Er du med til at gøre de kristne møder opbyggende?
Er du med til at gøre de kristne møder opbyggende?
„Når I kommer sammen, . . . [så] lad alt ske til opbyggelse.“ — 1 KOR. 14:26.
1. Hvad er ifølge Første Korintherbrev, kapitel 14, et af de vigtigste formål med de kristne møder?
’HVOR var det et opbyggende møde!’ Har du sagt noget lignende efter at have været til et møde i rigssalen? Det har du sikkert. De kristne møder er til stor opmuntring, og det er ikke så overraskende. Et af de vigtigste formål med vores møder er jo, ligesom det var tilfældet på de første kristnes tid, at de skal være til åndelig styrke for alle der er til stede. Læg mærke til hvordan apostelen Paulus understreger dette i sit første brev til korintherne. I kapitel 14 siger han igen og igen at alle indlæg ved møderne skal tjene samme hensigt — at være „til menighedens opbyggelse“. — Læs Første Korintherbrev 14:3, 12, 26. *
2. (a) Hvad er opbyggende møder et resultat af? (b) Hvilket spørgsmål vil vi nu se på?
2 Vi ved at opbyggende møder først og fremmest er et resultat af Guds ånds virke. Det er derfor vi indleder alle de kristne møder med en inderlig bøn til vores himmelske Fader, Jehova, hvor vi beder ham om at velsigne vores samvær med hans hellige ånd. Derudover kan alle i menigheden være med til at gøre programmet så opbyggende som muligt. Hvad kan vi hver især gøre for at vores ugentlige møder i rigssalen altid er åndeligt forfriskende og opmuntrende?
3. Hvor vigtige er de kristne møder?
3 Vi vil se på nogle aspekter ved vores møder som de der leder dem, må have i tanke. Vi vil også se nærmere på hvordan menigheden som et hele kan bidrage til at gøre møderne opbyggende for alle der overværer dem. Dette emne er af stor interesse for os fordi vores møder er hellige sammenkomster. Ja, at overvære og deltage i møderne er en vigtig del af vores tilbedelse af Jehova. — Sl. 26:12; 111:1; Es. 66:22, 23.
Et møde der tager sigte på studium af Bibelen
4, 5. Hvad er hovedsigtet med vagttårnsstudiet?
4 Vi ønsker alle at få fuld gavn af det ugentlige studium af Vagttårnet. For at få en klar forståelse af hvad hovedsigtet med dette møde er, vil vi se på nogle ændringer der er sket i forbindelse med Vagttårnet og studieartiklerne.
5 Fra og med den første studieartikel i Vagttårnet for 15. januar 2008 blev der tilføjet noget væsentligt til forsiden. Har du lagt mærke til det? Prøv at se på forsiden af det blad du har i hånden. Ved foden af tårnet kan du se et billede af en åben bibel. Billedet understreger grunden til at vi har vagttårnsstudiet, nemlig at undersøge Bibelen ved hjælp af dette blad. Ja, ved vores ugentlige vagttårnsstudium bliver Guds ord „fortolket“, og som på Nehemias’ tid ’giver man det læste mening’. — Neh. 8:8; Es. 54:13.
6. (a) Hvad nyt blev der indført i forbindelse med vagttårnsstudiet? (b) Hvad skal vi være opmærksomme på når der ved skriftstedshenvisningerne står „læs“?
6 Bibelen er vores vigtigste lærebog, og derfor blev der indført noget nyt i forbindelse med vagttårnsstudiet. Ved flere af skriftstedshenvisningerne står der nu „læs“. Vi tilskyndes alle til at følge med i vores egen bibel når disse skriftsteder læses op ved mødet. (Apg. 17:11) Hvorfor? Fordi Guds vejledning gør et dybere indtryk på os når vi ser den i vores egen bibel. (Hebr. 4:12) Inden disse skriftsteder bliver læst højt, må den der leder studiet, give de tilstedeværende tid til at slå dem op så de kan følge med under oplæsningen.
Mere tid til at give udtryk for vores tro
7. Hvad giver vagttårnsstudiet os mulighed for?
7 En anden ændring der blev foretaget i forbindelse med studieartiklerne, har at gøre med længden på dem. I de senere år har de været kortere. Under vagttårnsstudiet bliver der altså brugt mindre tid til at læse paragrafferne op og mere tid til svardeltagelse. Nu har flere i menigheden mulighed for at give udtryk for deres tro for eksempel ved at svare på et af de trykte spørgsmål, ved at gøre rede for anvendelsen af et skriftsted eller ved at fortælle en kort oplevelse der illustrerer visdommen i at følge Bibelens principper. Der skal også bruges tid på at tale om billederne i artiklerne. — Læs Salme 22:22; 35:18; 40:9.
8, 9. Hvilken opgave har vagttårnsstudielederen?
8 Men muligheden for at flere kan give kommentarer, vil kun være til stede hvis alle der deltager i studiet, giver korte kommentarer, og hvis den der leder mødet, afholder sig fra selv at kommentere for ofte. Hvad kan hjælpe vagttårnsstudielederen til at finde den rette balance mellem hans egne kommentarer og menighedens kommentarer så mødet kan være opbyggende for alle?
9 Følgende illustration kan være en hjælp til at besvare det spørgsmål. Et vagttårnsstudium der ledes på en god måde, er som en buket blomster der fryder øjet. Ligesom en stor buket består af mange enkelte blomster, sådan består et vagttårnsstudium af mange kommentarer. Og ligesom de enkelte blomster i buketten er forskellige i størrelse og farve, er de kommentarer der kommer frem under mødet, forskellige i længde og den måde de gives på. Hvor kommer vagttårnsstudielederen ind i billedet? De kommentarer han giver indimellem,
er ligesom de få stykker grønt buketten nænsomt pyntes med. Det grønne er ikke dominerende, men er med til at understøtte og samle buketten. På lignende måde skal den der leder vagttårnsstudiet, huske at hans opgave ikke er at dominere drøftelsen, men at understøtte de udtryk for lovprisning der gives af menigheden. Ja, når menighedens mange forskellige kommentarer og vagttårnsstudielederens få velvalgte bemærkninger sættes dygtigt sammen, danner de en smuk buket af ord der er til glæde for alle de tilstedeværende.’Lad os altid bringe Gud lovprisningsoffer’
10. Hvordan betragtede de første kristne menighedsmøderne?
10 Paulus’ beskrivelse i Første Korintherbrev 14:26-33 af de kristne møder giver os indblik i hvordan de blev ledet i det første århundrede. Om disse vers skriver en bibelkyndig: „Det mest bemærkelsesværdige ved en gudstjeneste i urkirken var nok at stort set alle der kom, følte at de havde både den forret og den pligt at bidrage med noget. Man kom ikke med den tanke at man blot ville være en passiv lytter; man kom for at give, ikke kun for at modtage.“ Ja, de første kristne betragtede menighedsmøderne som lejligheder til at give udtryk for deres tro. — Rom. 10:10.
11. (a) Hvad bidrager i høj grad til menighedens opbyggelse, og hvorfor? (b) Hvilke forslag kan hjælpe os til at forbedre vores kommentarer ved møderne? (Se fodnote).
11 Når vi giver udtryk for vores tro ved møderne, bidrager det i høj grad til „menighedens opbyggelse“. Du vil sikkert medgive at uanset hvor mange år vi er kommet til møderne, er det altid dejligt at lytte til de kommentarer der gives af vores brødre og søstre. Vi bliver rørt af et dybtfølt svar fra en ældre, trofast medkristen; vi bliver opmuntret af en forstandig bemærkning fra en omsorgsfuld ældste; og vi kan ikke andet end trække på smilebåndet når et barn buser ud med et spontant svar der udtrykker ægte kærlighed til Jehova. Ja, ved at bidrage med vores kommentarer kan vi alle være med til at gøre de kristne møder opbyggende. *
12. (a) Hvad kan vi lære af Moses’ og Jeremias’ eksempel? (b) Hvilken betydning har bøn i forbindelse med at give kommentarer?
12 Det kan dog være en stor udfordring at give kommentarer hvis man er genert. Hvis du af den grund har svært ved at kommentere, kan det måske være en hjælp at huske at din situation ikke er usædvanlig. Selv sådanne trofaste tjenere som Moses og Jeremias gav udtryk for manglende tillid til deres evne til at tale offentligt. (2 Mos. 4:10; Jer. 1:6) Men Jehova hjalp disse tjenere i fortiden til at prise ham offentligt, og han vil også hjælpe dig til at bringe lovprisningsofre. (Læs Hebræerbrevet 13:15). Hvordan kan du få Jehovas hjælp til at overvinde din frygt for at svare? For det første må du forberede dig godt til mødet. Dernæst kan du, inden du tager hen til rigssalen, henvende dig til Jehova i bøn og bede ham specifikt om mod til at give en kommentar. (Fil. 4:6) Eftersom du beder Jehova om noget der er „i overensstemmelse med hans vilje“, kan du have tillid til at han vil bønhøre dig. — 1 Joh. 5:14; Ordsp. 15:29.
Møder der ’opbygger, opmuntrer og trøster’
13. (a) Hvilken virkning bør møderne have på dem der overværer dem? (b) Hvilket spørgsmål er særlig relevant for ældste?
13 Paulus skriver at et vigtigt formål med menighedens møder er at ’opbygge, opmuntre og trøste’ alle der overværer dem. * (1 Kor. 14:3) Hvordan kan kristne ældste i dag sikre sig at deres indlæg på møderne virker opløftende og trøstende på deres brødre og søstre? For at få svar på det kunne vi se nærmere på et møde som Jesus holdt kort efter sin opstandelse.
14. (a) Hvilke begivenheder gik forud for et møde Jesus havde arrangeret? (b) Hvorfor må apostlene have følt sig lettede da ’Jesus trådte frem og talte til dem’?
14 Lad os først se på de begivenheder der gik forud for dette møde. Lige inden Jesus blev dræbt, ’forlod apostlene ham og flygtede’, og som forudsagt ’spredtes de hver til sit’. (Mark. 14:50; Joh. 16:32) Efter at Jesus var blevet oprejst, indbød han sine nedslåede apostle til et særligt møde. * Bibelen fortæller: „De elleve disciple tog . . . af sted til Galilæa, til det bjerg som Jesus havde aftalt med dem.“ Da de ankom, ’trådte Jesus frem og talte til dem’. (Matt. 28:10, 16, 18) Forestil dig hvor lettede apostlene må være blevet da Jesus tog dette initiativ! Hvad sagde Jesus til dem?
15. (a) Hvilke emner kom Jesus ind på, og hvad talte han ikke om? (b) Hvordan virkede dette møde på apostlene?
15 Jesus kom med denne erklæring: „Al myndighed . . . er blevet givet mig.“ Derefter gav han apostlene en opgave at udføre: „Gå derfor ud og gør disciple.“ Til sidst gav han dem denne kærlige forsikring: „Jeg er med jer alle dage.“ (Matt. 28:18-20) Lagde du mærke til hvad Jesus ikke gjorde? Han skældte ikke apostlene ud; han brugte heller ikke mødet som en anledning til at betvivle deres motiver eller øge deres skyldfølelse ved at omtale deres midlertidige svaghed i troen. I stedet forsikrede han dem om sin egen og sin Faders kærlighed ved at betro dem en vigtig opgave. Hvordan virkede dette på apostlene? De blev opbygget, opmuntret og trøstet i en sådan grad at de inden længe atter var i gang med „at undervise og at forkynde den gode nyhed“. — Apg. 5:42.
16. Hvordan efterligner de kristne ældste i dag Jesu eksempel med hensyn til at lede møder der giver ny styrke?
16 I dag betragter de ældste, ligesom Jesus, møderne som lejligheder til at styrke deres trosfællers tillid til Jehovas aldrig svigtende kærlighed til sit folk. (Rom. 8:38, 39) Når ældste holder foredrag eller indlæg ved møderne, fokuserer de derfor på deres brødres stærke sider, ikke på deres svage sider. De tillægger ikke deres brødre dårlige motiver. Nej, det de siger, viser at de betragter deres trosfæller som nogle der elsker Jehova og ønsker at gøre det rette. (1 Thess. 4:1, 9-12) Undertiden kan det dog ske at de ældste må give menigheden en nødvendig vejledning, men i de tilfælde hvor det kun er nogle få der har brug for at blive hjulpet på fode igen, er det som regel bedst at vejledningen blot gives til de involverede. (Gal. 6:1; 2 Tim. 2:24-26) Når de ældste taler til hele menigheden, er de opmærksomme på at rose når der er mulighed for det. (Es. 32:2) De bestræber sig for at tale på en sådan måde at alle de tilstedeværende føler sig styrket og opmuntret når mødet er forbi. — Matt. 11:28; Apg. 15:32.
Et trygt og godt sted
17. (a) Hvorfor er det vigtigere end nogen sinde at vores møder er som en tryg oase? (b) Hvordan kan du være med til at gøre møderne opbyggende? (Se rammen „Ti måder hvorpå du kan gøre møderne opbyggende for dig selv og andre“).
17 Efterhånden som Satans verden bliver mere og mere undertrykkende, må vi sørge for at vores kristne møder er som en tryg oase, hvor alle kan hente trøst. (1 Thess. 5:11) En søster der sammen med sin mand gennemgik en alvorlig prøvelse for nogle år siden, fortæller: „Når vi var til møde i rigssalen, var det som om Jehova holdt os i sine kærlige hænder. Mens vi var dér, omgivet af vores brødre og søstre, følte vi at vi kunne kaste vores byrde på Jehova, og vi erfarede et vist mål af indre fred.“ (Sl. 55:22) Måtte alle der overværer vores møder, føle sig opmuntret og trøstet. Lad os derfor fortsat være med til at gøre vores kristne møder opbyggende.
[Fodnoter]
^ par. 1 Det var blevet forudsagt at visse aspekter af de kristne møder i det første århundrede ville ophøre. For eksempel er det at ’tale i tunger’ og at ’profetere’ ophørt. (1 Kor. 13:8; 14:5) Alligevel hjælper Paulus’ vejledning os til at forstå hvordan de kristne møder bør foregå i dag.
^ par. 11 Forslag til hvordan vi kan forbedre vores kommentarer ved møderne, findes i Vagttårnet for 1. september 2003, side 19-22.
^ par. 13 Om forskellen mellem „opmuntre“ og „trøste“ siger Vine’s Expository Dictionary of Old and New Testament Words at betydningen af det græske ord der oversættes med „trøste“, indeholder „et større mål af ømhed end [opmuntre]“. — Jævnfør Johannes 11:19.
^ par. 14 Det kan have været denne begivenhed Paulus senere sigtede til da han sagde at Jesus ’viste sig for mere end fem hundrede’. — 1 Kor. 15:6.
Hvad vil du svare?
• Hvor vigtige er de kristne møder?
• Hvordan bidrager de kommentarer der gives ved møderne, til „menighedens opbyggelse“?
• Hvad kan vi lære af et møde Jesus holdt med sine disciple?
[Studiespørgsmål]
[Ramme/illustrationer på side 22, 23]
TI MÅDER HVORPÅ DU KAN GØRE MØDERNE OPBYGGENDE FOR DIG SELV OG ANDRE
Forbered dig. Hvis du har forberedt dig på det stof der skal gennemgås i rigssalen, vil du finde møderne mere interessante, og de vil gøre et dybere indtryk på dig.
Overvær møderne fast. Eftersom det virker mest opmuntrende når der er mange til møde, gør det en forskel om du er der eller ej.
Kom til tiden. Hvis du er på din plads før mødet begynder, kan du være med til den indledende sang og bøn, som er en del af vores tilbedelse af Jehova.
Medbring det der skal bruges. Du vil få mere ud af mødet hvis du medbringer Bibelen og de relevante publikationer så du kan følge med i dem.
Undgå det der distraherer. Vent for eksempel med at læse sms’er til efter mødet. På den måde holder du dine personlige anliggender på deres rette plads.
Deltag i drøftelsen. Når mange giver udtryk for deres tro ved at kommentere, vil flere blive styrket og opmuntret.
Giv korte kommentarer. Det giver flere mulighed for at være med i drøftelsen.
Varetag dine opgaver samvittighedsfuldt. Når du har en opgave på Den Teokratiske Skole eller er medvirkende ved et indlæg på tjenestemødet, må du forberede dig godt, øve dig og så vidt muligt undgå at aflyse den opgave du er blevet tildelt.
Ros andre. Fortæl dem der har haft et indlæg på mødet, eller som har givet en kommentar, hvor meget du værdsætter deres indsats.
Vær social. Hvis vi hilser kærligt på hinanden og fører opbyggende samtaler før og efter møderne, vil vi få større glæde og gavn af at være til stede.