„Overvind til stadighed det onde“ ved at beherske din vrede

„I må ikke hævne jer, I elskede, . . . men overvind til stadighed det onde med det gode.“ — ROM. 12:19, 21.

1, 2. Hvordan var nogle Jehovas Vidner der var på rejse, et godt eksempel?

EN GRUPPE på 34 Jehovas Vidner rejste med fly til indvielsen af et afdelingskontor da der opstod tekniske problemer med flyet som forsinkede det under en mellemlanding. Det der skulle have været et en-times ophold for at tanke op, viste sig at blive et 44-timers mareridt i en afsidesliggende lufthavn uden tilstrækkeligt med mad, vand og sanitære faciliteter. Mange passagerer blev vrede og skældte ud på lufthavnspersonalet. Men brødrene og søstrene bevarede roen.

² Langt om længe ankom de til deres bestemmelsessted, tids nok til at overvære den sidste del af indvielsesprogrammet. Til trods for at de var trætte, nød de efter programmet samværet med de lokale brødre. Senere fik de at vide at deres tålmodighed og selvbeherskelse ikke var gået upåagtet hen. En af de andre passagerer sagde til flyselskabet: „Hvis det ikke havde været for de 34 kristne der var med flyet, ville der være blevet optøjer i lufthavnen.“

Vi lever i en verden der er præget af vrede

3, 4. (a) Hvordan og hvor længe har vrede og vold plaget menneskeheden? (b) Kunne Kain have behersket sin vrede? Forklar nærmere.

³ Det pres vi er udsat for i denne onde tingenes ordning, kan gøre folk vrede. (Præd. 7:7) Denne vrede fører ofte til had og fysisk vold. Der er krige i og imellem landene, og uoverensstemmelser mellem familiemedlemmer bringer stridighederne helt ind i hjemmene. Menneskets historie er fyldt med beretninger om vrede og vold. Adam og Evas første søn, Kain, dræbte for eksempel i vrede sin yngre bror, Abel, på grund af skinsyge. Kain begik denne onde gerning selvom Jehova havde opfordret ham til at beherske sin vrede og lovet at velsigne ham hvis han gjorde det. — Læs Første Mosebog 4:6-8.

⁴ Trods sin nedarvede ufuldkommenhed kunne Kain vælge hvad han ville. Han kunne have holdt sin vrede tilbage. Derfor bar han selv ansvaret for sin voldshandling. Ufuldkommenhed gør det også svært for os at undgå vrede og handlinger øvet i vrede. Og der er andre stærke negative kræfter der øger presset i disse „kritiske tider“. (2 Tim. 3:1) For eksempel kan økonomiske problemer udsætte os for et følelsesmæssigt pres. Politifolk og organisationer der yder hjælp til familier, forbinder kriser i finansverdenen med en stigning i forekomsten af vredesudbrud og vold i hjemmet.

5, 6. Hvilken almindelig holdning til vrede kan vi blive påvirket af?

⁵ Desuden er mange af de mennesker vi kommer i kontakt med, „egenkærlige“, „hovmodige“ og ligefrem „vilde“. Det sker meget let at sådanne dårlige egenskaber smitter af på os og gør os vrede. (2 Tim. 3:2-5) Film og tv-programmer skildrer ofte hævn som noget ærefuldt og vold som en naturlig og berettiget løsning på problemer. Som regel får handlingen seerne til at se frem til det øjeblik da skurken får „hvad han fortjener“ — ofte en voldsom død for heltens hånd.

 ⁶ Udbredelsen af den slags idéer genspejler ikke Guds ånd, men „verdens ånd“ og den ånd som kendetegner dens vrede hersker, Satan. (1 Kor. 2:12; Ef. 2:2; Åb. 12:12) Denne ånd appellerer til det ufuldkomne kød og står i skarp kontrast til Guds hellige ånd og dens frugt. Det er en fundamental kristen lære ikke at gengælde når man bliver provokeret. (Læs Mattæus 5:39, 44, 45). Hvordan kan vi da i højere grad leve op til Jesu lære?

Gode og dårlige eksempler

7. Hvad skete der da Simeon og Levi ikke beherskede deres vrede?

⁷ Bibelen giver et væld af tilskyndelser til at beherske vrede og viser med praktiske eksempler hvad der kan ske når vi gør det, og når vi ikke gør det. Som eksempel kan nævnes hvad der skete da Jakobs sønner Simeon og Levi tog hævn over Sikem da han havde skændet deres søster, Dina. De „følte sig sårede og blev optændt af stor vrede“. (1 Mos. 34:7) Derpå slog Jakobs sønner alle af mandkøn i Sikems by ihjel, plyndrede byen og bortførte kvinderne og børnene. Alt dette gjorde de sikkert ikke kun på grund af Dina, men også på grund af stolthed, for ikke at tabe ansigt. De følte at Sikem havde krænket dem og deres far, Jakob. Men hvad mente Jakob om det de havde gjort?

8. Hvad viser beretningen om Simeon og Levi om at tage hævn?

⁸ Det Dina kom ud for, må have voldt Jakob dyb sorg. Alligevel fordømte han sine sønners hævngerrige adfærd. Men Simeon og Levi prøvede at retfærdiggøre det de havde gjort, idet de sagde: „Skal nogen behandle vores søster som en skøge?“ (1 Mos. 34:31) Dog var det ikke enden på sagen, for ugerningen vakte Jehovas mishag. Mange år senere forudsagde Jakob at Simeons og Levis efterkommere ville blive spredt i Israel på grund af den  vold deres stamfædre havde øvet i vrede. (Læs Første Mosebog 49:5-7). Ja, deres ubeherskede vrede vakte både Guds og deres fars mishag.

9. Hvornår undgik David med nød og næppe at give efter for sin vrede?

⁹ Det forholdt sig helt anderledes med kong David. Han havde adskillige muligheder for at tage hævn, men gjorde det ikke. (1 Sam. 24:3-7) Der var imidlertid én lejlighed hvor han var lige ved at give efter for sin vrede. En velstående mand ved navn Nabal behandlede Davids mænd meget uforskammet selvom de havde beskyttet Nabals kvæghjorde og hans hyrder. David, som følte sig forurettet, måske især på sine mænds vegne, var opsat på straks at tage hævn. Mens han og hans mænd var på vej for at gå til angreb på Nabal og hans hus, fortalte en ung mand Nabals kloge hustru, Abigajil, hvad der var sket, og opfordrede hende til at tage sagen i sin hånd. Hun samlede straks en gave i form af et forråd af mad og drikke og tog af sted for at møde David. Ydmygt bad hun om undskyldning for Nabals uforskammethed og appellerede til Davids gudsfrygt. David kom til fornuft og sagde: „Velsignet være du som på denne dag har hindret mig i at pådrage mig blodskyld.“ — 1 Sam. 25:2-35.

Den kristne holdning

10. Hvordan skal kristne forholde sig med hensyn til at tage hævn?

¹⁰ Det der skete med Simeon og Levi og mellem David og Abigajil, viser helt klart at Jehova er imod ubehersket vrede og vold, og at han velsigner et menneskes bestræbelser for at stifte fred. „Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker,“ skrev apostelen Paulus. „I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden; for der står skrevet: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde, siger Jehova.’ Men ’hvis din fjende sulter, så giv ham noget at spise; hvis han tørster, så giv ham noget at drikke; for ved at gøre dette dynger du gloende kul på hans hoved’. Lad dig ikke overvinde af det onde, men overvind til stadighed det onde med det gode.“ — Rom. 12:18-21. *

11. Hvordan lærte en søster at beherske sin vrede?

¹¹ Vi kan følge dette råd. En søster beklagede sig for eksempel til en ældste over sin nye leder på arbejdspladsen. Hun sagde at denne leder var uretfærdig og uvenlig. Hun var vred på hende og ville sige op. Ældstebroderen opfordrede hende til ikke at gøre noget overilet. Han forstod at søsterens vrede over hendes overordnedes optræden kun havde forværret situationen. (Tit. 3:1-3) Broderen påpegede at selvom det måske lykkedes hende at finde et andet arbejde, måtte hun ikke desto mindre bearbejde den måde hun reagerede på når andre behandlede hende uvenligt. Han rådede hende til at behandle sin overordnede på samme måde som hun selv gerne ville behandles — i overensstemmelse med det Jesus sagde. (Læs Lukas 6:31). Det gik søsteren med til. Resultatet? Efter nogen tid ændredes den overordnedes indstilling til det bedre, og hun takkede oven i købet søsteren for hendes gode arbejde.

12. Hvorfor kan uoverensstemmelser mellem kristne især volde smerte?

¹² Det overrasker os måske ikke når sådanne problemer opstår i forbindelse med nogen uden for den kristne menighed. Vi ved at Satans verden er uretfærdig, og at vi ikke skal blive opbragte over ondsindede menneskers handlinger. (Sl. 37:1-11; Præd. 8:12, 13; 12:13, 14) Men når der opstår problemer med en åndelig broder eller søster, kan det volde langt større smerte. En søster fortæller: „Mit største problem lige da jeg kom i sandheden, var at forstå at Jehovas Vidner ikke er fuldkomne.“ Efter at  være kommet ud af en kold og barsk verden forventer man at alle i menigheden vil behandle hinanden venligt som sande kristne. Hvis en trosfælle, især en der har tjenesteprivilegier i menigheden, optræder tankeløst og ukristent, kan det såre os eller gøre os vrede. ’Hvordan kan sådan noget ske blandt Jehovas folk?’ spørger vi måske. Faktisk forekom den slags allerede blandt salvede kristne på apostlenes tid. (Gal. 2:11-14; 5:15; Jak. 3:14, 15) Hvordan skal vi reagere når vi selv kommer ud for sådan noget?

13. Hvorfor og hvordan bør vi prøve at løse uoverensstemmelser?

¹³ „Jeg har lært at bede for dem der sårer mig,“ siger ovennævnte søster. „Det hjælper.“ Som vi har læst ovenfor, lærte Jesus os at bede for dem der forfølger os. (Matt. 5:44) Hvor langt snarere skulle vi da ikke bede for vore åndelige brødre og søstre! Ligesom en far ønsker at hans børn skal elske hinanden, ønsker Jehova at hans tjenere på jorden skal komme godt ud af det med hinanden. Vi ser frem til at leve fredeligt og lykkeligt sammen i al evighed, og det lærer Jehova os at gøre allerede nu. Han ønsker at vi skal samarbejde om at udføre hans store gerning. Lad os derfor løse problemerne, ’bære over med andres overtrædelser’ og fortsat arbejde sammen i enhed. (Læs Ordsprogene 19:11). I stedet for at trække os bort fra vore brødre når der opstår problemer, bør vi hjælpe hinanden med at forblive blandt Guds folk, i tryghed i Jehovas „evigvarende arme“. — 5 Mos. 33:27.

At være mild mod alle fører til et godt resultat

14. Hvordan kan vi modstå Satans forsøg på at skabe splittelse iblandt os?

¹⁴ Satan og hans dæmoner forsøger at hindre os i at udbrede den gode nyhed ved ihærdigt at prøve at skabe splittelse i familierne og menighederne. De søger at skabe uenighed fordi de ved at interne stridigheder virker nedbrydende. (Matt. 12:25) I vore bestræbelser  for at modstå deres onde påvirkning gør vi klogt i at følge Paulus’ råd: „En Herrens træl bør ikke strides med nogen, men bør være mild imod alle.“ (2 Tim. 2:24) Vi må huske at vores kamp „ikke [er] imod blod og kød, men . . . imod ondskabens åndemagter“. For at vinde denne kamp må vi iføre os den åndelige rustning, hvilket indbefatter at vi er „udrustet med fredens gode nyhed“. — Ef. 6:12-18.

15. Hvordan bør vi reagere på angreb udefra?

¹⁵ Udefra retter Jehovas fjender ondsindede angreb mod hans fredelige folk. Nogle af disse fjender angriber Jehovas Vidner rent korporligt. Andre bagtaler os i pressen og i retssalene. Jesus sagde at hans disciple kunne forvente dette. (Matt. 5:11, 12) Hvordan skal vi så reagere? Vi må aldrig ’gengælde nogen ondt med ondt’, hverken i ord eller gerning. — Rom. 12:17; læs Første Petersbrev 3:16.

16, 17. Hvilken prekær situation stod en menighed i?

¹⁶ Uanset hvad Djævelen udsætter os for, kan vi aflægge et godt vidnesbyrd ved at ’overvinde det onde med det gode’. Der var for eksempel en menighed på en af øerne i Stillehavet som lejede en sal til mindehøjtiden. Da repræsentanterne for den lokale kirke fik nys herom, gav de deres sognebørn besked på at samles i salen til en gudstjeneste på netop det tidspunkt da mindehøjtiden skulle afholdes. Den øverste politiembedsmand gav imidlertid kirkens repræsentanter besked om at salen skulle være klar til brug for Jehovas Vidner på det aftalte tidspunkt. Men da tiden for vores møde kom, var salen fyldt med kirkemedlemmer, og deres gudstjeneste tog sin begyndelse.

¹⁷ Mens politiet gjorde sig klar til at rydde salen med magt, kom kirkens leder hen til en af vore ældste og spurgte: „Har I noget særligt for i aften?“ Broderen fortalte ham om mindehøjtiden, og manden svarede: „Åh, det vidste jeg ikke!“ Her brød en politibetjent ind og sagde: „Men det fortalte vi jer jo i formiddags!“ Kirkens leder vendte sig om mod vores broder og sagde med et underfundigt smil: „Hvad vil I nu gøre? Vi har en sal fuld af mennesker. Vil I have at politiet skal jage os ud?“ Snedigt havde han fået det til at se ud som om det var Jehovas Vidner der havde kludret i det! Hvordan ville brødrene gribe det an?

18. Hvordan klarede vore brødre situationen, og hvad blev det endelige resultat?

¹⁸ Vore brødre tilbød at der kunne holdes en halv times gudstjeneste i salen, hvorefter de ville holde mindehøjtiden. Gudstjenesten gik over tiden, men efter at kirkemedlemmerne havde forladt salen, kom mindehøjtiden i gang. Den følgende dag nedsatte myndighederne en undersøgelseskommission. Da den havde set nærmere på sagen, pålagde den kirken at bekendtgøre at det var kirkens leder og ikke Jehovas Vidner der havde været årsag til problemet. Kommissionen takkede også Vidnerne for deres tålmodige måde at tackle den vanskelige situation på. Brødrenes bestræbelser for at ’holde fred med alle mennesker’ havde båret frugt.

19. Hvilket andet middel kan fremme det gode forhold til andre?

¹⁹ Et andet middel til at bevare et godt forhold til andre er at ’tale med ynde’. Den følgende artikel handler om hvad det vil sige, hvordan vi kan gøre det, og hvordan vi fortsat kan blive bedre til det.

[Fodnote]

Kan du forklare?

• Hvorfor er folk i dag så vrede?

• Hvilke bibelske eksempler viser følgerne af at beherske sin vrede og af at undlade at gøre det?

• Hvordan bør vi reagere hvis en trosfælle sårer os?

• Hvordan bør vi reagere på angreb udefra?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 16]

Simeon og Levi vendte hjem — men efter at være bukket under for vrede

[Illustrationer på side 18]

Venlighed kan gøre andre mildere stemt