Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Internettet — på godt og ondt

Internettet — på godt og ondt

Internettet — på godt og ondt

TRYKKETEKNIKKEN, som blev opfundet for mange hundrede år siden, forandrede den måde folk kommunikerede med hinanden på. Vor tids internet er blevet sammenlignet med den opfindelse. Dette praktiske redskab er blevet kaldt et globalt kommunikationsmiddel, og det med rette. Ved at bruge denne „informationsmotorvej“ får vi adgang til fakta, statistiske oplysninger og meninger om mange forskellige emner.

Evnen til at kommunikere er en vidunderlig gave fra Skaberen. Den sætter os i stand til at udveksle idéer og formidle oplysninger til andre. Jehova var den første der kommunikerede med mennesker her på jorden. Han forsynede dem med klare og utvetydige oplysninger om hvordan de kunne få et meningsfyldt liv. (1 Mos. 1:28-30) Men som det tydeligt fremgår af det der skete i begyndelsen af menneskehedens historie, kan evnen til at kommunikere misbruges. Satan gav Eva nogle fuldstændig forkerte oplysninger. Hun tog det han sagde, for gode varer og fortalte det videre til Adam, som førte menneskeheden ind på en katastrofal kurs. — 1 Mos. 3:1-6; Rom. 5:12.

Hvordan er internettet som kommunikationsmiddel? Internettet kan hjælpe os til at få værdifuld viden, spare tid og udføre praktiske opgaver, men det kan også give os forkerte oplysninger, lægge for meget beslag på vores tid og nedbryde vores moral. Lad os se nærmere på hvordan vi bedst kan få gavn af dette globale kommunikationsmiddel.

Rigtige eller forkerte oplysninger?

Man kan ikke gå ud fra at alt hvad man finder på internettet, er godt og nyttigt. Internetsøgemaskiner kan sammenlignes med en skare svampesamlere der høster alle de svampe de kan finde, både spiselige og giftige, og som derefter smider dem i én stor beholder hvorfra folk kan hente dem og bruge dem som fødevare. Ville du begynde at spise sådanne svampe uden først at have undersøgt dem grundigt? Selvfølgelig ikke! Søgemaskinerne anvender et enormt antal computere til at indsamle oplysninger fra milliarder af websteder der indeholder alt fra det allerbedste til det allerværste. Det er vigtigt at vi skelner mellem hvad der er godt, og hvad der er dårligt, så vi ikke ’forgifter’ vores sind med forkerte oplysninger.

I 1993 var der i et kendt amerikansk ugeblad en vittighedstegning der viste to hunde foran en computer. Den ene hund siger til den anden: „På internettet er der ingen der aner at man er en hund.“ For længe siden skjulte Satan sin identitet ved at gøre brug af en slange så han kunne „chatte“ med Eva. Han fortalte hende at hun kunne blive lige som Gud. I dag kan alle der har en internetforbindelse, give sig ud for at være ekspert på et eller andet område, uden overhovedet at opgive sit navn. Og der er ingen regler for hvem der må lægge idéer, oplysninger, billeder eller forslag på nettet.

Bliv ikke en slags „internet-Eva“. Forhold dig kritisk til de oplysninger du finder. Spørg dig selv: (1) Hvem står bag materialet? Hvilke forudsætninger har vedkommende for at udtale sig om emnet? (2) Hvorfor er det blevet lagt på nettet og med hvilket motiv? Er der tale om ensidige informationer? (3) Hvor har skribenten fået sine oplysninger fra? Har vedkommende opgivet sine kilder så man kan få oplysningerne bekræftet? (4) Er informationerne opdaterede? I det første århundrede gav apostelen Paulus Timoteus et godt råd som gælder i lige så høj grad i dag. Paulus skrev: „Vogt det som er blevet dig betroet, idet du vender dig bort fra den tomme snak som krænker det der er helligt, og fra modsigelserne i den ’kundskab’ der falskeligt kaldes således.“ — 1 Tim. 6:20.

Tidsbesparende eller tidsrøvende?

Hvis man bruger internettet fornuftigt, vil man ofte kunne spare tid, penge og energi. For eksempel kan man sammenligne priser for at spare penge, og man kan købe produkter uden at skulle forlade sit hjem. Brugen af netbank har gjort livet nemmere for mange. Nu kan man ordne sine pengesager på et hvilket som helst tidspunkt af døgnet. Internettet kan også benyttes når man vil planlægge og bestille rejser. Det er også let at bruge nettet til at søge efter telefonnumre og adresser og til at fastlægge en rejserute. På Jehovas Vidners afdelingskontorer verden over udnytter man mange af disse internettjenester for at spare tid, arbejdskraft og penge.

Men der er en bagside af medaljen, og det er at internettet kan stjæle for meget af vores tid. For nogle er internettet blevet et spændende legetøj i stedet for et nyttigt redskab. De bruger masser af tid på at spille, købe, chatte, e-maile, søge og surfe. Til sidst begynder de måske at forsømme vigtige anliggender som har med deres familie, venner og menighed at gøre. De kan ligefrem blive afhængige af at bruge internettet. En spørgeundersøgelse der blev gennemført i 2010, viste for eksempel at 18,4 procent af koreanske teenagere havde problemer med internetafhængighed. Ifølge tyske forskere klager flere og flere kvinder over deres partners afhængighed. Én kvinde har beklaget sig over at hendes mands afhængighed af internettet har forandret ham mærkbart og har ødelagt deres ægteskab.

På et af Jehovas Vidners afdelingskontorer modtog man et brev fra en mand der kaldte sig selv for en internetnarkoman. Han fortalte at han på et tidspunkt tilbragte op til ti timer om dagen på internettet. Han skrev: „I begyndelsen virkede det hele så uskyldigt.“ Men så begyndte han at svigte møderne, og han holdt op med at bede til Gud. Når han endelig kom til møde, var han uforberedt og tænkte blot på at komme hjem så han „kunne logge sig på igen“. Heldigvis gik det op for ham at han havde et alvorligt problem, og han gjorde noget ved det. Lad os aldrig bruge så meget tid på internettet at vi bliver afhængige af det!

Hvad ser du på internettet?

I Første Thessalonikerbrev 5:21, 22 læser vi: „Forvis jer om alt; hold fast ved det gode. Afhold jer fra enhver form for ondskab.“ Når vi finder noget på internettet, er det vigtigt at vi tænker over hvordan Jehova betragter det. Er det moralsk acceptabelt og passende for en kristen at beskæftige sig med? Internetpornografi er blevet meget almindeligt, og vi kan let blive fanget af det hvis ikke vi passer på.

Spørg dig selv: ’Er dét jeg ser på internettet, noget som jeg hurtigt ville skjule for min ægtefælle, mine forældre eller mine kristne trosfæller hvis de kom ind i lokalet?’ Hvis svaret er ja, vil det være klogest kun at gå på nettet når andre er til stede. Internettet har virkelig ændret den måde vi shopper på og kommunikerer med andre på. Men det har også åbnet helt nye muligheder for at ’begå ægteskabsbrud i sit hjerte’. — Matt. 5:27, 28.

Send eller send ikke?

Ved hjælp af internettet kan vi både modtage og videresende oplysninger. Vi har dog pligt til at sikre os at det vi skriver og videresender til andre, er sandt og ikke er umoralsk. Kan vi stå inde for det vi skriver eller videresender? Har vi fået lov til at videresende det? * Er det gavnligt og opbyggende? Hvad er vores motiv til at gøre oplysningerne tilgængelige? Er det bare for at gøre indtryk på andre?

Anvendt på rette måde kan e-mail-kommunikation være meget nyttig. Men den kan også medføre at vi drukner i unødvendige informationer. Sender vi altid de sidste nyheder eller ligegyldige oplysninger til en lang liste af venner og bekendte og tager på den måde deres kostbare tid? Burde vi ikke analysere vores motiv før vi sender en e-mail? Hvad ønsker vi at opnå? Førhen skrev folk breve til familie og venner for at fortælle dem om de ting der skete i deres eget liv. Burde det ikke også være tilfældet når det drejer sig om e-mails? Er det klogt at videresende noget til andre som vi ikke kan bekræfte?

Så hvordan skal vi betragte internettet? Skal vi helt lade være med at gøre brug af det? For nogle kan det være nødvendigt. Det var hvad den føromtalte internetnarkoman gjorde for at slippe fri af sin årelange afhængighed. Men internettet kan også være nyttigt, forudsat at vi lader ’evnen til at tænke holde vagt over os og dømmekraft værne os’. — Ordsp. 2:10, 11.

[Fodnote]

^ par. 17 Det samme gælder billedmateriale. Vi har naturligvis lov til at tage billeder til eget brug, men det er ikke sikkert at vi har lov til at vise dem til alle og enhver eller til at opgive navne og adresser på dem der er på billederne.

[Illustration på side 4]

Hvad kan du gøre for ikke at blive vildledt af forkerte oplysninger?

[Illustration på side 5]

Hvad bør du overveje før du sender en e-mail?