Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Finder du glæde ved at læse i Guds ord?

Finder du glæde ved at læse i Guds ord?

Finder du glæde ved at læse i Guds ord?

„DA JEG begyndte at læse regelmæssigt i Bibelen, føltes det mere som en pligt end en glæde,“ fortæller Lorraine. „Den var svær at forstå, så mine tanker drog ofte på langfart.“

Der er også andre som indrømmer at de ikke var særlig glade for at læse i Bibelen til at begynde med. Men de fortsatte med det fordi de vidste at det var det rigtige at gøre. Marc siger: „Det er let at lade noget komme i vejen når man skal læse i Bibelen eller studere personligt. Det krævede mange bønner og en stor indsats at gøre bibellæsning til en fast del af min hverdag.“

Hvad kan du gøre for at opdyrke større værdsættelse af Guds skrevne ord, Bibelen? Hvordan kan du få lyst til at læse i den? Her er nogle forslag.

Mål og metoder

Bed Jehova om hjælp til at koncentrere dig om din bibellæsning. Du kan bede Jehova om at hjælpe dig til at være ivrig efter at studere hans ord. Anmod ham om at åbne dit sind og dit hjerte så du bedre kan forstå hans visdom. (Sl. 119:34) Ellers kan dit bibelstudium hurtigt blive rutinepræget, og du vil måske miste lysten til at fortsætte. Lynn siger: „Nogle gange går jeg glip af interessante detaljer fordi jeg læser for hurtigt. Det sker tit at jeg ikke får helt fat i hovedtankerne. Men jeg beder Jehova om hjælp til at koncentrere mig, og det gør at jeg kan få samling på mine tanker.“

Værdsæt det du lærer. Husk at det er livsvigtigt at du forstår og anvender det du læser i Bibelen. Gør derfor en bevidst indsats for at finde nogle praktiske råd og at anvende dem. „Jeg prøver at være på udkig efter råd der kan hjælpe mig til at korrigere mine holdninger og motiver,“ siger Chris. „Jeg finder så meget i Bibelen og i vores publikationer som gavner mig personligt — endda selvom skribenterne aldrig har mødt mig — og det opmuntrer mig.“

Sæt dig realistiske mål. Prøv at lære noget nyt om bibelske personer. Du kan finde spændende oplysninger om dem i Indsigt i Den Hellige Skrift eller Register til Vagttårnets publikationer. Efterhånden som du begynder at opfatte mænd og kvinder der omtales i Bibelen, som virkelige mennesker med følelser og en personlighed, vil du kunne lære mere af deres eksempel.

Spejd efter nye måder hvorpå du kan ræsonnere med folk ud fra Bibelen. (Apg. 17:2, 3) Sophia studerer med dette mål for øje. Hun fortæller: „Jeg vil gerne lære nye måder at ræsonnere med andre på så jeg bedre kan forklare de bibelske sandheder for folk jeg møder i forkyndelsen eller ved andre lejligheder. Man kan lære meget af den måde der argumenteres på i Vagttårnet.“ — 2 Tim. 2:15.

Se de bibelske beretninger for dit indre blik. „Guds ord er levende,“ siges der i Hebræerbrevet 4:12. Når du læser en beretning i Guds ord, vil den blive mere levende for dig hvis du prøver at forestille dig hvad personerne så, hørte og følte. Sammenhold det de kom ud for, med specifikke omstændigheder i dit liv. Lær af den måde de klarede forskellige situationer på. Det vil øge din forståelse af de bibelske beretninger og hjælpe dig til at huske dem.

Tag dig tid til at undersøge vanskelige skriftsteder så du kan få en klar forståelse af dem. Sæt tilstrækkelig tid af til dit studium. Du vil sikkert støde på nogle meget interessante spørgsmål som kræver yderligere undersøgelse. Slå de ord op som du ikke kender, og læs fodnoterne og krydshenvisningerne. Jo mere du forstår det du læser, og anvender det, jo større glæde vil du finde ved at læse i Guds skrevne ord. Så vil du kunne sige som salmisten: „Jeg har taget dine [Jehovas] formaninger i eje for stedse, for de er mit hjertes glæde.“ — Sl. 119:111.

Gå ikke for hurtigt igennem stoffet. Vær rimelig med hensyn til den tid du planlægger at bruge på dit personlige studium. Sørg for at du har tilstrækkelig tid til både personligt studium og forberedelse til menighedens møder. „Mange gange er jeg så anspændt at jeg ikke kan koncentrere mig,“ siger Raquel. „Jeg har fundet ud af at jeg får mest gavn af at studere i korte perioder ad gangen.“ Chris indrømmer: „Når jeg er stresset og skynder mig gennem stoffet, får jeg dårlig samvittighed fordi jeg ikke kan huske ret meget af det jeg læser. Oplysningerne når ikke at bundfælde sig i mit hjerte.“ Det er derfor vigtigt at du giver dig god tid.

Opdyrk større lyst til at læse i Guds ord. Apostelen Peter sagde: „Hig som nyfødte spædbørn efter ordets uforfalskede mælk, for at I ved den kan vokse op til frelse.“ (1 Pet. 2:2) Spædbørn behøver ikke at opdyrke en higen efter mælk. Det kommer helt naturligt. Men som ovennævnte skriftsted viser, kan vi som kristne have behov for at opdyrke en higen efter at læse i Guds ord. Hvis du læser blot én side i Bibelen om dagen, vil du hurtigt få en sådan higen efter Guds ord. Det som du til at begynde med finder svært, vil snart være noget du finder glæde ved.

Grund over det du læser i Bibelen. Du kan få stor gavn af at grunde over det du læser. Det vil hjælpe dig til at forbinde de emner du har undersøgt, med hinanden. Snart vil du have en perlekæde af visdomsord — en værdifuld åndelig skat. — Sl. 19:14; Ordsp. 3:3.

Tid der er godt givet ud

Det kræver ganske vist en indsats at fastholde gode studievaner, men det fører til mange velsignelser. Man får større forståelse af Bibelen. (Hebr. 5:12-14) Den dømmekraft og visdom man opnår gennem sit studium af de inspirerede skrifter, fører til lykke og fred. Ja, Bibelen siger at visdommens veje „er liflige veje“. Visdommen i Guds ord er „et livets træ“ for dem der tilegner sig den og anvender den. — Ordsp. 3:13-18.

Et grundigt studium af Guds ord kan give dig „et forstandigt hjerte“. (Ordsp. 15:14) Det vil sætte dig i stand til at give andre kærlig vejledning der hviler solidt på Bibelen. Hvis de beslutninger du træffer, er baseret på det du læser i Bibelen og de publikationer der kommer fra „den trofaste og kloge træl“, vil Jehovas ord få en velgørende og stabiliserende virkning på dig. (Matt. 24:45) Du vil blive mere positiv, optimistisk og åndeligsindet. Desuden vil alt hvad du gør i forbindelse med dit forhold til Gud, lykkes. — Sl. 1:2, 3.

Hvis dit hjerte er fyldt med kærlighed til Gud, vil du have lyst til at tale med andre om din tro. Også det kan føre mange glæder med sig. Sophia arbejder på at blive dygtigere til at huske og anvende forskellige skriftsteder så hun bedre kan fange den besøgtes opmærksomhed, og det gør hendes forkyndelse mere effektiv og spændende. „Det er dejligt at se folks reaktion når de hører udtryk og vendinger fra Bibelen,“ siger hun.

Det bedste ved at glæde sig over at læse i Guds ord er at man får et nært forhold til Jehova. Et studium af Bibelen hjælper en til at lære hans normer at kende og at værdsætte hans kærlighed, gavmildhed og retfærdighed. Intet andet er vigtigere eller mere berigende. Så fordyb dig i Guds ord. Den tid du bruger på dit studium, er godt givet ud! — Sl. 19:7-11.

[Ramme/​illustrationer på side 5]

BIBELLÆSNING: MÅL OG METODER

▪ Bed Jehova om hjælp til at koncentrere dig om din bibellæsning.

▪ Værdsæt det du lærer.

▪ Sæt dig realistiske mål.

▪ Spejd efter nye måder hvorpå du kan ræsonnere med folk ud fra Bibelen.

▪ Se de bibelske beretninger for dit indre blik.

▪ Tag dig tid til at undersøge vanskelige skriftsteder så du kan få en klar forståelse af dem.

▪ Gå ikke for hurtigt igennem stoffet.

▪ Opdyrk større lyst til at læse i Guds ord.

▪ Grund over det du læser i Bibelen.

[Illustration på side 4]

Forestil dig at du befinder dig i en situation som den du læser om i Bibelen