Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Spørgsmål fra læserne

Hvorfor blev Moses vred på Arons sønner Eleazar og Itamar efter at deres brødre Nadab og Abihu var blevet dræbt, og hvordan blev hans vrede mildnet? — 3 Mos. 10:16-20.

Kort efter præsteskabets indsættelse ved teltboligen blev Arons sønner Nadab og Abihu dræbt af Jehova fordi de havde frembåret ulovlig ild for hans ansigt. (3 Mos. 10:1, 2) Moses gav Arons overlevende sønner påbud om ikke at sørge over deres brødre. Kort efter harmedes Moses på Eleazar og Itamar fordi de ikke havde spist syndofferbukken. (3 Mos. 9:3) Hvorfor reagerede Moses på den måde?

Ifølge de love Jehova havde givet Moses, skulle den præst der frembar syndofferet, spise noget af det i forgården til mødeteltet. På den måde kunne præsten så at sige bære ansvaret for de synder som de der kom med offeret, havde begået. Men hvis noget af offerblodet blev bragt ind i helligdommens forreste rum, Det Hellige, måtte syndofferet ikke spises. Det skulle brændes. — 3 Mos. 6:24-26, 30.

Det lader til at Moses efter dagens tragiske begivenheder ønskede at sikre sig at alle Jehovas bud var blevet fulgt. Da han fandt ud af at syndofferbukken var blevet brændt, spurgte han harmfuldt Eleazar og Itamar hvorfor de ikke havde spist den, sådan som Jehova havde befalet, for dens blod var ikke blevet bragt ind i Det Hellige for Jehovas ansigt. — 3 Mos. 10:17, 18.

Det var Aron der besvarede Moses’ spørgsmål, eftersom det åbenbart var med hans billigelse at de overlevende præster havde handlet som de gjorde. I betragtning af at Jehova havde dræbt to af hans sønner, kan Aron have været i tvivl om hvorvidt de andre præster med god samvittighed kunne spise af syndofferet den dag. De var ganske vist ikke direkte ansvarlige for Nadabs og Abihus misgerning, men Aron kan have følt at det ville mishage Jehova hvis de spiste af det. — 3 Mos. 10:19.

Aron har måske især haft i tanke at hans sønner netop den dag hvor de for første gang skulle udføre deres præstelige pligter, burde have gjort alt hvad de kunne, for at behage Gud indtil mindste detalje. Men Nadab og Abihu havde vanhelliget Jehovas navn, og Guds vrede var blusset op imod dem. Aron kan derfor have ment at medlemmer af en præsteslægt hvori en sådan synd var blevet begået, ikke burde spise af et helligt offer.

Det ser ud til at Moses accepterede sin brors svar, for der siges videre: „Da Moses hørte dette, var han tilfreds.“ (3 Mos. 10:20) Jehova var åbenbart også tilfreds med Arons svar.