En langvarig juridisk kamp ender med sejr!

DET hele begyndte i 1995 og varede i 15 år. I al den tid blev sande kristne i Rusland angrebet af modstandere af religionsfrihed. Disse var besluttede på at få Jehovas Vidner i Moskva og andre steder i landet erklæret ulovlige. Men Jehova sørgede for at vores trofaste brødre og søstre i Rusland vandt en juridisk sejr. Hvad gik der forud for denne konfrontation?

ENDELIG FRIHED!

I den første halvdel af 1990’erne genvandt vores brødre i Rusland de religiøse rettigheder de havde mistet i 1917. I 1991 blev Jehovas Vidner registreret som et anerkendt trossamfund i Sovjetunionen. Efter Sovjetunionens opløsning blev Jehovas Vidner registreret som trossamfund i Den Russiske Føderation. De Jehovas Vidner som var blevet forfulgt årtier tidligere, blev desuden af staten anerkendt som ofre for politisk undertrykkelse. Justitsministeriets Moskva-afdeling lod i 1993 Jehovas Vidners Menighed i Moskva, som vi officielt kaldes der, opnå registrering. Samme år trådte Ruslands nye forfatning, som garanterer religionsfrihed, også i kraft. Det er ikke så mærkeligt at en af vores brødre udbrød: „Vi havde aldrig drømt om at vi ville opleve en sådan frihed!“ Han fortsatte: „Vi havde ventet på dette i 50 år!“

Brødrene og søstrene i Rusland brugte denne ’gunstige tid’ klogt ved straks at øge deres forkyndelse, og mange mennesker reagerede positivt. (2 Tim. 4:2) En iagttager sagde: „Folk var meget interesseret i religion.“ Inden længe blev antallet af forkyndere, pionerer og menigheder mangedoblet. Fra 1990 til 1995 steg antallet af Jehovas Vidner i Moskva fra cirka 300 til over 5000! Modstandere af religionsfriheden blev meget foruroligede over det hastigt voksende antal nye tjenere for Jehova i Moskva. I midten af 1990’erne gik modstanderne til angreb ved at indlede en juridisk kamp. Denne kamp kom til at foregå i fire langvarige faser før den endelig sluttede.

UNDERSØGELSE AF ANKLAGER SLUTTER MED EN UVENTET DREJNING

Den første fase af kampen begyndte i juni 1995. En gruppe i Moskva der har tydelige forbindelser til den russiskortodokse kirke, indgav en klage hvori vores brødre blev beskyldt for at have begået strafbare handlinger. Gruppen hævdede at handle på vegne af personer der var imod at deres ægtefælle eller børn var blevet Jehovas Vidner. I juni 1996 påbegyndte man undersøgelser af om Jehovas Vidner havde begået noget kriminelt, men man fandt intet. Alligevel indgav gruppen igen en klage der indeholdt samme beskyldning mod brødrene. Endnu en gang blev der foretaget undersøgelser, men alle anklager blev tilbagevist. Ikke desto mindre indgav gruppen en tredje klage, baseret på de samme beskyldninger. Atter blev der iværksat en undersøgelse af Jehovas Vidner i Moskva, men anklageren kom til den samme konklusion — der var intet grundlag for at rejse en straffesag. Så indgav modstanderne den samme klage for fjerde gang, og igen fandt anklageren ingen beviser. Utroligt nok krævede gruppen endnu en undersøgelse, men den 13. april 1998 blev sagen endelig lukket af den nye repræsentant for anklagemyndigheden.

 „Men så skete der noget bizart,“ fortæller en af de involverede advokater. Selvom den repræsentant for anklagemyndigheden der ledte den femte undersøgelse, indrømmede at der ikke var fundet beviser på at Jehovas Vidner havde begået strafbare handlinger, rådede hun til at man anlagde civilt søgsmål mod vores brødre. Hun hævdede at Jehovas Vidners Menighed i Moskva overtrådte nationale og internationale love. Anklageren i Moskvas nordlige administrative kreds var enig, og han anlagde civilt søgsmål. * Den 29. september 1998 startede retsmøderne i Moskva ved Golovinskij-distriktsdomstolen. Den anden fase var begyndt.

BIBELEN I RETSSALEN

I et stuvende fyldt retslokale i den nordlige del af Moskva gik anklageren Tatjana Kondratjeva til angreb ved at henvise til en lov underskrevet i 1997 der betegner den ortodokse kristendom, islam, jødedommen og buddhismen som traditionelle religioner. * Denne lov har gjort det svært for andre religioner at blive juridisk anerkendte, og den giver også domstolene hjemmel til at forbyde trossamfund der fremmer had. Med henvisning til denne lov hævdede anklageren at Jehovas Vidner fremmer had og ødelægger familier og af den grund burde forbydes.

En advokat som forsvarede vores brødre, stillede spørgsmålet: „Hvilke personer i Jehovas Vidners Menighed i Moskva har gjort sig skyldige i at overtræde denne lov?“ Anklageren kunne ikke oplyse et eneste navn. Hun påstod dog at Jehovas Vidners publikationer ansporer til religiøst fjendskab. For at bevise sin påstand læste hun højt fra bladene Vagttårnet og Vågn op! og andre publikationer. (Se fotos). Da hun blev spurgt hvordan disse publikationer forårsager fjendskab, svarede hun: „Jehovas Vidner hævder at de har den sande tro.“

En anden advokat, som selv er et af Jehovas Vidner, gav dommeren og anklageren hver et eksemplar af Bibelen og læste Efeserbrevet 4:5, hvor der står at der er „én Herre, én tro, én dåb“. Inden længe var dommeren, anklageren og advokaten — alle med Bibelen i hånden — i gang med at drøfte skriftsteder som Johannes 17:18 og Jakob 1:27. Dommeren spurgte: „Ansporer disse vers til religiøst fjendskab?“ Anklageren svarede at det faldt uden for hendes kompetence at udtale sig om bibelvers. Advokaten fremviste dernæst publikationer fra den russiskortodokse kirke som udtrykker stærk kritik af Jehovas Vidner, og spurgte: „Er disse udtalelser en overtrædelse af loven?“ Anklageren svarede: „Jeg er ikke kompetent til at udtale mig om teologiske stridsspørgsmål.“

GRUNDLØSE BESKYLDNINGER

For at begrunde beskyldningen om at Jehovas Vidner ødelægger familier, sagde anklageren at de ikke holder visse højtider, som for eksempel jul. Senere indrømmede hun dog at det ifølge russisk lov ikke er obligatorisk for landets borgere at fejre jul. Alle  russere — også Jehovas Vidner — kan selv vælge. Anklageren hævdede også at Jehovas Vidner undlader at sørge for at deres børn får tilstrækkelig hvile, og at de ikke giver dem lov til at beskæftige sig med ting der gør dem glade. Men da hun blev udspurgt om dette, indrømmede hun at hun aldrig havde talt med unge der var vokset op hos forældre der var Jehovas Vidner. Og da en af advokaterne spurgte hende om hun nogen sinde havde overværet et af Jehovas Vidners møder, svarede hun: „Det var der ingen grund til.“

Anklageren indkaldte dernæst en professor i psykiatri som ekspertvidne. Professoren påstod at læsning af vores publikationer kunne føre til psykiske problemer. Da en forsvarsadvokat påpegede at professorens skriftlige vidneforklaring var identisk med et dokument udarbejdet af Moskvapatriarkatet, indrømmede professoren at visse afsnit var helt ens. „Vi benytter samme diskette,“ sagde han. Det kom også frem at han aldrig havde haft et Jehovas vidne som patient. En anden professor i psykiatri sagde derimod i sit vidneudsagn at han havde undersøgt over 100 Jehovas Vidner fra Moskva, og at personerne i denne gruppe var mentalt normale. Han tilføjede at disse mennesker var blevet mere tolerante over for andre religioner end de var før de blev Jehovas Vidner.

EN KORTVARIG SEJR

Den 12. marts 1999 nedsatte dommeren et udvalg på fem akademikere som skulle undersøge Jehovas Vidners litteratur, hvorefter hun udsatte retssagen. Uafhængigt af retssagen i Moskva havde Justitsministeriet i Rusland allerede bedt et udvalg bestående af akademikere om at undersøge vores publikationer. Dette udvalg rapporterede den 15. april 1999 at de ikke havde fundet noget skadeligt i vores publikationer. Som følge heraf blev Jehovas Vidner den 29. april 1999 genregistreret af Justitsministeriet som et anerkendt trossamfund i Rusland. Men til trods  for det positive resultat af Justitsministeriets undersøgelse insisterede domstolen i Moskva på at et nyt udvalg skulle undersøge vores litteratur. Det gav anledning til en ejendommelig situation — Justitsministeriet i Rusland havde givet Jehovas Vidner status som et anerkendt trossamfund der overholdt landets love, mens Justitsministeriets Moskva-afdeling var ved at undersøge om Jehovas Vidner overtrådte landets love!

Der gik næsten to år inden retssagen blev genoptaget, og den 23. februar 2001 traf dommer Jelena Prokhorytjeva en afgørelse. Efter at have overvejet de oplysninger som det udvalg hun havde udpeget, var kommet frem til, erklærede hun: „Der er intet grundlag for at opløse og forbyde Jehovas Vidners religiøse samfund i Moskva.“ Endelig var det blevet juridisk stadfæstet at vores brødre ikke var skyldige i nogen af de anklager der var blevet rettet mod dem! Anklageren accepterede dog ikke afgørelsen og appellerede til Moskvas Byret. Tre måneder senere, den 30. maj 2001, annullerede retten dommer Prokhorytjevas afgørelse og beordrede en ny sag med samme anklager, men med en anden dommer. Den tredje fase skulle til at begynde.

NEDERLAG — MEN KUN MIDLERTIDIGT

Den 30. oktober 2001 genoptog dommer Vera Dubinskaja retssagen. * Anklageren Kondratjeva beskyldte endnu en gang Jehovas Vidner for at fremme had, men så tilføjede hun at et forbud mod Jehovas Vidner faktisk ville beskytte de moskovitiske Jehovas Vidners rettigheder! Som reaktion på denne uhyrlige påstand skrev alle 10.000 Jehovas Vidner i Moskva straks under på en erklæring hvori de bad domstolen om at afvise anklagerens tilbud om „beskyttelse“.

Anklageren sagde at hun ikke behøvede at fremlægge beviser for at Vidnerne havde gjort noget ulovligt. Hun sagde at retssagen drejede sig om deres lære og publikationer, ikke om deres aktiviteter. Hun meddelte også at hun ville indkalde en talsmand for den russiskortodokse kirke som ekspertvidne. Denne meddelelse viste tydeligt at medlemmer af gejstligheden var stærkt involveret i bestræbelserne for at forbyde Jehovas Vidner. Den 22. maj 2003 krævede dommeren at der skulle nedsættes et udvalg af eksperter som skulle undersøge Jehovas Vidners publikationer — endnu en gang.

Den 17. februar 2004 blev retssagen genoptaget for at gennemgå resultatet af udvalgets undersøgelse. Eksperterne konstaterede at vores publikationer tilskynder læserne til at „værne om familien og ægteskabsordningen“, og at påstanden om at Jehovas Vidners litteratur fremmer had, var „grundløs“. Andre eksperter var enige. En professor i religionshistorie blev spurgt: „Hvad er grunden til at Jehovas Vidner forkynder?“ Han svarede: „Forkyndergerningen er et krav til kristne. Det er det der står i evangelierne, og det er hvad Kristus påbød sine disciple at gøre — ’gå ud og forkynd i alle lande’.“ Ikke desto mindre nedlagde dommeren den 26. marts 2004 forbud mod Jehovas Vidners aktiviteter i Moskva. Den 16. juni 2004 stadfæstede Moskvas Byret denne afgørelse. * Om denne afgørelse sagde en mand der har været Jehovas vidne i mange år: „I sovjettiden skulle en russer være ateist. I dag skal en russer være ortodoks.“

Hvordan reagerede brødrene på forbuddet? De gjorde ligesom Nehemias i fortiden. Han og andre jøder lod sig ikke standse af modstand da fjender af Guds folk prøvede at  forhindre dem i at genopbygge Jerusalems mur. De ’byggede videre’ og „var i deres hjerte opsat på at arbejde“. (Neh. 4:1-6) Vores brødre i Moskva tillod heller ikke deres modstandere at hindre dem. De fortsatte med at gøre det arbejde der skal udføres i dag, nemlig at forkynde den gode nyhed. (1 Pet. 4:12, 16) De havde tillid til at Jehova ville tage sig af dem, og de var klar til den fjerde fase af denne langvarige kamp.

ØGET FJENDTLIGHED

Den 25. august 2004 sendte vores brødre en skriftlig anmodning til Ruslands daværende præsident i Kreml, Vladimir Putin. Denne anmodning, hvori der blev udtrykt dyb bekymring over forbuddet, bestod af 76 bind og indeholdt over 315.000 underskrifter. I mellemtiden viste de russiskortodokse gejstlige deres sande ansigt. En talsmand for Moskvapatriarkatet udtalte: „Vi er meget imod Jehovas Vidners aktiviteter.“ En muslimsk leder sagde at afgørelsen om forbuddet var „en milepæl og et positivt skridt“.

Ikke overraskende bevirkede dette at fejlinformerede grupper i det russiske samfund fik mod til at angribe Jehovas Vidner. Nogle Jehovas Vidner blev slået og sparket af modstandere da de var ude at forkynde i Moskva. En rasende mand jog en søster ud af en bygning og sparkede hende så hårdt i ryggen at hun faldt og slog hovedet. Hun måtte have lægehjælp, men politiet skred ikke til handling over for voldsmanden. Andre Jehovas Vidner blev arresteret af politiet, fik taget fingeraftryk, blev fotograferet og holdt i forvaring natten over. Bestyrere af mødelokaler i Moskva blev truet med at de ville blive fyret hvis de fortsat udlejede deres lokaler til Vidnerne. Inden længe havde adskillige menigheder ikke noget sted hvor de kunne mødes. Fyrre menigheder har måttet deles om det samme rigssalskompleks med fire sale. En af menighederne var nødt til at holde det offentlige  foredrag klokken halv otte om morgenen. En rejsende tilsynsmand fortæller: „Forkynderne måtte stå op klokken fem for at nå mødet, men de gjorde det villigt i mere end et år.“

„TIL ET VIDNESBYRD“

For at få fastslået at forbuddet i Moskva var ulovligt, indbragte vores advokater sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i december 2004. (Se rammen „Hvorfor en russisk afgørelse tages op til fornyet prøvelse i Frankrig“ på side 6). Seks år senere, den 10. juni 2010, traf domstolen en enstemmig afgørelse der rensede Jehovas Vidner for alle anklager! * Domstolen behandlede alle anklagerne mod Jehovas Vidner og fandt dem fuldstændig ubegrundede. Den fastslog desuden at Rusland var juridisk forpligtet til „at sætte en stopper for den overtrædelse domstolen har konstateret, og så vidt muligt afhjælpe konsekvenserne“. — Se rammen „Domstolens afgørelse“ på side 8.

Menneskerettighedsdomstolens velformulerede afgørelse om at Den Europæiske Menneskerettighedskonvention beskytter Jehovas Vidners aktiviteter, er ikke kun bindende for Rusland, men for alle Europarådets 47 medlemslande. Desuden vil denne dom blive læst med stor interesse af jurister, dommere, lovgivere og menneskerettighedseksperter verden over. Hvorfor? I forbindelse med den omfattende analyse af loven og kendsgerningerne som domstolen foretog for at nå frem til sin afgørelse, henviste den ikke alene til otte tidligere tilfælde hvor den selv har truffet afgørelser til fordel for Jehovas Vidner, men også til ni sejre Jehovas Vidner har vundet ved de højeste instanser i Argentina, Canada, Japan, Rusland, Spanien, Storbritannien, Sydafrika og USA. Disse henvisninger samt domstolens kraftige afvisning af de beskyldninger anklageren i Moskva havde fremført, giver Jehovas Vidners verdensomspændende samfund et magtfuldt redskab som de kan benytte når de skal forsvare deres tro og aktiviteter.

Jesus sagde til sine disciple: „I vil blive slæbt for landshøvdinger og konger for min skyld, til et vidnesbyrd for dem og nationerne.“ (Matt. 10:18) Den juridiske kamp der er foregået i de sidste femten år, har givet vores brødre lejlighed til at gøre Jehovas navn kendt som aldrig før i Moskva og andre steder. Den opmærksomhed Jehovas Vidner har fået på grund af undersøgelserne, retssagerne og en international domstols afgørelse, har i høj grad været „til et vidnesbyrd“ og „til fremgang for den gode nyhed“. (Fil. 1:12) Når Jehovas Vidner i Moskva er ude at forkynde, møder de faktisk mange der spørger: „Men blev jeres trossamfund da ikke forbudt?“ Det giver ofte brødrene lejlighed til at fortælle de besøgte mere om vores tro. Det er tydeligt at ingen modstandere kan hindre os i at udføre vores forkyndelse. Vi beder til at Jehova fortsat vil velsigne og støtte vores modige brødre og søstre i Rusland.

[Fodnoter]

[Ramme/​illustration på side 6]

Hvorfor en russisk afgørelse tages op til fornyet prøvelse i Frankrig

Den 28. februar 1996 underskrev Rusland Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. (Rusland ratificerede konventionen den 5. maj 1998). Ved at underskrive denne konvention erklærede Ruslands regering at landets statsborgere har

„ret til . . . religionsfrihed; denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten . . . offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro“. — Artikel 9.

„ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker“. — Artikel 10.

„ret til frit at deltage i fredelige forsamlinger“. — Artikel 11.

Enkeltpersoner eller organisationer som er blevet offer for en krænkelse af rettigheder der er beskyttet under konventionen, og som har udnyttet alle landets klage- og ankemuligheder, kan indbringe deres sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, Frankrig (vist ovenfor). Domstolen har 47 dommere — én fra hvert af de lande der har underskrevet Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Domstolens afgørelser er bindende. De lande der har underskrevet konventionen, er forpligtet til at efterleve domstolens afgørelser.

[Ramme på side 8]

Domstolens afgørelse

Her er tre uddrag af Menneskerettighedsdomstolens afgørelse.

En af anklagerne lød på at Jehovas Vidner splitter familier. Domstolen var ikke enig. Den fastslog:

„Konflikten skyldes de ikkereligiøse familiemedlemmers vægring ved og manglende vilje til at acceptere og respektere deres religiøse slægtnings ret til at udøve sin tro.“ — Par. 111.

Domstolen fandt heller ingen beviser for anklagen om brug af hjernevaskmetoder. Den udtalte:

„Domstolen finder det påfaldende at de [russiske] domstole ikke kunne opgive et eneste navn på nogen hvis samvittighedsfrihed efter sigende var blevet krænket ved disse metoder.“ — Par. 129.

Ifølge en anden anklage var Jehovas Vidners vægring mod blodtransfusion til skade for deres tilhængeres helbred. Domstolen havde en anden opfattelse:

„Retten til at acceptere eller nægte en bestemt lægebehandling eller til at vælge en alternativ behandlingsform er helt i tråd med princippet om individets selvbestemmelsesret og autonomi. En habil voksen patient har for eksempel frihed til at vælge eller fravælge en operation eller behandling og har samme frihed i forbindelse med blodtransfusion.“ — Par. 136.