Spørgsmål fra læserne
Spørgsmål fra læserne
Er det muligt at angive nøjagtigt hvor mange messiasprofetier der findes i De Hebraiske Skrifter?
Et omhyggeligt studium af De Hebraiske Skrifter viser at de indeholder i snesevis af profetier der blev opfyldt på Jesus Kristus. Disse profetier forudsagde enkeltheder vedrørende Messias’ afstamning, hans tjeneste, tidspunktet for hans fremståen, den måde han ville blive behandlet på, og den plads han ville indtage i Guds ordning. Tilsammen danner disse enkeltheder et billede som hjælper os til at få bekræftet at Jesus var Messias. Man skal imidlertid være forsigtig hvis man prøver at fastslå nøjagtigt hvor mange messiasprofetier der findes i De Hebraiske Skrifter.
Ikke alle er enige om hvad der er — og hvad der ikke er — messiasprofetier. I sin bog The Life and Times of Jesus the Messiah har Alfred Edersheim anført 456 passager fra De Hebraiske Skrifter som ifølge de gamle rabbinske skrifter blev betragtet som messianske, heraf dog mange som ikke specifikt omtaler Messias. En nærmere undersøgelse af disse 456 passager rejser imidlertid i nogle tilfælde spørgsmål om hvorvidt der virkelig er tale om profetier om Jesus Kristus. Edersheim skriver for eksempel at jøderne betragtede Første Mosebog 8:11 som en messiansk profeti. De hævdede at „olivenbladet som duen kom tilbage med, var fra Messias’ Bjerg“. Edersheim nævner også en henvisning til Anden Mosebog 12:42. I denne henvisning findes følgende kommentar: „Ligesom Moses kom fra ørkenen, ville Messias komme fra Rom.“ Både bibelkyndige og mange andre vil uden tvivl have svært ved at forbinde disse to skriftsteder og fortolkninger med Jesus Kristus.
Selvom vi begrænser os til de profetier som virkelig gik i opfyldelse på Jesus Kristus, støder vi på vanskeligheder hvis vi vil låse os fast på et bestemt antal. Kapitel 53 i Esajas’ Bog indeholder for eksempel adskillige profetiske udtalelser om Messias. Esajas 53:2-7 siger for eksempel: „Han har ingen statelig skikkelse . . . Han blev ringeagtet og undgået af folk . . . Han bar vore sygdomme . . . han blev gennemboret for vor overtrædelse . . . Han blev ført som et får til slagtning.“ Skal hele denne passage i kapitel 53 betragtes som én messiansk profeti, eller skal hver enkelt af disse profetiske udtalelser betragtes som en selvstændig profeti?
Endvidere siger Esajas 11:1: „Der skal komme en kvist ud af Isajs stub; og et skud fra hans rødder vil bære frugt.“ Men i vers 10 dukker denne profeti op igen med en lignende ordlyd. Skal man opfatte disse to vers som to forskellige profetier, eller skal man betragte dem som en gentagelse af den samme profeti? Det resultat man når frem til i forbindelse med kapitel 53 og kapitel 11 i Esajas’ Bog, vil helt klart have indflydelse på hvor mange messianske profetier man mener der findes i alt.
Vi gør derfor klogt i ikke at prøve at finde frem til nøjagtigt hvor mange messianske profetier der findes i De Hebraiske Skrifter. Jehovas Vidner har ofte i deres publikationer bragt lister over messiasprofetier og anført hvordan de er gået i opfyldelse på Jesus. * Sådanne lister kan styrke vores tro og være en hjælp for os i forbindelse med vores personlige studium, vores familiestudium og vores forkyndelse. De mange messiasprofetier udgør tilsammen — uanset hvor stort et antal det helt præcis drejer sig om — et tydeligt vidnesbyrd om at Jesus var og er Messias.
[Fodnote]
^ par. 7 Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1, side 503; bind 2, side 281; „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig“, side 343-344; Hvad er det Bibelen virkelig lærer? side 200.