Bibellæsning har styrket mig livet igennem

Fortalt af Marceau Leroy

„I BEGYNDELSEN skabte Gud himmelen og jorden.“ Sådan begyndte den bog jeg i smug læste på mit værelse. Hvorfor læste jeg i hemmelighed? Fordi min far, der var inkarneret ateist, helt sikkert ikke brød sig om den bog jeg sad med i hænderne — Bibelen.

Jeg havde aldrig før læst i Bibelen, og disse indledende ord i Første Mosebog ramte mig som et lyn fra en klar himmel. ’Her er forklaringen på den harmoni i fysikkens love som altid har betaget mig!’ tænkte jeg. Jeg var fuldstændig opslugt og læste fra klokken otte om aftenen til klokken fire om morgenen. Sådan begyndte min livslange vane med at læse i Guds ord. Lad mig fortælle hvordan bibellæsning har styrket mig livet igennem.

’Du vil være tvunget til at læse i den hver eneste dag’

Jeg er født i 1926 i Vermelles, en kulmineby i det nordlige Frankrig. Under den anden verdenskrig var kul blevet en vigtig råvare for landet. Som minearbejder var jeg derfor fritaget fra militærtjeneste. For at forøge min indtægt begyndte jeg at uddanne mig inden for elektricitet og radio, og det fik mig til at beundre den harmoni der er i fysikkens love. Da jeg var 21, forærede en klassekammerat mig min første bibel og sagde: „Det her er en bog der er værd at læse.“ Efter at have læst Bibelen igennem var jeg overbevist om at den er Guds ord, en åbenbaring til menneskene.

I den tro at mine naboer også ville blive begejstrede for at læse i Bibelen, skaffede jeg otte eksemplarer. Det kom helt bag på mig at jeg blev mødt med hån og modstand. Overtroiske familiemedlemmer sagde advarende til mig: „Når først du begynder at læse i den bog, vil du være tvunget til at læse i den hver eneste dag!“ Og læse gjorde jeg, men det har jeg aldrig fortrudt. Det er blevet en livslang vane for mig.

Nogle naboer der kendte til min interesse for Bibelen, gav mig noget læsestof de havde fået af Jehovas Vidner. Brochurer som Een Verden, een Regering * (vist på fransk) forklarede hvorfor Bibelen peger på Guds rige som menneskehedens eneste håb. (Matt. 6:10) Jeg var nu mere end nogen sinde besluttet på at fortælle andre om dette håb.

En af de første der tog imod en bibel fra mig, var Noël, en af mine barndomsvenner.  Da han var aktiv katolik, aftalte han at vi skulle mødes med en mand der læste til præst. Jeg følte mig lidt skræmt ved tanken, men jeg vidste ud fra Salme 115:4-8 og Mattæus 23:9, 10 at Gud er imod at man bruger billeder i tilbedelsen, og ikke synes om at man tiltaler gejstlige med religiøse titler. Det gav mig mod til at forsvare min nyfundne tro. Noël tog imod sandheden, og den dag i dag er han et trofast vidne for Jehova.

Jeg besøgte også min søster. Hendes mand havde nogle bøger om spiritisme og var plaget af dæmoner. Til at begynde med følte jeg mig temmelig magtesløs, men skriftsteder som Hebræerbrevet 1:14 overbeviste mig om at Jehovas engle var med mig. Da min svoger begyndte at følge de bibelske principper og skilte sig af med alt hvad der havde at gøre med det okkulte, slap han fri af dæmonernes greb. Både han og min søster blev nidkære Jehovas Vidner.

I 1947 blev jeg besøgt af en amerikansk forkynder, Arthur Emiot. Ivrigt spurgte jeg hvor Jehovas Vidner havde deres møder. Han fortalte mig at der var en gruppe i Liévin, omkring 10 kilometer væk. Selv det at få fat i en cykel var svært dengang, så i adskillige måneder måtte jeg gå til og fra møderne. Jehovas Vidners arbejde i Frankrig havde været under forbud i otte år. Der var kun 2380 Jehovas Vidner i hele landet, og mange af dem var polske indvandrere. Men den 1. september 1947 blev arbejdet igen juridisk anerkendt. Der blev oprettet et afdelingskontor i Paris i Villa Guibert. Eftersom der ikke var en eneste pioner i Frankrig, indeholdt Budbringer (nu Tjenesten for Riget) en opfordring til at tage den almindelige pionertjeneste op og forkynde 150 timer om måneden. (I 1949 blev dette timemål sat ned til 100). Da jeg fuldt ud kunne tilslutte mig Jesu ord i Johannes 17:17 om at ’Guds ord er sandhed’, blev jeg døbt i 1948, og i december 1949 begyndte jeg som pioner.

I fængsel og tilbage til Dunkerque

Det var ikke længe jeg var i det første distrikt jeg blev tildelt, Agen i Sydfrankrig. Fordi jeg havde forladt minerne, kunne jeg nu indkaldes til militæret. Da jeg nægtede at blive soldat, blev jeg sendt i fængsel. Jeg fik ikke lov til at have en bibel, men det lykkedes mig at få fat i nogle få sider fra Salmernes Bog. At læse dem opmuntrede mig meget. Da jeg blev løsladt, skulle jeg træffe en beslutning: Skulle jeg holde op i heltidstjenesten for at etablere mig? Endnu en gang blev jeg hjulpet af noget jeg læste i Bibelen. Jeg tænkte dybt over Paulus’ ord i Filipperbrevet 4:11-13: „Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.“ Jeg besluttede at fortsætte som pioner. I 1950 fik jeg en ny distriktstildeling — byen Dunkerque, hvor jeg tidligere havde forkyndt.

Da jeg ankom, ejede jeg intet. Byen var blevet alvorligt beskadiget under Anden Verdenskrig, og det var svært at finde et sted at bo. Jeg tog hen til en familie jeg ofte havde forkyndt for, og konen i huset blev henrykt over at se mig: „Åh, hr. Leroy! De er blevet løsladt! Min mand siger at hvis der var flere mænd af Deres støbning, ville der aldrig være blevet krig.“ Ægteparret havde et gæstehus og sagde at jeg kunne bo der indtil turistsæsonen begyndte. Samme dag tilbød Evans Emiot, der var bror til Arthur, mig arbejde. * Han var tolk på havnen og ledte efter en der kunne være nattevagt på et skib. Han introducerede mig for en af skibets officerer. Efter mit fængselsophold var jeg kun skind og ben, og da Evans forklarede officeren hvorfor jeg var så mager, sagde han at jeg bare skulle forsyne mig med mad fra køleskabet. I løbet af en enkelt dag fik jeg altså både logi, arbejde og mad! Min tillid til Jesu ord i Mattæus 6:25-33 var i høj grad blevet styrket.

 Da turistsæsonen begyndte, måtte min pionermakker, Simon Apolinarski, og jeg finde et andet logi, men vi var besluttede på at blive i vores distrikt. Vi fik lov til at bo i en gammel hestestald, hvor vi sov på halmmadrasser. Dagene brugte vi på at forkynde. Vi forkyndte også for ejeren af stalden, og han blev en af mange der tog imod sandheden. Inden længe dukkede der en artikel op i den lokale avis som advarede indbyggerne i Dunkerque og sagde at „området var blevet inficeret af Jehovas Vidner“. Der var dog ikke andre Jehovas Vidner i byen end Simon og jeg og en håndfuld forkyndere! Midt i vanskelighederne var det opmuntrende for os at meditere over vores kristne håb og tænke over hvordan Jehova havde taget sig af os. Da jeg i 1952 blev sendt til et nyt distrikt, var der omkring 30 forkyndere i Dunkerque.

Styrket til nye ansvarsopgaver

Efter et kort ophold i byen Amiens blev jeg udnævnt til specialpioner og skulle tjene i Boulogne-Billancourt, en forstad til Paris. Jeg studerede Bibelen med mange mennesker, og nogle af dem blev senere heltidstjenere og missionærer. En ung mand ved navn Guy Mabilat tog imod sandheden og blev på et tidspunkt kredstilsynsmand og derefter områdetilsynsmand. Senere kom han til at stå for byggeriet af trykkeribygningen på det nuværende Betel i Louviers, et stykke uden for Paris. Bibelske samtaler med folk i distriktet prægede Guds ord endnu dybere i mit sind, fyldte mig med glæde og forbedrede min evne til at undervise.

I 1953 blev jeg helt uventet udnævnt til kredstilsynsmand i Alsace-Lorraine, et område der mellem 1871 og 1945 to gange havde været indlemmet i Tyskland. Jeg blev derfor nødt til at lære noget tysk. Da jeg begyndte i kredstjenesten, var der kun få biler, fjernsyn og skrivemaskiner i dette område, og der var hverken transistorradioer eller computere. Men mit liv var bestemt ikke trist eller asketisk. Det var en meget lykkelig tid. Jeg fulgte Bibelens råd om at holde ’øjet klart’, og der var ikke var så meget til at distrahere én i tjenesten for Jehova som der er i dag. — Matt. 6:19-22.

Stævnet „Det Triumferende Rige“ der blev afholdt i Paris i 1955, blev en mindeværdig begivenhed for mig. Dér mødte jeg nemlig min kommende hustru, Irène Kolanski, der var begyndt i heltidstjenesten året før mig. Hendes polske forældre havde i mange år været nidkære Jehovas Vidner. De var blevet kontaktet i Frankrig af Adolf Weber, der  havde været gartner for broder Russell og var kommet til Europa for at forkynde den gode nyhed. Irène og jeg blev gift i 1956, og hun sluttede sig til mig i kredstjenesten. Hun har været en fantastisk støtte for mig i årenes løb!

To år senere fik jeg endnu en overraskelse — jeg blev udnævnt til områdetilsynsmand. Men da der var mangel på kvalificerede brødre, fortsatte jeg med i en vis udstrækning at virke som kredstilsynsmand. Det var en meget travl tid! Ud over at forkynde 100 timer om måneden skulle jeg hver uge holde foredrag, betjene tre bogstudiegrupper, tjekke optegnelser og udarbejde rapporter. Hvordan kunne jeg købe mig tid til at læse i Guds ord? Der var kun en ting at gøre — jeg skar siderne ud af en gammel bibel og tog nogle af dem med mig. Hver gang jeg skulle vente på en eller anden, fandt jeg siderne frem og læste. Disse korte stunder med åndeligt forfriskende læsning styrkede min beslutning om at fortsætte i min tildelte tjeneste.

I 1967 blev Irène og jeg indbudt til at blive faste medlemmer af betelfamilien i Boulogne-Billancourt. Jeg begyndte at arbejde i Tjenesteafdelingen, og i dag, over 40 år senere, har jeg stadig denne forret. En spændende del af mit arbejde har været at besvare breve med bibelske spørgsmål. Hvor jeg elsker at fordybe mig i Guds ord og „forsvare . . . den gode nyhed“! (Fil. 1:7) Jeg glæder mig også over at lede bibelske drøftelser ved betelfamiliens teokratiske morgenprogram. I 1976 blev jeg medlem af afdelingskontorets udvalg i Frankrig.

Den bedst tænkelige livsform

Selvom jeg har oplevet mange vanskelige perioder, har jeg aldrig oplevet så udfordrende en tid som nu, hvor høj alder og helbredsproblemer begrænser Irènes og mine muligheder. Men at læse og studere Guds ord sammen holder vores håb i live. Vi nyder at kunne tage bussen ind til vores menigheds distrikt og give andre del i dette håb. Tilsammen har vi brugt over 120 år i heltidstjenesten, og det får os til af hele vores hjerte at anbefale denne livsform til alle der ønsker sig et spændende, lykkeligt og meningsfyldt liv. Da kong David skrev Salme 37:25, var han „blevet gammel“, men ligesom han kan jeg sige: „Aldrig har jeg set en retfærdig forladt.“

I hele mit liv har Jehova styrket mig gennem sit ord. For over 60 år siden forudsagde nogle i min familie at bibellæsning ville blive en livslang vane for mig. Og de havde ret. Det har det været — en daglig vane som jeg aldrig har fortrudt!

[Fodnoter]

[Illustration på side 5]

Simon og jeg

[Illustration på side 5]

Mens jeg tjente som områdetilsynsmand

[Illustration på side 5]

En bibel der svarer til den første jeg fik

[Illustration på side 6]

Den dag vi blev gift

[Illustration på side 6]

Irène og jeg nyder at læse og studere Guds ord