Betragter du Jehova som din far?
Betragter du Jehova som din far?
„HERRE, lær os at bede.“ Da en af disciplene anmodede om dette, svarede Jesus: „Når I beder, så sig: ’Fader, lad dit navn blive helliget.’“ (Luk. 11:1, 2) I sin omtale af Jehova kunne Jesus have brugt imponerende betegnelser som ’almægtige Gud’, ’store Lærer’, ’vor Skaber’, ’du den gamle af dage’ eller ’du evighedens Konge’. (1 Mos. 49:25; Es. 30:20; 40:28; Dan. 7:9; 1 Tim. 1:17) Jesus valgte i stedet betegnelsen „Fader“. Af hvilken grund? Måske fordi han ønsker at vi henvender os til den Højeste i universet på samme måde som et barn henvender sig til en kærlig far.
Nogle synes måske det er vanskeligt at betragte Gud som deres far. En kristen kvinde ved navn Atsuko * indrømmer: „I årevis efter min dåb havde jeg svært ved at få et nært forhold til Jehova og bede til ham som til en far.“ Som begrundelse for at hun fandt det problematisk, siger hun: „Jeg kan ikke mindes at min biologiske far på noget tidspunkt har vist mig kærlighed.“
I disse kritiske sidste dage er den ’naturlige hengivenhed’ som man forventer at en far viser, ofte en stor mangelvare. (2 Tim. 3:1, 3) Derfor er der ikke noget at sige til at mange har det på samme måde som Atsuko. Men det er en stor trøst at vide at vi har gode grunde til at betragte Jehova som vores kærlige far.
Jehova — en kærlig forsørger
For at kunne betragte Jehova som vores far må vi lære ham godt at kende. „Ingen kender fuldt ud Sønnen, undtagen Faderen,“ sagde Jesus, „ligesom heller ingen fuldt ud kender Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ (Matt. 11:27) En særdeles god måde hvorpå man kan finde ud af hvordan Jehova er som far, er ved at grunde over det Jesus lærte os om den sande Gud. Hvad fik vi gennem Jesus at vide om Faderen?
I erkendelse af at Jehova var den der havde skænket ham livet, sagde Jesus: „Jeg lever på grund af Faderen.“ (Joh. 6:57) Også vi kan takke Jehova for livet. (Sl. 36:9; Apg. 17:28) Hvad bevægede Jehova til at skabe andre levende væsener? Var det ikke kærlighed? Når vi har modtaget en sådan gave fra vores himmelske Fader, bør vi så ikke elske ham af hele vores hjerte?
Det største udtryk for Guds kærlighed til menneskeheden var tilvejebringelsen af Jesu genløsningsoffer. Denne kærlighedsgerning gør det muligt for syndige mennesker at få et nært forhold til Jehova gennem hans elskede søn. (Rom. 5:12; 1 Joh. 4:9, 10) Og da vores himmelske Fader er den der opfylder løfter, kan vi være sikre på at alle der elsker og adlyder ham, vil „opnå Guds børns herlige frihed“. — Rom. 8:21.
Desuden lader vores himmelske Fader „sin sol stå op over“ os hver eneste dag. (Matt. 5:45) Vi synes sikkert ikke at vi har nødig at bede om at solen står op. Men vi har i høj grad behov for — og glæder os over — den varme der kommer fra den. Jehova er også en uforlignelig forsørger, som kender vores materielle behov endog før vi beder ham om noget. Vi har derfor al mulig grund til at tage os tid til at betragte — og med dyb værdsættelse grunde over — den måde hvorpå vores himmelske Fader kærligt tager sig af sine skabninger. — Matt. 6:8, 26.
Vor Fader — en „omsorgsfuld beskytter“
I Esajas’ profeti fik Guds folk i fortiden følgende forsikring: „Bjergene kan flytte sig, og højene kan vakle, men mit venskab vil aldrig flytte sig fra dig, og min fredspagt vil ikke vakle, siger Jehova, din omsorgsfulde beskytter.“ (Es. 54:10, The Bible in Living English) I den bøn Jesus bad den sidste aften i sit jordiske liv, understregede han dette og bekræftede at Jehova virkelig er en ’omsorgsfuld beskytter’. Jesus bad angående sine disciple: „De er i verden, og jeg kommer til dig. Hellige Fader, våg over dem for dit eget navns skyld.“ (Joh. 17:11, 14) Ja, Jehova har våget over og beskyttet Jesu disciple.
En måde hvorpå Jehova i dag beskytter os imod Satans listige anslag, er ved at sørge for åndelig føde i rette tid gennem „den trofaste og kloge træl“. (Matt. 24:45) Det er absolut nødvendigt at vi indtager denne styrkende åndelige føde, hvis vi skal kunne „iføre [os] den fulde rustning fra Gud“. Det gælder for eksempel „troens store skjold, hvormed [vi] kan slukke alle den ondes brændende pile“. (Ef. 6:11, 16) Vores tro beskytter os mod at lide åndelig skade og er et vidnesbyrd om at vi stoler på vor Faders beskyttende kraft.
Ved nøje at betragte den måde Jesus var på mens han gik på jorden, kan vi få større indblik i hvordan vores himmelske Fader viser os kærlig omsorg. Læg mærke til beretningen i Markus 10:13-16. Der bliver Jesus citeret for at sige følgende til sine disciple: „Lad de små børn komme hen til mig.“ Da børnene samledes omkring ham, omfavnede Jesus dem kærligt og velsignede dem. Hvor må deres små ansigter have strålet af glæde! Og eftersom Jesus sagde: „Den der har set mig, har også set Faderen,“ ved vi at den sande Gud ligeledes ønsker at vi frit kommer til ham. — Joh. 14:9.
Jehova Gud er en uudtømmelig kilde til kærlighed. Han er en uovertruffen forsørger og en uforlignelig beskytter, og han ønsker at vi skal komme nær til ham. (Jak. 4:8) Derfor er der ingen tvivl om at Jehova er den bedste far man kan tænke sig!
Til stor gavn for os!
Det er til stor gavn for os at have fuld tillid til vores kærlige og omsorgsfulde himmelske Fader, Jehova. (Ordsp. 3:5, 6) Det var til stor hjælp for Jesus at stole ubetinget på sin Fader. Han sagde til sine disciple: „Jeg er ikke alene, men Faderen som har sendt mig er med mig.“ (Joh. 8:16) Han vidste at han altid kunne regne med Jehovas støtte. Ved Jesu dåb gav hans Fader ham for eksempel følgende kærlige forsikring: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Matt. 3:15-17) Og umiddelbart før sin død råbte Jesus med høj røst: „Fader, i dine hænder betror jeg min ånd.“ (Luk. 23:46) På intet tidspunkt mistede Jesus sin stærke tillid til sin Fader.
Vi kan få den samme tillid til Jehova. Når Jehova er på vores side, har vi intet at frygte. (Sl. 118:6) Atsuko, som er nævnt i indledningen, var vant til kun at stole på sig selv når hun kom ud for problemer. Men så gik hun i gang med et studium af Jesu liv og tjeneste, hvor hun især fokuserede på det nære forhold Jesus havde til sin Fader. Resultatet? „Jeg lærte hvad det vil sige at have en far man kan stole på,“ siger Atsuko, og tilføjer: „Jeg oplevede stor glæde og fred i sindet. I virkeligheden har vi ingen grund til at bekymre os om noget som helst.“
Hvordan kan vi få yderligere gavn af at betragte Jehova som vores far? Normalt elsker børn deres forældre og vil gerne glæde dem. Af kærlighed til Gud gjorde Jesus ’altid det hans Fader syntes om’. (Joh. 8:29) På lignende måde kan kærlighed til vores himmelske Fader tilskynde os til at handle klogt og ’prise ham offentligt’. — Matt. 11:25; Joh. 5:19.
Vor Fader, ’griber vores højre hånd’
Vores himmelske Fader har også givet os en „hjælper“ — hans hellige ånd. Den „vil . . . lede jer til hele sandheden“, sagde Jesus. (Joh. 14:15-17; 16:12, 13) Guds hellige ånd kan hjælpe os til at få en klarere forståelse af vores himmelske Faders personlighed. I kraft af denne ånd kan vi ’nedrive fæstningsværker’, det vil sige forudfattede meninger, forkerte opfattelser og fordrejede synspunkter, og på den måde „[tage] enhver tanke til fange for at gøre den lydig mod Messias“. (2 Kor. 10:4, 5) Lad os derfor anmode Jehova om at sende os denne lovede „hjælper“, i tillid til at „Faderen i himmelen [vil] give hellig ånd til dem der beder ham!“ (Luk. 11:13) Det vil også være rigtigt at bede om at den hellige ånd vil hjælpe os til at komme nærmere til Jehova.
Når et lille barn går hånd i hånd med sin far, føler det sig fuldstændig trygt. Hvis vi betragter Jehova som vores far, kan vi have tillid til disse trøstende ord: „Jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: ’Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.’“ (Es. 41:13) Du kan få det store privilegium at ’vandre’ med Gud til evig tid. (Mika 6:8) Hvis du fortsat gør hans vilje, vil du opleve den kærlighed, glæde og tryghed det giver at betragte Jehova som din far.
[Fodnote]
^ par. 3 Navnet er ændret.