Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

En bog der hjælper unge til at huske deres Skaber

En bog der hjælper unge til at huske deres Skaber

En bog der hjælper unge til at huske deres Skaber

„HUSK på din skaber i ungdommens dage,“ skrev den vise kong Salomon for cirka 3000 år siden. (Præd. 12:1, da. aut.) Unge kristne har nu fået endnu et redskab der kan hjælpe dem til at gøre dette, nemlig bogen Unge spørger — Svar der duer, bind 2. Bogen blev udgivet ved Jehovas Vidners områdestævne „Ledet af Guds ånd“, som blev afholdt jorden over fra maj 2008 til og med januar 2009.

Bogen indledes med et brev fra Det Styrende Råd som henvender sig til de unge. Her står der blandt andet: „Det er vores inderlige bøn at oplysningerne i denne bog vil hjælpe dig til at modstå det pres og de fristelser som unge i dag udsættes for, og at den vil vise dig hvordan du kan træffe beslutninger der er i harmoni med Guds vilje.“

Forældre ønsker naturligvis at opdrage deres børn „i Jehovas tugt og formaning“. (Ef. 6:4) Mange teenagere føler sig imidlertid usikre på sig selv og vil gerne have råd og vejledning. Hvis du har teenagebørn, hvordan kan du da hjælpe dem til at få størst gavn af denne bog? Her er nogle forslag.

Sørg for at få dit eget eksemplar af bogen, og sæt dig godt ind i den. Det betyder at du ikke blot skal læse bogen igennem. Du må også prøve at forstå ånden i den. I stedet for bare at fortælle de unge hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert, forsøger bogen at hjælpe dem til at opøve deres „opfattelsesevne“. (Hebr. 5:14) Den indeholder også praktisk anvendelige forslag til hvordan de kan tage et fast standpunkt for det der er rigtigt. For eksempel fortæller kapitel 15 („Hvordan kan jeg modstå gruppepres?“) ikke bare de unge at de skal sige „nej“! Kapitlet henleder opmærksomheden på bibelske principper som de unge kan bruge når de udsættes for gruppepres, og viser hvordan de i praksis kan „svare enhver især“. — Kol. 4:6.

Gør god brug af de steder hvor bogen inddrager læseren. Disse steder er først og fremmest tiltænkt de unge, men hvorfor ikke notere hvad du ville svare, i dit eget eksemplar? * Når du for eksempel overvejer spørgsmålene på side 16 om det at komme sammen, så prøv at huske hvordan du så på det da du var på dit barns alder. I de tomme felter kan du skrive hvad du ville have svaret dengang. Derefter kan du spørge dig selv: ’Hvordan har min holdning på dette område ændret sig med årene? Hvad ved jeg nu som jeg ikke vidste da jeg var teenager, og hvordan kan jeg give det videre til mit barn på den bedst mulige måde?’

Respektér dit teenagebarns privatliv. Eftersom bogen er skrevet sådan at den inddrager læseren, får den dit barn til at tænke over hvad han eller hun mener, og eventuelt skrive det ned. Dit mål er at åbne dit barns hjerte, ikke hans bog! På side 3 under afsnittet „Til forældre“ har bogen dette forslag: „For at give dine teenagebørn lyst til at skrive åbent og ærligt i deres bog må du lade dem have bogen i fred. Senere kan det godt være at de åbner sig for dig og fortæller om de tanker de har gjort sig.“

En hjælp ved familiestudiet

Unge spørger — Svar der duer, bind 2, er et fantastisk redskab man kan benytte på Den Teokratiske Familieaften. Men hvordan kan man bruge bogen når der ikke er spørgsmål til paragrafferne? Ved at vælge den metode der virker bedst over for dine børn.

For eksempel har nogle familier haft glæde af at bruge rammen „Strategi mod gruppepres“ på side 132 og 133 til at øve hvordan børnene kan reagere når de udsættes for gruppepres. Det første spørgsmål i rammen kan hjælpe din søn eller datter til at finde ud af hvad det er han eller hun synes er svært. Det andet spørgsmål er med til at identificere hvor det er mest sandsynligt at dit barn vil blive udsat for et sådant pres. Efter at have overvejet følgerne af enten at give efter for gruppepres eller stå det imod opfordres dit barn til at tænke over hvordan han eller hun kan neutralisere angrebet, aflede det eller vende det om. Hjælp din søn eller datter til at være opfindsom og til at øve nogle svar som han eller hun føler sig tryg ved og vil kunne fremføre med sikkerhed og overbevisning. — Sl. 119:46.

Fremmer kommunikation

Unge spørger — Svar der duer, bind 2, tilskynder unge til at kommunikere med deres forældre. For eksempel er der i rammerne „Hvordan kan jeg tale med far eller mor om sex?“ (side 63-64) og „Tal med dine forældre!“ (side 189) praktisk anvendelige forslag til hvordan man tager hul på de mere følsomme emner. En pige på 13 skrev: „Denne bog gav mig mod til at tale med mine forældre om noget jeg havde gået og tænkt over — og også om noget jeg allerede havde gjort.“

Bogen fremmer også kommunikationen på andre måder. Som afslutning på hvert kapitel er der en ramme med titlen „Hvad mener du?“ Den er ikke blot ment som en repetition, men kan bruges som grundlag for en familiedrøftelse. Hen imod slutningen af hvert kapitel findes der desuden en ramme med titlen „Handlingsplan!“ Her kan unge skrive hvordan de kan anvende det de har lært i det pågældende kapitel. Sidst i rammen kan unge notere hvad de kunne tænke sig at spørge deres forældre om i den forbindelse. Derved hjælpes unge til at søge råd hos deres forældre.

Nå ind til hjertet!

Som forælder er dit mål at nå ind til dit barns hjerte. Det kan bogen Unge spørger — Svar der duer, bind 2, hjælpe dig til. Her er et eksempel på hvordan en far har brugt bogen til at fremme en åben kommunikation med sin datter.

„Rebekah og jeg har nogle yndlingssteder vi går, cykler eller kører hen til. Når vi er ude i det fri, er det lettere for hende at åbne sig.

Det første vi gennemgik i bogen, var brevet fra Det Styrende Råd og siderne ’Til forældre’. I overensstemmelse med det der nævnes på side 3, fortalte jeg min datter at hun kunne skrive åbent og ærligt i sin bog, og at jeg ikke ville smugkigge i den.

Jeg lod Rebekah vælge hvilke kapitler vi skulle drøfte, og i hvilken rækkefølge vi skulle gennemgå dem. Et af de første kapitler hun valgte, var „Skal jeg spille computerspil?“ Jeg havde ikke regnet med at hun ville vælge det kapitel! Men det havde hun en god grund til, for nogle af hendes venner spillede et ret voldsomt computerspil. Jeg havde ingen anelse om at spillet var så fyldt med udpenslende vold og dårligt sprog! Men det fortalte hun mig da vi drøftede handlingsplanen på side 251. Denne ramme hjalp også Rebekah til at være forberedt på hvad hun kunne sige hvis nogen prøvede at presse hende til at spille det.

Nu fortæller Rebekah mig endda hvad hun har skrevet i sin bog. Vi taler åbent med hinanden under hele studiet. Vi skiftes til at læse, og bagefter snakker vi om det hele, også billederne og rammerne. Det giver os mulighed for at tale om hvordan forholdene var da jeg var på hendes alder, og hvordan de er i dag. Der er ikke noget vi ikke kan snakke om!“

Hvis du er forælder, blev du sikkert meget begejstret da denne bog blev udgivet. Nu må du sørge for at gøre god brug af den. Det Styrende Råd håber at Unge spørger — Svar der duer, bind 2, vil være til stor gavn for din familie. Måtte den hjælpe os alle, og især vores kære børn og unge, til at ’blive ved med at vandre ved ånd’. — Gal. 5:16.

[Fodnote]

^ par. 6 Nogle af arbejdsskemaerne i bogen kan bruges af folk i alle aldre. Måske kan du have lige så stor gavn af rammen „Behersk din vrede“ (side 221) som din søn eller datter. Det samme kan være tilfældet med rammerne „Strategi mod gruppepres“ (side 132-133), „Mit månedlige budget“ (side 163) og „Mine mål“ (side 314).

[Ramme på side 30]

Unges betragtninger

„Det er sådan en bog man læser med en blyant i hånden, og den får en til at tænke. Det at den er udformet som en dagbog, giver dig mulighed for at overveje hvad du kan gøre for at få et godt liv.“ — Nicola.

„Der er mange — også nogle der mener mig det godt — som forsøger at presse mig til at få en kæreste. Den første del af bogen overbeviste mig om at jeg ikke er parat til at komme sammen med en, uanset hvad andre siger.“ — Katrina.

„Rammen ’Overvejer du at blive døbt?’ har hjulpet mig til at tage min dåb mere seriøst. Den motiverede mig til at overveje kvaliteten af mit personlige studium og mit bønsforhold.“ — Ashley.

„Mine forældre har undervist mig i Bibelen lige siden jeg var lille, men denne bog har fået mig til at tænke dybere over hvordan jeg vil bruge mit liv. Den har også hjulpet mig til at være mere åben over for mine forældre.“ — Zamira.

[Illustration på side 31]

I forældre må sætte jer godt ind i denne bog

[Illustration på side 32]

Sæt dig som mål at nå ind til dit barns hjerte