Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Lad „den loyale hengivenheds lov“ vogte din tunge

Lad „den loyale hengivenheds lov“ vogte din tunge

Lad „den loyale hengivenheds lov“ vogte din tunge

„Hun åbner sin mund med visdom, og den loyale hengivenheds lov er på hendes tunge.“ — ORDSP. 31:26.

1, 2. (a) Hvilken egenskab tilskyndes Jehovas tjenere til at opdyrke? (b) Hvad vil blive behandlet i denne artikel?

I DEN vægtige belæring som kong Lemuel i fortiden fik af sin mor, omtales en vigtig egenskab der kendetegner en god hustru. „Hun åbner sin mund med visdom,“ fik han at vide, „og den loyale hengivenheds lov er på hendes tunge.“ (Ordsp. 31:1,10, 26) Loyal hengivenhed er attråværdig på tungen af en vís kvinde såvel som på tungen af alle andre der ønsker at glæde Jehova Gud. (Læs Ordsprogene 19:22). Hos alle sande tjenere for Gud bør loyal hengivenhed komme tydeligt til udtryk i deres tale.

2 Hvad er loyal hengivenhed? Hvem skal den vises mod? Hvad vil hjælpe os til at have „den loyale hengivenheds lov“ på vores tunge? Og hvordan kan denne egenskab i så fald påvirke vores kommunikation med familie og trosfæller?

Loyal hengivenhed er forbundet med kærlighed og venlighed

3, 4. (a) Hvad er loyal hengivenhed? (b) Hvordan adskiller loyal hengivenhed sig fra menneskekærlighed, eller almindelig medmenneskelighed?

3 Loyal hengivenhed har meget tilfælles med kærlighed og venlighed. Kærlighed og venlighed indbefatter at man interesserer sig for andres velfærd og viser dem omsorg i ord og gerning. Men det hebraiske ord der gengives med loyal hengivenhed, indeholder mere end tanken om kærlighed og venlighed. At vise loyal hengivenhed vil sige at man villigt og i loyalitet viser en person godhed indtil formålet med at gøre det er nået.

4 Loyal hengivenhed adskiller sig også fra kærlighed på en anden måde. Menneskekærlighed, eller almindelig medmenneskelighed, kan vises selv over for fremmede. Apostelen Paulus og 275 andre som havde lidt skibbrud sammen med ham, blev vist denne form for kærlighed af indbyggerne på øen Malta — mennesker han aldrig havde mødt før. (Apg. 27:37–28:2) Men når der i Bibelen tales om at vise loyal hengivenhed, drejer det sig om nogle der i forvejen har et godt forhold til hinanden. * Det var for eksempel den form for hengivenhed David viste Mefibosjet. — 2 Sam. 9:7.

Vigtigt med eftertanke og bøn

5. Hvad kan hjælpe os til at tøjle vores tunge?

5 Det er ikke nemt at lade loyal hengivenhed komme til udtryk i vores tale. Disciplen Jakob skrev: „Tungen kan intet menneske tæmme. Uregerlig, skadelig som den er, er den fuld af dødbringende gift.“ (Jak. 3:8) Hvad kan hjælpe os til at tøjle denne legemsdel, som er så vanskelig at styre? Det giver Jesu ord til de religiøse ledere på hans tid et svar på. Han sagde: „Af hjertets overflod taler munden.“ (Matt. 12:34) For at loyal hengivenhed kan vogte vores tunge, må vi opdyrke denne egenskab i hjertet — vores indre menneske. Lad os se hvordan eftertanke og bøn kan hjælpe os.

6. Hvorfor bør vi med taknemmelighed grunde over hvordan Jehova har vist loyal hengivenhed?

6 Jehova Gud er „rig på loyal hengivenhed,“ siger Bibelen. (2 Mos. 34:6) „Din loyale hengivenhed, Jehova,“ sang salmisten, „har fyldt jorden.“ (Sl. 119:64) Bibelen indeholder adskillige beretninger om hvordan Jehova har vist sine tjenere loyal hengivenhed. Når vi tager os tid til med taknemmelighed at grunde over ’Jehovas gerninger’, vil det give os lyst til at opdyrke denne egenskab. — Læs Salme 77:12.

7, 8. (a) Hvordan viste Jehova loyal hengivenhed over for Lot og hans familie? (b) Hvordan gav David udtryk for at han havde fået gavn af Guds loyale hengivenhed?

7 Tænk for eksempel på hvordan Jehova udfriede Abrahams nevø Lot og hans familie da Han ødelagde Sodoma, den by de boede i. Kort før ødelæggelsen indtraf, sagde de engle der var kommet til Lot, at han skulle skynde sig at forlade byen sammen med sin familie. „Da han blev ved med at tøve,“ fortæller Bibelen, „greb [englene] ham og hans hustru og hans to døtre ved hånden, fordi Jehova havde medfølelse med ham, hvorpå de førte ham ud og efterlod ham uden for byen.“ Gør det ikke et dybt indtryk på os når vi tænker over denne frelsesgerning, og bevæges vores hjerte ikke når vi forstår at den var et udtryk for Guds loyale hengivenhed? — 1 Mos. 19:16, 19.

8 Tænk også på eksemplet med kong David af Israel, der sang: „[Jehova] tilgiver al din brøde, [han] helbreder alle dine sygdomme.“ Hvor må David have været taknemmelig for at Jehova tilgav ham den synd han begik i forbindelse med Batseba. Han priste Jehova med ordene: „Så høj som himmelen er over jorden, er hans loyale hengivenhed overvældende mod dem der frygter ham.“ (Sl. 103:3, 11) Når vi grunder over disse og andre bibelske beretninger, fylder det vores hjerte med taknemmelighed for Jehovas loyale hengivenhed, og vi får lyst til at prise og takke ham. Og jo mere vores hjerte fyldes med taknemmelighed, jo mere ønsker vi at blive efterlignere af den sande Gud. — Ef. 5:1.

9. Hvilken god grund har Jehovas tjenere til at vise loyal hengivenhed i tale og adfærd?

9 Bibelske eksempler viser at Jehova nærer loyal hengivenhed — loyal kærlighed — mod dem der allerede står i et godkendt forhold til ham. Hvad med dem der ikke står i et sådant forhold til den levende Gud? Er Jehova hård eller uvenlig over for dem? Bestemt ikke. „[Gud] er venlig mod de utaknemmelige og onde,“ står der i Lukas 6:35. „Han lader . . . sin sol stå op over onde og gode, og lader det regne på retfærdige og uretfærdige.“ (Matt. 5:45) Før vi lærte sandheden at kende og begyndte at leve efter den, nød vi gavn af den venlighed Gud viser hele menneskeheden. Men efter at vi er blevet hans tjenere, viser han os loyal kærlighed — urokkelig loyal hengivenhed. (Læs Esajas 54:10). Hvor kan vi være taknemmelige for det! Det er bestemt en god grund til at lade loyal hengivenhed komme til udtryk i vores tale og adfærd.

10. Hvorfor er bøn en uvurderlig hjælp til at gøre loyal hengivenhed til en del af vores personlighed?

10 En uvurderlig hjælp til at opdyrke loyal hengivenhed er bønnen. Loyal hengivenhed er forbundet med kærlighed og venlighed — aspekter af Jehovas hellige ånds frugt. (Gal. 5:22) Vi kan opelske loyal hengivenhed i hjertet ved at lade os påvirke af denne ånd. Den mest direkte måde at få Jehovas hellige ånd på er at bede ham om den. (Luk. 11:13) Vi bør hver dag bede om at få Guds ånd og lade os lede af den. Ja, hvis vi vil have den loyale hengivenheds lov på vores tunge, er det vigtigt at vi bruger tid på eftertanke og bøn.

Ægtefællers tale må afspejle loyal hengivenhed

11. (a) Hvordan ved vi at Jehova forventer at en ægtemand viser sin hustru loyal hengivenhed? (b) Hvordan kan den loyale hengivenheds lov hjælpe en ægtemand til at vogte sin tunge?

11 Apostelen Paulus giver ægtemænd denne formaning: „Elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (Ef. 5:25) Paulus minder dem også om hvad Jehova sagde til Adam og Eva. Apostelen skriver: „En mand [vil] forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal blive ét kød.“ (Ef. 5:31) Jehova forventer tydeligvis at en ægtemand trofast holder sig til sin hustru og altid viser hende loyal hengivenhed. En ægtemand hvis tunge er styret af loyal hengivenhed, vil ikke udbasunere sin hustrus fejl i andres påhør eller tale nedsættende om hende. Han ønsker at prise hende. (Ordsp. 31:28) Hvis der af en eller anden grund opstår problemer i deres ægteskab, vil mandens loyale hengivenhed til sin hustru afholde ham fra at bruge tungen til at nedgøre hende.

12. Hvordan fremgår det af en hustrus tale at den loyale hengivenheds lov er på hendes tunge?

12 Også hustruens tunge må være styret af den loyale hengivenheds lov. Hendes tale bør ikke være påvirket af verdens ånd. Eftersom hun har „dyb respekt for sin mand“, vil hun tale godt om ham og derved øge den respekt som andre allerede måtte have for ham. (Ef. 5:33) Da hun ønsker at børnene skal bevare respekten for deres far, vil hun ikke i deres påhør diskutere med ham eller vise at hun er uenig med ham. I stedet vil hun tale med ham om sagen under fire øjne. „Den kvinde der ejer sand visdom opbygger sit hus.“ (Ordsp. 14:1) Hendes hjem er et trygt og behageligt sted for alle i familien.

13. Hvor bør den loyale hengivenheds lov især komme til udtryk, og hvordan?

13 Inden for hjemmets fire vægge må ægtefæller altså bestræbe sig for at bruge tungen på en måde der viser at de har respekt for hinanden. Paulus skrev: „[Aflæg] dem alle: vrede, harme, slethed, spot og skammelig tale af jeres mund.“ Han tilføjede: „[Ifør] jer inderlig medfølelse, venlighed, ydmyghed, mildhed og langmodighed. . . . [Ifør] jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ (Kol. 3:8, 12-14) Når der er en kærlig og venlig omgangstone i hjemmet, vil børnene trives og være mere tilbøjelige til at efterligne deres forældres måde at tale på.

14. Hvordan kan familieoverhoveder være til trøst for deres familie?

14 Salmisten skrev om Jehova: „Måtte din loyale hengivenhed være til trøst for mig.“ (Sl. 119:76) En af måderne Jehova trøster sit folk på, er ved at give dem tilskyndelser og vejledning. (Sl. 119:105) Hvordan kan familieoverhoveder være til trøst for deres familie og derved efterligne vores himmelske Fader? Det kan de ved at give familien den opmuntring og vejledning den har behov for. Den Teokratiske Familieaften giver forældre og børn en god mulighed for at finde åndelige skatte. — Ordsp. 24:4.

Vis loyal hengivenhed mod trosfæller

15. Hvordan kan ældste og andre åndeligt modne kristne bruge tungen til at værne andre i menigheden?

15 „Lad din loyale hengivenhed og din sandfærdighed til stadighed værne mig,“ sagde kong David i en bøn til Gud. (Sl. 40:11) Hvordan kan kristne ældste og andre åndeligt modne i menigheden efterligne Jehova i denne henseende? Ved at bruge tungen til at henlede opmærksomheden på vejledning fra Bibelen. Det er bestemt et udtryk for loyal hengivenhed. — Ordsp. 17:17.

16, 17. På hvilke måder kan vi vise at vores tale er ledet af den loyale hengivenheds lov?

16 Hvad skal vi gøre hvis vi opdager at en medkristen er slået ind på en kurs der er i modstrid med Bibelens principper? Burde vi ikke af loyal hengivenhed bruge vores tunge til at hjælpe ham til at komme tilbage på rette vej? (Sl. 141:5) Hvis vi får kendskab til at en trosfælle har begået en alvorlig synd, vil vi af loyal kærlighed tilskynde ham til at „tilkalde menighedens ældste“ så de kan „bede over ham og indgnide ham med olie i Jehovas navn“. (Jak. 5:14) Undlader overtræderen at henvende sig til de ældste, vil det være et udtryk for manglende loyal hengivenhed fra vores side hvis vi ikke underretter de ældste om sagen. Nogle iblandt os kan være modløse, ensomme, føle sig uværdige eller være overvældet af skuffelser. En god måde at vise at den loyale hengivenheds lov er på vores tunge, er at ’trøste de modfaldne sjæle’. — 1 Thess. 5:14.

17 Hvordan bør vi reagere på rygter om trosfæller som Guds fjender har sat i omløb? I stedet for at tvivle på vores brødres trofasthed bør vi lade være med at lægge øre til sådanne rygter, eller også spørge den der kommer med rygtet, hvis vedkommende er saglig, om han har grundlag for sine udtalelser. Hvis fjender af Guds folk prøver at få os til at give oplysninger om vores kristne brødre med det formål at skade dem, vil vi af loyal hengivenhed for vores trosfæller undlade at gøre det. — Ordsp. 18:24.

’Den der jager efter loyal hengivenhed, finder liv’

18, 19. Hvorfor bør den loyale hengivenheds lov altid være på vores tunge hvad angår den måde vi behandler vores trosfæller på?

18 Loyal kærlighed bør være tydelig i den måde vi behandler vores trosfæller på. Selv under vanskelige forhold må den loyale hengivenheds lov altid være på vores tunge. Da Israels sønners loyale hengivenhed blev „som dug der tidligt forsvinder“, mishagede det Jehova. (Hos. 6:4, 6) Det der behager Jehova, er at man til stadighed viser loyal hengivenhed. Hvordan velsigner han dem der jager efter denne egenskab?

19 I Ordsprogene 21:21 siges der: „Den der jager efter retfærdighed og loyal hengivenhed, finder liv, retfærdighed og ære.“ En af de velsignelser man kan opnå ved at gøre dette, er at man finder liv — ikke et kortvarigt liv, men et liv uden ende. Jehova hjælper vedkommende til at „få et fast greb om det virkelige liv“. (1 Tim. 6:12, 19) Lad os derfor altid ’vise hinanden loyal hengivenhed’. — Zak. 7:9.

[Fodnote]

^ par. 4 Yderligere oplysninger om hvordan loyal hengivenhed adskiller sig fra loyalitet, kærlighed og menneskekærlighed, findes i Vagttårnet for 15. maj 2002, side 12-1318-19.

Kan du forklare?

• Hvordan vil du definere loyal hengivenhed?

• Hvad vil hjælpe os til at have den loyale hengivenheds lov på vores tunge?

• Hvordan kan ægtefæller vise loyal hengivenhed i deres måde at tale på?

• Hvad viser at den loyale hengivenheds lov er på vores tunge i den måde vi behandler vores trosfæller på?

[Studiespørgsmål]

[Illustration på side 23]

David priste Jehovas loyale hengivenhed

[Illustration på side 24]

Har I en ugentlig Teokratisk Familieaften?