Hvad er Guds hvile?
Hvad er Guds hvile?
’Der står en sabbatshvile tilbage for Guds folk.’ — HEBR. 4:9.
1, 2. Hvad kan vi udlede af Første Mosebog angående den syvende dag, og hvilke spørgsmål giver det anledning til?
IFØLGE kapitel 1 i Første Mosebog brugte Gud seks „dage“, eller tidsperioder, til at forberede jorden så der kunne bo mennesker på den. Beskrivelsen af hver af disse perioder slutter med ordene: „Det blev aften og det blev morgen.“ (1 Mos. 1:5, 8, 13, 19, 23, 31) Dette siges imidlertid ikke om den syvende „dag“. Derimod læser vi: „Gud velsignede den syvende dag og helligede den, for på den hviler Gud fra hele sit værk som han har skabt.“ — 1 Mos. 2:3.
2 Læg mærke til at udsagnsordet er i nutid, „hviler“. Dette rummer tanken om at den syvende dag — den „dag“ hvor Gud hviler — ikke var forbi da Moses skrev Første Mosebog i 1513 f.v.t. Er det stadig Guds hviledag? Hvis det er tilfældet, kan vi så „gå ind til“ den i dag? Det er meget vigtigt at vi kender svarene på disse spørgsmål.
„Hviler“ Jehova stadig?
3. Hvordan viser Jesu ord i Johannes 5:16, 17 at den syvende dag ikke var forbi i det første århundrede?
3 Der er to skriftsteder der fører os til den slutning at den syvende dag ikke var forbi i det første århundrede efter vor tidsregning. For det første er der det som Jesus sagde til nogle der kritiserede ham for at helbrede på sabbatten, hvilket de betragtede som en slags arbejde. Han sagde: „Min Fader er blevet ved med at arbejde til nu, og jeg bliver ved med at arbejde.“ (Joh. 5:16, 17) Hvad mente han? Jesus blev anklaget for at arbejde på sabbatten. Han besvarede denne anklage ved at sige: „Min Fader er blevet ved med at arbejde.“ I realiteten sagde Jesus til dem der kritiserede ham: ’Min Fader og jeg er optaget af den samme slags arbejde. Eftersom min Fader er blevet ved med at arbejde på sin sabbat, som har varet i tusinder af år, er det ikke forkert af mig at blive ved med at arbejde, også på sabbatten.’ Jesus viste således at Guds store sabbat, den syvende dag hvor han hviler fra sin skabervirksomhed på jorden, ikke var forbi på hans tid. *
4. Hvilket vidnesbyrd giver Paulus om at den syvende dag varede ved på hans tid?
4 For det andet har vi apostelen Paulus’ vidnesbyrd. Idet han talte om Guds hvile på den syvende dag, skrev han under inspiration: „Vi som har fået tro, går ind til hvilen.“ (1 Mos. 2:2; Hebr. 4:3, 4, 6, 9) Så den syvende dag varede stadig ved på Paulus’ tid. Hvor længe endnu skulle denne hviledag fortsætte?
5. Hvad var hensigten med den syvende dag, og hvornår vil denne hensigt være fuldført?
5 For at kunne besvare det spørgsmål må vi huske hvad der var hensigten med den syvende dag. Første Mosebog 2:3 forklarer: „Gud velsignede den syvende dag og helligede den.“ Jehova „helligede“ denne dag, eller satte den til side, for at fuldføre sin hensigt. Hans hensigt er at jorden skal bebos af mænd og kvinder der vil adlyde ham og tage sig af jorden og alt liv på den. (1 Mos. 1:28) Det er med henblik på at fuldføre denne hensigt at både Jehova Gud og „sabbattens Herre“, Jesus Kristus, „er blevet ved med at arbejde til nu“. (Matt. 12:8) Guds hviledag vil fortsætte indtil hans hensigt med den er blevet fuldstændig gennemført. Det vil den være når Kristi tusindårsrige er til ende.
Lad os ikke følge „samme eksempel på ulydighed“
6. Hvem tjener som advarende eksempler for os, og hvad kan vi lære af dem?
6 Gud havde tydeligt forklaret Adam og Eva hvad hans hensigt var, men de valgte at modarbejde den. Siden da er der millioner af mennesker der har været ulydige mod Gud. Selv Guds udvalgte folk, Israel, var ofte ulydigt. Og Paulus advarede kristne i det første århundrede om at nogle af dem kunne falde i den samme snare som fortidens israelitter. Han skrev: „Lad os derfor gøre vort yderste for at gå ind til den hvile, for at ikke nogen skal falde, efter samme eksempel på ulydighed.“ (Hebr. 4:11) Det Paulus siger, er at de der er ulydige, ikke kan gå ind til Guds hvile. Hvad betyder det for os? Hvis vi på en eller anden måde gjorde oprør mod Guds hensigt, ville vi så være i fare for ikke at kunne gå ind til hans hvile? Det er naturligvis meget vigtigt for os at få svar på dette spørgsmål, men først vil vi undersøge hvad mere vi kan lære om det at gå ind til Guds hvile ved at betragte israelitternes dårlige eksempel.
„De skal ikke gå ind til min hvile“
7. Hvad var Jehovas hensigt med at udfri israelitterne fra trældommen i Egypten, og hvad forventede han af dem?
7 I 1513 f.v.t. åbenbarede Jehova for sin tjener Moses hvad der var hans hensigt med israelitterne. Gud sagde: „Jeg vil stige ned for at udfri dem af ægypternes hånd og føre dem op fra det land [Egypten] til et godt og vidtstrakt land, til et land der flyder med mælk og honning.“ (2 Mos. 3:8) Jehovas hensigt med at udfri israelitterne „af ægypternes hånd“ var at gøre dem til sit folk, sådan som han havde lovet deres forfader Abraham. (1 Mos. 22:17) Gud gav israelitterne en lovsamling der ville gøre det muligt for dem at have fred med ham. (Es. 48:17, 18) Han sagde til dem: „Hvis I nøje vil adlyde min røst og holde min pagt [som beskrevet i Moseloven], så skal I blive min særlige ejendom blandt alle folkene, for mig tilhører hele jorden.“ (2 Mos. 19:5, 6) For at israelitterne kunne være i et særligt begunstiget forhold til Gud, var det altså nødvendigt at de adlød hans røst.
8. Hvordan ville det have været for israelitterne hvis de havde været lydige mod Gud?
8 Tænk på hvordan det ville have været for israelitterne hvis de blot havde adlydt Guds røst! Jehova ville have velsignet deres marker, deres vingårde og deres hjorde. Han ville have beskyttet dem mod deres fjender. (Læs Første Kongebog 10:23-27). Når Messias kom, ville det sikkert ikke have været til en nation der havde måttet bøje sig under det romerske åg, men til en uafhængig, velfungerende nation. Israel ville have været et mønstersamfund for de omboende nationer, et synligt vidnesbyrd om at lydighed mod den sande Gud medfører åndelige og materielle velsignelser.
9, 10. (a) Hvorfor var det meget forkert af israelitterne at ønske at vende tilbage til Egypten? (b) Hvordan kunne det have påvirket israelitternes tilbedelse af Jehova hvis de vendte tilbage til Egypten?
9 Israelitterne havde den særlige forret at de kunne medvirke til fuldførelsen af Jehovas hensigt, hvilket ville føre til velsignelser både for dem selv og med tiden for alle jordens folkeslag. (1 Mos. 22:18) Men de fleste i denne oprørske generation viste ingen interesse for at opbygge et mønstersamfund under teokratisk styre. De sagde endda at de ønskede at vende tilbage til Egypten. (Læs Fjerde Mosebog 14:2-4). Hvordan kunne de medvirke til at fuldføre Guds hensigt, at gøre Israel til et mønstersamfund, hvis de vendte tilbage til Egypten? Hvis israelitterne vendte tilbage til trældommen i det hedenske Egypten, ville de aldrig få mulighed for at følge Moseloven og nyde gavn af Jehovas ordning for tilgivelse af synder. Hvor var de dog kortsynede og selviske! Det kan ikke undre os at Jehova sagde om disse oprørere: „Jeg [følte] lede ved den generation og sagde: ’De farer altid vild i deres hjerte, og selv har de ikke lært mine veje at kende.’ Så jeg svor i min vrede: ’De skal ikke gå ind til min hvile.’“ — Hebr. 3:10, 11; Sl. 95:10, 11.
10 Ved at søge at vende tilbage til Egypten viste denne egensindige nation at den ikke satte særlig stor pris på de åndelige velsignelser den havde modtaget, men foretrak porrerne og løgene og hvidløgene som fandtes i Egypten. (4 Mos. 11:5) Ligesom den utaknemmelige Esau var disse oprørere villige til at give en dyrebar åndelig arv i bytte for et velsmagende måltid. — 1 Mos. 25:30-32; Hebr. 12:16.
11. Påvirkede det Guds hensigt at israelitterne på Moses’ tid var troløse?
11 Selvom den generation af israelitter der kom ud af Egypten, viste sig troløs, blev Jehova „ved med at arbejde“ tålmodigt på at gennemføre sin hensigt, idet han nu rettede sin opmærksomhed mod den næste generation. De der udgjorde denne nye generation, var mere lydige end deres fædre havde været. Som Jehova havde påbudt, gik de ind i det forjættede land og begyndte at tage det i besiddelse. I Josua 24:31 læser vi: „Israel vedblev med at tjene Jehova alle Josuas dage og alle de ældstes dage, de som levede længere end Josua og som kendte til hele den gerning som Jehova havde gjort for Israel.“
12. Hvordan ved vi at det er muligt at gå ind til Guds hvile i dag?
12 Denne lydige generation blev imidlertid efterfulgt af en generation der „ikke kendte Jehova eller den gerning som han havde gjort for Israel“. Resultatet blev at „Israels sønner [gav] sig til at gøre hvad der er ondt i Jehovas øjne og dyrke ba’alerne“. (Dom. 2:10, 11) Det forjættede land blev ikke et „hvilens sted“ for dem. På grund af deres ulydighed havde de ikke varig fred med Gud. Paulus skrev: „Hvis Josua havde ført [israelitterne] ind til hvilens sted, ville Gud ikke derefter have talt om en anden dag. Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk.“ (Hebr. 4:8, 9) Med udtrykket „Guds folk“ henviste Paulus til de kristne. Betyder det at kristne kan gå ind til Guds hvile? Helt sikkert — både jødiske og ikkejødiske kristne.
Nogle undlader at gå ind til Guds hvile
13, 14. (a) Hvad havde israelitterne skullet gøre i omkring 1500 år for at gå ind til Guds hvile? (b) Hvad forklarede Paulus at kristne skulle gøre for at gå ind til denne hvile?
13 Da Paulus skrev til de kristne hebræere, var han bekymret for at nogle af dem ikke handlede i harmoni med Guds fremadskridende hensigt. (Læs Hebræerbrevet 4:1). Hvad var det de gjorde forkert? Paradoksalt nok havde det noget at gøre med at overholde Moseloven. I omkring 1500 år havde enhver israelit der ville leve i harmoni med Guds hensigt, skullet overholde Loven. Men med Jesu død var Loven blevet ophævet. Alligevel var der nogle kristne som insisterede på at blive ved med at overholde visse dele af Loven. *
14 Paulus forklarede disse kristne som fortsat ville overholde Loven, at i forhold til det man havde haft under Lovpagten, var Jesu embede som ypperstepræst, den nye pagt og det åndelige tempel af langt større værdi. (Hebr. 7:26-28; 8:7-10; 9:11, 12) På samme måde kan Paulus have haft i tanke at i forhold til at holde den ugentlige sabbat under Loven var det en stor forret at kunne gå ind til Jehovas store hviledag: „Der [står] en sabbatshvile tilbage for Guds folk. Den der er gået ind til Guds hvile, har nemlig også selv fået hvile fra sine gerninger, ligesom Gud fra sine.“ (Hebr. 4:8-10) Disse kristne hebræere måtte holde op med at tro at de kunne gøre sig fortjent til Jehovas godkendelse ved at gøre gerninger der byggede på Moseloven. Siden pinsedagen i år 33 e.v.t. er det dem der viser at de har tro på Jesus Kristus, der bliver godkendt af Gud og modtager hans ufortjente godhed.
15. Hvorfor er det meget vigtigt at vi er lydige hvis vi ønsker at gå ind til Guds hvile?
15 Hvad var det der forhindrede israelitterne på Moses’ tid i at gå ind i det forjættede land? Ulydighed. Hvad var det der forhindrede nogle kristne på Paulus’ tid i at gå ind til Guds hvile? Det samme — ulydighed. De anerkendte ikke at Loven havde tjent sit formål, og at Jehova nu førte sit folk i en anden retning.
Hvordan vi kan gå ind til Guds hvile i dag
16, 17. (a) Hvad indebærer det at gå ind til Guds hvile i dag? (b) Hvad skal vi tale om i den næste artikel?
16 I dag er der ingen af os der tror at kristne skal holde noget af Moseloven for at opnå frelse. Paulus forklarer det meget tydeligt i sit brev til efeserne: „Ved denne ufortjente godhed er I frelst ved tro; og det skyldes ikke jer; det er Guds gave. Nej, det skyldes ikke gerninger, for at ikke nogen skulle kunne rose sig.“ (Ef. 2:8, 9) Hvad indebærer det så for kristne at gå ind til Guds hvile? Jehova satte den syvende dag, sin hviledag, til side for at hans hensigt med jorden kunne blive fuldstændig gennemført. Vi kan gå ind til Jehovas hvile — slutte os til ham i hans hvile — ved lydigt at handle i harmoni med hans fremadskridende hensigt efterhånden som den åbenbares gennem hans organisation.
17 Hvis vi derimod undervurderede betydningen af den bibelsk begrundede vejledning vi får fra „den trofaste og kloge træl“, og dermed valgte at følge en uafhængig kurs, så ville vi komme i et modsætningsforhold til Guds fremadskridende hensigt. Det kunne bringe vores fredelige forhold til Jehova i fare. I den næste artikel vil vi tale om nogle situationer der giver os mulighed for at vise om vi er lydige mod Gud. De afgørelser vi træffer i disse situationer, vil fortælle os om vi virkelig er gået ind til Guds hvile eller ej.
[Fodnoter]
^ par. 3 Præsterne og levitterne arbejdede på sabbatten i forbindelse med templet og ’forblev skyldfri’. Som ypperstepræst ved Guds store åndelige tempel kunne Jesus også udføre sin opgave uden derved at overtræde sabbatsbuddet. — Matt. 12:5, 6.
^ par. 13 Vi ved ikke om der var nogle jødiske kristne der efter pinsedagen i år 33 e.v.t. gik så vidt som til at støtte Lovens forordninger angående forsoningsdagen. Dette ville have vist en alvorlig mangel på respekt for Jesu offer. Vi ved imidlertid at nogle holdt fast ved andre traditioner der var forbundet med Loven. — Gal. 4:9-11.
Spørgsmål til eftertanke
• Hvad var hensigten med Guds syvende dag?
• Hvordan ved vi at den syvende dag ikke er ophørt?
• Hvad forhindrede israelitterne på Moses’ tid og nogle kristne i det første århundrede i at gå ind til Guds hvile?
• Hvad indebærer det at gå ind til Guds hvile i dag?
[Studiespørgsmål]
[Tekstcitat på side 27]
Vi kan gå ind til Jehovas hvile i dag ved lydigt at handle i harmoni med hans fremadskridende hensigt efterhånden som den åbenbares gennem hans organisation
[Illustrationer på side 26, 27]
Hvad skal Guds folk fortsat gøre for at gå ind til hans hvile?
