Udholdenhed under prøvelser har styrket vores tillid til Jehova

FORTALT AF ADA DELLO STRITTO

Jeg er lige blevet færdig med at afskrive dagens skriftsted. Jeg er 36 år gammel, men det har taget mig to timer at skrive disse få linjer i min notesbog. Hvorfor så lang tid? Det vil min mor forklare. — Joel

MIN mand og jeg blev døbt som Jehovas Vidner i 1968. Efter at vi havde fået to raske sønner, David og Marc, fik vi vores tredje søn, Joel, der var født for tidligt. Han blev født i 1973 på et hospital i byen Binche i Belgien omkring 60 kilometer syd for Bruxelles. Han vejede kun 1700 gram. Da jeg blev udskrevet, måtte Joel blive tilbage indtil han havde taget mere på i vægt.

Nogle uger senere havde Joel stadig ikke fået det bedre, så min mand, Luigi, og jeg tog ham med til en børnelæge. Da lægen havde undersøgt Joel, sagde han: „Jeg er ked af at sige det, men det ser ud til at Joel har fået alle de skavanker hans brødre ikke har.“ Der var dyb tavshed. Det gik op for mig at vores lille dreng havde et alvorligt helbredsproblem. Lægen tog så min mand til side og sagde: „Jeres dreng har trisomi 21,“ også kendt som Downs syndrom. *

Dybt bedrøvede over denne diagnose besluttede vi at konsultere en anden specialist. Han undersøgte omhyggeligt lille Joel i næsten en time uden at sige et ord. For Luigi og mig virkede det som en evighed. Endelig kiggede lægen på os og sagde: „Jeres barn vil være meget afhængigt af jer.“ Derefter tilføjede han venligt: „Men Joel vil få det godt, for hans forældre elsker ham!“ Overvældet af mine følelser trykkede jeg Joel ind til mig, og vi tog ham hjem. På det tidspunkt var han otte uger gammel.

Styrket af møderne og tjenesten

Yderligere lægeundersøgelser viste at Joel også havde en alvorlig hjertefejl og var hårdt angrebet af engelsk syge. Fordi hans hjerte var for stort, trykkede det på  hans lunger og gjorde ham modtagelig for infektioner. Da han var fire måneder gammel, fik han lungebetændelse og måtte igen på hospitalet, hvor han blev sat i karantæne. Det var hjerteskærende at se ham kæmpe. Vi ville gerne have holdt ham i vores arme og kærtegnet ham, men i ti forfærdelige uger måtte vi ikke så meget som røre ham. Luigi og jeg kunne blot se til, holde om hinanden og bede til Jehova.

I denne vanskelige tid fortsatte vi med at overvære møderne sammen med David og Marc, der på det tidspunkt var seks og tre år. Når vi var til møde i rigssalen, var det som om Jehova holdt os i sine kærlige hænder. Mens vi var dér, omgivet af vores brødre og søstre, følte vi at vi kunne kaste vores byrde på Jehova, og vi erfarede et vist mål af indre fred. (Sl. 55:22) Selv de sygeplejersker der tog sig af Joel, sagde at de kunne se at møderne hjalp os til at bevare ligevægten.

Jeg bad også til Jehova om styrke til at gå i forkyndelsen. I stedet for at blive derhjemme og græde ønskede jeg at fortælle andre om hvordan jeg fandt styrke i hans løfte om en verden uden sygdom. Hver eneste gang jeg var i tjenesten, følte jeg at Jehova havde hørt mine bønner.

„Det er utroligt!“

Det var en stor dag da vi endelig kunne tage Joel med hjem fra hospitalet. Men allerede dagen efter blev glæden vendt til sorg. Joels tilstand forværredes hurtigt, og vi måtte skynde os at få ham på hospitalet igen. Da lægerne havde undersøgt ham, sagde de: „Joel har højst seks måneder tilbage at leve i.“ To måneder senere, da Joel var omkring otte måneder, så det ud til at lægernes ord skulle gå i opfyldelse, for Joel fik det endnu værre. En læge satte sig ned sammen med os og sagde: „Jeg beklager meget. Men der er ikke mere vi kan gøre for ham.“ Så tilføjede han: „Nu er det kun Jehova der kan hjælpe ham.“

Jeg gik tilbage til den stue Joel lå på. Jeg var udmattet både fysisk og følelsesmæssigt, men var besluttet på ikke at vige fra hans seng. Der var adskillige søstre som skiftedes til at blive der sammen med mig så Luigi kunne tage sig af vores to ældre drenge. Der gik en uge. Så fik Joel pludselig et hjerteanfald. Sygeplejerskerne skyndte sig ind på stuen, men kunne intet gøre for at hjælpe ham. Efter et par minutter sagde en af dem stille: „Det er forbi . . .“ Jeg brød grædende sammen og forlod stuen. Jeg forsøgte at bede til Jehova, men jeg kunne næsten ikke finde ord for at udtrykke min sorg. Efter et kvarter kaldte en sygeplejerske på mig og sagde: „Joel er i live!“ Hun tog mig ved armen og sagde: „Kom. Du kan se ham nu.“ Da jeg kom ind på stuen, var Joels hjerte begyndt at slå igen! Nyheden bredte sig som en løbeild. Der var flere sygeplejersker og læger som kom ind for at se til ham, og mange udbrød: „Det er utroligt!“

Et overraskende skridt som fireårig

I de første år af Joels liv sagde børnelægen ofte til os: „Joel har brug for masser af kærlighed.“ Eftersom Luigi og jeg i særlig grad havde erfaret Jehovas kærlige omsorg efter at vi  havde fået Joel, ønskede vi at vores søn også skulle være omgivet af kærlighed. Vi havde rig lejlighed til at vise ham kærlig omsorg, for han skulle have hjælp til alt.

I de første syv år af Joels liv gentog det samme mønster sig hvert år. Mellem oktober og marts fik han det ene helbredsproblem efter det andet, og vi måtte ustandselig på hospitalet med ham. Samtidig gjorde jeg alt hvad jeg kunne, for at bruge så meget tid som muligt sammen med vores sønner David og Marc. Med tiden blev de også meget involveret i at hjælpe Joel — og det gav overraskende resultater. For eksempel var der flere læger der havde sagt at Joel aldrig ville komme til at gå. Men en dag, da Joel var fire år, sagde vores søn Marc: „Kom så, Joel. Vis mor hvad du kan!“ Til min store forbløffelse tog Joel sine første skridt! Vi var ude af os selv af glæde, og vi bad sammen som familie for at takke Jehova af hele vores hjerte. Selv når Joel i perioder kun gjorde få fremskridt, gjorde vi altid meget ud af at rose ham.

Åndelig oplæring fra barndommen bærer frugt

Så ofte som det var muligt, tog vi Joel med til møderne i rigssalen. For at beskytte ham mod bakterier, der let kunne gøre ham syg, anbragte vi ham i en særlig klapvogn med et dække af gennemsigtig plastic. Trods dette nød han at være sammen med menigheden.

Vores brødre og søstre var til stor styrke for os idet de viste os inderlig kærlighed og støttede os rent praktisk. Der var en broder som ofte mindede os om ordene i Esajas 59:1: „Se! Jehovas hånd er ikke for kort til at frelse, og hans øre er ikke for tungt til at høre.“ Disse trøstende ord hjalp os til at stole på Jehova.

Efterhånden som Joel voksede op, bestræbte vi os for at gøre tjenesten for Jehova til en vigtig del af hans liv. Vi brugte enhver lejlighed til at tale med ham om Jehova så han kunne få et nært forhold til sin himmelske Far. Og vi bad til Jehova om at han måtte velsigne den åndelige oplæring Joel fik.

Da Joel kom i teenagealderen, var det skønt at se at han holdt meget af at fortælle andre om sandheden fra Bibelen. Jeg blev meget glad da Joel som 14-årig, mens han var ved at komme sig efter en større operation, spurgte mig: „Mor, må jeg give lægen ’Paradisbogen’?“ Et par år senere skulle Joel igen opereres. Vi var klar over at han måske ikke ville overleve. Inden operationen gav Joel lægerne et brev som vi havde skrevet sammen med ham, og hvori han forklarede sin holdning til brugen af blod. Kirurgen spurgte Joel: „Og det er også sådan du ser på det?“ Joel svarede fast: „Ja, doktor.“ Vi var så stolte over at vores søn viste en sådan tillid til Skaberen, og over hans beslutning om at glæde ham. Hospitalspersonalet var meget  samarbejdsvilligt; det var vi dybt taknemmelige for.

Joel gør fremskridt i sandheden

Som 17-årig symboliserede Joel sin indvielse til Gud ved at lade sig døbe. Det var en uforglemmelig dag. Hvor har det været dejligt at se de åndelige fremskridt han har gjort! Siden da er hans kærlighed til Jehova og nidkærhed for sandheden fortsat med at vokse. Joel siger til alle og enhver: „Sandheden er mit liv!“

Sidst i teenageårene lærte Joel at læse og skrive. Det krævede en kæmpe indsats. Hvert lille ord det lykkedes ham at skrive, var en sejr. Siden da har han begyndt hver dag med at læse dagsteksten ud fra hæftet Undersøg daglig Skrifterne. Derefter afskriver han omhyggeligt skriftstedet i en af sine notesbøger, som nu udgør en imponerende samling.

De dage der er møde, sørger Joel for at vi tager af sted i god tid, for han vil gerne være der så tidligt at han kan hilse hjerteligt på alle. Under møderne kan han godt lide at give kommentarer og være med i demonstrationer. Han hjælper desuden til med mikrofonerne og tager sig af andre opgaver. Og hvis hans helbred tillader det, er han hver uge med os i forkyndelsen. I 2007 blev Joel udnævnt som menighedstjener. Vi græd af glæde og følte at Jehova havde velsignet os.

Vi mærker Jehovas hjælpende hånd

I 1999 kom vi ud for endnu en prøvelse. En hensynsløs bilist påkørte vores bil, og Luigi kom alvorligt til skade. Det ene af hans ben måtte amputeres, og han gennemgik flere større operationer på rygsøjlen. Vi satte igen vores lid til Jehova og mærkede den styrke han giver sine tjenere. (Fil. 4:13) Luigi har stadig mén efter ulykken, men vi forsøger at se positivt på tingene. Eftersom han ikke kan arbejde, har han fået bedre tid til at tage sig af Joel. Det betyder at jeg kan bruge mere tid på åndelige aktiviteter. Luigi har også fået større mulighed for at dække vores families åndelige behov og hjælpe andre i menigheden, hvor han stadig tjener som koordinator for ældsterådet.

På grund af vores usædvanlige omstændigheder tilbringer vi meget tid sammen som familie. Vi har lært at være rimelige og ikke forvente mirakler. Når vi er modløse, fortæller vi Jehova om vores følelser. Da vores sønner David og Marc blev voksne og flyttede hjemmefra, holdt de til vores store sorg efterhånden op med at tjene Jehova. Vi håber at de en dag vil vende tilbage til sandheden. — Luk. 15:17-24.

Gennem årene har vi mærket Jehovas hjælp og støtte, og vi har lært at stole på ham uanset hvilke vanskeligheder vi er kommet ud for. Vi holder meget af ordene i Esajas 41:13: „Jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: ’Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.’“ Det er en stor trøst at vide at Jehova holder os i hånden. Ja, vi kan i sandhed sige at udholdenhed under prøvelser har styrket vores tillid til vores himmelske Far, Jehova.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 16, 17]

Joel og hans mor, Ada

[Illustration på side 18]

Ada, Joel og Luigi

[Illustration på side 19]

Joel er glad for at hilse på brødrene og søstrene i rigssalen