægtede de at gøre som de fik besked på. (Apg. 4:18-20) Efter at de var blevet løsladt, fortalte de deres trosfæller hvad der var sket. Derefter bønfaldt alle de tilstedeværende Gud om hjælp til at tale hans ord med frimodighed. Hvor må det have været spændende da denne bøn blev besvaret, for disciplene blev „fyldt med den hellige ånd og talte Guds ord med frimodighed“! (Læs Apostelgerninger 4:24-31). Det førte til at mange fik tro og begyndte at tjene Jehova. Bøn kan også styrke dig til frimodigt at forkynde den gode nyhed.

Bliv ved med at berige dine bønner

23, 24. (a) Nævn andre eksempler der viser hvordan studiet af Bibelen kan berige dine bønner. (b) Hvad vil du gøre for at berige dine bønner?

23 Der kunne nævnes mange flere eksempler der viser at bibellæsning og studium kan berige dine bønner. Ligesom Jonas kan du for eksempel give udtryk for at du anerkender at „frelsen tilhører Jehova“. (Jon. 2:1-10) Hvis du føler dig foruroliget over en alvorlig synd og har søgt hjælp hos de ældste, kan de følelser som David gav udtryk for i bøn, måske hjælpe dig til at få sat ord på din anger i dine personlige bønner. (Sl. 51:1-12) I nogle af dine bønner kan du lovprise Jehova ligesom Jeremias gjorde. (Jer. 32:16-19) Hvis du søger en ægtefælle, kan et studium af den bøn som findes i Ezra, kapitel 9, sammen med en personlig bøn, styrke dig i din beslutning om at adlyde Gud og ’kun gifte dig i Herren’. — 1 Kor. 7:39; Ezra 9:6, 10-15.

24 Bliv ved med at læse, studere og granske Bibelen. Hav øje for hvad du kan tage med i dine bønner. Måske vil du kunne flette bibelske tanker ind i dine anmodninger, taksigelser og lovprisninger til Jehova. Du kan være sikker på at du vil komme endnu nærmere til Jehova Gud når du gennem studiet af Bibelen beriger dine bønner.

Hvad vil du svare?

• Hvorfor bør vi søge Guds ledelse og følge den?

• Hvad bør motivere os til at bede om visdom?

• Hvordan kan Salmernes Bog berige vores bønner?

• Hvorfor bør vi bede i tro og med respekt?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 8]

Abrahams tjener bad om Guds ledelse. Gør du også det?

[Illustration på side 10]

At studere Bibelen sammen som familie kan berige jeres bønner