Spørgsmål fra læserne

Under hvilke omstændigheder kan man overveje at lade sig døbe igen?

Under visse omstændigheder vil en der er døbt, måske begynde at spekulere på om hans (eller hendes) dåb er gyldig, og om han (eller hun) skulle lade sig døbe igen. For eksempel har vedkommende måske da han blev døbt, i det skjulte levet på en måde eller haft en vane der kunne have resulteret i udelukkelse af menigheden hvis han allerede havde været døbt med en gyldig dåb. Ville det være muligt at indvi sig til Gud under sådanne omstændigheder? Det siger sig selv at en indvielse til Jehova kun vil være gyldig hvis man er ophørt med den ubibelske adfærd. En der er blevet døbt under sådanne omstændigheder, kan derfor med rette tænke på om ikke det ville være nødvendigt at lade sig døbe igen.

Men hvordan forholder det sig med en der ved sin dåb ikke praktiserede en syndig adfærd, men som derefter gjorde sig skyldig i en overtrædelse der krævede at der blev nedsat et dømmende udvalg? Måske vedkommende da ville hævde at han ikke til fulde forstod det han gjorde da han lod sig døbe, og at hans dåb derfor ikke var gyldig. Ved mødet med overtræderen skal de ældste ikke sætte spørgsmålstegn ved hans dåb eller spørge ham om han mener hans dåb ikke var gyldig. Ved sin dåb hørte han trods alt en bibelsk redegørelse for dåbens betydning, og han svarede bekræftende på spørgsmålene om indvielsen og dåben. Derefter skiftede han tøj og blev nedsænket i vand. Det er derfor rimeligt at tro at han til fulde forstod alvoren i det han gjorde. De ældste kan derfor behandle ham som en der er døbt.

Hvis vedkommende selv kommer ind på spørgsmålet om hvorvidt hans dåb var gyldig, kan de ældste henvise til artiklerne i Vagttårnet for 15. juni 1960, side 291 og 292, og for 15. juni 1964, side 282-285, hvor spørgsmålet om gendåb er udførligt behandlet. Om man under visse omstændigheder (som for eksempel manglende forståelse af Bibelen da man blev døbt), vil lade sig døbe igen, er i øvrigt en personlig sag.

Hvad bør en kristen tage i betragtning med hensyn til at dele bolig med andre?

Alle har brug for et sted at bo, men i dag er der mange der ikke har deres eget hus eller deres egen lejlighed. Økonomiske omstændigheder, helbredstilstand eller andre faktorer kan gøre det nødvendigt at flere familiemedlemmer og måske fjernere slægtninge deler en bolig. Nogle steder i verden kan en stor familie være stuvet sammen i et enkelt værelse, hvor de praktisk talt ikke har noget privatliv.

Som samfund betragtet har Jehovas Vidner ikke til opgave at opstille en lang række regler for hvad der vil være en passende bolig for alle i den verdensomspændende menighed. Vi bliver som kristne opfordret til at tænke på de bibelske principper for hvad der vil være acceptabelt i Guds øjne; det gælder både med hensyn til selve stedet hvor man bor, og  sammen med hvem og under hvilke forhold man bor. Hvilke principper kunne det for eksempel være?

Noget af det første man må tænke på, er den virkning som det at bo nært sammen med andre mennesker kan have på os i åndelig henseende. Hvad er det for mennesker? Tilbeder de Jehova? Lever de efter de bibelske normer? „Bliv ikke vildledt,“ skrev apostelen Paulus. „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Kor. 15:33.

Som vi ved, fordømmer Jehova utugt og ægteskabsbrud. (Hebr. 13:4) Så en bolig hvor to ugifte af hver sit køn kommer til at dele soveværelse som var de mand og kone, vil tydeligvis være uacceptabel i Guds øjne. En der er kristen, vil heller ikke ønske at bo et sted hvor man praktiserer en umoralsk levevis.

Desuden opfordrer Bibelen alle der ønsker Guds godkendelse, til at ’flygte fra utugt’. (1 Kor. 6:18) Det vil derfor være uklogt af en kristen at bo i et hus eller en lejlighed hvor man kunne blive fristet til en umoralsk levevis. Tag for eksempel det tilfælde at flere kristne af forskelligt køn bor i det samme hus eller den samme lejlighed. Man må tænke på om en sådan ordning kunne give anledning til en uheldig situation. Man kunne for eksempel forestille sig at to som ikke er gift med hinanden, pludselig er alene sammen fordi de andre som normalt er til stede, ikke er der i øjeblikket. Tilsvarende ville det være moralsk uforsvarligt at to ugifte som nærer en romantisk interesse for hinanden, bor i det samme hus eller den samme lejlighed. Det vil være klogt at undgå situationer af denne art.

Det vil heller ikke være passende at et ægtepar som har opnået skilsmisse, bliver boende i det samme hus. Da de har været vant til at have et intimt forhold til hinanden, kunne det let føre til en umoralsk adfærd. — Ordsp. 22:3.

En sidste men ikke mindre betydningsfuld ting man må tage i betragtning, er hvordan folk i nabolaget ser på den boligordning man har valgt. En ordning som en kristen ville bedømme som acceptabel, men som kunne give anledning til negativ omtale i nabolaget, ville være betænkelig. Vi ønsker ikke at Jehovas navn skal komme i vanry. Paulus sagde det på denne måde: „Undgå at blive årsag til snublen og fald både for jøder og for grækere og for Guds menighed, ligesom også jeg søger at være alle mennesker til behag i alle ting, idet jeg ikke søger mit eget bedste, men de manges, for at de kan blive frelst.“ — 1 Kor. 10:32, 33. 

At finde en passende bolig kan være et stort problem for dem som ønsker at følge Jehovas retfærdige normer. Men kristne må ’blive ved med at forvisse sig om hvad der er velbehageligt for Herren’. De må være sikre på at der ikke foregår noget usømmeligt i deres husstand. (Ef. 5:5, 10) Det betyder at de må bede om Guds ledelse og gøre alt hvad de kan, for at beskytte hinandens fysiske og moralske velfærd og Jehovas gode navn og omdømme.