Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan ser Jehova på undskyldninger?

Hvordan ser Jehova på undskyldninger?

Hvordan ser Jehova på undskyldninger?

„KVINDEN som du satte hos mig, hun gav mig frugt fra træet, og så spiste jeg,“ sagde manden. „Det var slangen der bedrog mig, og så spiste jeg,“ sagde kvinden. Disse undskyldninger som vores første forældre, Adam og Eva, udtalte over for Gud, var de første af en lang række undskyldninger som mennesker er kommet med lige siden. — 1 Mos. 3:12, 13.

At Jehova fældede dom over Adam og Eva på grund af deres forsætlige ulydighed, viste helt klart at han ikke kunne godtage deres undskyldninger. (1 Mos. 3:16-19) Skal vi heraf udlede at Jehova slet ikke vil acceptere undskyldninger? Eller anser han nogle undskyldninger for at være gyldige? Hvis det er tilfældet, hvordan kan vi så vide hvilke undskyldninger der er gyldige, og hvilke der ikke er det? Lad os først se på definitionen af ordet undskyldning.

En undskyldning er den grund der anføres for at forklare hvorfor noget er blevet gjort, ikke er blevet gjort eller ikke vil blive gjort. En undskyldning kan være en gyldig forklaring på en fejl man har begået, hvorved man håber at blive set på med mildere øjne eller at opnå tilgivelse. Men som det var tilfældet med Adam og Eva, kan en undskyldning også være et påskud, det vil sige en påstået årsag som skal dække over den virkelige årsag til ens handlemåde. Eftersom undskyldninger ofte er af den art, bliver de som regel betragtet med skepsis.

Når vi kommer med undskyldninger — især når de har at gøre med tjenesten for Gud — må vi passe på at vi ikke ’fører os selv bag lyset’. (Jak. 1:22) Lad os derfor se på nogle bibelske eksempler og principper der vil hjælpe os til at ’blive ved med at forvisse os om hvad der er velbehageligt for Herren’. — Ef. 5:10.

Hvad Gud forventer af os

I Guds ord finder vi direkte påbud som Jehovas folk må adlyde. For eksempel er Kristi befaling om at ’gå ud og gøre disciple af folk af alle nationerne’ stadig gældende for alle sande disciple af Kristus. (Matt. 28:19, 20) Det er så vigtigt at følge denne befaling at apostelen Paulus sagde: „Ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ — 1 Kor. 9:16.

Ikke desto mindre er der nogle af dem vi har studeret Bibelen med i længere tid, der stadig holder sig tilbage fra at forkynde den gode nyhed om Guds rige. (Matt. 24:14) Andre der før har deltaget i forkyndelsesarbejdet, er nu holdt op med det. Hvad angiver nogle af dem som grund? Hvordan reagerede Jehova over for dem der tøvede med at adlyde hans specifikke påbud i fortiden?

Undskyldninger Gud ikke accepterer

„Det er for svært.“ Især dem der er generte af natur, kan måske synes at det at være med i forkyndelsen simpelt hen er for svært. Her vil det være godt at tænke på det man kan lære af Jonas’ eksempel. Han fik en opgave som han syntes var ekstremt vanskelig — Jehova sagde til ham at han skulle forkynde den forestående dom over Nineve. Der er ikke noget at sige til at Jonas blev skræmt ved tanken om at skulle udføre denne opgave. Nineve var Assyriens hovedstad, og assyrerne var berygtede for deres grusomhed. Jonas kan have tænkt: ’Hvordan vil det gå mig blandt disse mennesker? Hvad vil de gøre ved mig?’ Inden længe løb han sin vej. Jehova accepterede dog ikke at Jonas unddrog sig. I stedet gav Jehova ham igen den opgave at forkynde for ninevitterne. Denne gang fuldførte Jonas modigt den opgave han havde fået, og Jehova velsignede resultatet. — Jon. 1:1-3; 3:3, 4, 10.

Hvis du synes at arbejdet med at forkynde den gode nyhed er for vanskeligt, så husk at ’alle ting er mulige for Gud’. (Mark. 10:27) Du kan være sikker på at Jehova vil styrke dig når du bliver ved med at bede ham om hjælp, og at han vil velsigne dig når du tager mod til dig for at gå i tjenesten. — Luk. 11:9-13.

„Jeg har ikke lyst.“ Hvad kan du gøre hvis du ikke har lyst til at gå i tjenesten? Husk på at Jehova kan virke i dig og påvirke dine ønsker. Paulus sagde: „Det er Gud der, for sin gode viljes skyld, virker i jer både at ville og at virke.“ (Fil. 2:13) Du kan derfor bede Jehova om at give dig lyst til at gøre hans vilje. Det var netop det kong David gjorde. Han bønfaldt Jehova: „Få mig til at vandre efter din sandhed.“ (Sl. 25:4, 5) Du kan gøre det samme ved indtrængende at bede Jehova om at give dig ønsket om at gøre det der behager ham.

Når vi er trætte eller nedslåede, kan det ske at vi må tvinge os selv til at tage til møde i rigssalen eller at gå i forkyndelsen. Hvis det er tilfældet, skal vi da konkludere at vi ikke virkelig elsker Jehova? Bestemt ikke. Guds trofaste tjenere i fortiden måtte også kæmpe hårdt for at gøre Guds vilje. For eksempel sagde Paulus at han ’bankede løs på sit legeme’ for at kunne adlyde Guds bud. (1 Kor. 9:26, 27) Så også de gange hvor vi må tvinge os selv til at gå i forkyndelsen, kan vi være sikre på at Jehova vil velsigne os. Hvorfor? Fordi det er med det rigtige motiv vi tvinger os selv til at gøre Guds vilje, nemlig af kærlighed til Jehova. Ved at gøre det kan vi modbevise Satans påstand om at Guds tjenere ville fornægte Jehova hvis de blev udsat for prøvelser. — Job 2:4.

„Jeg har for travlt.“ Hvis du ikke er med til at forkynde fordi du mener at du har for travlt, er det yderst vigtigt at du tænker nærmere over hvad du prioriterer højest. „Bliv da ved med først at søge riget,“ sagde Jesus. (Matt. 6:33) For at følge denne vejledning skal du måske forenkle din tilværelse eller anvende noget af den tid du bruger på underholdning, til at gå i tjenesten. Naturligvis er det i orden at bruge tid på underholdning og andre personlige gøremål, men det er ingen gyldig undskyldning for ikke at forkynde. En tjener for Gud sætter Rigets interesser først i sit liv.

„Jeg er ikke dygtig nok.“ Måske føler du ikke at du er egnet til at være en forkynder af den gode nyhed. Nogle af Guds trofaste tjenere på Bibelens tid følte heller ikke at de var dygtige nok til at klare de opgaver Jehova gav dem. Tag for eksempel Moses. Da han fik en særlig opgave fra Jehova, sagde han: „Undskyld, Jehova, men jeg er ikke nogen veltalende mand; jeg var det ikke i går eller i forgårs, og er det heller ikke efter at du har talt til din tjener, for jeg har en langsom mund og en langsom tunge.“ Selvom Jehova beroligede ham, sagde Moses: „Undskyld, Jehova, jeg beder dig, send bud ved enhver anden du måtte sende.“ (2 Mos. 4:10-13) Hvordan reagerede Jehova?

Jehova fritog ikke Moses for at udføre opgaven. Han udnævnte imidlertid Aron til at hjælpe Moses med at varetage den. (2 Mos. 4:14-17) Og i årene der fulgte, var Jehova med Moses og sørgede for det han havde brug for, så han kunne klare de opgaver Gud gav ham. Du kan også have tillid til at Jehova vil tilskynde dine trosfæller til at hjælpe dig med at gå i tjenesten. Og vigtigst af alt forsikrer Guds ord os om at Jehova vil gøre os egnede til det arbejde han har befalet os at udføre. — 2 Kor. 3:5; se rammen  „’De lykkeligste år i mit liv’“.

„Én har såret mine følelser.“ Nogle er holdt op med at forkynde eller at komme til møderne på grund af sårede følelser. De tror at Jehova vil acceptere denne undskyldning for deres manglende deltagelse i åndelige aktiviteter. Det er forståeligt at vi kan blive vrede eller kede af det når nogen sårer os, men er det virkelig en gyldig undskyldning for ikke at være aktiv som kristen? Paulus og hans trosfælle Barnabas kan have haft sårede følelser efter at en uoverensstemmelse mellem dem havde ført til „et skarpt opgør“. (Apg. 15:39) Men holdt de op med at forkynde af den grund? Nej!

Hvis en trosfælle har såret dig, så husk at din fjende ikke er din ufuldkomne kristne broder, men Satan, som gerne vil opsluge dig. Det vil dog ikke lykkes Djævelen at opsluge dig hvis du ’står ham imod, fast i troen’. (1 Pet. 5:8, 9; Gal. 5:15) Har du en sådan tro, er det helt sikkert at du ’ikke vil blive skuffet’. — Rom. 9:33.

Når det er begrænset hvad vi kan gøre

Ud fra de få eksempler på undskyldninger vi har set på, står det klart at der ikke er nogen gyldig bibelsk grund til ikke at adlyde Jehovas befalinger, deriblandt befalingen om at forkynde den gode nyhed. Ikke desto mindre kan der være gyldige grunde til at den tjeneste vi er i stand til at udføre, er begrænset. På grund af andre bibelske forpligtelser kan det måske være begrænset hvor meget tid vi kan sætte af til forkyndelsen. Af og til kan vi også være for trætte eller for syge til at gøre så meget i Jehovas tjeneste som vi kunne tænke os. Guds ord forsikrer os dog om at Jehova ved at vi har en god hjerteindstilling, og at han tager vores begrænsninger i betragtning. — Sl. 103:14; 2 Kor. 8:12.

Vi skal derfor passe på at vi ikke dømmer os selv og andre for hårdt. Apostelen Paulus skrev: „Hvem er du at du dømmer en andens hustjener? For sin egen herre står eller falder han.“ (Rom. 14:4) Frem for at sammenligne vores situation med andres skal vi huske at ’hver enkelt af os skal aflægge regnskab for sig selv over for Gud’. (Rom. 14:12; Gal. 6:4, 5) Når vi henvender os til Jehova i bøn og fremlægger vores undskyldninger for ham, lad os da gøre det med „en god samvittighed“. — Hebr. 13:18.

Hvorfor det er en glæde at tjene Jehova

Uanset vores omstændigheder kan vi alle tjene Jehova med dyb glæde fordi hans krav altid er rimelige og overkommelige. Hvordan kan vi sige det?

Guds ord siger: „Forhold ikke nogen en godhed som tilkommer dem, når det er i din hånds magt at gøre noget.“ (Ordsp. 3:27) Hvad lagde du mærke til i dette ordsprog angående Guds krav? Jehova kræver ikke at du prøver at klare det samme som din broder kan, men at du tjener Ham med det der „er i din hånds magt“. Ja, vi kan alle — uanset hvor svag eller hvor stærk en magt der er i vores hånd — tjene Jehova af hele vores hjerte. — Luk. 10:27; Kol. 3:23.

[Ramme/​illustration på side 14]

 ’De lykkeligste år i mit liv’

Selv hvis vi har alvorlige begrænsninger i fysisk eller følelsesmæssig henseende, skal vi ikke være hurtige til at konkludere at vi ikke kan have en fuld andel i tjenesten. Det var Ernest, en broder fra Canada, et godt eksempel på.

Ernest havde en talefejl og var meget genert. Efter at han havde fået en alvorlig rygskade, måtte han stoppe som bygningshåndværker. Til trods for at han var kommet til skade, gav hans ændrede omstændigheder ham mulighed for at bruge mere tid i forkyndelsen. De tilskyndelser han hørte ved møderne til at blive hjælpepioner, gav ham stor lyst til at prøve denne form for tjeneste. Han følte dog ikke at han egnede sig til det.

For at bevise over for sig selv at han ikke kunne klare denne tjeneste, meldte han sig som hjælpepioner i en måned. Til hans store overraskelse lykkedes det ham at gennemføre det. Så tænkte han ved sig selv: ’Det kan jeg helt sikkert ikke gøre igen.’ For at bevise det meldte han sig igen — og endnu en gang gik det godt.

Ernest var hjælpepioner et helt år, men sagde: ’Jeg ved at jeg aldrig vil kunne være almindelig pioner.’ Og for at bevise det ansøgte han om at blive pioner. Han blev selv forbavset over at han kunne gennemføre det første år som pioner. Han besluttede at fortsætte og fik den glæde at være pioner i to år indtil han døde som følge af komplikationer i forbindelse med sin rygskade. Men inden han døde, sagde han ofte med tårer i øjnene til dem der besøgte ham: „De år hvor jeg tjente Jehova som pioner, var de lykkeligste i mit liv.“

[Illustration på side 13]

Vi kan overvinde enhver forhindring som kunne afholde os fra at forkynde

[Illustration på side 15]

Det glæder Jehova når vi tjener ham helhjertet ved at gøre hvad vores omstændigheder tillader