Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

I kvinder, hvorfor underordne jer ledelse?

I kvinder, hvorfor underordne jer ledelse?

I kvinder, hvorfor underordne jer ledelse?

„En kvindes hoved er manden.“ — 1 KOR. 11:3.

1, 2. (a) Hvad skrev apostelen Paulus om Jehovas ordning med hensyn til ledelse og det at underordne sig? (b) Hvilke spørgsmål vil blive behandlet i denne artikel?

JEHOVA har fastlagt den ledelsesordning som apostelen Paulus omtalte da han skrev at „hver mands hoved er Messias“, og at „Messias’ hoved er Gud“. (1 Kor. 11:3) Den foregående artikel kom ind på at Jesus betragtede det som en forret og en glæde at underordne sig sit Hoved, Jehova Gud, og at kristne mænd har Kristus som deres hoved. Kristus var venlig, mild, medfølende og uselvisk over for andre. Mænd i den kristne menighed må behandle andre, især deres hustru, på samme måde.

2 Men hvem har kvinder som deres hoved? „En kvindes hoved er manden,“ skrev Paulus. Hvordan skal kvinder betragte denne inspirerede udtalelse? Gælder dette princip også når ægtemanden har en anden tro end hustruen? Betyder det at en hustru skal underordne sig sin mands ledelse at hun blot er en passiv partner der ikke har noget at skulle have sagt? Hvordan kan en kvinde blive værdi til pris?

„Jeg vil lave ham en medhjælp“

3, 4. Hvorfor er det til gavn at følge ledelsesordningen i ægteskabet?

3 Det var Gud der bestemte hvem der skulle have ledelsen i familien. Efter at Adam var blevet skabt, sagde Jehova Gud: „Det er ikke godt for mennesket at være alene. Jeg vil lave ham en medhjælp, som et modstykke til ham.“ Da Eva var blevet skabt, var Adam så lykkelig over at have fået en livsledsager og en medhjælp at han sagde: „Dette er endelig ben af mine ben og kød af mit kød.“ (1 Mos. 2:18-24) Adam og Eva kunne se frem til at blive stamfader og stammoder til en fuldkommen og lykkelig menneskeslægt der kunne leve evigt i et paradis der ville omfatte hele jorden.

4 På grund af vores første forældres oprør gik de fuldkomne forhold i Edens Have tabt. (Læs Romerbrevet 5:12). Men ledelsesordningen gjaldt stadig. Følges denne ordning på rette måde er det til stor gavn og glæde i ægteskabet. Jesus nød også gavn af at underordne sig sit Hoved, Jehova. I Jesu førmenneskelige tilværelse ’glædede han sig hele tiden for Jehovas ansigt’. (Ordsp. 8:30) På grund af ufuldkommenheden kan mænd ikke længere på en fuldkommen måde udøve deres myndighed, og kvinder er heller ikke i stand til på en fuldkommen måde at underordne sig. Men når ægtemænd og hustruer fortsat gør deres bedste for at følge Guds ordning for ledelse, vil de erfare den største glæde og tilfredshed et ægtepar kan opnå på nuværende tidspunkt.

5. Hvorfor bør ægtefæller efterleve vejledningen i Romerbrevet 12:10?

5 En afgørende faktor for om det går godt i ægteskabet, er at begge parter efterlever følgende bibelske vejledning der gælder alle kristne: „Vis i broderkærligheden inderlig hengivenhed for hinanden. Gå foran med at vise hinanden ære.“ (Rom. 12:10) Ægtemanden og hustruen skal også bestræbe sig for at være „venlige over for hinanden, inderligt medfølende, idet [de] frit tilgiver hinanden“. — Ef. 4:32.

Når ægtefællen har en anden tro

6, 7. Hvad kan det føre til hvis en kristen hustru underordner sig sin anderledestroende mand?

6 Hvad nu hvis din ægtefælle ikke tjener Jehova? Ofte er det manden der ikke er et af Jehovas Vidner. Hvis det er tilfældet, hvordan skal hustruen så være over for ham? Bibelen svarer: „I hustruer [skal] underordne jer jeres egne mænd, for at de af dem som ikke er lydige mod ordet, kan vindes uden ord ved deres hustruers adfærd efter at have været øjenvidner til jeres rene adfærd og dybe respekt.“ — 1 Pet. 3:1, 2.

7 Ifølge Guds ord skal hustruen fortsat være indstillet på at underordne sig sin anderledestroende ægtemand. Hendes gode adfærd får ham måske til at tænke over hvad det er der motiverer hende. Det kan føre til at han begynder at undersøge sin hustrus tro og med tiden selv tager imod sandheden.

8, 9. Hvad kan en kristen hustru gøre hvis hendes mand ikke reagerer positivt på hendes gode adfærd?

8 Men hvad kan en kristen hustru gøre hvis hendes mand ikke reagerer positivt? Bibelen tilskynder den troende hustru til hele tiden at lægge kristne egenskaber for dagen, uanset hvor svært det kan være. I Første Korintherbrev 13:4 læser vi: „Kærligheden er langmodig.“ Det vil være klogt af den kristne hustru fortsat at vise ydmyghed og mildhed foruden langmodighed og i kærlighed affinde sig med situationen. (Ef. 4:2) Ved hjælp af Guds aktive kraft — hans hellige ånd — er det muligt at udvise kristne egenskaber selv under vanskelige forhold.

9 „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft,“ skrev Paulus. (Fil. 4:13) Guds ånd hjælper den kristne ægtefælle til at gøre noget som ellers ville have været umuligt. Hvis ens ægtefælle for eksempel behandler en dårligt, kunne man fristes til at gøre gengæld, men Bibelen siger til de kristne: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. . . . For der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’“ (Rom. 12:17-19) Et lignende råd får vi i Første Thessalonikerbrev 5:15: „Se til at ingen gengælder nogen ondt med ondt, men jag altid efter det der er godt for jer indbyrdes og for alle andre.“ Ved hjælp af Jehovas hellige ånd kan det vi synes er umuligt at gøre i egen kraft, blive muligt. Det vil derfor være rigtigt af os at bede om at Guds hellige ånd må give os det vi behøver.

10. Hvordan reagerede Jesus over for dem der i ord eller gerning behandlede ham dårligt?

10 Jesus var et enestående eksempel i den måde han var på over for dem der i ord eller gerning behandlede ham dårligt. „Når han blev skældt ud,“ siges der i Første Petersbrev 2:23, „skældte han ikke igen. Når han led, truede han ikke, men overgav sig til ham der dømmer retfærdigt.“ Vi tilskyndes til at følge Jesu gode eksempel. Lad dig ikke provokere af andres dårlige opførsel. Som alle kristne bliver tilskyndet til at gøre, bør også du bestræbe dig for at have ’inderlig medlidenhed, være ydmyg af sind og ikke gengælde skade med skade eller skældsord med skældsord’. — 1 Pet. 3:8, 9.

Blot passive partnere?

11. Hvilken stor forrettighed vil nogle kristne kvinder få del i?

11 Er det at hustruer skal underordne sig mandens ledelse ensbetydende med at de blot skal være passive partnere — at de ikke har noget at skulle have sagt hvad angår familieanliggender og andre ting? Nej, bestemt ikke. Jehova har givet både kvinder og mænd mange forrettigheder. Tænk blot på den store forret det er for 144.000 enkeltpersoner at skulle herske over jorden som konger og præster sammen med Kristus i himmelen! Blandt disse er kvinder. (Gal. 3:26-29) Jehova har tydeligvis givet kvinder en aktiv rolle i sin hensigt.

12, 13. Hvoraf fremgår det at kvinder profeterede?

12 På Bibelens tid, for eksempel, var der nogle kvinder der profeterede. I Joel 2:28, 29 blev der forudsagt: „Jeg [vil] udgyde min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere. . . . Selv over tjenere og tjenestepiger vil jeg i de dage udgyde min ånd.“

13 På pinsedagen i år 33 hvor omtrent 120 af Jesu disciple var samlet i en sal i Jerusalem, var der både kvinder og mænd til stede. Guds ånd blev udgydt over hele denne gruppe. Peter kunne derfor citere det profeten Joel havde forudsagt, og anvende ordene på både mænd og kvinder. Peter sagde: „Dette er . . . det der er sagt gennem profeten Joel: ’Og i de sidste dage,’ siger Gud, ’vil jeg udgyde noget af min ånd over al slags kød, og jeres sønner og jeres døtre skal profetere . . . og selv over mine trælle og over mine trælkvinder vil jeg udgyde noget af min ånd i de dage, og de skal profetere.’“ — Apg. 2:16-18.

14. Hvilken andel havde kvinder i det første århundrede i at udbrede kristendommen?

14 I det første århundrede havde kvinder en vigtig andel i at udbrede kristendommen. De fortalte folk om Guds rige og udførte andre opgaver i forbindelse med dette forkyndelsesarbejde. (Luk. 8:1-3) For eksempel kaldte apostelen Paulus Føbe for en „tjener i den menighed som er i Kenkreæ“. Og da han sendte hilsener til nogle medkristne, omtalte han en del trofaste kvinder, deriblandt „søstrene Tryfæna og Tryfosa, som arbejder flittigt i Herren“. Han nævnte også „Persis, vor elskede søster, som har udført meget arbejde i Herren“. — Rom. 16:1, 12.

15. Hvilken andel har kvinder i vor tid i at udbrede kristendommen?

15 I vor tid udgør kvinder i alle aldre en stor del af de mere end syv millioner der forkynder den gode nyhed om Riget. (Matt. 24:14) Mange af dem er heltidsforkyndere, missionærer eller betelmedarbejdere. Salmisten David sang: „Jehova lader ordet lyde; de kvinder der forkynder godt nyt er en talrig hær.“ (Sl. 68:11) Og hvor har disse ord vist sig at være sande! Jehova sætter stor pris på den andel kvinder har i at forkynde den gode nyhed og gøre hans vilje. Hans krav om at kristne kvinder skal underordne sig, betyder bestemt ikke at de skal være passive.

To kvinder som gav deres mening til kende

16, 17. Hvordan viser Saras eksempel at kvinder ikke skal være passive partnere i ægteskabet?

16 Når nu Jehova skænker kvinder mange forrettigheder, skulle mænd så ikke tage deres hustru med på råd inden de træffer alvorlige beslutninger? Det ville være klogt af dem at gøre det. Bibelen nævner adskillige eksempler på hustruer der talte og handlede uden først at have spurgt deres mand til råds. Lad os se på to af dem.

17 Sara, patriarken Abrahams hustru, blev ved med at sige til Abraham at han skulle sende sin medhustru og hendes søn bort på grund af deres mangel på respekt. „Sagen mishagede Abraham meget“ — men ikke Gud. Jehova sagde til Abraham: „Lad ikke noget som Sara siger til dig mishage dig vedrørende drengen og vedrørende din trælkvinde. Hør efter hendes røst.“ (1 Mos. 21:8-12) Abraham adlød Jehova, lyttede til Sara og gjorde hvad hun bad om.

18. Hvilket initiativ tog Abigajil?

18 Tænk også på Abigajil, Nabals hustru. Mens David var på flugt for den skinsyge kong Saul, slog han lejr nær Nabals hjorde. David og hans mænd tog ikke noget af det der tilhørte denne velhavende mand, men beskyttede tværtimod hans hjorde og tjenere. Nabal var dog „hård og slet i sine handlinger“, og han „overfusede“ Davids mænd. Han var en „usling af en mand“, og ’der var uforstand i ham’. Da Davids mænd respektfuldt bad om proviant, nægtede Nabal at give dem noget. Hvordan reagerede Abigajil da hun hørte hvad der var sket? Uden at sige noget til Nabal „skyndte [Abigajil sig] at tage to hundrede brød og to store krukker vin og fem tillavede får og fem sea ristet korn og hundrede rosinkager og to hundrede figenkager“, og gav dem til David og hans mænd. Handlede Abigajil rigtigt? Ja, det gjorde hun, hvilket ses af noget der senere skete. Bibelen fortæller: „Jehova slog Nabal og han døde.“ Senere giftede David sig med Abigajil. — 1 Sam. 25:3, 14-19, 23-25, 38-42.

’En kvinde der er værdig til pris’

19, 20. Hvad er det der gør en kvinde værdig til pris?

19 Bibelen roser hustruer der gør tingene på Jehovas måde. Ordsprogenes Bog priser „en dygtig hustru“ med ordene: „Hun er langt mere værd end koraller. Hendes ægtemands hjerte stoler på hende, og der mangler ikke fortjeneste. Hun gengælder ham med godt, og ikke med ondt, alle sine levedage.“ Og endvidere: „Hun åbner sin mund med visdom, og den loyale hengivenheds lov er på hendes tunge. Hun holder øje med hvordan det går hendes husstand og spiser ikke ladheds brød. Hendes sønner rejser sig og priser hende lykkelig, hendes ægtemand rejser sig og priser hende.“ — Ordsp. 31:10-12, 26-28.

20 Hvad er det der gør en kvinde værdig til pris? Ordsprogene 31:30 siger: „Ynde kan være falsk, og skønhed tom. En kvinde der frygter Jehova er værdig til pris.“ Frygt for Jehova indbefatter at man villigt underordner sig dem han har sat over en. „En kvindes hoved er manden“, „hver mands hoved er Messias“, og „Messias’ hoved er Gud“. — 1 Kor. 11:3.

Vær taknemmelig for Guds gave

21, 22. (a) Hvilke grunde har gifte kristne til at være Gud taknemmelig for den store gave ægteskabet er? (b) Hvorfor skal vi vise respekt for Jehovas ordning i forbindelse med ledelse og myndighed? (Se rammen på side 17).

21 Kristne der har indgået ægteskab, har virkelig mange grunde til at give udtryk for deres taknemmelighed over for Gud. De har mulighed for at følges ad som et lykkeligt ægtepar. De kan især være Jehova taknemmelig for den store gave ægteskabet er, fordi det giver dem mulighed for sammen at vandre med ham. (Rut 1:9; Mika 6:8) Jehova — ægteskabets Indstifter — ved nøjagtig hvad der skal til for at man kan få et lykkeligt ægteskab. Ægtepar bør altid gøre tingene på hans måde, for så vil ’Jehovas glæde være deres fæstning’, selv i denne problemfyldte verden. — Neh. 8:10.

22 En kristen ægtemand der elsker sin hustru som sig selv, vil udøve sin myndighed på en kærlig og hensynsfuld måde. Hans gudfrygtige hustru vil være nem at elske, for hun vil støtte ham og vise ham dyb respekt. Hvad der er endnu vigtigere, er at deres eksemplariske ægteskab vil være til ære for vores Gud, Jehova, der er værdig til al pris.

Husker du?

• Hvad er Jehovas ordning med hensyn til ledelse og det at underordne sig?

• Hvorfor skal ægtepar vise hinanden ære?

• Hvordan bør en kristen hustru behandle sin anderledestroende mand?

• Hvorfor bør en ægtemand tage sin hustru med på råd inden han træffer vigtige afgørelser?

[Studiespørgsmål]

[Ramme på side 17]

Hvorfor vise respekt for myndighed?

Jehova har fastlagt en ledelsesordning for sine fornuftbegavede skabninger. Det har han gjort for at gavne både åndeskabninger og mennesker. Det giver dem mulighed for at bruge deres frie vilje og at ære Gud ved at tjene ham i fred og enhed. — Sl. 133:1.

Menigheden af salvede kristne anerkender Jesu Kristi myndighed og ledelse. (Ef. 1:22, 23) I anerkendelse af Jehovas myndighed „vil også Sønnen selv underlægge sig Ham der har underlagt ham alt, for at Gud kan være alt for alle“. (1 Kor. 15:27, 28) Det er derfor passende at indviede kristne følger ledelsesordningen i menigheden og i familien. (1 Kor. 11:3; Hebr. 13:17) Ved at gøre det opnår vi Jehovas godkendelse og velsignelse — til stor gavn for os selv. — Es. 48:17.

[Illustration på side 13]

Bøn kan hjælpe en kristen hustru til at lægge gudfrygtige egenskaber for dagen

[Illustrationer på side 15]

Jehova sætter stor pris på kvinders andel i at fremme Rigets interesser