Jeg har holdt mig travlt beskæftiget i Jehovas organisation

FORTALT AF VERNON ZUBKO

JEG er vokset op på en gård nær Stenen, en lille by i provinsen Saskatchewan i Canada. Mine forældre, Fred og Adella, arbejdede flittigt for at sørge åndeligt og materielt for min storesøster, Aurellia, og mig foruden mine yngre søskende, Alvin, Allegra og Daryl. Den dag i dag er vi vores forældre taknemmelige for at de har undervist os i sandheden.

Min far, en salvet kristen, var en frygtløs forkynder. Han sled i det for at tjene til føden, men sørgede også for at alle og enhver var bekendt med at han var et af Jehovas Vidner. Han talte altid om sandheden. Hans nidkærhed og mod gjorde et varigt indtryk på mig. Han sagde ofte til mig: „Hold dig travlt beskæftiget i Jehovas organisation, så vil du undgå mange problemer.“

Vi gik ofte på gadearbejde i Stenen og andre steder i nærheden. Det var ikke altid let for mig. Hver by havde sine bøller som dukkede op og gjorde nar af os yngre. Engang da jeg var otte år, stod jeg på et gadehjørne med Vagttårnet og Vågn op! da nogle unge knægte omringede mig. De snuppede min nye kasket og anbragte den på en stolpe ved siden af mig. Heldigvis så en ældre broder som holdt øje med mig, hvad der skete. Han kom nærmere og spurgte: „Er der problemer, Vernon?“ Drengene forsvandt hurtigt. Selvom oplevelsen var ubehagelig, lærte den mig at når man er på gadearbejde, skal man ikke blot stå stiv som en støtte. At få en sådan oplæring i mine unge år gav mig også det nødvendige mod til at gå fra hus til hus.

I maj 1951 blev Alvin og jeg døbt. Jeg var 13 år gammel. Jeg husker stadig at broder Jack Nathan, som holdt dåbsforedraget, tilskyndede os til aldrig at lade en måned gå uden at tale om Jehova. * I vores familie blev pionertjenesten altid betragtet som den bedste livsvej. Så da jeg i 1958 var færdig med skolen, flyttede jeg til Winnipeg, Manitoba, for at begynde som pioner. Selvom min far var glad for at jeg var med i vores familieforetagende, hvor vi lavede tømrerarbejde, havde både han og mor altid talt meget positivt om heltidstjenesten, og de støttede mig derfor i min beslutning om at rejse.

Et nyt hjem og en ny makker

I 1959 opfordrede afdelingskontoret alle som havde mulighed for det, til at flytte til Quebec, hvor der var et stort behov for forkyndere. Jeg tog så til Montreal. Hvilken  forandring! Det var et nyt kapitel i mit liv; jeg skulle lære fransk og tilpasse mig en anden kultur. Kredstilsynsmanden sagde til mig at jeg aldrig måtte sige: „Sådan plejer vi at gøre der hvor jeg kommer fra.“ Det var et godt råd. — 1 Kor. 9:22, 23.

Da jeg flyttede til Quebec, havde jeg ikke nogen pionermakker. Men i februar 1961 giftede jeg mig med en ung søster ved navn Shirley Turcotte, som jeg havde mødt tidligere i Winnipeg, og hun blev min faste makker. Hun kom også fra en familie der elskede Jehova. Dengang forstod jeg ikke til fulde hvilken uvurderlig støtte og opmuntring hun ville blive for mig i årene fremover.

En forkyndertur til Gaspé

To år efter at vi var blevet gift, blev vi udnævnt som specialpionerer i Rimouski i Quebec. Det følgende forår bad afdelingskontoret os om at tage på en forkyndertur på hele Gaspéhalvøen, langs Canadas østkyst. Vores opgave var at så sandhedens sæd i så stor udstrækning som muligt. (Præd. 11:6) Vi pakkede bilen med over 1000 blade og næsten 400 bøger, såvel som mad og tøj og tog af sted på en månedlang forkyndertur. Vi gennemarbejdede systematisk alle landsbyerne på Gaspé. Den lokale radiostation advarede om at Jehovas Vidner var på vej, og sagde til folk at de ikke skulle tage imod vores bøger og blade. Men de fleste indbyggere misforstod meddelelsen og troede at den var en reklame for vores publikationer, så de tog imod dem da vi kom.

I de år var friheden til at forkynde noget relativt nyt i visse dele af Quebec, og det var ikke ualmindeligt at vi blev standset af politiet. Det skete i en by hvor vi afsatte litteratur ved næsten hvert besøg. En betjent bad os gå med på politistationen, hvilket vi gjorde. Jeg fandt ud af at byens advokat havde udstedt ordre om at stoppe vores forkyndelse. Eftersom politimesteren ikke var til stede den dag, viste jeg advokaten et brev fra afdelingskontoret i Toronto som dokumenterede at vi havde ret til at forkynde. Efter at have læst brevet sagde advokaten hurtigt: „Ved I hvad, jeg vil helst være fri for problemer. Det var præsten der sagde at jeg skulle standse jer.“ Vi ville gerne have at folk i distriktet forstod at vores arbejde ikke var ulovligt, så vi vendte straks tilbage til det område hvor vi var blevet taget med af politiet, og fortsatte vores forkyndelse.

Næste morgen vendte vi tilbage for at træffe politimesteren, og han blev meget vred da han hørte hvad vi havde været ude for. Han ringede til advokaten og skældte ham hæder og ære fra! Politimesteren sagde til os at hvis vi fik problemer igen, skulle vi ringe til ham personligt, og så ville han tage sig af det. Selvom vi var fremmede og ikke talte så godt fransk, var folk venlige og gæstfri. Alligevel tænkte vi: ’Vil de nogen sinde lære sandheden at kende?’ Det fik vi svar på da vi flere år senere tog tilbage for at bygge rigssale på Gaspéhalvøen. Vi opdagede at en hel del af dem vi havde forkyndt for, var blevet vores trosfæller. Jehova er i sandhed den som får det til at gro. — 1 Kor. 3:6, 7.

Vi får en arv

Vores datter, Lisa, blev født i 1970. Denne arv fra Jehova har været til stor glæde for os. Shirley og Lisa har arbejdet sammen med mig på mange rigssalsbyggerier. Da Lisa gik ud af skolen, sagde hun til os: „Det var jo på grund af mig at I måtte holde op i heltidstjenesten, og det vil jeg gerne råde bod på ved at blive pioner.“ I dag, 20 år senere, er Lisa stadig pioner, nu sammen med sin mand, Sylvain. De har sammen haft den forret at deltage i adskillige internationale byggeprojekter. Som familie bestræber vi os for at leve enkelt og at stille os til rådighed i tjenesten  for Jehova. Jeg har aldrig glemt det Lisa sagde da hun begyndte som pioner. Faktisk var det hende der motiverede mig til igen at begynde i heltidstjenesten i 2001, og jeg har været pioner lige siden. At være pioner hjælper mig hele tiden til at stole på Jehova i alt hvad jeg foretager mig, og jeg lever et enkelt men tilfredsstillende og lykkeligt liv.

Det kræver kærlighed, loyalitet og trofasthed at deltage i byggeprojekter

Jehova har lært mig at vi vil høste mange velsignelser hvis vi stiller os til rådighed og tager imod enhver opgave han giver os. Det er en dyrebar forret for mig at være i Det Regionale Byggeudvalg og at deltage i byggeprojekter sammen med mine brødre og søstre i Quebec og andre steder.

Selvom nogle af byggearbejderne måske ikke holder fremragende foredrag på podiet, skinner de som stjerner når de er med i rigssalsbyggerier. Disse kære brødre lægger hele deres hjerte i arbejdet, og deres færdigheder kommer virkelig til udtryk. Deres arbejde fører altid til en smuk bygning der bliver brugt i tilbedelsen af Jehova.

Jeg er blevet spurgt: „Hvad er de vigtigste egenskaber man må have for at kunne deltage i rigssalsbyggerier?“ Min erfaring er at man først og fremmest må elske Jehova og hans søn såvel som brodersamfundet. (1 Kor. 16:14) Man skal også være loyal og trofast. Når tingene ikke lige går efter ens hoved — og det sker — vil man, hvis man er loyal, blive ved med at støtte den teokratiske ordning. Og ens trofasthed vil få en til at melde sig til fremtidige projekter.

Jeg er Jehova taknemmelig

Min far døde i 1985, men hans råd til mig om at holde mig travlt beskæftiget i Jehovas organisation er stadig indprentet i mit sind. Som andre der har modtaget deres opgave i den himmelske del af Jehovas organisation, har han uden tvivl travlt. (Åb. 14:13) Min mor er nu 97 år. På grund af en hjerneblødning taler hun ikke så godt mere, men hun kender stadig sin bibel. Hun citerer skriftsteder i sine breve og tilskynder os til at blive ved med at tjene Jehova trofast. Vi børn er taknemmelige for at have haft sådanne kærlige forældre!

Jeg er også Jehova meget taknemmelig for min trofaste ægtefælle Shirley. Hun har ikke glemt det råd hendes mor gav hende: „Vernon vil være travlt optaget af sandheden, og du må lære at dele ham med andre.“ Da vi blev gift for 49 år siden, besluttede vi at blive gamle sammen, at tjene Jehova sammen, og hvis vi begge overlevede afslutningen på denne verden, at blive yngre sammen og fortsat at tjene Jehova i al evighed. Ja, vi har haft „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. (1 Kor. 15:58) Jehova har virkelig taget sig af os og sørget for at vi aldrig har manglet noget.

[Fodnote]

[Illustration på side 31]

„Som familie bestræber vi os for at leve enkelt og at stille os til rådighed i tjenesten for Jehova“