Brug hver dag i dit liv til Guds ære
Brug hver dag i dit liv til Guds ære
„LAD mig erfare din loyale hengivenhed om morgenen,“ bad salmisten David til Jehova. „Lær mig den vej at kende som jeg skal vandre ad.“ (Sl. 143:8) Når vi vågner op og takker Jehova for livet på en ny dag, beder vi da ligesom David Jehova om hans ledelse i forbindelse med at træffe de rette afgørelser og vælge den bedste handlemåde? Det gør vi uden tvivl.
Som Jehovas indviede tjenere bestræber vi os for — „hvad enten [vi] spiser eller drikker eller gør noget andet“ — ’at gøre alt til Guds ære’. (1 Kor. 10:31) Vi er klar over at den måde hvorpå vi lever vores daglige liv, enten vil ære eller vanære Jehova. Vi ved også at Satan, ifølge Guds ord, anklager Kristi brødre — ja, alle Guds tjenere på jorden — „dag og nat“. (Åb. 12:10) Derfor er vi besluttede på at være et svar på Satans falske anklager og glæde Jehovas hjerte ved at yde vores himmelske Fader hellig tjeneste „dag og nat“. — Åb. 7:15; Ordsp. 27:11.
Lad os kort se på to vigtige måder hvorpå vi kan bruge hver dag i vores liv til Guds ære. Den første har at gøre med at prioritere rigtigt; den anden med at vise omsorg for andre.
Vi må leve op til vores indvielse
Da vi indviede os til Jehova, gav vi udtryk for et dybtfølt ønske om at tjene ham. Vi lovede ham også at vi ville vandre på hans veje „dag efter dag“ — ja, for evigt. (Sl. 61:5, 8) Men hvordan lever vi op til dette løfte? Hvordan kan vi hver dag vise Jehova vores helhjertede kærlighed?
Guds ord viser klart at der er visse ting Jehova forventer af os. (5 Mos. 10:12, 13) Flere af dem er anført i rammen „Hvordan lever vi op til vores indvielse?“ på side 22. Det er alt sammen noget der vedrører vores tilbedelse, og som det derfor er vigtigt at vi lever op til. Når der er behov for at vi tager os af to eller flere ting samtidig, hvordan afgør vi da hvilken af dem vi skal prioritere højest?
Det vigtigste for os er vores hellige tjeneste, der omfatter studium af Bibelen, bøn, de kristne møder og forkyndelsen. (Matt. 6:33; Joh. 4:34; 1 Pet. 2:9) Vi kan imidlertid ikke være optaget af åndelige gøremål hele dagen. Verdsligt arbejde, skolegang og adskillige pligter i hjemmet skal også passes. Ikke desto mindre gør vi vores yderste for at tilrettelægge verdsligt arbejde og andre aktiviteter sådan at disse ting ikke kommer i konflikt med vores hellige tjeneste, såsom mødedeltagelsen. Når vi for eksempel planlægger ferie, sikrer vi os at vi ikke går glip af kredstilsynsmandens besøg, særlige stævnedage, kredsstævner eller områdestævner. Nogle gange kan vi måske tage os af flere opgaver samtidig. Vi kunne for eksempel lade rengøringen af rigssalen være et familieprojekt eller bruge frokostpausen på arbejdet eller i skolen til at forkynde for vores kolleger eller skolekammerater. Ja, når som helst vi må træffe et valg i livet — angående arbejde, skolegang eller valg af venner — ønsker vi at vores beslutninger skal være påvirket af det vi prioriterer højest i tilværelsen — tilbedelsen af Jehova, vores kærlige Fader. — Præd. 12:13.
Vi må vise omsorg for andre
Jehova ønsker at vi viser interesse for andre og gør godt imod dem. Satan derimod tilskynder til selviskhed og egoisme. Hans verden er fuld af mennesker der er „egenkærlige“ og „venner af sanselige nydelser“ såvel som dem der ’sår med henblik på kødet’. (2 Tim. 3:1-5; Gal. 6:8) Mange tænker kun lidt på de konsekvenser deres handlinger har for andre. „Kødets gerninger“ florerer overalt. — Gal. 5:19-21.
Helt anderledes er indstillingen hos dem der, tilskyndet af Guds ånd, viser kærlighed, venlighed og godhed i den måde de omgås andre på. (Gal. 5:22) Guds ord opfordrer os til at fokusere mere på andres behov end på vores egne. Af den grund viser vi hinanden oprigtig interesse, men passer på ikke at blande os i andres personlige anliggender. (1 Kor. 10:24, 33; Fil. 2:3, 4; 1 Pet. 4:15) Vi viser en særlig omsorg for vores trosfæller, men bestræber os også for at være hjælpsomme over for anderledestroende. (Gal. 6:10) Kunne du i dag være opmærksom på en lejlighed til at vise venlighed mod en eller anden? — Se rammen „Nogle vi gerne vil vise omsorg“ på side 23.
Det at vise interesse eller omsorg for andre er ikke noget der kun er aktuelt på et bestemt Gal. 6:2; Ef. 5:2; 1 Thess. 4:9, 10) Nej, vi skal hver dag være opmærksomme på andres situation og være parate til at hjælpe dem, selvom det er ubelejligt for os. Vi vil gerne være gavmilde med alt hvad vi har — vores tid, materielle midler, erfaring og indsigt. Vi har Jehovas forsikring om at når vi er gavmilde over for andre, vil han være gavmild over for os. — Ordsp. 11:25; Luk. 6:38.
tidspunkt eller ved en særlig lejlighed. (Hellig tjeneste „dag og nat“
Men er det virkelig muligt at yde Jehova hellig tjeneste „dag og nat“? Ja, ved at være regelmæssig og flittig i forbindelse med alle aspekter af vores gudsdyrkelse. (Apg. 20:31) Vi kan være optaget af hellig tjeneste ved hver dag at læse og grunde over Guds ord, bede uophørligt, stræbe efter at komme til alle møderne og udnytte enhver lejlighed til at forkynde. — Sl. 1:2; Luk. 2:37; Apg. 4:20; 1 Thess. 3:10; 5:17.
Udfører vi personligt en sådan hellig tjeneste for Jehova? Hvis det er tilfældet, vil vores ønske om at behage ham og være et svar på Satans anklager afspejle sig på alle områder af vores dagligdag. Vi bestræber os for at ære Jehova i alt hvad vi gør, og uanset hvilken situation vi befinder os i. Vi lader os lede af hans principper når det drejer sig om vores tale og adfærd og når vi skal træffe beslutninger. Vi viser værdsættelse af hans kærlige omsorg og støtte ved at have fuld tillid til ham og bruge de kræfter vi nu engang har, i hans tjeneste. Og vi tager med glæde imod Jehovas vejledning og tugt når vi, på grund af vores ufuldkommenhed, ikke lever op til hans normer. — Sl. 32:5; 119:97; Ordsp. 3:25, 26; Kol. 3:17; Hebr. 6:11, 12.
Lad os fortsat bruge hver dag til Guds ære. Når vi gør det, vil vi ’finde ny styrke for vores sjæle’ og for evigt kunne glæde os over vores himmelske Faders omsorg. — Matt. 11:29; Åb. 7:16, 17.
[Ramme/illustrationer på side 22]
Hvordan lever vi op til vores indvielse?
Ved at . . .
• være vedholdende i bønnen. — Rom. 12:12.
• læse og studere Bibelen og leve efter det vi lærer. — Sl. 1:2; 1 Tim. 4:15.
• tilbede Jehova i menigheden. — Sl. 35:18; Hebr. 10:24, 25.
• sørge materielt, åndeligt og følelsesmæssigt for vores familie. — 1 Tim. 5:8.
• forkynde den gode nyhed om Riget og gøre disciple. — Matt. 24:14; 28:19, 20.
• passe på vores helbred, fysisk, åndeligt og følelsesmæssigt, ved blandt andet at sørge for sunde adspredelser. — Mark. 6:31; 2 Kor. 7:1; 1 Tim. 4:8, 16.
• tage os af ansvarsopgaver i menigheden. — Apg. 20:28; 1 Tim. 3:1.
• holde vores hjem og vores rigssal i orden. — 1 Kor. 10:32.
[Ramme/illustration på side 23]
Nogle vi gerne vil vise omsorg
• En ældre broder og søster. — 3 Mos. 19:32.
• En der er syg eller har følelsesmæssige problemer. — Ordsp. 14:21.
• En i menigheden der har et presserende behov vi kan afhjælpe. — Rom. 12:13.
• En i vores nærmeste familie. — 1 Tim. 5:4, 8.
• En trosfælle der har mistet sin ægtefælle i døden. — 1 Tim. 5:9.
• En hårdtarbejdende ældste i menigheden. — 1 Thess. 5:12, 13; 1 Tim. 5:17.